Kritikere er også soldater, men

Hårdt, præcist Godard-citat, jeg ikke kendte, i samtale mellem to 8andre) helte, David Cronenberg og Jim Jarmusch, i (helten) Warhols gamle magasin Interview:

JARMUSCH: I don’t know. I get so depressed by these humans.

CRONENBERG: Humans can be very depressing, yeah. That’s why I really love babies, because they haven’t learned how to be destructive yet. [Laughs]

JARMUSCH: Now we’re getting a little negative. But when I get depressed by the state of the world, I try to appreciate the very strange phenomenon of having a consciousness. I think, “Life on earth is such a fragile, brief thing.” The fact that we’re even here talking to each other is remarkable, and therefore something to celebrate. My friend Joe Strummer from the Clash always used to say to people, “When you get really low, you only have to remember one thing: You’re alive!” So I try to hold that close. But lately, I don’t know.

CRONENBERG: You might be able to find some people who walk around thinking they’re dead. That’s the problem.

JARMUSCH: Right. Your films have tenderness and warmth in them in places, even though critics don’t always project those qualities onto you. The end of Crimes of the Future is tender, warm, and moving to me.

CRONENBERG: Our relationship with the critics, of course, is kind of contentious.

JARMUSCH: I like that quote—I think it’s Godard—it goes, “Critics are soldiers too, but they’re firing on their own troops.”

CRONENBERG: The idea that my filmmaking has always been cold was the critique of The Shrouds. I never felt that I was making cold films. I always wanted to avoid sentimentality and cliched emotional hooks, but cold? There are one or two critics who’ve jumped on that. And I ignore them, of course.

Andy spørger Dolly 75 i dag

(glemte at poste på dagen!)

Fra interview i i Warhols blad Interview med Warhols faste spørgsmål, 2014:

WARHOL: What’s the craziest thing a fan has sent you?

PARTON: A baby, a real live baby. Someone left a baby on our front doorstep with a note that they wanted us to raise it. Of course, we contacted the authorities and they took care of the baby.

Interviewpunkter

- fra interviews med Helle Helle ang. de (hun er så godt et interviewoffer, fordi hun er omhyggelig og formbevidst (bevidst både om interviewets og bogens og bare litteraturens form) i sine svar)

Politiken (Carsten Andersen):

"Jeg tror nok, det er en ret sorgfuld bog, men der bliver ikke talt om sorgen. Den ene grund til det er, at jeg skriver de bedste bøger, hvis jeg lader være med at søndertrampe alt det, der gør forfærdelig ondt. Jeg nøjes med at give det nogle få linjer, som kan mærkes ude hos læseren. Den anden er, at jeg er utrolig dårlig til at skrive om følelser«. Mener du det? »Ja, men det betyder jo ikke, at personerne ikke føler noget. Jeg er bare bedre til at lade personerne handle. Kan man overhovedet sige, hvordan noget føles? Jeg ville aldrig kunne skrive om, at nogen dør og om alt, hvad det gør ved én, at nogen skal forsvinde. Dette sug under brystbenet«. Hun mener, at sorgen skal føles i sætningerne i stedet for i den enkelte formulering. »Det sorgfulde kan findes i rytmen, i formen, i et enkelt komma. Nutiden udsætter faktisk døden. Datiden er fortalt et andet sted fra. I datiden er det hele overstået. Det chokerende ved at være i dette nu er, at det holder i live, og det udsætter, hvad der måtte komme af død og afsked."

"I din nye roman kan helt forskellige ting være sidestillet. Bivirkninger fra morens piller, en solstribe, der flytter sig, eller et ældre par, der er på vej ud af brugsen. Hvad er strategien? »Jeg har ingen strategi. Det er den ene sætning, der føder den næste. Jo flere år jeg har skrevet, jo mere konkret bliver det, men samtidig også mere gådefuldt. Det ville jeg aldrig have sagt til dig, da vi mødtes første gang for snart 20 år siden. Jeg ville aldrig have sagt, at jeg ikke vidste, hvad der skete. Det ærlige svar er, at der skal være et flow, og tit er der forbindelser eller associationer, som jeg kan mærke, men nogle gange har det også at gøre med, at jeg har brug for at få læseren til at læse langsomt. Man kan ikke læse mine bøger, hvis man bare stormer af sted. Alle sætninger er vigtige."

Alt for damerne (Marie Louise Truelsen)

" - Jeg havde sådan en stor interesse i at læse, da jeg var barn. Og affødt deraf kom interessen for at skrive. Det kan virke meget stimulerende, hvis ens dansklærer siger, at det, man skriver, er godt, og jeg fik meget ros for mine stile. For nylig fandt jeg min dagbog, fra jeg var 16 år, frem, og det var faktisk helt forfærdeligt at læse noget fra dengang. Jeg tænkte, gud, hvor skrev jeg dog dårligt! Og jeg blev faktisk ved med at skrive sådan længe, fordi jeg havde fået at vide, at det var godt. Når jeg ser på det i dag, var det frygtelig patetisk og ungt, men det skulle det vel også have lov til at være. Det var samtidig spændende at finde den dagbog, fordi min nye roman, " de", handler om en pige, der er 16 år.- Jeg begyndte at skrive så snart jeg kunne, og allerede som otteårig skrev jeg mit første digt. Jeg skrev også løs, mens jeg gik i gymnasiet, og jeg begyndte at lede efter steder, hvor jeg kunne sende mine tekster ind, så de kunne blive trykt. I 1985 sendte jeg et af mine gymnasiedigte ind til ALT for damerne, og det kom i bladet! Det var noget af det største, der var sket for mig på det tidspunkt, og det er sjovt at tænke på lige netop i dag, at jeg faktisk debuterede i ALT for damerne med digtet " Din ømhed". Det er noget, jeg først har fundet ud af for nylig, ellers har jeg altid troet, at jeg debuterede med en novelle i Information. Men det er altså ikke rigtigt. At få trykt det digt gav mig virkelig blod på tanden, så jeg begyndte at sende tekster ind alle mulige steder, og derfra blev jeg så bare ved med at skrive."

Kristeligt Dagblad  (Daniel Øhrstrøm)

" Jeg tror faktisk, at jeg ville kunne recitere hele romanen for dig, fordi jeg er gået igennem den så mange gange. For det er helt vildt, hvor meget bedre det kan blive, hvis man lige får flyttet et lille ord eller rykket lidt rundt," siger Helle Helle og smiler med øjnene, inden hun svarer på, om man da ikke kan få sprogligt rengøringsvanvid: " Jo!", siger hun og griner: " På et tidspunkt må man også give slip, men jeg vil gerne have, at hvert ord skal give mening som en uundværlig del af den kæde af sætninger, der tilsammen skaber fortællingen i romanen." Helle Helle er også blevet berømt for sin minimalistiske prosa, der er oversat til 20 sprog. Selv håber hun, at den nye roman bliver oversat til tysk, fordi titlen " de" så kan blive til det tyske " sie", der som bekendt både kan betyde " de" og " hun".

" Hvad betyder sætningen " Alle veje fører til veje" først i romanen? " Den har mange betydninger.

Jeg tror ikke, jeg kender dem alle endnu. Men straks, jeg havde skrevet den, vidste jeg, den skulle med. Senere samme dag stod jeg og lavede mad og opdagede, at jeg var kommet til at tage mit forklæde omvendt på. Det er et forklæde, min datter har lavet i skolen med et påtrykt ' MOR'.

Nu stod der ' ROM'. Så tænkte jeg: Det var der, sætningen kom fra. Den er forbundet med MOR, skrevet baglæns, på en måde, jeg ikke helt kan forklare. Senere har jeg opdaget, at der er et baglæns-tema i romanen. Handlingen bevæger sig på en gang bagud og fremad. Det har at gøre med, at alt er skrevet i nutid. Der er kun en anelse før-nutid, bortset fra i replikkerne. Denne nutid er måske med til at udsætte den katastrofe, der venter. Romanen handler jo om en mor, der bliver alvorligt syg. Den sidste tid, min egen mor levede, begyndte jeg af en eller anden grund at gå baglæns ud af rummet, når vi havde sagt farvel. Vi grinede en del af det. Min mor fulgte mig til døren på hospicet, og så gik jeg baglæns hele vejen ned mod stationen. I dag går jeg faktisk også baglæns væk fra hendes grav."

Berlingske (Jeppe Bangsgaard)

"Jeg tror nok, at noget af det, der gør, at jeg er blevet forfatter - og det går måske begge veje - det er, at jeg har en virkelig god hukommelse, når det gælder visse ting. En helt sygt god hukommelse. Jeg kan huske, hvad jeg har givet alle i julegave altid og også tit, hvad jeg har fået. Det er i grunden lidt pinligt, men det, jeg allerbedst kan huske, er, hvad jeg har haft på i næsten alle situationer. Jeg kan huske, hvad jeg havde på første dag i gymnasiet. Det er måske ikke så mærkeligt, for dér tænker man jo meget over sin fremtoning. Men jeg kan også her som voksen huske, hvad jeg har haft på til alt. Det hænger vel sammen med det, der er et omdrejningspunkt i mine bøger - at personerne tilsyneladende er meget optaget af, hvordan verden ser på dem, men sådan set lige så meget af, hvordan de selv ser på verden. Men samtidig skriver jeg egentlig ikke ret meget om det i mine bøger. Jeg skriver for eksempel ikke noget om, hvordan personerne ser ud. Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan nogle af personerne i mine bøger ser ud, det interesserer mig ikke, og jeg kan heller ikke se personer for mig, når jeg læser. Men jeg kan se en høj hestehale, et elastikbælte eller sådan noget."

"Jeg bliver også tit spurgt: »Nå, er det så bare sprog?« Ja, gu' fanden er det sprog! Eller både ja og nej, vil jeg sige. Det ER sprog. Historien er sprog, den er bygget af sprog. Det er klart, at det er indholdet i historien, som er afgørende for, at det hele sættes i gang. Men det vigtige er, hvordan det bliver skrevet. Hvis du kan skrive godt, så kan du skrive verdens bedste roman om tre mennesker, der sidder ved et bord og kigger ud af vinduet. Hvis du ikke kan skrive, så kan du have hele klimakrisen med og skide hul i det. Så selvfølgelig er det sprog. Og helst sprog, som er noget andet, end det plejer at være, noget nyt - noget, der får én til at standse op, mærke efter, hvordan det egentlig er, vi taler og så videre. Så det er serious business, en slags grundforskning."

Jeg siger guderne må vide hvad på færøsk

I dagens udgave af den færøske avis Dimmalætting er der et vældigt, to sider stort interview med mig ved Rólant Dam (der i hvert fald SPURGTE både klogt og tænksomt), som jeg ikke forstår ret meget af et kuk af! Men overskriften skulle betyde så meget som: "Tóroddur (Poulsen) er en troldmand, og hans trolddom er helt sin egen", hvilket jo er så sandt som det er sagt!

Du siger gode ting i avisen

om bl.a. - og her er linket -

et godt ord:

»Jeg ved godt, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg bare besvarer mail, for eksempel. Men selvfølgelig kan der opstå nogle skøre processer i mit hoved når som helst. Den anden dag gik jeg og følte, at jeg var sur, og tænkte derfor på ordet surmule. Så kiggede jeg op på en stor mur og vendte surmule om – ’mursul’ – mørtel er ’mursul’, tænkte jeg. Og så fik jeg lyst til at bruge ordet mursul i en tekst«. 

og gode ordmøder:

Har du slet ingen respekt for ordene ... du skaber en del nye selv?

»De nye ord kommer inde midt i strømmen, jeg sidder ikke og konstruerer dem. Selvfølgelig har jeg respekt for sproget, men det er der, for at man kan undersøge det og forme det. Jeg ved godt, at jeg bruger det pompøst. Men jeg kan især godt lide at skabe rum, som kan bære, at meget tørre kontorord, slang plus mine egne ord står side om side. Måske ikke demokratisk ligeværdigt, men sådan, at de får lov at lege sammen«.

Og i går var du i radioen og kaldte Klokkeblomst for en magigimpe. Dit verbalvid er i vælten.

TransskriptionsTICS

Man har en forfærdelig lyst til at råbe HOLD NU KÆFT til sig selv hele tiden, når man transskriberer sådan et interview, fordi man bare kæfter egomanisk op og selvsmagende afbryder i stedet for at stille korte, koncise spørgsmål og lade manden tale ud, mumle sig færdig, og så kan det godt være, at det faktisk er en pænt glimrende samtale, man i sin tid samdrægtigt har haft, men det nytter jo ikke en skid nu, hvor det ikke skal være en samtale for helvede, men et interview for syv satan, og alligevel sidder man her og kvier sig kælent ved at dræbe alle de frygteligt dybsindige darlings, der svirrer om munden på én, fx den om synopsen som en målrettet, poetisk manipulativ genre hos Jørgen Leth, jeg gentager, for det kommer jo ikke til at stå andre steder end her (bortset fra at det ca. stod i en anmeldelse engang), synopsen som en en målrettet, poetisk manipulativ genre hos Jørgen Leth, HOLD KÆFT NU!

Intimblænder

Jeg forbliver anfægtet af Maja Lucas' Katrines hånd, eller jeg blev anfægtet påny, da Maja Lucas' Katrines hånd i fredagens WA Bøger kombinerede sig med Susanne Bjertrups interview med Maja Lucas om hendes bogs virkelighedsbaggrund, "Sidste udkald", lige over min anfægtede anmeldelse af bogen selv. Og hvad er det også for en hasten ud i dobbeltkontraktindgåelse hos selv den smalleste forfatter, lige så snart en journalist møder op med en mikrofon: Nemlig, min bog om hvordan en ung kvinde, Sarah, oplever sin stedmor Katrines kræftsygdom og død er baseret på min egen oplevelse af min egen stedmors kræftsygdom og død for et års tid siden, og lad os tale inderligt sammen om at opleve sin stedmors kræftsygdom og død, så det er umuligt for læserne at finde ud af, om det er bogen eller virkeligheden, der bliver talt inderligt om. Jeg (og det er så atter mig LB) foreslog tidligere på dagen min ven Jens, at han burde lave et fiktivt brud på dobbeltkontrakten, når han senere på foråret skal interviewes i hoved og røv om sin soldaterroman Bombaygryde: Nej, jeg har sgu aldrig været i kamptropperne på Bornholm, ha, ha, ku' I lige se mig dér, jeg var militærnægter på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Jeg (og det er så atter mig LB) kendte ikke til interviewet med Maja Lucas, da jeg skrev min anmeldelse, derfor måske'et i følgende passage: "Der er ikke noget, der for alvor er forvirret eller pinligt eller forkrampet eller grotesk eller bittert. Hvilket igen er dejligt for og i den virkelighed, der måske ligger bag, men ikke for den fiktion, den virkelighed er formateret til. " Men hvorfor skal vi høre om virkelighedsbaggrunden, og hvad forskel skal fiktiviseringen egentlig forestille at gøre for os menige læsere (der findes også privilegerede læsere, nemlig familien, som har reageret "Overordnet postivt. Det var en forudsætning for overhovedet at udgive den", hov, det er da vist ikke et kunstnerisk hensyn) - nu, efter dobbeltkontraktindgåelsen? I interviewet står der følgende om skriveprocessen: "Hun skrev i desperation. (...) Skrift var det halmstrå, hun havde at klynge sig til. Skriften var det hun kendte (...) Hvor der før var en levende kvinde, er der nu en roman, der gengiver sygdommens forløb i kunstnerisk bearbejdning. Stakken af oprindeligt private notater er blevet beskåret og arrangeret til et litterært værk, der forstørrer visse aspekter af forløbet og formindsker andre. " Men altså ikke decideret fiktiviserer eller laver om (for ikke at sige forløjer)? Den eneste (for menige læsere) kontrollerbare fiktivisering er, at Maja i bogen hedder Sarah, den eneste kontollerbare udeladelse er, at det ingen steder nævnes eller ekspliciteres, at Sarah/Maja skriver private notater om sine oplevelser med sygdommen og den syge undervejs, og dermed heller ikke, hvorvidt de små og større jeg-fortalte tekststykker i præsens, der udgør bogen, i fiktionens kontekst er at betragte som (fiktivt!) ubearbejdede eller kunstnerisk bearbejdede udgaver af sådanne notater. Og hvorfor nævnes/ekspliciteres det egentlig ikke? Måske fordi det vil indføre en konkret og formel (og potentielt dæmoniserende: for hvornår præcist går skriveprojektet fra at være et "desperat" projekt til at være et bogprojekt, før eller efter døden?) distance i en tekst, der fortæller os, at der netop ingen (af steddatter-stedmor-relationen genereret) distance er mellem Sarah og Katrine, og at der ingen forskel i (mangel på) distance er mellem Sarah og Katrines biologiske børn? Men det er måske netop den distance(forskel), der muliggør private notater og litterariseret bog? I interviewet taler Lucas om, at i hvert fald hun " blev opmærksom på, hvem, der var forældre til hvem. Selv om jeg stod hende meget nær, var hun trods alt ikke min egen mor på samme måde, som hun var mor for mine stedsøskende." Den forskel fremgår bare ikke af selve bogen, ud over altså måske af bogens faktum. Lad mig til sidst privatisere blogposten: Min egen mor døde for halvandet år siden efter et parallelt sygdomsforløb, og jeg kunne hverken dengang eller nu drømme om at skrive, fiktivt eller faktuelt, på eller om det virkelighedsstof; det ville krænke både min egen blufærdighed og min mors, og derfor blev jeg ved læsningen af Lucas' roman umiddelbart stødt (over min fornemmelse af rimelig direkte virkelighedsbagggrund), men det var og er jo ikke en følelse, jeg kritisk kan bruge til noget: det ville være en sølle dansk samtidslitteratur, der skulle indrette sig efter MINE grænser for, hvad JEG kan skrive om og på. Min kritiske anke mod bogen som kunstværk er og bliver, at kombinationen af (for) harmonisk indhold og (for) smagfuld form giver et spændingsløst, nær-kitschet resultat. Og så har jeg ikke ret eller grund til at gætte på, om harmonien er for god til at være sand (og altså skyldes steddatter-distancen og/eller hensynet til de privilegerede læsere, familien) eller snarere for god til ikke at være sand (altså at sygdomsforløbet ind til benet var sådan som det beskrives i bogen 1:1) . Men efter WA-interviewet er det i orden, synes jeg, at overveje, om det ikke var blevet en både sandere og bedre bog, hvis notatskriveriet var blevet skrevet ind i fiktionen som en dynamisk anfægtelse af og for læser og forfatter. Synes I ikke?