Essayist-top 5, nej 6, 7, 8, 9

- altså essayset er jo ligesom novellen (blevet) et dybt ulideligt og håbløst utidigt format, men bortset fra det! efter Jokum Rohdes Modkørende, og hvis vi nu kalder Ursula Andkjærs Krisehæfterne en essaysamling (i krise!) i stedet for en roman, det kan vi sagtens, og kommer i tanke om Christina Hesselholdts En have uden ende (der nøjedes med genrebetegnelsen "prosa" - hendes Camilla-bøger agerer også essayistiske) må listen se sådan her ud:

1. Mikkel Thykier

2. Jokum Rohde

3. Niels Frank

4. Ursula Andkjær Olsen

5. Klaus Lynggaard

6. Christina Hesselholdt 

- okay, vil egentlig også gerne have Per Kirkeby med, og Peter Laugesen, og hey, Vibeke Grønfeldt i Endnu ikke (essayroman) 

Anmelderforskydninger og -nyhyringer

Nanna Goul er gået fra Weekendavisen til Information (good luck!)

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er gået fra Politiken til Information

Klaus Lynggaard er gået fra Information til Weekendavisen (velkommen til, storebror Lyn)

Nye (lovende!) anmeldere på Politiken er Benedicte Gui de Thurah Huang og Matthias Dressler-Bredsdorff

Og principielt kan samtlige - undtagen Klaus L (og vel ikke Nanna og Kizaja på én gang!?) - skulle anmelde min bog (og vælge den ikke er umagen værd) ... Gulp! - og min uven karma siger bare: Ha!

Klaus tillykker Iggy

Lynggaard, der selvfølgelig hylder idolet kærligt og præcist i Information OG JEG VED GODT, 80'ER-DIGTERE, AT VERDENS BEDSTE DANSKE IGGY-KONCERT VAR DEN i DADDY'S DANCEHALL I 1977, DA JEG VAR 9 ÅR GAMMEL, MEN ER I IKKE SØDE AT HOLDE KÆFT MED DET ALREADY!

"Under koncerten (i Falconer sidste år LB) fløj mine tanker tilbage til alle de gange ned gennem årene, hvor jeg har stået med åben mund og polypper og betragtet Iggy Pop satse sig selv et hundrede procent på en scene, standhaftigt kaste sig ind i musikken (og ud blandt publikum) som var det en kamp på liv og død med hans senede og hærgede krop som et fuldgyldigt instrument på linje med guitar, bas og trommer. Lige meget hvor dårlige betingelser, han har arbejdet under, har der aldrig været nogen slinger i valsen, ingen halvhjertet indsats for lige at kradse ind til huslejen, ingen ringeagt for de fremmødte, lige meget om der har været tale om få eller mange.

Jeg husker således engang til endnu en jammerlig Midtfyn Festival i de åh så svundne 90' ere, hvor britiske Blur peakede som teenageidoler, og unge piger i stort antal søgte hen til scenen i god tid, for ikke at gå glip af den krammeegnede kvartet (der siden skulle vise sig at være gjort af solidt kunstnerisk stof). De havde så ikke taget højde for, at den for dem givetvis ukendte Iggy Pop lige skulle give en koncert først.

Hans i forvejen store øjne spærredes yderligere op, da han så det foran scenen samlede kuvøseguf og kastede sig ud i en omgang så dødsforagtende akrobatik, at de unge piger skrigende løb bort derfra. Men trods det som tommelfingerregel pauvre fremmøde på Midtfyn til hvad som helst, der ikke befandt sig i midten af midterbanen, gav han et fuldgyldigt show af dimensioner, der fuldstændig tog vejret fra en lille fremmødt skare, som ved selvsyn kunne konstatere, at for denne kunstner er det alt eller intet. Hver gang.

Jeg mødte sammesteds repræsentanten fra Iggy Pops pladeselskab, som fortalte mig, at han havde tilbragt timerne op til koncerten i selskab med en høflig, belæst og lavmælt mand, som en time før showet begyndte at pumpe jern foran et kropsstort spejl og i processen forvandledes fra ydmyge Jim Osterberg til Iggy Pop, rock'n'roll-animal! Men der er som bekendt ikke noget som den allerførste gang. Jo, jeg ved det godt, de fleste store forandringer sker gradvist, men ikke desto mindre står den 19. september 1977 på spillestedet Daddy's Dance Hall som fuldstændig skelsættende for mig. Ikke kun dengang, men som retningsgiver for mit indimellem noget famlende liv lige siden.

