Den forkerte debut blev den rigtige

 Jeg opdager, at jeg sendte Louis Jensen en tekst fra det forkerte bidrag til Hvedekorn, da jeg inviterede ham til at deltage i Hvedekorns jubilæumsnummer, 3-4, 2020,  fordi han var raptusd-attak i sit debut-år, med bidrag i både nr. 2, 3 og 4, 1970 - og jeg kom til at vælge en digtserie fra nr. 3, denne Louis'sk skønne:

Naaleøjet

 

1

foran

naaleøjet

er der kø

paa begge

       sider

 

det gør det ikke lettere

 

2

kom

gennem

naale

øjet

                   og

og saa mig om

 

maa ha kravlet den forkerte vej

 

3

er

det

muligt

at fare vild i et naaleøje

 

4

dine naaleøjne

elskede

klarer jeg aldrig

 

født kamel

Her hele bidraget fra nr. 3:

Og her et digt (som jeg nok muligvis havde valgt hvis jeg havde bladret rigtigt) fra den rigtige debut og hele bidragetm ( i omvendt rækkefølge):

 

Og her Louis' brutalt hvasse svardigt til den forkerte debuttekst, som jo ikke ville være blevet til, hvis jeg havde givet ham en rigtig, fx den med smilene:

 

Og her korrespondancen om bidraget:

Kære Lars,

tak for invitationen. Fin ide at fejre Hvedekorns store jubilæum. Jeg deltager gerne,

Louis

Dejligt, Louis! Ser frem (min 2-årige søn Samuel er lige nu intenst optaget af Milles Malebog!) kh red. Lars 

 

En stor hilsen til Samuel. Husk han skal passe på papirskrokodillerne.

Så er det tid. Her mit bidrag, hils Samuel!

Louis

(svar på korrektur)

Kære Lars,

Teksten har mistet sin grafiske skønhed. Jeg sender den igen,

Louis

Tak, Louis, jeg får skønheden på plads! kh red. L

Guldagerdebutsvar

Digt fra Katrine Maries Guldagers debutbidrag til Hvedekorn og hendes svar i jubilæumsnummeret (og måske det bedste referat af den nye, tykke roman):

Fra debuten, Hvedekorn 3, 1992:

 

Puslespil. Æbletræ

 

Puslespil og abekatte

tog gennem bjergenes ar

brydes ned og brydes op

linier og vejenes tyngde stiger op

mod intet

naboer griller

verden er forunderlig

og æbletræet blomstrer kvalitativt

det er godt

for fuglene synger netop her

fang mig

hvis du kan

 

 

Nu, her, Hvedekorn 3-4, 2020   

 

Konge. Nattergal

 

Dengang jeg var konge

ville jeg ikke være konge

og dengang jeg var dronning

ville jeg ikke være dronning,

jeres lille fine nattergal

jeres lille fine prins prinsesse nattergal (pibe, pibe)

Jeg vil ikke være 

dig

og jeg ville ikke være 

mig

slet ikke mig selv med selv på:

Og hvor dumt lyder det ikke nu

hvor jeg er helt alene ved kopimaskinen

og ikke længere har nogen anelse om

hvem jeg var 

eller kunne have

været blevet.

Da Katrines liv afhang af Hvedekorn

Et afsnit fra Katrine Marie Guldager nye, skaprt og minutiøst inderlige roman, Det samme og noget helt andet, der udkommer i dag:

"På biblioteket på Blågårds Plads står jeg i kø ved skranken, jeg tripper, jeg vil gerne se det sidste nye nummer af Hvedekorn, for få dage efter at jeg havde afleveret min ansøgning til Forfatterskolen, ringede Poul Borum og spurgte, om han måtte trykke ni af mine digte fra ansøg­ningen i Hvedekorn, nu skal de stå i det nye nummer. Desværre er det ikke kommet, siger den venlige bibliotekar, og jeg kommer igen dagen efter, jeg tripper, og det er stadig ikke kommet, og den venlige bibliotekar forstår tydeligvis ikke, at mit liv afhænger af det.

– Måske ligger det ude i baglokalet, spørger jeg, men det gør det selvfølgelig ikke, det er bare ikke kommet, og jeg må vente, vente, vente, indtil den magiske dag kommer, den virkelig magiske og for­underlige dag, hvor bibliotekaren genkender mig og rejser sig og føl­ger mig over til hylden, hvor bladet ligger og lyser brunt og blåt og hæfteagtigt. Jeg nikker og tager det og sætter mig i fred, det er allerede et stort øjeblik, jeg åbner forsigtigt. Jeg ser, at det er stort sat op, en dobbeltside midt i bladet, jeg prøver at læse mine egne digte, men det kan jeg ikke. Jeg lukker bladet, lukker øjnene, dén følelse, jeg går ned ad trappen, det er, som om jeg er til, som om Hvedekorn er det spejl, jeg har savnet, jeg kan jo bare gå på biblioteket, åbne Hvedekorn og slå op, og bam, der er jeg. Jeg er høj af lykke, og om aftenen siger jeg til min veninde, som kender en, der kender en, der har udgivet en digtsamling, at hvis jeg nogensinde får udgivet en digtsamling, så vil jeg have opnået det højeste, man kan opnå i sit liv, så vil jeg aldrig, aldrig bede hverken Gud eller nogen andre om noget mere. "

Kultursula og Natursula bliver 50! Engang var hun kun en god anelse!

Som Ursula Andkjær Olsen skriver tidligt i den mirakuløse debut Lulus sange og taler, 2000:

FORSTAND FORNUFT
GODDAG FARVEL
KULTUR NATUR
TRAGIK KOMIK
NOK

Og det var heldigvis ikke på nogen som helst måde NOK!

Og hvor tit er genier rektorer, og hvor aldrig er genier succesfulde, herunder succesfuldt praktisk administrerende, rektorer!!???

Jeg fik anelsen af Ursula i løbet 1999, da hun blev færdig på Forfatterskolen (før da kunne jeg have læst hendes klassiske musik-anmeldelser i Berlingske, men det ved jeg ikke af at have gjort!?), vistnok først i det lille tidsskrift Det 3. Årtusind og så i enquete-antologien Kortprosa 1999 og derpå i Forfatterskolens Afgangsantologi, i hvert fald omtaler jeg hende i mit præmature generationsportræt i (af den unge kritiker Solvej Daugaard og den ung forfatter (fra samme årgang som Ursula) Marius Nørup-Nielsen redigerede) Dansk Noter 1, 2000, hvor hun selv bidrager med uddrag fra debuten og den af mig højtelskede poetik-tekst "Se at få at ord på!", en oprømt hyldest til polyfonien:

"Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også er prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NO-spil om (Leibniz') monader (...) (den anden jeg nævner er Harald Voetmann og hans "tre mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet" i Banana Split)"

Her er Ursulas tekst fra kortprosa-antologien, bandsat umiskendeligt genialt allerede, og nedenunder den forfatterportrættet i Dansk Noter:

TRÆ. VERSION NR. 1

"Overalt var kærlighed, og alt var kærlighed". Den første og den sidste eller den nederste eller den største og den mindste eller den længst til højre og den længst til venstre eller måske den inderste og den yderste og man skal ikke prøve at tælle, for tallet er i vejen, og i foråret stiger utælleligheden, mens regnkuglerne triller. "Nogle elskede glidende, nogle elskede grædende, asymmetrisk elskov, agtværdig elskov, hyggelig elskov, lysegrøn, gennemsigtig, mørkegrøn, blomstret, vissen, forblæst, i frø." Utælleligheden skygger, vinden blæser på den sidste og den øverste og den nederste, det bobler meget præcist af fylde, for ingen er helt den samme, og alle drypper hver især på omgangsformerne. Hverdagsligt, men virkeligt til at tage og føle på; mit bryst har runding og kaffen er god (det gode er ukorrumperbart) og duften er helt nøjagtig. Danper på afstand og slår persiennerne ned, så visse sekunder kom i klemme og måtte vente lidt. Så den længst til højre og den længst til venstre, stiger han op mod overfladen ekker hun ned mo jordbunden og sluger gruset omkring rødderne. Så den inderste. "På et tidspunkt spurgte man hinanden, hvor følelsens væsen var" (for sure tæer). Og den yderste og den største og den mindste og den og til sidst dem alle og de er beslægtede "og" kan forbindes i ranker, den første med den sidste og den øverste med den nederste og den længst til højre med den op ad rulletrapper løber andre slags sætninger, måske har de torne og hvor er din brod og der står en lind i in faders gård og synger. "På et tidspunkt ventede alle på opfyldelsens time". Og de kan spises og gør de godt eller smager de surt, og hvordan de smelter på tungen. Vinen er årsag, virkningen er rus. Smagen sidder på tungen, og er den nu årsag eller virkning, når den sidder dér midt imellem på tungen? Men hvad siger jeg dig, når jeg siger dit navn og tager dig i munden? Fyldtop, fyldt ud, man synger og udtømmer denne time som helt fyldt op folder mæthed i min mund. "Kom den overhovedet?" Jeg tilspørger bare (gnidningsfuldt). Spis langsomt, og du gør dig ingen forestillinger om, hvor du kan opfylde dig med den første og den sidste og den største og den mindste og andre. Din længsel er gemt et sted mellem "op" og "ned" og hver har sin kvist, hvortil den indædt kan håbes. Marguerittens blade er nærmest ens, men gør en forskel, og de kan falde som engle og fylde et efterår, så det bliver sart og stolt som glas, men dybt som Aladdins hule. Hvortil dette "fyld"-begreb (når en rose er en rose osv.) hvis det alligevel er tomt og hvorhen - op? Den ene elskov var af rosafarvet papir og den anden af røgblåt og den tredje af falmet-gult, og de var alle udpræget for store. De blæste også for vinden og imens læste rødderne noget under jorden og måske gik netop de i opfyldelse (opad?) "Men hvordan og hvornår skulle en følelse gå i opfyldelse, når den ikke er et ønske, men bare vokser og falder ned?" Den fjerde blir grøn og af glas og den femte har form som en kugle og den sjette og den syvende og hvorfra ved man de alle har dét til fælles, denne beruselse er til at brække sig over, og man dansede en slow-waltz i opkast, den sprøjtede blødt og snøvlede sølv for den ottende var måske af sølv eller guld, mit hjerte, og hvordan vil du have at de skulle gå i opfyldelse, når de selv fylder op (i bunker) om man må være så fri som en fugl? Og den niende af stål, og det lyder så hårdt, men er rustfrit og blir ikke til støv som de andre og til vinter klistres et lag af kulørt konfetti på top til tå. "Opfyldelsens time faldt af, én efter én, for at begynde forfra ved næstkommende lejlighed." Fyld timen op, hvis det skummer over, så hvad, men uden at udstoppe sjælens skema. Vi ville så gerne at sætningen flød fra nederst til øverst som vand og mælk imod tyngdekraften. "Hvem kom?

