Mine to kinesiske identiteter: Da jeg ankom til hotellet fredag stod der i værelset en lille kurv med frugt og en velkomst fra hoteldirektøren: ”Dear Mr. Xu,/ Welcome back to Shanghai and to the Holiday Inn Shanghai Vista. Please do call me for anything you need during your stay with us./ Pleasure to have you being our esteemed PCR loyal guest./ (underskrift)/ Otto Kurzendorfer/ General Manager”. Om eftermiddagen bankede en tjener på døren med en skål med (en større portion) frugt og endnu en velkomst fra hoteldirektøren: “Dear Mr. Kukdahl, A warm welcome and thank you for choosing to stay with us. We hope that you will have a most pleasant and productive stay./ (underskift)/ Otto Kurzendorfer/ General manager”.
Literary breakfast: Det er nu søndag morgen efter morgenmad. Da jeg skrev i går, var det lørdag morgen før morgenmad, der viste sig at være literary breakfast for deltagerne i litteraturfestivalen i et særlig rum sammen med den tyskfødte hoteldirektør, Otto Kurzendorfer, hans amerikanske kone og hans lille søn Oskar og høflig tvangskonversation med samme (Oskar sagde ikke meget, han kedede sig bare, bravt). Også denne morgen viste tjeneren mig høfligt, men bestemt ind til den litterære morgenmand, men jeg rystede lige så høfligt, men bestemt på hovedet og entrede den ikke-litterære morgenmad med alle ikke-litteraterne, hvor jeg i ro og fred spiste mine dejligt tørre mini-croissanter (Sjón valgte i går den kinesiske morgenmad med de mest mærkelige støvede æg, som han formeligt guffede i sig) og læste lidt rundt i Carl Kjersmeiers 1948-udvalg af kinesisk lyrik, Perlemorsviften.
Nordic lights, aquavit and smorrebrod: Kinesisk bittesmå, men ellers glimrende smørrebrød (laks, roastbeef, æg med kvaiar), og så sad vi ellers i den grad i panel, Sjón, Åsne, Riitta og jeg. Vores danske moderator, Rebecca Albinus havde forberedt sig overmenneskeligt, men fik kun stillet en brøkdel af sine glimrende spørgsmål, for vidtløftigt talte panelet i øst og vest, og i mangel af nogen international profil valgte jeg snedigt klovnens rolle og bagtalte for 118.gang nordiske femikrimier af begge køn, det morede ex-pat-publikummet sig meget over, og så glemte jeg endda at citere Sjóns bon mot fra morgenens taxatur, apropos Hvedekorn og Rosinante&Co og Liza Marklund: When crime pays, it should pay for poetry.
1 flodpram: Jeg gik en lang tur fra festivalen hjem til hotellet gennem Shanghais svimlende mix af 1200- og 2200-tal; langs den smalle Wusong-flod snoede sig en nysselig promenade-sti, vogtet af en meget ensom vagt, der smilede taknemligt, da jeg passerede: Dagens gæst. Der var også kun 1 flodpram på den hele flod.
Shanghai Cuisine Highlights: Babyål og andetunger (ikke af chokolade eller noget: a-n-d-e-t-u-n-g-e-r, og de smagte ikke udelikat).
Et digt af Vang Vei (699-759): Æbletræet/ Du, som lige er kommet tilbage fra min hjemstavn, fortæl mig, hvad nyt der er sket./ Så du, om æbletræet ved mit vindue stod i blomst.
LB alias Mr. Xu alias Mr. Kukdahl
søndag den 7. marts 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar