De fremturer, Politiken, med deres uforholdsmæssige hjertegivning i markeret skeptiske anmeldelser af genrelitteratur. I dag gælder det Leif Davidsens nye roman Min broders vogter, om hvilken det i Sophie Engeberg Sonnes anmeldelse bl.a. hedder:
(...) den seneste omgang 'krimiunderholdning møder historieundervisning' fra storsælgeren Leif Davidsen (...) romanens rejse (...) er imponerende i sit omfang - og en lille smule udmattende. (...) Man må tage det gode med det onde, når det kommer til Davidsen. Det er nemlig de samme ting, der gør hans romankunst så levende og læsevenlig, der gør 'Min broders vogter' lidt trættende. (...) Somme tider tipper tonen mod det ophobet vidensformidlende – der går historietime i fortællingen, og Davidsen har en tendens til at blive lidt pedantisk i sin viden.
Grundighed er en dyd, men den overdrevne detaljerigdom truer enkelte steder med at blive en hæmsko for læsningen af de 464 tætskrevne sider.
Og tik - tik- tik- tik så får bogen fire hjerter! Sonnes anmeldelse er ikke så sønderknusende som Bo Taos af Hammmer'ne, men med de citerede klare, flere gange gentagne forbehold burde man ikke komme op på mere end tre hjerter (taget på ordet var Bo Taos anmeldelse til en eller to hjerter). Og jeg vil vove at påstå, at hvis det i stedet havde været en anmeldelse af en digtsamling eller anden boglig smalhed, så ville en karakterstik af bogen som udmattende, trættende, ophobet vidensformidlende, pedantisk etc. aldeles have umuliggjort en karaktergivning på fire hjerter. Fordi generelitteratur (angiveligt, vi er nogle der er uenige, for den gode genrelitteraturs skyld!) ikke skal kvalificere sig litterært, trækker en kritik af dens litterære kvaliteter ikke fra i bedømmelsen, tværtimod, Men det virkelig urimelige er jo, at hos både Bo Tao og Sophie Sonne er kritikken (også) en kritik af bøgernes genre-performance eller -funktionalitet: Davidsen har (som sædvanlig, jeg har læst en håndfuld) skrevet en roman, der er åndssvagt leksikalsk tung i røven, og det er sgu da et større og mere centralt problem, når genren er historisk spændingsroman end hvis genren fx bare var historisk roman, eftersom en historisk spændingsroman skal forestille være en historisk roman, der er spændende. En spændingsroman, der ikke er spændende, er nu ikke bare bedre end en digtsamling, der ikke er poetisk, men automatisk top-hjertelig rigtig, rigtig god! That ain't right!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
- seks stjerner fra Berlingskes Kathrine Lilleør til Davidsen, her er der ingen kritiske forbehold, det er ren betaget hovedløshed hele vejen igennem: læg mærke til, hvordan Lilleørs klicheer afslører Davidsens, på den led lyver anmeldelser aldrig, heller ikke når de er hys forlorne:
SvarSletBogen er et fornemt stemningsbillede af 1930erne på krigens kant, da Franco lagde sin jernnæve om Spanien, Stalin var i færd med at klemme livet ud af Sovjetunionen, og Hitler ventede i Tysklands skygge på at folde sig ud. En kulsort tid, der ikke blev mindre sort, når heller ikke barndommen var lys.
Måske skal årsagen til diskrepansen mellem ordlyd og hjertekarakter søges i det faktum at Politiken driver boghandlervirksomhed (Plus/Boghal). Når en (halv)dårligt anmeldt bog rubricerer på Plus-salgslisten, ser man kun hjerterne. En dårlig anmeldelse skulle jo nødig skabe nedgang i omsætningen i en anden afdeling af butikken.
SvarSletEn bog som man ikke regner med at sælge, kan man derimod sagtens give en halvhjertet medfart både på indholds- og hjertesiden. Et eksempel på dette kunne være Thomas Bredsdorffs slappe anmeldelse af Ann Jäderlunds seneste bog; "muligheden for at trænge igennem uden for det snævre sprogrum, digtene befinder sig i, er små" (3 hjerter).