Jeg tænker, at det er en statusopgradering at blive benævnt "skikkelse"; jeg har ikke bidt mærke i, at jeg er blevet det før. Og nu blev jeg det lige af Nils Gunder i Martin A-klagesangen i blogposten nedenfor og så igen (mere positivt) i Niklas Ilsted Smiths (ikke derfor) gode rim-studie Ud af rimtågen, som jeg sidder og læser lige nu:
"Dog eksisterer der selvfølgelig et par skikkelser, som har undersøgt rimet og gjort væsentlige og værdifulde iagttagelser. Her bør nævnes: Jørgen Fafners grundige og systematiske rimtypologier i Digt og form (1989), Lars Bukdahls litteraturhistoriske undersøgelser i af rim og remse-formen i "Poesiens ånd / på samlebånd" (1999) og Bo Hakon Jørgensens Frihed og rim (2015), som fortolker en række Sophus Claussen-digte med rimet som fokuspunkt."
Viser opslag med etiketten Bo Hakon Jørgensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bo Hakon Jørgensen. Vis alle opslag
lørdag den 17. december 2016
mandag den 14. september 2015
Månen vinker til digteren
Claussen-nummer 1-fan er professor emeritus Bo Hakon Jørgensen, der i anledning af fødselsdagen har udgivet en bog med digte + analyser (og jeg er selv så meget fan af Bo Haks tekstanalyser), jeg skal have læst og anmeldt nu. Han har også ønsket tillykke i Kristeligt Dagblad og unødigt defensivt, synes jeg nok:
"En fan kan aldrig forstå, hvorfor verden ikke også jubler over hans forkærlighed! Hvorfor er Sophus Claussens lyriske diamanter ikke mere kendt i dag, nu hvor han bliver 150 år? Hvorfor står han ikke på top-kanonlisten over danske forfattere?Jo, han blev værdsat til og med Per Højholt, men da han døde 2004, forsvandt også Sophus Claussen (1865-1931) ud af den litterære horisont. Højholt huskede Claussen med linjen: "Det er som fan af diamanter som dine, jeg kender den sved, de tier om- (fra "Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation").Sveden eller arbejdet med digtet, anstrengelsen med at finde det rigtige ord: diamanten i sproget: den sved genkendte Højholt hos Claussen og lovsang ham for at skjule den. Men måske er Claussen bundet til modernist-generationerne efter krigen og deres formbevidsthed, og måske er hans erotiske, hetero-seksuelle evangelium om "en livsanskuelse grundet på elskov" overhalet i nutidens differentierede seksualitet? Spørger jeg de unge, så har de næsten aldrig hørt om Claussen i deres litteraturundervisning. Så skønt opretholdt af særskilte fans er han - siden udgivelsen af hans samlede lyrik og hans breve i midten af 1980'erne samt store bøger om forfatterskabet i 1990'erne - blevet glemt. Måske har al denne "forældre"-interesse lagt sig som en uoverstigelig vold mellem ham og de unge? Hans rim synes gammeldags, hans brug af digtet til at søge betydning med måske ligeledes?Men en digter, der kan skrive følgende linjer, må da ramme alle generationer?: "Floder har vi gennemvadet, Sorg, som aldrig er forbi,/ jeg, som altid før har hadet alt forbandet Rimeri,/ har ved Rim nu gjort mig fri." (fra "Mennesket og Digteren-)."
Dér til sidst bliver han omsider offensiv, og det forsætter han heldigvis med at være, endnu et klip:
"Claussen er ofte morsom i sine rim, og også når han skal forklare et lyrisk problem. I -Jord og Sjæl- skildrer han således sin ungdoms splittelse sådan: "Mellem Kaal og Rabarber/ Digterne med deres uhyre Harper". Morsom er jo splittelsen mellem land eller natur og på den anden side by-kunst og selvtilbedelse ("Harper"). Dermed har vi nærmet os, natur- eller landskabssiden i Claussens poesi, som næsten altid er menneskerelateret, om ikke andet set af en person midt i den. Her i digtet "Hvidtjørn" er hvidtjørnen desuden et billede på pigen, han har stævnemøde med, men læg mærke til køerne i landskabet, der både indfanger den tidlige juniaften og mødets tyggen drøv på sig selv: "Brune skumle Kør, som gumle/ Aftengræsning efter Regn!/Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn, dufter i det store Hegn." Claussens omverden, det være sig by eller land, er hele tiden både land eller ting, men også symbol på jegets stemning, som her i slutningen af "Balaften", hvor en gadelygte ved dag (sikkert gas bag glas) bliver symbol på jegets eftertænksomme stemning: "Hvad er dog saa sært som en Lygte ved Dag,/ naar blankrudet, bleg og forsovet/ den løfter mod Lyset i udslugt Ro/ sit fine og tænksomme Hoved?" Hidtil har jeg hentet eksempler fra forfatterskabets tidlige, idylliske fase, men omkring 1900 begyndte en mere djævelsk poesi at gøre sig gældende, som for eksempel i "Trappen til Helvede": "Det er, som skjulte Orkestre klinger,/ paa Skuldrene voxer usynlige Vinger / saa ofte man rækker Fanden en Finger."
- og her er hele Højholts mesterligt epigoniske fan-digt:
Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation
Det er som fan af diamanter som dine
jeg kender den sved de tier om!
Og det blik hvormed du tavs
kaldte Shakespeare frem i et ribs
har aner, det var lånt, det også, betragtet,
og det drømmer endnu om øjne,
øjne i klynger, i aks, uden dig, uden digt,
køn som stirrer ind i køn
uden anden syntaks.
Hvidglødende tautologier!
det var truet af sådanne lynbarnede
du ryddede dit forland, væltede eg
og bøg og væltede en husgavl for at lægge
ny paradoksale vintre ind i skriften,
du var nær død i den tomhed der knøg.
Dit svar på solnedgangen var: to øjne.
ikke anden ild. Fra rum til rum
i det frostklamme hus nedkæmpede du dine planer,
vantro: ikke een holdt mål.
Dit spil frøs til regler og påbud,
hånden smuttede hver gang du forsøgte,
men skæv i det stirrende vindue
som daggryet fik til at blåne
den gestikulerende måne.
- RIM, HøjholtRIM! Kun muligt Claussenidentificerende sig
"En fan kan aldrig forstå, hvorfor verden ikke også jubler over hans forkærlighed! Hvorfor er Sophus Claussens lyriske diamanter ikke mere kendt i dag, nu hvor han bliver 150 år? Hvorfor står han ikke på top-kanonlisten over danske forfattere?Jo, han blev værdsat til og med Per Højholt, men da han døde 2004, forsvandt også Sophus Claussen (1865-1931) ud af den litterære horisont. Højholt huskede Claussen med linjen: "Det er som fan af diamanter som dine, jeg kender den sved, de tier om- (fra "Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation").Sveden eller arbejdet med digtet, anstrengelsen med at finde det rigtige ord: diamanten i sproget: den sved genkendte Højholt hos Claussen og lovsang ham for at skjule den. Men måske er Claussen bundet til modernist-generationerne efter krigen og deres formbevidsthed, og måske er hans erotiske, hetero-seksuelle evangelium om "en livsanskuelse grundet på elskov" overhalet i nutidens differentierede seksualitet? Spørger jeg de unge, så har de næsten aldrig hørt om Claussen i deres litteraturundervisning. Så skønt opretholdt af særskilte fans er han - siden udgivelsen af hans samlede lyrik og hans breve i midten af 1980'erne samt store bøger om forfatterskabet i 1990'erne - blevet glemt. Måske har al denne "forældre"-interesse lagt sig som en uoverstigelig vold mellem ham og de unge? Hans rim synes gammeldags, hans brug af digtet til at søge betydning med måske ligeledes?Men en digter, der kan skrive følgende linjer, må da ramme alle generationer?: "Floder har vi gennemvadet, Sorg, som aldrig er forbi,/ jeg, som altid før har hadet alt forbandet Rimeri,/ har ved Rim nu gjort mig fri." (fra "Mennesket og Digteren-)."
Dér til sidst bliver han omsider offensiv, og det forsætter han heldigvis med at være, endnu et klip:
"Claussen er ofte morsom i sine rim, og også når han skal forklare et lyrisk problem. I -Jord og Sjæl- skildrer han således sin ungdoms splittelse sådan: "Mellem Kaal og Rabarber/ Digterne med deres uhyre Harper". Morsom er jo splittelsen mellem land eller natur og på den anden side by-kunst og selvtilbedelse ("Harper"). Dermed har vi nærmet os, natur- eller landskabssiden i Claussens poesi, som næsten altid er menneskerelateret, om ikke andet set af en person midt i den. Her i digtet "Hvidtjørn" er hvidtjørnen desuden et billede på pigen, han har stævnemøde med, men læg mærke til køerne i landskabet, der både indfanger den tidlige juniaften og mødets tyggen drøv på sig selv: "Brune skumle Kør, som gumle/ Aftengræsning efter Regn!/Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn, dufter i det store Hegn." Claussens omverden, det være sig by eller land, er hele tiden både land eller ting, men også symbol på jegets stemning, som her i slutningen af "Balaften", hvor en gadelygte ved dag (sikkert gas bag glas) bliver symbol på jegets eftertænksomme stemning: "Hvad er dog saa sært som en Lygte ved Dag,/ naar blankrudet, bleg og forsovet/ den løfter mod Lyset i udslugt Ro/ sit fine og tænksomme Hoved?" Hidtil har jeg hentet eksempler fra forfatterskabets tidlige, idylliske fase, men omkring 1900 begyndte en mere djævelsk poesi at gøre sig gældende, som for eksempel i "Trappen til Helvede": "Det er, som skjulte Orkestre klinger,/ paa Skuldrene voxer usynlige Vinger / saa ofte man rækker Fanden en Finger."
- og her er hele Højholts mesterligt epigoniske fan-digt:
Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation
Det er som fan af diamanter som dine
jeg kender den sved de tier om!
Og det blik hvormed du tavs
kaldte Shakespeare frem i et ribs
har aner, det var lånt, det også, betragtet,
og det drømmer endnu om øjne,
øjne i klynger, i aks, uden dig, uden digt,
køn som stirrer ind i køn
uden anden syntaks.
Hvidglødende tautologier!
det var truet af sådanne lynbarnede
du ryddede dit forland, væltede eg
og bøg og væltede en husgavl for at lægge
ny paradoksale vintre ind i skriften,
du var nær død i den tomhed der knøg.
Dit svar på solnedgangen var: to øjne.
ikke anden ild. Fra rum til rum
i det frostklamme hus nedkæmpede du dine planer,
vantro: ikke een holdt mål.
Dit spil frøs til regler og påbud,
hånden smuttede hver gang du forsøgte,
men skæv i det stirrende vindue
som daggryet fik til at blåne
den gestikulerende måne.
- RIM, HøjholtRIM! Kun muligt Claussenidentificerende sig
lørdag den 20. februar 2010
Fortolket fodnote til et hestehul
Hestehullet
Det var dengang, drengen var ude og bade sammen med sin kusine. Hverken drengen eller hans kusine var begyndt i skolen. Det var en meget varm søndag eftermiddag, hvor de var taget på familieudflugt med kaffe og saftevand og smurte boller. Mens børnene badede sad de voksne og snakkede på deres medbragte klappe ud-stole. Det var ved fjorden, der var lavvande. Drengen og kusinen gik længere ud, men det gik dem stadig kun til knæene. De gik længere ud endnu, da de så ind mod land, var de voksne bare som nogle små prikker, hvis de havde kaldt på dem, havde de ikke kunnet høre det. Pludselig blev det dybt, det var et hestehul*. Drengen strakte tæerne ud, men kunne ikke nå bunden. Han sank dybere, vandet over hans hoved blinkede, men han kunne ikke komme op og få luft. Han slugte vand og gik i panik, fægtede med arme og ben. Og lige som han troede, at nu ville han drukne, at han aldrig mere skulle se sin mor og far, fik han fodfæste. Han var reddet, men skammede sig over at have været ufrosigtig, og derfor fik de voksne aldrig noget at vide om den dag, han var gået i hestehul.
- fra Hans Otto Jørgensen og Maria Wandels Vand blod tis og maskiner, 2010
*
Væld nedefra kan bløde det fine sand i strandkanten så meget op, at det bliver flydende og løst helt ned. De enkelte sandskorn slibes ved denne evindelige kværnen efterhånden runde og glider desto villigere fra hinanden og lader hvad som helst tungt passere ned imellem sig.*
- fra Per Højholts Praksis, 8: Album, tumult, 1989
*
Så er det, man begynder at spørge, hvad det mon er for "væld nedefra" i sindet, der kan bløde det op, så hvad som helst slår ind og synker ned i det? Skulle det mon være sprogets evindelige kværnen igennem et liv, der sliber ordene runde og altbetydende, og at det derfor er ind og ned i sproget, man kan synke og forsvinde med sin eksistentielle tyngde?
- fra Bo Hakon Jørgensens Det skæves majestæt, 2008
Det var dengang, drengen var ude og bade sammen med sin kusine. Hverken drengen eller hans kusine var begyndt i skolen. Det var en meget varm søndag eftermiddag, hvor de var taget på familieudflugt med kaffe og saftevand og smurte boller. Mens børnene badede sad de voksne og snakkede på deres medbragte klappe ud-stole. Det var ved fjorden, der var lavvande. Drengen og kusinen gik længere ud, men det gik dem stadig kun til knæene. De gik længere ud endnu, da de så ind mod land, var de voksne bare som nogle små prikker, hvis de havde kaldt på dem, havde de ikke kunnet høre det. Pludselig blev det dybt, det var et hestehul*. Drengen strakte tæerne ud, men kunne ikke nå bunden. Han sank dybere, vandet over hans hoved blinkede, men han kunne ikke komme op og få luft. Han slugte vand og gik i panik, fægtede med arme og ben. Og lige som han troede, at nu ville han drukne, at han aldrig mere skulle se sin mor og far, fik han fodfæste. Han var reddet, men skammede sig over at have været ufrosigtig, og derfor fik de voksne aldrig noget at vide om den dag, han var gået i hestehul.
- fra Hans Otto Jørgensen og Maria Wandels Vand blod tis og maskiner, 2010
*
Væld nedefra kan bløde det fine sand i strandkanten så meget op, at det bliver flydende og løst helt ned. De enkelte sandskorn slibes ved denne evindelige kværnen efterhånden runde og glider desto villigere fra hinanden og lader hvad som helst tungt passere ned imellem sig.*
- fra Per Højholts Praksis, 8: Album, tumult, 1989
*
Så er det, man begynder at spørge, hvad det mon er for "væld nedefra" i sindet, der kan bløde det op, så hvad som helst slår ind og synker ned i det? Skulle det mon være sprogets evindelige kværnen igennem et liv, der sliber ordene runde og altbetydende, og at det derfor er ind og ned i sproget, man kan synke og forsvinde med sin eksistentielle tyngde?
- fra Bo Hakon Jørgensens Det skæves majestæt, 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)
