Jeg skriver om overrumplingslængslen og -kravet i debutlæsninger, i en artikel til Litteratursidens debutanttema - meget ucamoufleret er artiklen også et forsøg på at påvirke mødet i juryen for debutprisen Munch-Christensens Kulturlegat (2 x 50.000 jo! ikke pebernødder) på torsdag - men vigtigst er denne opdagelse (jeg tilføjer et enkelt hov og forkorter titlerne):
Jeg får stadig gåsehud – og så ved man, at der har været tale om en
klasse-overrumplinger – når jeg læser begyndelserne på Frosts og Andkjær
Olsens bøger, så mirakuløst og triumferende selvstændigt de sang deres
hjerter ud fra starten af – nej, hov, jeg tager slutningen på Wien, for jeg har aldrig før fået øje på, at den for syv søren rimer på Lulus begyndelse (og hov, hov, han har sørme også en radiator med!)!:
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar