Som Ursula Andkjær Olsen skriver tidligt i den mirakuløse debut Lulus sange og taler, 2000:
FORSTAND FORNUFT
GODDAG FARVEL
KULTUR NATUR
TRAGIK KOMIK
NOK
Og det var heldigvis ikke på nogen som helst måde NOK!
Og hvor tit er genier rektorer, og hvor aldrig er genier succesfulde, herunder succesfuldt praktisk administrerende, rektorer!!???
Jeg fik anelsen af Ursula i løbet 1999, da hun blev færdig på Forfatterskolen (før da kunne jeg have læst hendes klassiske musik-anmeldelser i Berlingske, men det ved jeg ikke af at have gjort!?), vistnok først i det lille tidsskrift Det 3. Årtusind og så i enquete-antologien Kortprosa 1999 og derpå i Forfatterskolens Afgangsantologi, i hvert fald omtaler jeg hende i mit præmature generationsportræt i (af den unge kritiker Solvej Daugaard og den ung forfatter (fra samme årgang som Ursula) Marius Nørup-Nielsen redigerede) Dansk Noter 1, 2000, hvor hun selv bidrager med uddrag fra debuten og den af mig højtelskede poetik-tekst "Se at få at ord på!", en oprømt hyldest til polyfonien:
"Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også er prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NO-spil om (Leibniz') monader (...) (den anden jeg nævner er Harald Voetmann og hans "tre mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet" i Banana Split)"
Her er Ursulas tekst fra kortprosa-antologien, bandsat umiskendeligt genialt allerede, og nedenunder den forfatterportrættet i Dansk Noter:
TRÆ. VERSION NR. 1
"Overalt var kærlighed, og alt var kærlighed". Den første og den sidste eller den nederste eller den største og den mindste eller den længst til højre og den længst til venstre eller måske den inderste og den yderste og man skal ikke prøve at tælle, for tallet er i vejen, og i foråret stiger utælleligheden, mens regnkuglerne triller. "Nogle elskede glidende, nogle elskede grædende, asymmetrisk elskov, agtværdig elskov, hyggelig elskov, lysegrøn, gennemsigtig, mørkegrøn, blomstret, vissen, forblæst, i frø." Utælleligheden skygger, vinden blæser på den sidste og den øverste og den nederste, det bobler meget præcist af fylde, for ingen er helt den samme, og alle drypper hver især på omgangsformerne. Hverdagsligt, men virkeligt til at tage og føle på; mit bryst har runding og kaffen er god (det gode er ukorrumperbart) og duften er helt nøjagtig. Danper på afstand og slår persiennerne ned, så visse sekunder kom i klemme og måtte vente lidt. Så den længst til højre og den længst til venstre, stiger han op mod overfladen ekker hun ned mo jordbunden og sluger gruset omkring rødderne. Så den inderste. "På et tidspunkt spurgte man hinanden, hvor følelsens væsen var" (for sure tæer). Og den yderste og den største og den mindste og den og til sidst dem alle og de er beslægtede "og" kan forbindes i ranker, den første med den sidste og den øverste med den nederste og den længst til højre med den op ad rulletrapper løber andre slags sætninger, måske har de torne og hvor er din brod og der står en lind i in faders gård og synger. "På et tidspunkt ventede alle på opfyldelsens time". Og de kan spises og gør de godt eller smager de surt, og hvordan de smelter på tungen. Vinen er årsag, virkningen er rus. Smagen sidder på tungen, og er den nu årsag eller virkning, når den sidder dér midt imellem på tungen? Men hvad siger jeg dig, når jeg siger dit navn og tager dig i munden? Fyldtop, fyldt ud, man synger og udtømmer denne time som helt fyldt op folder mæthed i min mund. "Kom den overhovedet?" Jeg tilspørger bare (gnidningsfuldt). Spis langsomt, og du gør dig ingen forestillinger om, hvor du kan opfylde dig med den første og den sidste og den største og den mindste og andre. Din længsel er gemt et sted mellem "op" og "ned" og hver har sin kvist, hvortil den indædt kan håbes. Marguerittens blade er nærmest ens, men gør en forskel, og de kan falde som engle og fylde et efterår, så det bliver sart og stolt som glas, men dybt som Aladdins hule. Hvortil dette "fyld"-begreb (når en rose er en rose osv.) hvis det alligevel er tomt og hvorhen - op? Den ene elskov var af rosafarvet papir og den anden af røgblåt og den tredje af falmet-gult, og de var alle udpræget for store. De blæste også for vinden og imens læste rødderne noget under jorden og måske gik netop de i opfyldelse (opad?) "Men hvordan og hvornår skulle en følelse gå i opfyldelse, når den ikke er et ønske, men bare vokser og falder ned?" Den fjerde blir grøn og af glas og den femte har form som en kugle og den sjette og den syvende og hvorfra ved man de alle har dét til fælles, denne beruselse er til at brække sig over, og man dansede en slow-waltz i opkast, den sprøjtede blødt og snøvlede sølv for den ottende var måske af sølv eller guld, mit hjerte, og hvordan vil du have at de skulle gå i opfyldelse, når de selv fylder op (i bunker) om man må være så fri som en fugl? Og den niende af stål, og det lyder så hårdt, men er rustfrit og blir ikke til støv som de andre og til vinter klistres et lag af kulørt konfetti på top til tå. "Opfyldelsens time faldt af, én efter én, for at begynde forfra ved næstkommende lejlighed." Fyld timen op, hvis det skummer over, så hvad, men uden at udstoppe sjælens skema. Vi ville så gerne at sætningen flød fra nederst til øverst som vand og mælk imod tyngdekraften. "Hvem kom?
