Blogcensur underløbet: Det er ikke muligt fra Kina at skrive eller læse blogs, i hver fald ikke til eller fra blogspot.com (Facebook er heller ikke tilgængelig, det er anderledes overleveligt, måske endda mentalt sundt). Derfor er, hvis operationen lykkes, denne meget lidt subversive tekst cut&pastet på bloggen via en mail til min søn hjemme i DK.
Det regner ikke længere i Shanghai: I går fredag, da vi ankom, silede det deprimt ned hele dagen, men her lørdag morgen. klokken er 8:30 i Shanghai, 01:28 I København, er det nok gråt og grimet, men tilsyneladende tørt, som jeg kigger ud af vinduet i mit absurd roomy hotelværelse på 13. Etage på den nedslidt futuristiske arkitektur, alle, guides og guidebøger, er enige om at sammenligne med Blade Runner, og det er rigtigt nok, det ligner til forveksling Blade Runner, især når neonen flammer op aftenligt – der er et kasino, er Sjón og jeg enige om det må være, med den sindsygste neo-drage her lige ved siden af hotellet, der for resten er Holiday Inn Shanghai Vista, 700 Chang Shou Road.
Shanghai Literary Festival: Festivalen er en stor ting i Shanghai, jeg har ved siden af mig en bunke i byen-blade, City Weekend, That’s Shanghai, Time Out Shanghai, Talk Shanghai, festivalen er på forsiden af dem alle sammen, og kuriøst nok er forsiden på Talk Shanghai og That’s Shanghai den samme danske (70’er?)bogreol med titler af Hans Scherfig og Soya og Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch, på That’s Shanghai er titlerne bare doktoreret væk og erstattet med magasinets overskrifter: Use your noodle i stedet for Leif Panduro: Daniels anden verden.
Sjón og Riitta og Åsne: Jeg er et internationalt nul ved siden af mine tre nordiske kolleger, islandske Sjón, der uhyrligt cool er i gang med at lave en timelang National Geographic-musical med Björk og Michel Gondry, finske Riitta Jalonen, der rent faktisk er oversat til kinesisk, og norske Åsne Seierstad (der først ankom i aftes), der rapporterer boglangt fra krigszoner, men foreløbig aner ingen uråd.
Glamour Bar: Festivalen blev åbnet med et cocktail party i aftes i den yderst fashionable Glamour Bar, som er den ene af festivalens to scener: pink, pink pink, og en grøn, digital mus, der løb panisk rundt på væggen, og lige så panisk minglen, men ikke helt klart, hvem der var forfattere, og hvem der var Shanghai high society, og en ligesom røget champagnedrink, og til aftensmad en jævn strøm af apetizers. Jes suis glamour, står der på barens tændstikæske, og hvis de siger det!
lørdag den 6. marts 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar