Om dette websitebukdahl.blogspot.comGentofte-præsten Adam Garff citerer i WA min farfars højskolesang: "I…Gentofte-præsten Adam Garff citerer i WA min farfars højskolesang: "I Adam Garffs øjne er det mest glædelige, der er kommet ud af krisen, ...- Lars Bukdahl Nemlig!
- Birgit Hatlehol Du må jo ønske deg den hos Philip Faber - så kan vi alle synge med!
- Jesper Kragh Det er en af de bedste højskolesange. Hvis den ikke er med, så er 19. udgave definitivt en forringelse. Så må de omgående udgive et tillæg (ligesom man gjorde tidligere).
- Svend Johannsen Skulle det ikke være længsel. Når vi længes venter verden.
- Jørgen Carlsen KæreLars
Ja det er den!
Kh
Jørgen - Jesper Kragh Død og kritte!
- Rasmus Vangshardt Fedt!
- Isak Krab Koed Fremragende!
- Henning Bøgh Andersen Jørgen Carlsen : Tak for det 😊
- Lars Bukdahl BRAVO, JØRGEN!
- Lars Bukdahl BRAVO, ALLE JØRGENER (inkl. min far, Leth og Anders Jørgen)!
- Jens Carl Sanderhoff Man kan nemlig godt skrive 18. århundredeagtig i det 20. århundrede, hvis man er ligeglad glad og fri for modeluner og i øvrigt stærkt inficeret af vidunderligt metaforfræs!
- Lars Bukdahl (jeg tænker, alle kommenterende er med på, at jeg aftrykker denne triumferende tråd på min blog - ellers sig til! )
Viser opslag med etiketten Jørgen Bukdahl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jørgen Bukdahl. Vis alle opslag
torsdag den 9. april 2020
Tråden der endte lykkeligt!
Hvor og hvad fanden er Gibeons dal!?
I biblen:
Josva 10
Josva 10
12 Ved
den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes Magt,
talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse: »Sol, stat stille i
Gibeon, og Maane i Ajjalons Dal!« 13Og
Solen stod stille, og Maanen standsed, til Folket fik Hævn over
Fjenden. Saaledes staar der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen
blev staaende midt paa Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gaa
ned.…
Wiki:
"Gibeon (Hebrew: גִּבְעוֹן, Standard Hebrew Giv‘ōn, Tiberian Hebrew Giḇʻôn; in LXX Ancient Greek: Γαβαων) was a Canaanite and Israelite city north of Jerusalem. According to Joshua 10:12 and Joshua 11:19, the pre-conquest inhabitants of Gibeon, the Gibeonites, were Hivites; according to 2 Samuel 21:2 they were Amorites. The remains of Gibeon are located on the southern edge of the Palestinian village of al-Jib.
Billede:
Tiden er løftet af hængsel
Gentofte-præsten Adam Garff citerer i WA min farfars højskolesang:
"I Adam Garffs øjne er det mest glædelige, der er kommet ud af krisen, at folk tager deres liv og deres tid mere seriøst. Den alvor, der hører til livet, træder tydeligere frem. Han citerer fra nummer 112 i Højskolesangbogen: »Solen står stille i Gibeons dal/ tiden er løftet af hængsel« (Jørgen Bukdahl, 1936), fordi»det er et vildt godt billede, der passer så godt nu« . Tiden er løftet af hængslet. Eller »Time is out of joint«, som Shakespeare skriver i Hamlet."
Dette er den fulde sangtekst - OG ÅH, DEN ER FORHÅBENTLIG MED I DEN NYE UDGAVE, DEN HAR VÆRET UDE FØR, MEN DEN HAR BARE AT VÆRE MED, LAD DEN PLEASE VÆRE MED, OGSÅ FORDI DEN JO FAKTISK ER SKIDEGOD!:
Solen står stille i Gibeons dal,
tiden er løftet af hængsel,
hjertet det har sin lønlige kval,
higer kun ud af sit fængsel,
lytter til blodets søde røst,
ved, den ej læger for livets brøst,
mens tiderne skifter med tider.
Tiden den drejer sit tunge hjul,
dagene svinder som skygger,
håbet det finder sit fattige skjul,
modet må vandre på krykker;
sjælen er syg i sin fangevrå,
mindes alle de himle blå,
mens tiderne skifter med tider.
Menneskeværk skal finde sin dom,
bliver til sidst til ruiner;
livet der gik og livet der kom,
alt hvad der glæder og piner,
alt skal glemmes og smuldre hen,
jærtegn på ånd skal blive igen,
mens tiderne skifter med tider.
Drue jeg var, og perset jeg er,
vin jeg vel bliver omsider,
blomstre skal alle de abildtræer,
klædes skal fjeldenes sider,
håbet skal fylde hele mit sind,
nu skal jeg fange min sommer ind,
lad tiderne skifte med tider.
"I Adam Garffs øjne er det mest glædelige, der er kommet ud af krisen, at folk tager deres liv og deres tid mere seriøst. Den alvor, der hører til livet, træder tydeligere frem. Han citerer fra nummer 112 i Højskolesangbogen: »Solen står stille i Gibeons dal/ tiden er løftet af hængsel« (Jørgen Bukdahl, 1936), fordi»det er et vildt godt billede, der passer så godt nu« . Tiden er løftet af hængslet. Eller »Time is out of joint«, som Shakespeare skriver i Hamlet."
Dette er den fulde sangtekst - OG ÅH, DEN ER FORHÅBENTLIG MED I DEN NYE UDGAVE, DEN HAR VÆRET UDE FØR, MEN DEN HAR BARE AT VÆRE MED, LAD DEN PLEASE VÆRE MED, OGSÅ FORDI DEN JO FAKTISK ER SKIDEGOD!:
Solen står stille i Gibeons dal,
tiden er løftet af hængsel,
hjertet det har sin lønlige kval,
higer kun ud af sit fængsel,
lytter til blodets søde røst,
ved, den ej læger for livets brøst,
mens tiderne skifter med tider.
Tiden den drejer sit tunge hjul,
dagene svinder som skygger,
håbet det finder sit fattige skjul,
modet må vandre på krykker;
sjælen er syg i sin fangevrå,
mindes alle de himle blå,
mens tiderne skifter med tider.
Menneskeværk skal finde sin dom,
bliver til sidst til ruiner;
livet der gik og livet der kom,
alt hvad der glæder og piner,
alt skal glemmes og smuldre hen,
jærtegn på ånd skal blive igen,
mens tiderne skifter med tider.
Drue jeg var, og perset jeg er,
vin jeg vel bliver omsider,
blomstre skal alle de abildtræer,
klædes skal fjeldenes sider,
håbet skal fylde hele mit sind,
nu skal jeg fange min sommer ind,
lad tiderne skifte med tider.
mandag den 22. juli 2019
Rødbede- og kannibaldigt
Hvor kannibalisk er det lige,
at jeg dagligt kalder min søn
"din lille nuttede rødbede"
og så giver ham rugbrødshapsere
med rødbedehummus på? Og var
det faktisk Kannibalen, Uni-
vesitets Frokoststue, hvor min
farfar spiste måske faktisk
leverpostejmadder med rødbeder
sammen med Broby og Schade
og Scherfig. blev kaldt? Ja,
siger Google og gør denne gl.
rynkede rødbede stjerneglad.
at jeg dagligt kalder min søn
"din lille nuttede rødbede"
og så giver ham rugbrødshapsere
med rødbedehummus på? Og var
det faktisk Kannibalen, Uni-
vesitets Frokoststue, hvor min
farfar spiste måske faktisk
leverpostejmadder med rødbeder
sammen med Broby og Schade
og Scherfig. blev kaldt? Ja,
siger Google og gør denne gl.
rynkede rødbede stjerneglad.
søndag den 21. januar 2018
Billeder af min far som barn og som ung
Med sin søster Else Marie i Askov
På kollegieværelset i Aarhus
torsdag den 18. januar 2018
I stedet for anmeldelser IV
Fra søgning på 'Bukdahl' i Infomedia: Voldsomt citat af min farfar i debatindlæg af Torben Bramming i Kristeligt Dagblad:
"Den svenske udenrigsminister Margot Wallström var imod at indkalde til et krisemøde i FN, noget som hun, når det gælder Israel, altid er villig støtte af. Hun er et symptom på den vestlige verdens tavshed her, mens " tiden drejer sit tunge hjul", som Jørgen Bukdahl skrev det så manende i 1936."
"Den svenske udenrigsminister Margot Wallström var imod at indkalde til et krisemøde i FN, noget som hun, når det gælder Israel, altid er villig støtte af. Hun er et symptom på den vestlige verdens tavshed her, mens " tiden drejer sit tunge hjul", som Jørgen Bukdahl skrev det så manende i 1936."
tirsdag den 26. december 2017
Klassisk smædedigt om min farfar (M.FL.!) 2
Denne gang af Otto Gelsted, trykt i Kritik Revy 3, 1928
Hjemstavns-Stemning.
Hjemstavns-Stemning.
Det er den unge, danske Kritik,
den kan hverken leve eller dø:
Skal jeg æde det nationale
eller religiøse Hø?
Kan nogen Djævel forklare,
hvordan et stakkels øg
skal vælge mellem to Dynger
af samme Slags muggen Møg?
I Bukdahl bisser StangerupO. G.
ved rindende Hesselaa.
Men ovenover Problemerne
er Dumheden altid blaa.
lørdag den 23. december 2017
Farfar hånet i sønnesønnens eget blad
Var på vej til at skrive noget om Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen og gør det lige om lidt, men fik så for vistnok første gang øje på dette smædedigt af Halfdan om min farfar i Vild Hvede 1, 1946 (som et af flere "Digterportrætter"), og det gjorde lige lidt ondt (jeg holdt for fanden officiel fødselsdagstale for HR i Helsingør, da han fyldte 100) især fordi det er så godt (og rap-dygtigt: 4 rim på -use og -aler)
En litterær Niels Bukh. Dal, ordets svaler
nedover hytter og forsamlingshuse,
flyv ud af munden paa den fødte taler
og lad ham ælte, kværne eller knuse
det danske sprog. Slaa blot saltomortaler
og kraftspring. Fang det skjulte i din ruse
og læg det blot. Slaa femøren til daler,
du, som har faaet taagehorn til muse.
En litterær Niels Bukh. Dal, ordets svaler
nedover hytter og forsamlingshuse,
flyv ud af munden paa den fødte taler
og lad ham ælte, kværne eller knuse
det danske sprog. Slaa blot saltomortaler
og kraftspring. Fang det skjulte i din ruse
og læg det blot. Slaa femøren til daler,
du, som har faaet taagehorn til muse.
søndag den 26. juni 2016
Min farfars gode danske tale, urefereret
Fra spalten "Det stod i de gamle aviser" i Sjællandske Slagelse
"1941
SLAGELSE: Det er ikke let at sige nøjagtigt, hvor mange
Mennesker, der deltog i den St. Hansfest, som Dansk Ungdomssamvirke,
Alsangkomiteen og Turistforeningen i aftes havde arrangeret paa
Frederikshøj. I et tæt, lang strøm gik Folk lidt før 20-Tiden mod
Festpladsen. Folk tog plads og da Mødet skulle begynde, var stort set
hele Rundingen besat.
Mange stod op paa Pladsen foran, og det vil nok ikke være helt galt, at anslaa Deltagertallet til omkring tre Tusinde.
Mødet
ledtes af Højskoleforstander Nissen, der efter nogle Musiknumre udført
af et Ungdomsorkester, bød Forsamlingen Velkommen. Aftenens Taler var
Forfatteren Jørgen Bukdahl,
der fængslede Tilhørerne ved den stort anlagte, med kraft og varme
gennemførte, gode danske Tale. Noget referat skal der ikke gives her."
søndag den 8. maj 2016
Er Møllehavehuset et pandekagehus?
Johannes Møllehave er foredragsholderen to end all foredragsholdere. Ergo er det mildest talt frygtindgydende i dag klokken 16:00 at holde foredrag i Møllehavehuset på Langeland - endda om et Møllehave-speciale: "humoristisk avantgarde" (hvilket Møllehave ikke kalder det - derfor kalder jeg det det) - foran lutter Møllehaver eller i hvert fald ham og hans storesøster Gabriele.
Møllehavehuset
"Foredragsholder og forfatter Lars Bukdahl, som kommer til Bøstrup Præstegård den 8.
maj taler om dansk humor fra Storm P. til Per Vers, som er rapper og performer og egentlig hedder Per Uldal. Naturligvis er Lars Bukdahl helt igennem sig selv, men man kan da godt misunde ham, at han er den tredje i familien, og derfor har den lykkelige bagage, at både hans farfar og hans far levede af at holde foredrag, uden mindste manuskript, undtagen hvis det lige skulle dukke op under foredraget, så de måtte skrive indfaldene ned og tage det med i lommen hjem.
Jeg har hørt Lars Bukdahl, han taler også uden manuskript og det er en oplevelse alene at følge hans hastigt krydsende idéer. Når jeg nævner hans farfar og hans far er det fordi jeg spørger mig selv om der er dna for mundtlig overlevering, for sådan er jo både folkeviser og sagn blevet til; fortalt fra mund til mund.
Jeg ved godt, at dna er latinske navne, som skrevet ud hedder DeoxyriboNucleicAcid, men min egen frie oversættelse lyder: Det Nedarves Alt sammen.
Det må jeg tro. Lars Bukdahl er et bevis på, at det ligger i arven. Foruden de masser af ind-og udfald, han rummer, er det værd at huske, at blandt masserne ligger i hvert fald også arvemassen.
Lars har fortalt mig, at han var elleve år, da hans far holdt foredrag for min menighed i Virum, han huskede især, at de efter foredraget var hjemme hos os, hvor min søn Mikkel havde en kvælerslange i kælderen.
Hans far skrev et postkort et par dage efter, hvor han skrev: " Tak for en vidunderlig aften hos jer, jeg tærer på den som en kvælerslange på sit bytte." Lars Bukdahl er kendt, fordi han er Weekendavisens lyrikanmelder, nogle mener, at han er lovlig barsk. Han underviser også på forfatterskolen og har modtaget Kunstrådets Formidlingspris i 2008.
Tom Kristensen har udgivet en bog, hvor han spørger, om han selv er anmelder eller kritiker.
Bukdahls kritiske evner er nødvendige, når han udgiver det litterære tidsskrift Hvedekorn.
Jeg synes, det må være svært f. eks. at få en debutants værk ind. Min mor havde en ven, som skrev en bog på 400 sider som hed Lad os prøve. Anmelderen, Hans Brix, skrev i al korthed: " Den herre skal ikke prøve mere." Og det gjorde han heller aldrig."
Møllehavehuset
Næste weekends salone med Lars Bukdahl. Læs mere under AKTUELT.
http://møllehavehuset.dk/?p=2731
http://møllehavehuset.dk/?p=2731
Næste weekends salone med Lars Bukdahl. Læs mere under AKTUELT.
xn--mllehavehuset-bnb.dk
Møllehave skriver i sin faste klumme i Ugeavisen Øboen om den genetiske konspiration mellæem min farfar, min far og mig, jeg takker for ordene og ruster mig til dagens opgave:
"Foredragsholder og forfatter Lars Bukdahl, som kommer til Bøstrup Præstegård den 8.
maj taler om dansk humor fra Storm P. til Per Vers, som er rapper og performer og egentlig hedder Per Uldal. Naturligvis er Lars Bukdahl helt igennem sig selv, men man kan da godt misunde ham, at han er den tredje i familien, og derfor har den lykkelige bagage, at både hans farfar og hans far levede af at holde foredrag, uden mindste manuskript, undtagen hvis det lige skulle dukke op under foredraget, så de måtte skrive indfaldene ned og tage det med i lommen hjem.
Jeg har hørt Lars Bukdahl, han taler også uden manuskript og det er en oplevelse alene at følge hans hastigt krydsende idéer. Når jeg nævner hans farfar og hans far er det fordi jeg spørger mig selv om der er dna for mundtlig overlevering, for sådan er jo både folkeviser og sagn blevet til; fortalt fra mund til mund.
Jeg ved godt, at dna er latinske navne, som skrevet ud hedder DeoxyriboNucleicAcid, men min egen frie oversættelse lyder: Det Nedarves Alt sammen.
Det må jeg tro. Lars Bukdahl er et bevis på, at det ligger i arven. Foruden de masser af ind-og udfald, han rummer, er det værd at huske, at blandt masserne ligger i hvert fald også arvemassen.
Lars har fortalt mig, at han var elleve år, da hans far holdt foredrag for min menighed i Virum, han huskede især, at de efter foredraget var hjemme hos os, hvor min søn Mikkel havde en kvælerslange i kælderen.
Hans far skrev et postkort et par dage efter, hvor han skrev: " Tak for en vidunderlig aften hos jer, jeg tærer på den som en kvælerslange på sit bytte." Lars Bukdahl er kendt, fordi han er Weekendavisens lyrikanmelder, nogle mener, at han er lovlig barsk. Han underviser også på forfatterskolen og har modtaget Kunstrådets Formidlingspris i 2008.
Tom Kristensen har udgivet en bog, hvor han spørger, om han selv er anmelder eller kritiker.
Bukdahls kritiske evner er nødvendige, når han udgiver det litterære tidsskrift Hvedekorn.
Jeg synes, det må være svært f. eks. at få en debutants værk ind. Min mor havde en ven, som skrev en bog på 400 sider som hed Lad os prøve. Anmelderen, Hans Brix, skrev i al korthed: " Den herre skal ikke prøve mere." Og det gjorde han heller aldrig."
fredag den 31. juli 2015
Farfarnyt
- fra essay (om mestendels Informations medarbejderdemokrati vistnok) af min fars gode ven, Ejvind Larsen (som jeg i 9. klasse var i praktik som chefredaktør hos), i Information:
"Tre mænd har gjort, at jeg i dag ikke skammer mig over, at B. S. Ingemann er og bliver romanforfatteren i mit liv: Jørgen Bukdahl, heretikeren Bjørn Poulsen og Det Radikale Venstres egentlige grundlægger P. Munch. På Askov Højskole i vinteren 1957-58 genfortalte Bukdahl ganske kort Jakob Knudsens To slægter om den faderlige realisme og historiskhed og den moderlige fantasi og poesi. Begge skulle have, hvad der tilkom dem, men alligevel blev det uforglemmelige øjeblikket, da Bukdahl med 220 volt på ånd og stemme og armbevægelser citerede, hvordan børnene pludselig sprang op af den fodtrådte sti og den tørre bund, der var knopret og ru af bog-skaller og råbte det ingemannske: »Tumle Dig, Skimmel! Styrt Dig ind i den glødende Himmel!« Og det sidste foredrag af Bukdahl den uendeligt langtrukne vinter, da han under iførelse af sin tykke overfrakke med halstørklædet smældende om hals og hoved forsikrede: »Giv tid! og hvad du drømte skønt, Du skal i sandhed skue. Giv tid! og åndens vinterblund Skal fly for herlig sommer.«"
- fra Vejle Amts Folkeblads genoptryks-spalte, "1936: det stod også i avisen":
" ET FRUGTBART FÆLLESSKAB KAN IKKE BYGGES PAA BLOD OG RACE. " I Tyskland holdtes fornylig et stort Møde, hvor man vedtog at arbejde for en nøjere Tilknytning mellem de tyske og de nordiske Germaner, i hvert Fald med Danske som jeg, lyshaarede og uden tvivlsomme Bedstemødre. Men vi vil ikke træde i Forbindelse med en Bevægelse, der ikke kender anden Retning end Ensretningen; det har vi Lov at sige, selv om man ellers ikke skal blande sig i en stor Stats indre Anliggender, og Baggrunden her i det historiske Jelling er den bedste for et Svar til Tyskerne. Runestenene vidner om, at skal et Folk leve et frugtbart Fællesskab, maa det bygges paa andet end Blodet og Racen. Der maa arbejdes frem mod et aandeligt Fællesskab, der tvinger Race og Blod. Raceteorierne er altid et Rustkammer for intellektuelt mindreaarige, Teorier som Videnskaben ikke vil anderkende, og som Runestenenes Ord gaar paa tværs af. Vi er frie i Kraft af et Fællesskab, som Gorm, Thyra og Harald grundlagde i Norden, og Stenene taler den Dag i Dag om Kampen mellem Slægten og Kristendommen, en Kamp mellem Race og Aand, der stadig staar paa. Derfor kan vi ikke slutte Aandspagt med Tyskerne." [ Fra tale af Jørgen Bukdahl ved Vejle Amts Gymnastikforenings fest i Jelling] 13. JULI"
Cool og vild forfader indeed!
"Tre mænd har gjort, at jeg i dag ikke skammer mig over, at B. S. Ingemann er og bliver romanforfatteren i mit liv: Jørgen Bukdahl, heretikeren Bjørn Poulsen og Det Radikale Venstres egentlige grundlægger P. Munch. På Askov Højskole i vinteren 1957-58 genfortalte Bukdahl ganske kort Jakob Knudsens To slægter om den faderlige realisme og historiskhed og den moderlige fantasi og poesi. Begge skulle have, hvad der tilkom dem, men alligevel blev det uforglemmelige øjeblikket, da Bukdahl med 220 volt på ånd og stemme og armbevægelser citerede, hvordan børnene pludselig sprang op af den fodtrådte sti og den tørre bund, der var knopret og ru af bog-skaller og råbte det ingemannske: »Tumle Dig, Skimmel! Styrt Dig ind i den glødende Himmel!« Og det sidste foredrag af Bukdahl den uendeligt langtrukne vinter, da han under iførelse af sin tykke overfrakke med halstørklædet smældende om hals og hoved forsikrede: »Giv tid! og hvad du drømte skønt, Du skal i sandhed skue. Giv tid! og åndens vinterblund Skal fly for herlig sommer.«"
- fra Vejle Amts Folkeblads genoptryks-spalte, "1936: det stod også i avisen":
" ET FRUGTBART FÆLLESSKAB KAN IKKE BYGGES PAA BLOD OG RACE. " I Tyskland holdtes fornylig et stort Møde, hvor man vedtog at arbejde for en nøjere Tilknytning mellem de tyske og de nordiske Germaner, i hvert Fald med Danske som jeg, lyshaarede og uden tvivlsomme Bedstemødre. Men vi vil ikke træde i Forbindelse med en Bevægelse, der ikke kender anden Retning end Ensretningen; det har vi Lov at sige, selv om man ellers ikke skal blande sig i en stor Stats indre Anliggender, og Baggrunden her i det historiske Jelling er den bedste for et Svar til Tyskerne. Runestenene vidner om, at skal et Folk leve et frugtbart Fællesskab, maa det bygges paa andet end Blodet og Racen. Der maa arbejdes frem mod et aandeligt Fællesskab, der tvinger Race og Blod. Raceteorierne er altid et Rustkammer for intellektuelt mindreaarige, Teorier som Videnskaben ikke vil anderkende, og som Runestenenes Ord gaar paa tværs af. Vi er frie i Kraft af et Fællesskab, som Gorm, Thyra og Harald grundlagde i Norden, og Stenene taler den Dag i Dag om Kampen mellem Slægten og Kristendommen, en Kamp mellem Race og Aand, der stadig staar paa. Derfor kan vi ikke slutte Aandspagt med Tyskerne." [ Fra tale af Jørgen Bukdahl ved Vejle Amts Gymnastikforenings fest i Jelling] 13. JULI"
Cool og vild forfader indeed!
onsdag den 11. februar 2015
BREAKING: Dan Turèll debuterede med (andenhånds-injurierende) at forveksle mine forfædre
MINDRE MEN REEL SENSATION, breaket på Turèll-samlingens FB-side:
Tidligere Exil- og JP-redaktør Flemming Chr. Nielsen har i sine gemmer fundet Dan Turèlls - indtil en ældre kandidat er fundet - publicistiske debuttekst (den tidligere kandidat var artiklen "Politiassistent Holbøll til Århus" i Gentofte-Bladet, 23. juli, 1964), der stod at læse i SF-bladet 7. maj, 1963, da DT var 18 år gammel, som svar på en kronik af FCM betitlet "Folkelighed eller venstreintelligens"
- det for mig, LB, xtra kuriøse ved fundet: Et centralt punkt i den videre (to små indlæg lille) videre fejde bliver DT's sammenrodning af min farfar (der bare hed Jørgen Bukdahl) og min far (der hed intet mindre end Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl, men nøjedes med at kalde sig Jørgen K. Bukdahl - jeg blev heldigvis ikke Jørgen Bukdahl III)), som vist ikke når at gå rigtigt op for DT.
Dan Turèlls første svar til Flemming Chr. Nielsen - der er et glimrende forsvar for uforståelig, højmodernistisk poesi (af den art DT i sin senere skriftpraksis på alskens ledder revolterer imod), men hold op, hvor skriver den purunge mand tungt, tungt kancellistiligt (indicere! Thi! - det gør virkelig ondt på en fan (og epigon) at skrive af!):
HVAD ER FOLKELIGHED
SVAR TIL FLEMMING CHRISTIAN NIELSEN
I nummer femten af SF-bladet fremsatte Flemming Christian Nielsen nogle betragtninger over emnet "Folkelighed eller ventreintelligens". Nedenstående er at opfatte som kommentarer fra en diametralt uenig. Thi hvor usammenhængende og svage forfatterens argumenter end var, fortjener de dog et svar.
Flemming Chr. Nielsen synes at opfatte folket som tillæg til den hellige treenighed. Hvis den sunde, naturlige Olsen i Grønnegade ikke forstår "modernistisk-experimenterende" digtere, indiceres det, at disse er uden værdi. Til støtte herfor fremhæver han Søren Kierkegaard som "folkelig".
At tage Kierkegaard til indtægt for folkeligheden er at docere Marx i Det konservative Folkeparti. Kierkegaards skrifter har aldrig været i ordets egentlige forstand folkelige; heller ikke "Dommen over den bestående Christenhed", som F.C. Nielsen hentyder til.
Om Jørgen K. Bukdahl, denne "litterære Produkthandler" (Kai Friis Møller) siges det, at han forstod sproget". Det vil formodentlig blive betragtet som pedantisk-magistralt at nævne, at Jørgen K- Bukdahl i sine bøger demonstrerer, at er et sprog hans modersmål, er det ikke dansk. Jeg skal blot henvise til Kai Friis Møllers udmærkede analyser af Bukdahls dilettanteri.
Rent bortset fra, at F.C. Nielsen, al den stund han skriver (om den nyere lyrik): "I det ufolkelige ligger fejlen", indicerer at popmennesket Olsen i Grønnegade bør være det forståelsesmæssige kriterium, udfra hvilket kunsten bedømmes, tager han grundigt fejl. Hvis den moderne lyrik er ufolkelig vil det i de fleste tilfælde skyldes "folkets" (hvem e r folket?) escapistiske sofavælgerpassivitet. Hvem vil ikke kunne forstå f.eks. Ivan Malinovskis "Åbne Digte". De er (muligvis i modsætning til samme forfatters "Galgenfrist" og "Vejen") folkelige i ordets bedste forstand: forståelige for alle, der gider yde et minimum af forståelse og aktivitet under tilegnelsen.
"Ingen hæderlig forfatter sætter i en ære i at være eksklusiv og uforståelig," skriver en af de i det yderste mørke udstødte modernister, Erik Knudsen. Den manglende forståelse af, hvad den moderne lyrik er, og hvad den kan give, udspringer primært af ligegyldighed; til dels på grund af opdragelsesmæssige faktorer (bl.a. skolernes fuldkommen idiotiske litteraturundervisning).
Bertolt Brecht - som F.C. Nielsen også nævner - hører ligeledes til de forfattere, der har trængt igennem til "folket". Det var Brechts force. Men deraf følger ikke, at "folket" er højeste litterære domstol. tager vi konsekvensen af Nielsens synspunkter, har vi at udnævne d'hrr Korch og Cavling - rene nulliteter - til folkets mænd og kåre dem til litterære konger under hyldestråb fra inappellable domstol.
Det vil være fuldkommen uærligt for en forfatter at skrive for "folket", at snobbe nedad. Forfatteren må skrive, hvad han føler, og som han føler det. Om "folket" (i al selvtilfreds hovmod føler jeg mit fristet til at citere Gustav Wieds ord, at "folket er et Barn") så vil sætte pris derpå er rent kunstnerisk ganske uvæsentligt.
"Folkelig er den digtning aldrig, der ikke har fundet en klar, men kunstnerisk forsvarlig form" skriver F.C. Nielsen. T.S. Eliot "fandt" vel nok aldrig en "klar" form. Og dog var han et af dette århundredes største kunstneriske genier. Og hvorfor denne råben på en "klar" form? Det må være forfatterens egen sag, at fremlægge sit stof, som han ønsker det. Det kan aldrig være F.C. Nielsens opgave at fortælle forfatteren, hvordan han skal bære sig ad.
Dette utiltalende demagogi, denne hylen på "folket", er et tvivlsomt foretagende. Vi har i den nyere tid udmærkede "folkelige" (forstået: letforståelige) forfattere: Leck Fischer, C.E. Soya, Hans Kirk etc. Og vi har haft "ufolkelige" forfattere: Ole sarvig, Jørgen Gustava brandt, Erik Stinus etc. Og ingen af grupperne (der overhovedet ikke kan begrænses som stærkt adskilte, og for hvilke kun få eksponenter er nævnt) bliver større eller mindre i kunstnerisk henseende af den grund.
Fastslået, så enhver, includeret Flemming Christian Nielsen kan forstå det: "folkeligheden" kan kun være en egenskab ved et litterært værk - og aldrig et kriterium for dets værdi.
Dan Turèll.
Flemming Christian Nielsens svar (jeg er den 3. Bukdahl i den sekvens jo!):
BUKDAHL OG BUKDAHL
Så længe du taler om popmennesket Olsen fra Grønnegade og anråber tilfældige digtere tror jeg ikke vi har noget grundlag for en saglig diskussion. Vi må derfor nøjes med at fjase om tingene og fastslå, at jeg vil "det nemme, det billige, det underholdende, det sentimentale", mens du vil "det lødige, det højnende, det opdragende, det kulturelle."
Forøvrigt er det ikke Jørgen K. Bukdahl, men Jørgen Bukdahl som denne professorprosaiske hr. Møller dissekerer i sitr essay "Et Narreskib". Den første Bukdahl er teolog, den anden Bukdahl er kritiker.
Flemming Chr. Nielsen / Århus.
Dan Turèlls svar på svaret på svaret:
TO GANGE BUKDAHL
Kære Flemming Christian Nielsen! Så længe jeg holder mig til sagen, har vi ikke noget grundlag for en saglig diskussion. taget til følge, hvorfor jeg betragter dette som sidste ord.
Thi jeg vil ikke, da du i dit brev indicerer, at jeg ikke kender forskel på d'hrr. Bukdahl undlade at nævne: at der som bekendt findes flere røde køer end præstens; og at det således ogås er lykkedes Kai Kriis (sic LB) Møller at udgive andet end "Et Narreskib". Heriblandt "To Løver og andre Landsmænd" med en kritik af bl.a. kritikeren Jørgen Bukdahl, som jeg tillod mig at citere. Jeg skal i øvrigt aldrig gøre det mere.
Forøvrigt er jeg meget interesseret i Kierkegaards kamp mod statskriken (sic LB).
Venligst, Dan Turèll
Tidligere Exil- og JP-redaktør Flemming Chr. Nielsen har i sine gemmer fundet Dan Turèlls - indtil en ældre kandidat er fundet - publicistiske debuttekst (den tidligere kandidat var artiklen "Politiassistent Holbøll til Århus" i Gentofte-Bladet, 23. juli, 1964), der stod at læse i SF-bladet 7. maj, 1963, da DT var 18 år gammel, som svar på en kronik af FCM betitlet "Folkelighed eller venstreintelligens"
- det for mig, LB, xtra kuriøse ved fundet: Et centralt punkt i den videre (to små indlæg lille) videre fejde bliver DT's sammenrodning af min farfar (der bare hed Jørgen Bukdahl) og min far (der hed intet mindre end Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl, men nøjedes med at kalde sig Jørgen K. Bukdahl - jeg blev heldigvis ikke Jørgen Bukdahl III)), som vist ikke når at gå rigtigt op for DT.
Dan Turèlls første svar til Flemming Chr. Nielsen - der er et glimrende forsvar for uforståelig, højmodernistisk poesi (af den art DT i sin senere skriftpraksis på alskens ledder revolterer imod), men hold op, hvor skriver den purunge mand tungt, tungt kancellistiligt (indicere! Thi! - det gør virkelig ondt på en fan (og epigon) at skrive af!):
HVAD ER FOLKELIGHED
SVAR TIL FLEMMING CHRISTIAN NIELSEN
I nummer femten af SF-bladet fremsatte Flemming Christian Nielsen nogle betragtninger over emnet "Folkelighed eller ventreintelligens". Nedenstående er at opfatte som kommentarer fra en diametralt uenig. Thi hvor usammenhængende og svage forfatterens argumenter end var, fortjener de dog et svar.
Flemming Chr. Nielsen synes at opfatte folket som tillæg til den hellige treenighed. Hvis den sunde, naturlige Olsen i Grønnegade ikke forstår "modernistisk-experimenterende" digtere, indiceres det, at disse er uden værdi. Til støtte herfor fremhæver han Søren Kierkegaard som "folkelig".
At tage Kierkegaard til indtægt for folkeligheden er at docere Marx i Det konservative Folkeparti. Kierkegaards skrifter har aldrig været i ordets egentlige forstand folkelige; heller ikke "Dommen over den bestående Christenhed", som F.C. Nielsen hentyder til.
Om Jørgen K. Bukdahl, denne "litterære Produkthandler" (Kai Friis Møller) siges det, at han forstod sproget". Det vil formodentlig blive betragtet som pedantisk-magistralt at nævne, at Jørgen K- Bukdahl i sine bøger demonstrerer, at er et sprog hans modersmål, er det ikke dansk. Jeg skal blot henvise til Kai Friis Møllers udmærkede analyser af Bukdahls dilettanteri.
Rent bortset fra, at F.C. Nielsen, al den stund han skriver (om den nyere lyrik): "I det ufolkelige ligger fejlen", indicerer at popmennesket Olsen i Grønnegade bør være det forståelsesmæssige kriterium, udfra hvilket kunsten bedømmes, tager han grundigt fejl. Hvis den moderne lyrik er ufolkelig vil det i de fleste tilfælde skyldes "folkets" (hvem e r folket?) escapistiske sofavælgerpassivitet. Hvem vil ikke kunne forstå f.eks. Ivan Malinovskis "Åbne Digte". De er (muligvis i modsætning til samme forfatters "Galgenfrist" og "Vejen") folkelige i ordets bedste forstand: forståelige for alle, der gider yde et minimum af forståelse og aktivitet under tilegnelsen.
"Ingen hæderlig forfatter sætter i en ære i at være eksklusiv og uforståelig," skriver en af de i det yderste mørke udstødte modernister, Erik Knudsen. Den manglende forståelse af, hvad den moderne lyrik er, og hvad den kan give, udspringer primært af ligegyldighed; til dels på grund af opdragelsesmæssige faktorer (bl.a. skolernes fuldkommen idiotiske litteraturundervisning).
Bertolt Brecht - som F.C. Nielsen også nævner - hører ligeledes til de forfattere, der har trængt igennem til "folket". Det var Brechts force. Men deraf følger ikke, at "folket" er højeste litterære domstol. tager vi konsekvensen af Nielsens synspunkter, har vi at udnævne d'hrr Korch og Cavling - rene nulliteter - til folkets mænd og kåre dem til litterære konger under hyldestråb fra inappellable domstol.
Det vil være fuldkommen uærligt for en forfatter at skrive for "folket", at snobbe nedad. Forfatteren må skrive, hvad han føler, og som han føler det. Om "folket" (i al selvtilfreds hovmod føler jeg mit fristet til at citere Gustav Wieds ord, at "folket er et Barn") så vil sætte pris derpå er rent kunstnerisk ganske uvæsentligt.
"Folkelig er den digtning aldrig, der ikke har fundet en klar, men kunstnerisk forsvarlig form" skriver F.C. Nielsen. T.S. Eliot "fandt" vel nok aldrig en "klar" form. Og dog var han et af dette århundredes største kunstneriske genier. Og hvorfor denne råben på en "klar" form? Det må være forfatterens egen sag, at fremlægge sit stof, som han ønsker det. Det kan aldrig være F.C. Nielsens opgave at fortælle forfatteren, hvordan han skal bære sig ad.
Dette utiltalende demagogi, denne hylen på "folket", er et tvivlsomt foretagende. Vi har i den nyere tid udmærkede "folkelige" (forstået: letforståelige) forfattere: Leck Fischer, C.E. Soya, Hans Kirk etc. Og vi har haft "ufolkelige" forfattere: Ole sarvig, Jørgen Gustava brandt, Erik Stinus etc. Og ingen af grupperne (der overhovedet ikke kan begrænses som stærkt adskilte, og for hvilke kun få eksponenter er nævnt) bliver større eller mindre i kunstnerisk henseende af den grund.
Fastslået, så enhver, includeret Flemming Christian Nielsen kan forstå det: "folkeligheden" kan kun være en egenskab ved et litterært værk - og aldrig et kriterium for dets værdi.
Dan Turèll.
Flemming Christian Nielsens svar (jeg er den 3. Bukdahl i den sekvens jo!):
BUKDAHL OG BUKDAHL
Så længe du taler om popmennesket Olsen fra Grønnegade og anråber tilfældige digtere tror jeg ikke vi har noget grundlag for en saglig diskussion. Vi må derfor nøjes med at fjase om tingene og fastslå, at jeg vil "det nemme, det billige, det underholdende, det sentimentale", mens du vil "det lødige, det højnende, det opdragende, det kulturelle."
Forøvrigt er det ikke Jørgen K. Bukdahl, men Jørgen Bukdahl som denne professorprosaiske hr. Møller dissekerer i sitr essay "Et Narreskib". Den første Bukdahl er teolog, den anden Bukdahl er kritiker.
Flemming Chr. Nielsen / Århus.
Dan Turèlls svar på svaret på svaret:
TO GANGE BUKDAHL
Kære Flemming Christian Nielsen! Så længe jeg holder mig til sagen, har vi ikke noget grundlag for en saglig diskussion. taget til følge, hvorfor jeg betragter dette som sidste ord.
Thi jeg vil ikke, da du i dit brev indicerer, at jeg ikke kender forskel på d'hrr. Bukdahl undlade at nævne: at der som bekendt findes flere røde køer end præstens; og at det således ogås er lykkedes Kai Kriis (sic LB) Møller at udgive andet end "Et Narreskib". Heriblandt "To Løver og andre Landsmænd" med en kritik af bl.a. kritikeren Jørgen Bukdahl, som jeg tillod mig at citere. Jeg skal i øvrigt aldrig gøre det mere.
Forøvrigt er jeg meget interesseret i Kierkegaards kamp mod statskriken (sic LB).
Venligst, Dan Turèll
lørdag den 22. november 2014
Jørgen Bukdahler
Rart når folk læser og citerer mine forfædre og -mødre, herunder min far og farfar, der begge hed Jørgen Budahl, af hvilken grund min far indsatte et 'K.' (efter 1 af sine 3 (!) mellemnavne, Kristian) mellem Jørgen og Bukdahl.
Nils Gunder Hansen i en klumme i Kristeligt Dagblad, her begyndelsen:
Forleden dag læste jeg i en samling af artikler skrevet af den tidligt afdøde teolog Jørgen K. Bukdahl (1936-1979). Den allerførste artikel i den posthumt udgivne samling er fra 1956, og Bukdahl skriver om den antikke filosof Epikur.Pludselig faldt mit blik på denne aktualiserende passage: " Blandt tidens mange tendenser findes også en tendens, man kunne kalde den epikuræiske, som er den farligste trussel mod den livsforståelse, der er evangeliets: Dens livsmål er at mætte behovene, sørge for sig og sine, at opnå ro og fred - mere moderne: ' hjemlig hygge' og lidt søndagstur i parken. Huset på Evighedsvej og den lille lykke.Idyllen. Ved velfærdsstaten sikrer man sig mod alt det, der truer en. Man opnår tryghed, og næstens nød afhjælpes gennem skatter. Denne jævne grå mæthed døver lidenskaberne: den store kærlighed og det stærke had, den dybe tro og den søvnløse angst. Og den gør det med held. Alle behov spises af. Men mennesket afstumpes." Jeg markerede afsnittet, fordi det er så umådeligt karakteristisk for en kulturkritik, man ofte stødte på i Danmark i årene efter krigen: bekymringen for, at folk skulle blive lullet hen af magelighed og velfærdsstat. Bukdahl har nok læst tidens store filosof Villy Sørensen, der samme år havde skrevet en indflydelsesrig artikel om velfærdsstaten. Sørensens synspunkt var, "at alle bør kunne føle sig sikre som samfundsmedlemmer, hvilket ikke vil sige, at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke." Det sidste ville ikke være godt. Du bør ikke føle dig sikker som menneske. Det mente Bukdahl heller ikke. Blot henviste han til evangeliets livsforståelse - og ikke til Sørensen, der som bekendt ikke var kristen.
Jes Fabricius Møller, i forbifarten, i et debatindlæg i Universitesavisen:
"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet.«Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi - med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl - savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.
Rasmus Vanghard, stud.mag,,i en artikel om min farfar vs. Brandes i Dansk Kirketidende:
Ligesom i tilfældet Jakob Knudsen er der ikke meget, der forbinder Jørgen Bukdahl med det moderne gennembruds indstifter. Der er langt fra Askov til København. Bukdahl blev godt nok født i Sundby på Falster i 1896, men tilbragte sine vigtigste ungdomsår på en stadig vandring mellem Ribe og Askov, mellem gymnasium og højskole, mellem domkirke og vindmøller, idet forældrene flyttede fra Sundby til Askov, da faderen, som var lærer, blev pensioneret.
Bukdahl boede i hverdagene alene i Ribe og tilbragte weekenderne hos forældrene i Askov. Ribe forekom ham skræmmende og ensom, og det var derfor intet under, at København virkede decideret utilgængelig. Læg dertil, at han i mange år havde cyklet turen fra Askov til Ribe få hundrede meter fra Kongeåen, der i Første Verdenskrig udgjorde grænsen mellem den værste krig i historien og det neutrale Norden. Han kunne samtidig kigge mod syd, når han cyklede til Ribe og se mod besat, dansk land. En besættelse som betød 5.000 døde sønderjyder på tysk side. Begge hans forældre var børn af vækkelserne. Faderen var en ivrig folkeoplyser med en tyrkertro på andelsbevægelse, aftenskole og lokale strygekvartetter, mens moderen som bondedatter med største naturlighed sidst i sit liv blev en skattet foredragsholder. Alt i alt var der ret langt til ekspressionismens København og dens "febervilde, grå sjæle" for nu at bruge et Bukdahl-udtryk. Alle disse ting gjorde Bukdahls sind temmelig fremmed over for storby-Brandes. Det var jo ikke just fra forsamlingshusenes talepulte eller på Skamlingsbanken, at Brandes skabte sit moderne gennembrud. Bukdahl selv har vældig rammende karakteriseret forskellen: " Brandesianismen var en litterær-akademisk bevægelse og kom ikke stort ud over disse rammer, selvom man gennem Studentersamfundet, der var betinget af vækkelsen, gjorde et socialt oplysningsarbejde blandt arbejderne; Samfundet foretog også rejser til Jylland for at mødes med jyske venstrebønder; ved disse møder talte også Brandes, men forstod ikke stort af folk og miljø, altså mødet med det folkelige gennembruds folk, der havde højskolen og Grundtvigs frihedssyn som baggrund. Her er årsagen til denne vækkelses humanistiske forsnævring; den var lokal-københavnsk og europæisk kosmopolitisk og skabte en kulturkløft, der kan mærkes den dag i dag.".
(...)
Alt dette var Bukdahl naturligvis klar over, men han så det som sin opgave at forsøge at trænge ind til det, der i Brandes' tankegang var brugbart og deltes i hans og Brandes' tænkning. For selvom Brandes ikke altid selv så det, var netop denne oprigtighedens kategori fælles for begges kamp mod hykleriet. Under al det udvortes delte Kierkegaard og Brandes et krav om oprigtighed i alle sager af ånd. Man må handle, som man prædiker, for hvis åndens løsen ikke er bedrifter, kan det hele være lige meget. Dette udgangspunkt mente Bukdahl, at han og Brandes havde til fælles, fordi de begge kom fra Kierkegaard. Og dette måtte man som ærlig kritiker påpege, uafhængigt af hvorvidt man delte sag.
