I orden-anmeldelser

Cecilies Den nye spejltrådskaserne er blevet anmeldt 2 steder nu, og de er jo mange for så uforsonlig skrift:

I WA Bøger gæsteanmeldte Niclas Freiseleben Lund frustreret og beundrende (LINK), her hans afslutning:

"Egentlig er der noget misvisende ved at citere Den nye spejltrådskaserne som pænt afrundede udsnit. Fælles for de sammenhængende forløb og ophobningsdelene er netop deres svært navigerbare, drivende eller muterende karakter.

Det gør bogen til en krævende, genstridig og til tider frustrerende læseoplevelse. Resultatet bliver en slags øhops-læsning, hvor mit fokus retter sig mod stærke, prægnante dele, som der heldigvis er mange af. Lad os tage et mere:

»kærligheden er en forfærdelig skovtur med en forfærdelig kurv med en forfærdelig hank der gør det svært at fragte maden, den forfærdelige mad; de forfærdelige madder, madder smurt med forfærdeligt smør, smør der er skjult under honningen og kvalmen opstår men der tygges, mens myrerne kribler rundt under tæppet og er ækle, og skoven mørknes af mangel på sol, for solen skal sove« .

Godt? Ja. I passager som denne er der egensindig vellyd og power. Og der er bestemt den vilterhed, der forbindes med Lind. Alligevel forekommer det mig, at der er noget andet på færde i Den nye spejltrådskaserne. Ordknapt og lige ud ad landevejen er det ikke, men det er, som om direktheden og hårdheden fra Ragusa og Mit barn her bløder ind i legesygheden. Det er en mere kværnende og klaustrofobisk sproglabyrint, man denne gang føres ind i.

Det er som altid ret kompromisløst. Er det godt? Ja, ja, det tror jeg."

I Politiken i dag giver Lilian Munk Rösing (i sin første CL-anmeldelse - på tide!) 5 hjerter (LINK) og er bare ellevild: 

"Og når prinsessens barn, som jeget et sted har gjort sig til rugemor for, kaldes »Ferskensten Frankenstein«, er det på lignende vis en smuk og klangbåren navngivelse. Enkelte steder skejer klangen ud i regelrette rim. Således garneres den afsluttende kombinerede døds-og bryllupsscene ikke alene med et surrealistisk billede, der på karakteristisk vis genstandgør kropsdele, men også med et rim: »Jeg hørte dem hviske. Og hjertet var faldet lidt ud af min mund. Med tungen som sliske«. Hvis det minder mig om noget, minder det mig om den østrigske nobelpristager Elfriede Jelinek, der ligeledes mikser myter, antikke og moderne, i en på én gang indædt og vittig prosa, der bæres frem af klang og rytme. Humoren i Linds tekst frembringes ikke mindst af den sidestilling af det abstrakte (overførte) og det konkrete, som i stilistikken kaldes zeugma: »Mutters alene med læbestift på, med sorg i hjertet, med mod på mere«, »Døden klæder mig som det klæder en præst at spise ribs i sommersolen«, »Som mø med ører og hår og had«. Linds sproghengivne frie associationer bringer nyt liv i gamle klude: faste talemåder, eventyr og folkeviser, døde metaforer, stumper af salmer og digte. Det er digterisk kunst med kraft til at bringe alt stivnet i skred, ikke mindst stivnede myter, stivnede kvindebilleder."

Den gamle spejltrådskaserne

- fra Cecilies debut i Hvedekorn 4, 2008:

I en spejltrådskaserne

Håndledsdukkerne fanger en ækvatorparfume
Sådan stank dit idollig
I urets største mellemrum
Fortrængt?
Jeg duftede!

Denne her fantastiske bog findes nu!

Citat:

man elsker mig fordi jeg er en umærkelig gæst der nægter at rødme når jeg modtager klapsalve og hæder

hvid som sne til evig tid

jeg mister mælet som hun mistede skoen på trappen i flugt

jeg forsvinder, eller, det er min: 

ambition

at gå bort som oldemødrene

oldemødrene der hed og hed og hed

og de kaldtes hele tiden ind til te

så de ikke fik smudset ansigterne til af al den trafik man havde fundet på

motor

hjerte

navnene er trættende

jeg hedder mig i knæ

lyden kalder mig ind i sine tegn og gør mig til nogen

for nogen

Jeg magter det ikke

at være én man kan kalde til sig

så er man i farezonen

det chok det er at melde sig

at blive genstand for en skål – udstedt til min ære og mit helbred og min succes og mit ophav

præcis sådan kom jeg til verden: jeg fødtes af en blomst

en ekstatisk blomst med en stilk med mange torne og en blomst der var blodrød som et biografsædes plyssede røde stof

i det sæde sad:

den smukkeste pige med de smukkeste øjne, for nylig

denne piges datter er jeg gerne, drattende ud af hendes øjne når hun i nat græder sin sædvanlige gråd, jeg glider ud med tårerne og er genfødt og

parat

til at betale: det hvide ud af øjnene

for lykke, minder og hvile

som et rigtigt menneske, et menneske der har ben at gå på, og smil tilovers, og

tro på fremtiden og tro på at det er muligt at pudre sig til selvtillid, her holder jeg til: mest i mit hoved, og hvad jeg bærer med mig, primært: kvalmen over alt det unge ved mig, alt det unge der langsomt, men ihærdigt glider af mig, angsten for at slå fejl, og i stedet for at

indse at jeg aldrig kommer til at kunne føre mig frem blandt roser med kendermine, da lader jeg hånt om realiteterne og forvilder mig ind i antagelser om, at jeg ved bedst om torne og om beskæring og om dug der falder og om hvilken farve der klæder rosen bedst,