Basun-track

Fra debuten, Hvedekorn 2, 1987:

ernst 1921

elefant som første verdenskrig
støvsuger sigmund støvsuger
en bakke fyldt til randen
med de fineste abstraktioner
lige til at spise
landskabet er grumset
og spækket med fisk
for det er da ikke
minotaurus og ødepus
gamle venner
der gemmer sig bag snablens horn
5 metafysiske kaffekander
mens hun lokker lokker vildt meget
handsken er rødrødrødrødrødrødrødrød
stregen er tegnet
huden er igen hvid som sne
solen er en baseball
og hvorfor mon flaget er strøget
og stødtænderne helt gemt af vejen


nu, her, Blogdahl, 28. november, 2020:

ernst 1954 ("Les Canards")

ænderne er ænderne
3 ænder som den træske treenighed
som mine 3 smukke børn
men ænderne er ænderne
ænderne som ånderne som er med os overalt
ænderne som inderne som vi nægter at vide af
men ænderne er ænderne
ænderne som enderne som ikke vil mødes
ænderne som underne vi kan møde hvor som helst
men ænderne er ænderne
ænderne som onderne som dukker op ustandseligt
ænderne som ynderne som er skruet så fint på os
men ænderne er ænderne
som helle helle som jeg i 1987 ikke vidste fandtes
eller ville findes som skrivende som ingen andre
end helle helle og som har skrevet en ny roman
som ligger inde på forlaget men som ingen af os
andre dødelige kan få fat på endnu mærkbart
smerteligt nok og godt jeg ikke dengang havde
nys om hende og skulle vente seks lange år
på eksempel på liv ville sige det
ænderne
ER
ænderne
ÆNDERNE
er
ænderne
ænderne
er
ÆNDERNE
ÆNDERNE
ER
ÆNDERNE

Jeg er altid et nummer foran Jens (med 6 digte mere)

 nr. 1, 1987, med min debut (9 digte)

nr. 2, 1987, med Jens' debut (3 digte)

Blendstrup som rent tilfældigt eksempel

Et af Jens Blendstrups 3 debutdigte i Hvedekorn 3, 2020:

indimellem ønsker jeg at fortsætte

-alle disse drømme som forstøver

eller fylder som store

surmulende blylodder i min lomme

 

jeg har tit tænkt på at smide

de værste ud

de er så ufremkommelige at jeg glemmer

de mindste

 

indimellem ønsker jeg at fortsætte

 

mine arme klør måske er jeg ved at få vinger

i så fald

letter mit sind nok også udover

den stædige busk vi kalder jorden

 

indimellem ønsker jeg virkelig at fortsætte

 

udover den vulkanske aktivitet man mener

findes i en kvinde

engang er jeg faldet i en natlig gletscher

vi lå i en seng og trak

den våde kærlighed op om os 

- en af variationerne over samme digt i jubilæumsnummeret 3-4, 2020:

ind imellem ønsker jeg at fortsætte

alle disse oversavede møgfald som råbes ud over hjernens skakter

eller fylder som store surmulende flyttemænd ved Onkel Dannys plads

 

jeg har tit tænkt på at smide de værste ud

de er så øretæveindbydende at jeg glemmer at solen skinner på Arveprins Knud

 

ind imellem ønsker jeg at fortsætte

mine vagtelæg klækker

måske er jeg ved at blive far

i så fald må jeg være fornuftig en 18 års tid og se det hele lidt mere i fugleperspektiv