- Hej far og farfar, jeg skriver videre.
Nils Gunder Hansen i en klumme i Kristeligt Dagblad, her begyndelsen:
Forleden dag læste jeg i en samling af artikler skrevet af den tidligt afdøde teolog Jørgen K. Bukdahl (1936-1979). Den allerførste artikel i den posthumt udgivne samling er fra 1956, og Bukdahl skriver om den antikke filosof Epikur.Pludselig faldt mit blik på denne aktualiserende passage: " Blandt tidens mange tendenser findes også en tendens, man kunne kalde den epikuræiske, som er den farligste trussel mod den livsforståelse, der er evangeliets: Dens livsmål er at mætte behovene, sørge for sig og sine, at opnå ro og fred - mere moderne: ' hjemlig hygge' og lidt søndagstur i parken. Huset på Evighedsvej og den lille lykke.Idyllen. Ved velfærdsstaten sikrer man sig mod alt det, der truer en. Man opnår tryghed, og næstens nød afhjælpes gennem skatter. Denne jævne grå mæthed døver lidenskaberne: den store kærlighed og det stærke had, den dybe tro og den søvnløse angst. Og den gør det med held. Alle behov spises af. Men mennesket afstumpes." Jeg markerede afsnittet, fordi det er så umådeligt karakteristisk for en kulturkritik, man ofte stødte på i Danmark i årene efter krigen: bekymringen for, at folk skulle blive lullet hen af magelighed og velfærdsstat. Bukdahl har nok læst tidens store filosof Villy Sørensen, der samme år havde skrevet en indflydelsesrig artikel om velfærdsstaten. Sørensens synspunkt var, "at alle bør kunne føle sig sikre som samfundsmedlemmer, hvilket ikke vil sige, at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke." Det sidste ville ikke være godt. Du bør ikke føle dig sikker som menneske. Det mente Bukdahl heller ikke. Blot henviste han til evangeliets livsforståelse - og ikke til Sørensen, der som bekendt ikke var kristen.
Jes Fabricius Møller, i forbifarten, i et debatindlæg i Universitesavisen:
"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet.«Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi - med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl - savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.
Rasmus Vanghard, stud.mag,,i en artikel om min farfar vs. Brandes i Dansk Kirketidende:
Ligesom i tilfældet Jakob Knudsen er der ikke meget, der forbinder Jørgen Bukdahl med det moderne gennembruds indstifter. Der er langt fra Askov til København. Bukdahl blev godt nok født i Sundby på Falster i 1896, men tilbragte sine vigtigste ungdomsår på en stadig vandring mellem Ribe og Askov, mellem gymnasium og højskole, mellem domkirke og vindmøller, idet forældrene flyttede fra Sundby til Askov, da faderen, som var lærer, blev pensioneret.
Bukdahl boede i hverdagene alene i Ribe og tilbragte weekenderne hos forældrene i Askov. Ribe forekom ham skræmmende og ensom, og det var derfor intet under, at København virkede decideret utilgængelig. Læg dertil, at han i mange år havde cyklet turen fra Askov til Ribe få hundrede meter fra Kongeåen, der i Første Verdenskrig udgjorde grænsen mellem den værste krig i historien og det neutrale Norden. Han kunne samtidig kigge mod syd, når han cyklede til Ribe og se mod besat, dansk land. En besættelse som betød 5.000 døde sønderjyder på tysk side. Begge hans forældre var børn af vækkelserne. Faderen var en ivrig folkeoplyser med en tyrkertro på andelsbevægelse, aftenskole og lokale strygekvartetter, mens moderen som bondedatter med største naturlighed sidst i sit liv blev en skattet foredragsholder. Alt i alt var der ret langt til ekspressionismens København og dens "febervilde, grå sjæle" for nu at bruge et Bukdahl-udtryk. Alle disse ting gjorde Bukdahls sind temmelig fremmed over for storby-Brandes. Det var jo ikke just fra forsamlingshusenes talepulte eller på Skamlingsbanken, at Brandes skabte sit moderne gennembrud. Bukdahl selv har vældig rammende karakteriseret forskellen: " Brandesianismen var en litterær-akademisk bevægelse og kom ikke stort ud over disse rammer, selvom man gennem Studentersamfundet, der var betinget af vækkelsen, gjorde et socialt oplysningsarbejde blandt arbejderne; Samfundet foretog også rejser til Jylland for at mødes med jyske venstrebønder; ved disse møder talte også Brandes, men forstod ikke stort af folk og miljø, altså mødet med det folkelige gennembruds folk, der havde højskolen og Grundtvigs frihedssyn som baggrund. Her er årsagen til denne vækkelses humanistiske forsnævring; den var lokal-københavnsk og europæisk kosmopolitisk og skabte en kulturkløft, der kan mærkes den dag i dag.".
(...)
Alt dette var Bukdahl naturligvis klar over, men han så det som sin opgave at forsøge at trænge ind til det, der i Brandes' tankegang var brugbart og deltes i hans og Brandes' tænkning. For selvom Brandes ikke altid selv så det, var netop denne oprigtighedens kategori fælles for begges kamp mod hykleriet. Under al det udvortes delte Kierkegaard og Brandes et krav om oprigtighed i alle sager af ånd. Man må handle, som man prædiker, for hvis åndens løsen ikke er bedrifter, kan det hele være lige meget. Dette udgangspunkt mente Bukdahl, at han og Brandes havde til fælles, fordi de begge kom fra Kierkegaard. Og dette måtte man som ærlig kritiker påpege, uafhængigt af hvorvidt man delte sag.
- og pludselig lever jeg, småpatroniseret, op til min farfars kritiske idealer, tak for det, stud.mag!:
Hvis man til gengæld skulle spørge, hvem der faktisk forpagter den bukdahlske arv, vil jeg provokere og sige: Dagbladet Politiken. Deres kultursektion er suverænt den bedste, og det skyldes først og fremmest, at man har indset, hvad kritik skal. Formentlig uden at ane, hvem Jørgen Bukdahl var. Navne som Lilian Munk Rösing og Bjørn Bredal brillerer kontinuerligt, idet de både forsøger sig med en medviden og med reel skrivekunst.
Videre må man også rose folk som Erik Skuym-Nielsen (Information) og Lars Bukdahl (Weekendavisen). Selvom
man kan mene en masse om især sidstnævntes enerverende stil, er der
faktisk noget på spil. Et forsøg på at nå kernen i et værk, at komme i
tale med det - og at tale videre.Hvis man til gengæld skulle spørge, hvem der faktisk forpagter den bukdahlske arv, vil jeg provokere og sige: Dagbladet Politiken. Deres kultursektion er suverænt den bedste, og det skyldes først og fremmest, at man har indset, hvad kritik skal. Formentlig uden at ane, hvem Jørgen Bukdahl var. Navne som Lilian Munk Rösing og Bjørn Bredal brillerer kontinuerligt, idet de både forsøger sig med en medviden og med reel skrivekunst.
- Hej far og farfar, jeg skriver videre.
torsdag den 18. april 2013
Fragt af bæver
Her inden jeg skal til at skrive min første anmeldelse af en bog om Kierkegaard (eller rettere Regine, der jo imidlertid pinedød og i al evighed har at henvise til Kierkegaard (selv når hun ikke gør det, selv når hun konsekvent holder sin kæft i brev efter brev! det var så min anmeldelse i kortform)), og inden, hvilket jeg hele tiden udsætter, jeg skal genanmelde et par bøger AF Kirkegaard, er jeg lidt nervøs,
eftersom både min far og farfar skrev bøger, JB Kierkegaard og den menige mand, JKB en posthum artikelsamling + en guldmedajleafhandling (guldmedaljen fik han tidligt forlagt), om Kierkegaard,
og jeg gider virkelig ikke, hvis han tredje generation i træk tager hele ånden, og det er slet ikke sikkert, at det er nok, som MIT kære studieobjekt, Goldschmidts Corsaren, at give ham fingeren -
eftersom både min far og farfar skrev bøger, JB Kierkegaard og den menige mand, JKB en posthum artikelsamling + en guldmedajleafhandling (guldmedaljen fik han tidligt forlagt), om Kierkegaard,
og jeg gider virkelig ikke, hvis han tredje generation i træk tager hele ånden, og det er slet ikke sikkert, at det er nok, som MIT kære studieobjekt, Goldschmidts Corsaren, at give ham fingeren -
torsdag den 21. marts 2013
Brodahl
Min farfars store metafor og symbol og allegori var BROEN i almindelighed og Lillebæltsbroen i særdeleshed, her et par bro-citater fra den nyudgivne, lille bog Norden og Europa fra 1947:
Alle nationalitetsbevægelser ejer denne dualisme af frigørelse og bundethed. Pillen er det bundne; broen er det frigjorte. Det vil sige, at det nationale må vindes, derefter må dets selvtilstrækkelighed overvindes.
Både verdensborgelighed og internationalisme har med bro at gøre. Men sagt kort og polemisk. Verdensborgerlighed er en Lillebæltsbro, men internationalismen er en pontonbro.
Så tænkte jeg på, hvad der er af moderne dansk brolitteratur. Kapitlet om Danmark i bogen slutter med Henrik Pontoppidan, der jo skrev en tyk roman om ingeniøren Lykke-Per. Og Lars Frost har skrevet en "Ingeniørroman", Ubevidst rødgang, i 2008 med flere broer i. Hovedpersonen og ingeniøren Erik kommer på et tidspunkt renfærdigt og nostalgisk op at køre over Guldborgsundbroen, der blev færdig 10 år før min farfars bog, hvilket udvikler sig til en hel lille, eksalteret bro-revy:
Foran dem skyder Guldborgsundbroen ryg. Erik styrer bilen ind mod Guldborgsundbroen, mens han begynder at tale højt om, hvor dejlig weekenden har været, hvor heldige de har være med vejret, og er borgmesteren ikke en charmerende mand? spørger han Grete, og han spørger Ingrid, om ikke Kresten så frisk ud. De ruller ind under den første af broens to store boltede metalbuer, det giver et lille hop i vognen, da de rammer broklappen, og et til, da de forlader klappen, så fortsætter de ind under den anden bue, og nu kommer Erik i tanke om, at det er en af hans lærere fra Danmarks Tekniske Højskole, som har konstrueret Guldborgsundbroen, han drejer hovedet og fortæller, at Anker Engelund lavede den her bro, han var rektor en hel del år, husker Erik, han underviste Erik i bygningsstatik, fortæller Erik. Det er en fin bro, siger Grete. De blev en slags speciale for Engelund, den her slags klapbroer, forklarer Erik. Det er særligt de her smukke buer, man kan kende hans broer på, fortæller Erik og tegner en bue i luften. Guldborgsundbroen stod færdig i nittenfireogtredive, og i nittenniotredive åbnede Vildsundbroen over Limfjorden, en bro af samme slags, mere eller mindre, med fem buer og en dobbelt klap, forklarer Erik, det er bare lige de to, Erik kan huske i øjeblikket, men Engelund lavede flere, den mest imponerende er Dronning Alexandrines Bro over Ulvesund fra Kalvehave til Møn som på tords af besættelsen blev indviet sidst i maj nittentreogfyrre - måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og Erik er fristet til at give dem ret. Lidt nord for Ørslev kommer Erik i tanke om, at Engelund da også udarbejdede planerne for Munkholmbroen og Langelandsbroen. I otteogtredive besluttede man at bygge Engelunds forslag til en buebro fra Siø til Langeland, men besættelsen forsinkede projektet dramatisk, i nittentres fik man endelig færdiggjort en bro fra Tåsinge til Siø, og først nittentoogtres stod Engelunds Langelandsbro færdig. Den sidste bro i det fine sæt af tre broer, som gør det muligt at køre i bil fra Fyn til Langeland, broen over Svendborgsund mellem Fyn og Tåsinge, en treogtredive meter lang bjælkebro med femogtyve bropiller, blev åbnet for fire år siden, fortæller Erik, og Grete siger, ser man det. Kan I ikke huske det, da de åbnede broen over Svendborgsund? spørger Erik, men hverken Ingrid eller Grete kan huske, at der er blevet åbnet en bro over Svendborgsund. Han er død nu, siger Erik. Han døde i enogtres inden Langelandsbroen blerv indviet. Hvem er død? spørger Ingrid. Anker Engelund, siger Erik.
Lidt senere fortæller vistnok Eriks ingeniørfirma som kollektivfortæller om den anderledes dæmoniske, dårligt funderede Fiskebækboren, funderet som den nemlig var med såkaldte Frankipæle, et kontra-symbol, a la min fafars internationalistiske pontonbro, til den smukke, vellykkede Guldborgsundbro, for smart og for tomt:
Hver enkelt Frankipæl er skræddersyet til sin placering, og de kraftige rystelser, som ved ramning af færdistøbte pæle vil kunne forplante sig menneskeører og revnefærdige mure i bygninger omkring byggepladsen, er nedsat til et minimum. Det spild i faldenergi, der under normal pæleramning bliver opædt af den elsastiske sammentrykning af pælen, er ved ramningen af Frankipælen reduceret til et minimum. der er ingen pæl at trykke sammen, der er kun det tomme rør og bundproppen.
Og så er der (og jeg er simpelthen heller ikke kommet i tanker om andet (suppler gerne, bloglæsere! - Benny Andersen skrev vistnok en sang til indvielsen af Storebæltsbroen, men den har jeg (heldigvis) ikke kunnet finde) afsnittet om "broer" i Klaus Høecks encyklopædiske monster-system-digt om Danmarks natur, kultur og ånd, Hjem, akkurat en hymne til Lillebæltsbroe(r)n(e), perfekt nok, den havde jeg gerne undt min farfar at læse (han døde tre år før Hjem udkom i 1985), en højskolesang kan den jo stadig nå at blive:
er en bro dæmonisk den går både
fra og til denne dobbelthed
spejler sjælens eget dilemma skal du brænde
broerne bag dig eller slå bro
vælger du den gamle eller ny
lillebælstbro et spørgsmål om tysk
stål fra krupp (jf. det (alen)lange Krupp-afsnit i Ufrivillig rødgang) eller den danske cement fra portland
måske en bro blot er en lettere
udvej så slipper du for at begive
dig ned i afgrunden selvom netop
den bestemmer tindernes højde
måske er en bro blot en regnbue som
sparer dig netop for dét besvær og
den smerte som brobygning koster
broens kabler bærer ikke bare en
motorvej men løfter en hel kultur
ind i en ny æra
på en bro vil du et øjeblik befinde dig
50 meter over alle sorgerne hinsides
din kærlighed og smerten broen hæver
dialektikken op i en frit svævende trekant
under broen graver en anden kraft
uophørligt i menneskets drøm: lillebælt
og en skønne dag river den
tårne og tyngdepunkt ned (også i dit
værk din hemmelige konstruktion) og genopretter
elementernes balance genforener eller genskaber
materiens vældige femstjerne af terracotta
hvis du betragter et luftfoto af
lillebæltsbroen ser du hvor
skrøbeligt dette spindelvæv mellem de
to landsdele er somom et enkelt
stjerneskud kan flænse det i stykker
men i virkeligheden måske stærkere end
menneskets tanke hvorfra det stammer
ethvert system (i dette tilfælde en bro)
vil indeholde sin egen modsætning
den usynlige krakelering selv i din
kærligheds baghaver findes en hvid mur hvor
hylden spreder vanviddet i revnerne
om din bro således styrter af indre eller
ydre årsager forbliver et åben spørgsmål
der går broer usynlige mellem
menneske og menneske vældige buer
af kærlighed som ikke kan corrodere
ved svovldioxyden men kun ved
mennesket selv når du glemmer
at gud er skaberen af de
lilla glorier på din sjæls fresco
alle elskende ved det: at øjenbrynet er
en bro at læberne er en hemmelig
overgang mellem hjerte og hjerte
er du den eneste som ikke tør tro
at kærligheden der rider dig som
en mare sluttelig vil
kærtegne dig i septembers høje brand
lillebæltsbroen fører dig også over
din egen afgrund fra en drøm til
virkelighedens fastland fuldt af
mørke ametyster lillebæltsbroen er mere
end en bro den er en mellemproportional
der samler landsdelene og knytter et
folk sammen i en skjult mandala
Alle nationalitetsbevægelser ejer denne dualisme af frigørelse og bundethed. Pillen er det bundne; broen er det frigjorte. Det vil sige, at det nationale må vindes, derefter må dets selvtilstrækkelighed overvindes.
Både verdensborgelighed og internationalisme har med bro at gøre. Men sagt kort og polemisk. Verdensborgerlighed er en Lillebæltsbro, men internationalismen er en pontonbro.