 

ind imellem ønsker jeg virkelig at fortsætte udover den sindsoprivende hverdag

man mener findes i ethvert menneske

engang er jeg faldet i et natligt pædagogmøde

vi sad ved et bord og drak te og trak den våde samarbejdsaftale op om os

har dit barn damp eller ADHD eller personlighedsbrist, Yvonne, 28, kan det sove eller har det absencer der minder det om døden i Lübeck? Hvad skal det blive? og har du sat tilstrækkelig ratepension ind til dit barn kan komme på hospitalet, ikke hvis men når det rammes af spiseforstyrrelse eller penismisundelse eller rhinskvin i åleforsamlingen af 1968

 

jeg har fundet en fejl, sagde pædagogen som hed Lillibeth Anemona

og hvad så råbte jeg, er vi ikke alle bare prærieulve og pileurt i livets tombola om jeg må spørge?

jeg hader dine lilla understregninger! din lurvslidte trækken på sætningers Sixten Sparre, din meningsudvekslingsbisiddepebermyntestruktur, din kalveknæede kælen for Sargassohavets plastik jeg har et barn, sagde jeg, det barn bliver voksent, om så det stammer og skyder brandbiler ud af øjenbrynene, al magt til forskellighed, og det man ikke kan beregne, sådan en pædagogisk sildetønde

så gik jeg

 

Jeg har fundet en sti, sagde hun, så gik vi

Sebastian i drømme, men i virkeligheden

 Der er nyheder man bliver glad af! At forlaget Amulet, der foreløbig kun har udgivet det første fuldfede nummer af tidsskriftet af samme navn, i 21021, vil udgive Sebastian Nathans debutsamling - ifølge et Facebook-opslag:

"SEBASTIAN NATHAN. Digtsamling. Ømhed og højhuse. Titel kommer

Sebastian, født 1996, har jeg de største forventninger til. (sådan her skrev jeg om ham, da han bidrog til min Ud & Se-serie med ung poesi:  ”Sebastian skriver digte, der på en helt underlig, magisk facon både er vildt luftige og nærsynet koncentrerede, dugfrisk direkte og sammenkrøllet gammeldags”). Han debuterede i Hvedekorn tilbage i 2016 og har siden, på trods af meget tryglen, kun været med to gange (eller er det kun én gang!!??). Han er selvfølgelig med i Hvededebutant-antologien Flasher min tranebærmund og også med i 100 års jubilæumsnummeret 3-4, 2020, der udkommer i morgen og hvor han svarer på et af sine debutdigte. Her er et smukt digt fra Forfatterskolens Afgangsantologi 2019 med smukt ovenpå:

jeg var på tagensborg i mine tanker
og der følte jeg mig rig
meget rig

og jeg følger en tanke gå under

nogle gange føles det som om du sidder i min krop
og så gøre det ondt

der er rare drømme, men så vågner man
hele dagen er søvnig

vi er en gruppe mennesker under et stort lindetræ
den her regn er et kendetegn ved sommeren
voldsom
og pludselig

smuk som bare fuck især når den kommer om natten
det er ikke til at se igennem
men det driver over

Fødselsdagsgave 3: Debutant + eks-debutant

Jeg åbnede et brev til Hvedekorn med eklatant talentfulde digte fra Yasmin, født 2000, en linje:

kastanjedyrene jager dig

som desværre først kan få sin debut i nr. 4, 2020, til december, fordi nr. 3 er jubilæumsnummer med særligt inviterede eks-debutanter, og jeg modtog på mail et langt, forrygende digt af selveste Laus Strandby Nielsen, en linje, den første:

Mine ben er en slags støvler

Den gamle spejltrådskaserne

- fra Cecilies debut i Hvedekorn 4, 2008:

I en spejltrådskaserne

Håndledsdukkerne fanger en ækvatorparfume
Sådan stank dit idollig
I urets største mellemrum
Fortrængt?
Jeg duftede!

Stands bogen!

Jeg har det lidt som Michael Strunge i den historie, Asger Schnack fortæller i den nye film Væbnet med ord og vinger (Schnack var dengang redaktør på Borgen og ansvarlig for 1978-debutant-trioen Jac, Holck, Strunge):

"Ja, der sker det, at Michael ringer til mig. Om natten. Det var jo ikke i sig selv så usædvanligt. Han havde jo den temmelig irriterende facon med at ringe om natten til folk. Men i det her tilfælde var det mere alvorligt end som så. For det var jo dagen før, den første bog, Livets hastighed, skulle udkomme. Og så ringer han hjem til mig. Og ud af sengen og ja, hvad er det, og så videre. Og så er han meget desperat og sikker i sin sag, at han vil have standset bogen, han vil have standset udgivelsen. Og der kunne jeg jo ikke bare lade som ingenting, for jeg blev nødt til at forklare ham, temmelig indgående, at det ikke kunne lade sig gøre, for den var allerede ude hos boghandlerne. Og jeg prøvede på alle mulige måder at forklare ham, at det var faktisk en fremragende bog. Og efter en meget lang samtale indvilligede han i, at vi godt kunne udgive bogen. "



- og nu står der gudhjælpeme Gyldendal under Freddies forsidetegning, det ser meget forkert ud!

Christina Hesselholdts minimal-labyrintiske debut

Det startede også med et digter-billedkunstner-samarbejde - i den antologi, som Forfatterskolens årgang nr. 2 lavede sammen med elever fra Kunstakademiet i 1989 med den opfindsomme titel Ord/billeder. Hesselholdt partnede op med Peter Kjær, der producerede en en sirlig s/h-labyrint på bogens midtersider. Siden før var blank og på siden overfor den stod denne lakoniske tekst:

   "Mod det hvide centrum
    - her falder øjet ind
    og herfra begynder
    bevægelsen ud









Stedet er bygget som faldende tid"

BREAKING: Dan Turèll debuterede med (andenhånds-injurierende) at forveksle mine forfædre

MINDRE MEN REEL SENSATION, breaket på Turèll-samlingens FB-side:

Tidligere Exil- og JP-redaktør Flemming Chr. Nielsen har i sine gemmer fundet Dan Turèlls - indtil en ældre kandidat er fundet - publicistiske debuttekst (den tidligere kandidat var artiklen "Politiassistent Holbøll til Århus" i Gentofte-Bladet, 23. juli, 1964), der stod at læse i SF-bladet 7. maj, 1963, da DT var 18 år gammel, som svar på en kronik af FCM betitlet "Folkelighed eller venstreintelligens"

- det for mig, LB, xtra kuriøse ved fundet: Et centralt punkt i den videre (to små indlæg lille) videre fejde bliver DT's sammenrodning af min farfar (der bare hed Jørgen Bukdahl) og min far (der hed intet mindre end Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl, men nøjedes med at kalde sig Jørgen K. Bukdahl - jeg blev heldigvis ikke Jørgen Bukdahl III)), som vist ikke når at gå rigtigt op for DT.

Dan Turèlls første svar til Flemming Chr. Nielsen - der er et glimrende forsvar for uforståelig, højmodernistisk poesi (af den art DT i sin senere skriftpraksis på alskens ledder revolterer imod), men hold op, hvor skriver den purunge mand tungt, tungt kancellistiligt (indicere! Thi! - det gør virkelig ondt på en fan (og epigon) at skrive af!):

HVAD ER FOLKELIGHED

SVAR TIL FLEMMING CHRISTIAN NIELSEN

I nummer femten af SF-bladet fremsatte Flemming Christian Nielsen nogle betragtninger over emnet "Folkelighed eller ventreintelligens". Nedenstående er at opfatte som kommentarer fra en diametralt uenig. Thi hvor usammenhængende og svage forfatterens argumenter end var, fortjener de dog et svar.
  Flemming Chr. Nielsen synes at opfatte folket som tillæg til den hellige treenighed. Hvis den sunde, naturlige Olsen i Grønnegade ikke forstår "modernistisk-experimenterende" digtere, indiceres det, at disse er uden værdi. Til støtte herfor fremhæver han Søren Kierkegaard som "folkelig".
  At tage Kierkegaard til indtægt for folkeligheden er at docere Marx i Det konservative Folkeparti. Kierkegaards skrifter har aldrig været i ordets egentlige forstand folkelige; heller ikke "Dommen over den bestående Christenhed", som F.C. Nielsen hentyder til.
  Om Jørgen K. Bukdahl, denne "litterære Produkthandler" (Kai Friis Møller) siges det, at han forstod sproget". Det vil formodentlig blive betragtet som pedantisk-magistralt at nævne, at Jørgen K- Bukdahl i sine bøger demonstrerer, at er et sprog hans modersmål, er det ikke dansk. Jeg skal blot henvise til Kai Friis Møllers udmærkede analyser af Bukdahls dilettanteri.
  Rent bortset fra, at F.C. Nielsen, al den stund han skriver (om den nyere lyrik): "I det ufolkelige ligger fejlen", indicerer at popmennesket Olsen i Grønnegade bør være det forståelsesmæssige kriterium, udfra hvilket kunsten bedømmes, tager han grundigt fejl. Hvis den moderne lyrik er ufolkelig vil det i de fleste tilfælde skyldes "folkets" (hvem e r folket?) escapistiske sofavælgerpassivitet. Hvem vil ikke kunne forstå f.eks. Ivan Malinovskis "Åbne Digte". De er (muligvis i modsætning til samme forfatters "Galgenfrist" og "Vejen") folkelige i ordets bedste forstand: forståelige for alle, der gider yde et minimum af forståelse og aktivitet under tilegnelsen.
  "Ingen hæderlig forfatter sætter i en ære i at være eksklusiv og uforståelig," skriver en af de i det yderste mørke udstødte modernister, Erik Knudsen. Den manglende forståelse af, hvad den moderne lyrik er, og hvad den kan give, udspringer primært af ligegyldighed; til dels på grund af opdragelsesmæssige faktorer (bl.a. skolernes fuldkommen idiotiske litteraturundervisning).
  Bertolt Brecht - som F.C. Nielsen også nævner - hører ligeledes til de forfattere, der har trængt igennem til "folket". Det var Brechts force. Men deraf følger ikke, at "folket" er højeste litterære domstol. tager vi konsekvensen af Nielsens synspunkter, har vi at udnævne d'hrr Korch og Cavling - rene nulliteter - til folkets mænd og kåre dem til litterære konger under hyldestråb fra inappellable domstol.
  Det vil være fuldkommen uærligt for en forfatter at skrive for "folket", at snobbe nedad. Forfatteren må skrive, hvad han føler, og som han føler det. Om "folket" (i al selvtilfreds hovmod føler jeg mit fristet til at citere Gustav Wieds ord, at "folket er et Barn") så vil sætte pris derpå er rent kunstnerisk ganske uvæsentligt.
  "Folkelig er den digtning aldrig, der ikke har fundet en klar, men kunstnerisk forsvarlig form" skriver F.C. Nielsen. T.S. Eliot "fandt" vel nok aldrig en "klar" form. Og dog var han et af dette århundredes største kunstneriske genier. Og hvorfor denne råben på en "klar" form? Det må være forfatterens egen sag, at fremlægge sit stof, som han ønsker det. Det kan aldrig være F.C. Nielsens opgave at fortælle forfatteren, hvordan han skal bære sig ad.
  Dette utiltalende demagogi, denne hylen på "folket", er et tvivlsomt foretagende. Vi har i den nyere tid udmærkede "folkelige" (forstået: letforståelige) forfattere: Leck Fischer, C.E. Soya, Hans Kirk etc. Og vi har haft "ufolkelige" forfattere: Ole sarvig, Jørgen Gustava brandt, Erik Stinus etc. Og ingen af grupperne (der overhovedet ikke kan begrænses som stærkt adskilte, og for hvilke kun få eksponenter er nævnt) bliver større eller mindre i kunstnerisk henseende af den grund.
  Fastslået, så enhver, includeret Flemming Christian Nielsen kan forstå det: "folkeligheden" kan kun være en egenskab ved et litterært værk - og aldrig et kriterium for dets værdi.

Dan Turèll.

Flemming Christian Nielsens svar (jeg er den 3. Bukdahl i den sekvens jo!):

BUKDAHL OG BUKDAHL

Så længe du taler om popmennesket Olsen fra Grønnegade og anråber tilfældige digtere tror jeg ikke vi har noget grundlag for en saglig diskussion. Vi må derfor nøjes med at fjase om tingene og fastslå, at jeg vil "det nemme, det billige, det underholdende, det sentimentale", mens du vil "det lødige, det højnende, det opdragende, det kulturelle."
  Forøvrigt er det ikke Jørgen K. Bukdahl, men Jørgen Bukdahl som denne professorprosaiske hr. Møller dissekerer i sitr essay "Et Narreskib". Den første Bukdahl er teolog, den anden Bukdahl er kritiker.

Flemming Chr. Nielsen / Århus.

Dan Turèlls svar på svaret på svaret:

TO GANGE BUKDAHL

Kære Flemming Christian Nielsen! Så længe jeg holder mig til sagen, har vi ikke noget grundlag for en saglig diskussion. taget til følge, hvorfor jeg betragter dette som sidste ord.
  Thi jeg vil ikke, da du i dit brev indicerer, at jeg ikke kender forskel på d'hrr. Bukdahl undlade at nævne: at der som bekendt findes flere røde køer end præstens; og at det således ogås er lykkedes Kai Kriis (sic LB) Møller at udgive andet end "Et Narreskib". Heriblandt "To Løver og andre Landsmænd" med en kritik af bl.a. kritikeren Jørgen Bukdahl, som jeg tillod mig at citere. Jeg skal i øvrigt aldrig gøre det mere.
  Forøvrigt er jeg meget interesseret i Kierkegaards kamp mod statskriken (sic LB).

Venligst, Dan Turèll

Verssoldat og poesimenneske

Jeg læser omsider Halfdan Rasmussens debutsamling Soldat eller menneske, 1941, der på typisk debutmanér er totalt forvirret og totalt splittet mellem akkurat sjov/satire og tristhed/patos (flere af digtene har tieligere være trykt i Vild Hvede) - sjovet bliver så godt som udrenset i resten af 40'ernes (mange) digtsamlinger til fordel for et stadig mere tyst formkontrolleret, abstrakt tankelyrisk udtryk (med visse modstandsdigte´ som en actionpoetisk undtagelse) - men se her i konfirmations-sekvensen i det store bumlede indledningsdigt "Drøm´", hvor humør & form peger  fremad mod både tosserier, børnerim og Halfdans vægtigste ikke-sjove voksendigtbog, erindringsdigtene Og det var det:

En kirke knejser højt og stolt i byen.
I alle kirker knejser pæne kirker!
Og ingen gudløs laban kofirmeres
anstændigt uden ritualet knirker.

Og børn der ikke aner di er kristne
bekræfter daabens pagt med tykke tunger,
mens voksne mænd og kvinder staar og tænker,
at det er skønt at ha' saa kristne unger.

Di arme børn med klemmesko og flipper
der kværker mere end præsteord og salmer,
blir smaa og sveder under orgelbruset
og bander før den sidste strofe kvalmer.

Det synger i hver lille barnehjærne,
hvert lille hjærtebryst forventningsbanker.
Det kalder udenfor med tusind stemmer
og voksendrømmen grror af store tanker.

*

Og præsten sagde noget ingen hørte,
og salmesangen sang fra sultne maver.
Saa var det slut og vi var konfirmeret-
smaa blomsterløg i lvets modningshaver.

Når du er konfirmer't begynder livet!
Den samme remse som vi fik skolen
blev stammet af en fuld, astmatisk onkel
der isseblank stod under lampesolen.

Og konfirmanden han skal længe leve!
Og livet det har brug for sine kærfter!
(Di talte, aad og drak saa det ku' mørkes
paa pengenpungen maaneder derefter).

Vi faldt i søvn trods det, at vi var voksne.
Hvem savner dig naar der er vin paa flasken?
Man savner ikke nogen her paa jorden!
En sørger lidt og hæger tavst om asken.

Der må snart komme en debutant der for alvor hedder Debbie

Jeg skriver om overrumplingslængslen og -kravet i debutlæsninger, i en artikel til Litteratursidens debutanttema - meget ucamoufleret er artiklen også et forsøg på at påvirke mødet i juryen for debutprisen Munch-Christensens Kulturlegat (2 x 50.000 jo! ikke pebernødder) på torsdag - men vigtigst er denne opdagelse (jeg tilføjer et enkelt hov og forkorter titlerne):

Jeg får stadig gåsehud – og så ved man, at der har været tale om en klasse-overrumplinger – når jeg læser begyndelserne på Frosts og Andkjær Olsens bøger, så mirakuløst og triumferende selvstændigt de sang deres hjerter ud fra starten af – nej, hov, jeg tager slutningen på Wien, for jeg har aldrig før fået øje på, at den for syv søren rimer på Lulus begyndelse (og hov, hov, han har sørme også en radiator med!)!:

Halvdelen af den halve Brandt-begyndelse

Per Aage Brandt gør aldrig noget halvt og helst gør han det dobbelt, derfor debuterede han i 1969 med 2 samlinger, der bare hed og var Poesi, den ene på Arena Sup-pub og den anden i Rhodos' Tryk-serie; sådan lyder bagside-teksten på Rhodos-debuten:

Digtene, eller digtet, der stadig gentager sig. Betragter digtets situationen, den tilslørede fastfrosne skønhed: Skømheden, og poesien som gestus: Poesi, de betragter sig som virkeligheder, måske tragiske, i et større digt. Det store digt har aldrig eksisteret udenfor poesien, som til gengæld ikke eksisterer selv, men kun ved at producere virkelighed.

- og her er halvdelen af den 15 sider korte bogs indhold:

habitus conficendi poematis POESIS
BAUMGARTEN

signe signifiant un signifiant signifiant
lui-meme une vérité éternelle éternellement
pnesée et dite dans la proximité dún logos présent
DERRIDA

løs sne               over vejen
noget                 over noget
som blomsterne skal   skæres
tidligt                om morgenen
mens de er         saftspændte
elskede              enhver kan
gøre det

næsten alle store mænd forener sjælens kraft med kroppens
som hammer og mejsel mod en klippeblok
skove med dyrenes blod fra en åbnet åre
som om den var støbt af glas i de tunge duvende blomsterklaser
når jeg tænker på hvor meget selv den mindste ændring koster os
var keg lige ved at snuble det blev mere og mere med overkroppen
med armene måske er det allerede temmelig mørkt og temmelig
mange bøger drejede hen over øjnene hang over egnen ingen
vidste noget om hende hun stak hovedet ind under en paraply
med hænderne på ryggen ligesom til illumination fra solen går op
til den går ned uden at fuglene bliver bange lige op til håret hos
en ung pige som måske allerede er fuld af tiltro

et ansigt sneen falder på
forstå det eller bevæges
træk for træk koldere
først beskrives ansigtet
mørket falder mørkere
under røde silkesejl
fra halsen til støvet
har lagt sig for fødderne
i halvmørket er det stadig
muligt at skimte enkelte
lysende spor af bevægelse

det hele begyndte i 1927:
i lystighed (kaprifolium) ømhed (hortensia)
men livsfarlig uskyld og noget der lignede
en sort badedragt eller en torso med gyldne skygger om,
følelserne nedlagt i værkerne fra denne tid som er gået

Toget er endelig fremme
ved Herlev Station, hvor
en udstrakt stjernesået slette
med ét åbner sig og omgiver os

Tungsindigt fastfrosne fisk
og vinteren, mens andre
danser til lyden af vio-
liner gemt bag klipperne

blændende sol
                        stærk sol
i din hånd
standser den jo ikke
                                tiden
skyernes skygge
åbner sig
    skyggernes konturer
    åbner sig
tæl til én
             lydløst hvidt brændende
for skøn-
      hedens skyld

jeg tror på kødets lyst og
infinitesimalpluralismens
uopslidelige tålmodighed
farvel   farvel   farvel
du har også en bevidsthed
og jeg strækker hals

Sturm
tristesse
åndelige sange
store fortolkere
mange egenskaber
brød vand fugle fisk
snegleskaller
bølger
hår

græs og kalk, ser længe på hende, gentager hende i glas
enten i hånden eller i hjertet, som fortsætter og sikkert
tager form efter kroppens tegning, mens kunst udsletter det
faktiske og fjerner afstanden fra floden historie til de
næsten tidløse myter mellem os

i geografiske tåger spredt i verden ligger
landene på fundamenter mellem havene hejser flag
i gaderne går dønningerne endnu højt hver gang noget
hører op viser tilbage brydes billeder break hun deltager
med hele sin krop begejstret fra mange etager
i udløsningen af et sørgetog
herfra dertil af meningen den begynder at løbe
af tårerne tåge gør det også svært at se noget som helst
tårne sig op for os

    alt hvad han har rørt ved
gik op i lys lue og er forsvundet
hav medfølelse med os, sproget er store brændende sår

jeg er græskarmanden gul og vidunderlig
tryghed og jord, tryghed
øm og grøn, farligt at bevæge sig
indefra og udad løsladt
fri til daglig

frihed er frihed til udtryk er kom-
munikation er sprog er redun-
dans har i praksis en nedre
grænse og sætter altså græn-
ser for tolerance og humanisme
er terror:
gør noget andet eller sig noget andet

buske og bregner er vokset op
det er et barn det er en rose det er en fisk

(palabras hermososas, realidad prosaica y miserable. Los
ciegos serían felices en este pais, que para la lengua es
paraiso y para los ojos infierno)

parantesen åbnede sig lukker sig
en måges tid på himlen
er ingen tid for nogen

(stjerner)

Da han igen stødte på forhindringer
Prøvede han en ny sidegade begyndte han
Forfra og til sidst stødte hans hænder
Mod læberne
I porten fandt han ikke lyset og skiftede lyn-
Hurtigt synspunkt

Den der behersker sproget
Forstår umiddelbart hvad der siges
Og kan identificere enkelte sætninger
Hvis man beder ham om det
Identifikationsprocessen er utrolig hurtig
Endnu hurtigere ved læsning end ved hørt tale.

Svaret svajer i svagbørnskolonien

Tweets

Lars-Emil Woetmann ‏@woetmann 11t

 

Så er @LarsBukdahl på twitter. Gang i #dklit, efterhånden. Vil han også twæte?

Retweetet af Lars Bukdahl

 

Vis detaljer