Så tænkte jeg på, hvad der er af moderne dansk brolitteratur. Kapitlet om Danmark i bogen slutter med Henrik Pontoppidan, der jo skrev en tyk roman om ingeniøren Lykke-Per. Og Lars Frost har skrevet en "Ingeniørroman", Ubevidst rødgang, i 2008 med flere broer i. Hovedpersonen og ingeniøren Erik kommer på et tidspunkt renfærdigt og nostalgisk op at køre over Guldborgsundbroen, der blev færdig 10 år før min farfars bog, hvilket udvikler sig til en hel lille, eksalteret bro-revy:
Foran dem skyder Guldborgsundbroen ryg. Erik styrer bilen ind mod Guldborgsundbroen, mens han begynder at tale højt om, hvor dejlig weekenden har været, hvor heldige de har være med vejret, og er borgmesteren ikke en charmerende mand? spørger han Grete, og han spørger Ingrid, om ikke Kresten så frisk ud. De ruller ind under den første af broens to store boltede metalbuer, det giver et lille hop i vognen, da de rammer broklappen, og et til, da de forlader klappen, så fortsætter de ind under den anden bue, og nu kommer Erik i tanke om, at det er en af hans lærere fra Danmarks Tekniske Højskole, som har konstrueret Guldborgsundbroen, han drejer hovedet og fortæller, at Anker Engelund lavede den her bro, han var rektor en hel del år, husker Erik, han underviste Erik i bygningsstatik, fortæller Erik. Det er en fin bro, siger Grete. De blev en slags speciale for Engelund, den her slags klapbroer, forklarer Erik. Det er særligt de her smukke buer, man kan kende hans broer på, fortæller Erik og tegner en bue i luften. Guldborgsundbroen stod færdig i nittenfireogtredive, og i nittenniotredive åbnede Vildsundbroen over Limfjorden, en bro af samme slags, mere eller mindre, med fem buer og en dobbelt klap, forklarer Erik, det er bare lige de to, Erik kan huske i øjeblikket, men Engelund lavede flere, den mest imponerende er Dronning Alexandrines Bro over Ulvesund fra Kalvehave til Møn som på tords af besættelsen blev indviet sidst i maj nittentreogfyrre - måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og Erik er fristet til at give dem ret. Lidt nord for Ørslev kommer Erik i tanke om, at Engelund da også udarbejdede planerne for Munkholmbroen og Langelandsbroen. I otteogtredive besluttede man at bygge Engelunds forslag til en buebro fra Siø til Langeland, men besættelsen forsinkede projektet dramatisk, i nittentres fik man endelig færdiggjort en bro fra Tåsinge til Siø, og først nittentoogtres stod Engelunds Langelandsbro færdig. Den sidste bro i det fine sæt af tre broer, som gør det muligt at køre i bil fra Fyn til Langeland, broen over Svendborgsund mellem Fyn og Tåsinge, en treogtredive meter lang bjælkebro med femogtyve bropiller, blev åbnet for fire år siden, fortæller Erik, og Grete siger, ser man det. Kan I ikke huske det, da de åbnede broen over Svendborgsund? spørger Erik, men hverken Ingrid eller Grete kan huske, at der er blevet åbnet en bro over Svendborgsund. Han er død nu, siger Erik. Han døde i enogtres inden Langelandsbroen blerv indviet. Hvem er død? spørger Ingrid. Anker Engelund, siger Erik.
Lidt senere fortæller vistnok Eriks ingeniørfirma som kollektivfortæller om den anderledes dæmoniske, dårligt funderede Fiskebækboren, funderet som den nemlig var med såkaldte Frankipæle, et kontra-symbol, a la min fafars internationalistiske pontonbro, til den smukke, vellykkede Guldborgsundbro, for smart og for tomt:
Hver enkelt Frankipæl er skræddersyet til sin placering, og de kraftige rystelser, som ved ramning af færdistøbte pæle vil kunne forplante sig menneskeører og revnefærdige mure i bygninger omkring byggepladsen, er nedsat til et minimum. Det spild i faldenergi, der under normal pæleramning bliver opædt af den elsastiske sammentrykning af pælen, er ved ramningen af Frankipælen reduceret til et minimum. der er ingen pæl at trykke sammen, der er kun det tomme rør og bundproppen.
Og så er der (og jeg er simpelthen heller ikke kommet i tanker om andet (suppler gerne, bloglæsere! - Benny Andersen skrev vistnok en sang til indvielsen af Storebæltsbroen, men den har jeg (heldigvis) ikke kunnet finde) afsnittet om "broer" i Klaus Høecks encyklopædiske monster-system-digt om Danmarks natur, kultur og ånd, Hjem, akkurat en hymne til Lillebæltsbroe(r)n(e), perfekt nok, den havde jeg gerne undt min farfar at læse (han døde tre år før Hjem udkom i 1985), en højskolesang kan den jo stadig nå at blive:
er en bro dæmonisk den går både
fra og til denne dobbelthed
spejler sjælens eget dilemma skal du brænde
broerne bag dig eller slå bro
vælger du den gamle eller ny
lillebælstbro et spørgsmål om tysk
stål fra krupp (jf. det (alen)lange Krupp-afsnit i Ufrivillig rødgang) eller den danske cement fra portland
måske en bro blot er en lettere
udvej så slipper du for at begive
dig ned i afgrunden selvom netop
den bestemmer tindernes højde
måske er en bro blot en regnbue som
sparer dig netop for dét besvær og
den smerte som brobygning koster
broens kabler bærer ikke bare en
motorvej men løfter en hel kultur
ind i en ny æra
på en bro vil du et øjeblik befinde dig
50 meter over alle sorgerne hinsides
din kærlighed og smerten broen hæver
dialektikken op i en frit svævende trekant
under broen graver en anden kraft
uophørligt i menneskets drøm: lillebælt
og en skønne dag river den
tårne og tyngdepunkt ned (også i dit
værk din hemmelige konstruktion) og genopretter
elementernes balance genforener eller genskaber
materiens vældige femstjerne af terracotta
hvis du betragter et luftfoto af
lillebæltsbroen ser du hvor
skrøbeligt dette spindelvæv mellem de
to landsdele er somom et enkelt
stjerneskud kan flænse det i stykker
men i virkeligheden måske stærkere end
menneskets tanke hvorfra det stammer
ethvert system (i dette tilfælde en bro)
vil indeholde sin egen modsætning
den usynlige krakelering selv i din
kærligheds baghaver findes en hvid mur hvor
hylden spreder vanviddet i revnerne
om din bro således styrter af indre eller
ydre årsager forbliver et åben spørgsmål
der går broer usynlige mellem
menneske og menneske vældige buer
af kærlighed som ikke kan corrodere
ved svovldioxyden men kun ved
mennesket selv når du glemmer
at gud er skaberen af de
lilla glorier på din sjæls fresco
alle elskende ved det: at øjenbrynet er
en bro at læberne er en hemmelig
overgang mellem hjerte og hjerte
er du den eneste som ikke tør tro
at kærligheden der rider dig som
en mare sluttelig vil
kærtegne dig i septembers høje brand
lillebæltsbroen fører dig også over
din egen afgrund fra en drøm til
virkelighedens fastland fuldt af
mørke ametyster lillebæltsbroen er mere
end en bro den er en mellemproportional
der samler landsdelene og knytter et
folk sammen i en skjult mandala
onsdag den 20. marts 2013
Bukdahler EN MASSE!
Norden og Europa – Et essay af Jørgen Bukdahl
“Det er folket, der i kunsten tager sig selv i besiddelse”
80 sider tekst + XVI sider billedkunst.
Reception d. 20.03.2013 kl 18-20 hos MOTTO – Charlottenborg Kunsthal, Nyhavn 2.
Vi
serverer et glas vin. Kl. 18,30 vil der være oplæg om Jørgen Bukdahls
arbejde ved Finn Slumstrup, Lars Bukdahl, Else Marie Bukdahl og Carsten
Juhl.
I dagens anledning sælges bogen for 40,- DKK (normalpris 90,- DKK)
Billedkunstskolernes forlag har hermed fornøjelsen at invitere til reception i anledning af nyudgivelsen af Jørgen Bukdahls (1896-1982)
essay: “Norden og Europa” fra 1947. I dette essay argumenterer Bukdahl
for en udadvendt måde at komme andre folkeslag i møde gennem kunsten
frem for den nationalistiske selvhævdelse, Europa lige havde lagt bag
sig. Dette verdensvendte syn på det folkelige og det nationale kan
tillige læses som et indlæg i vor egen tids nationale og regionale
debatter om både kanonskrivning, det nye nordiske, Europa, oprindelighed
og nytilflytning.
Norden og Europa – et åbent spørgsmål
Norden
og Europa er et essay, der blev udgivet på dansk og engelsk i 1947,
dvs. midt i diskussionen om Europas idealer og muligheder efter to
verdenskrige. Essayet henvendte sig ikke blot til de nordiske lande for
at styrke deres gensidige forståelse, men var også et debatoplæg til de
engelsktalende sejrherrer, om hvordan man skulle gribe det kulturelle
genopbygningsarbejde an i Europa.
Et fremadrettet bud på det nordiske gennem litteratur og kunst
Bukdahl,
der var litteraturkritiker, tog i sin analyse udgangspunkt i de
forskellige nordiske landes nyere litteratur, snarere end i
folkelivsskildringer, folkeeventyr, Saga og Edda, og ønskede at tilbyde
et fremadrettet frem for et oprindelighedsbaseret bud på, hvad det
nordiske var, er og kan blive.
I
denne genudgivelse er det nordiske endvidere blevet illustreret og
opdateret ved hjælp af en række nutidige nordiske billedkunstneres
værker. Billedkunstneriske værker der, på hver deres måde, bearbejder,
udfordrer eller stiller spørgsmål til det nationale og internationale…
Ligesom
Bukdahl gennemgår litterære eksempler fra hver af de nordiske
nationaliteter, land for land, har en kunstner fra hver af disse lande
bidraget med et visuelt kunstnerisk eksempel. De bidragende kunstnere
er: Jóhan Martin Christiansen (FO), Pilvi Takala (FIN), Anette
Abrahamsson (SE) , Túmi Magnusson (ISL), Sonja Lillebæk Christensen
(DK), Beathe C. Rønning (NO).
- farfaren & bøger
- fasteren & bøger
- mig & bøger
Abonner på:
Opslag (Atom)