Daddy's lå ud mod Jernbanegade i det kompleks, der i dag huser det nedrivningstruede Palads biografkompleks, en spytklat fra min dengang nyerhvervede toværelses med petroleumsovn og gasvandvarmer i køkkenet, og grundet diverse artikler i det engelske musikblad New Musical Express og den David Bowie-producerede lp The Idiot løste jeg billet til begivenheden. Nok de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. Daddy's var en rigtig rockklub, propfuld og med kondensvand løbende ned ad væggene og med en rytmegruppe bestående af brødrene Hunt og Tony Sales var det nok det vildeste, mine unge øjne til dato havde bevidnet. Når han ikke faldt om grundet hvad der lignede elektrochokstød, kravlede han rundt på scene og PA og ud blandt og ovenpå publikum, mens han snavede pigerne oppe foran. Og så havde han den flotteste hale påsat lænden, han lignede et fabeldyr på amfetaminer. Han sang tilmed forbløffende godt og missede aldrig et cue."

Bidragyderytring

Så weird og skrøbeligt og PINLIGT, når man ellers er redaktionel puppetmaster, at bidrage til konkurrerende tidsskrifter med decideret skønlitterære bidrag, hvilket jeg gør i de nyeste numre af Udkant (nr. 2) og Texas Longhorn (nr. 5, tema: "Det fabulerende") Jeg skal ikke nyde noget af at citere mine bidrag, og det er også imod mine regler (tekster er stedt, hvor de er publiceret, i hvert fald de første 5 års tid), men her er to bid fra bidragyderkolleger.

Klaus Lynggaard (fragmentpoesien har bidt sig fast!) i Udkant:

"Kært barn får mange regninger"

Joakim Vilandt i Texas Longhorn (der nu også halvt er et tegneserieblad - 10'ernes Kong Kylie!):

"Jeg mærkede kun et sagte Skub fra Vinduet, der roligt stod på klem, det var sel under et vindstille Sagte. Trods Varmen sneg Døgntimen ind gjennem Glasset. Saagar et lunt Mørke, som Fuglene sluttede Ring om Skyerne, saadan mærkede jeg den krybende Fred i min Skjorte, Arme, den strømmede ud fra Mundstykket, som jeg hvæsede et Kul med Æblesmag. Vi havde skabt Variasjon i Hjemmet ved at flytte rundt. Et rebeslk Afbræk mod Kosmos' Meningsfuldhed: se, vi flytter Soveværelset ind i den anden Stue. Saadan osede vi."

Anmeldelser sørger bedst - Klaus siger det

Jeg interviewer Klaus Lyngaard i dag klokken 12:30 på en af Bogforums to Gyldendal-scener om hans gode bog Personfølsomme oplysninger, der sagtens kunne have heddet You Want it Darker som Leonard Cohens farvel-plade, som Klaus suverænt, herunder suverænt Lynggaardsk, anmeldte i går som og i stedet for en nekrolog, og selvfølgelig begynder han med sin farfar:

"Min farfar blev tussegammel. De sidste mange år snakkede han mest om at komme op og ligge ved siden af Rigmor, min højtelskede farmor, på kirkegården i Skive. Jeg var ung og dum og forstod egentlig ikke hans higen mod døden, jeg synes på en måde, det var blæret, han var blevet så gammel.
Han var sgu så sej, den gamle. Med hans porcelænspiber, hans cigarer, hans skrå og snus (»Cigaretter er for damer!,« sagde han), med hans veste og lommeure og fint udformede stokke, med hans kinamandsagtige ansigt og uforlignelige stil var han i den grad et fortidslevn, men også bare så virkelig og skøn og statuesk. »Jeg har jo set det hele,« sagde han. »Og nu har de sateme også sat en mand på månen.« Men jo, med to verdenskrige i bagagen plus det løse i form af så vilde teknologiske fremskridt, at det nærmest var, som om Jules Vernes romaner tog form for øjnene af ham, havde den gamle mand set og hørt nok, da han endelig fik fred i 1980, 90 år gammel.
Der kunne man tale om, at en epoke gik under. Vi mistede forbindelsen bagud og har i og for sig drevet rundt på åbent hav siden. På en forpulet tømmerflåde.
Jeg kommer til at tænke på min farfar og det der med at være mæt af dage, når jeg lytter til Leonard Cohens seneste lp, You Want It Darker"

Kongen af autokritik

ER Klaus Lynggaard - enhver koncert- og pladeanmeldelse og ikke mindst ethvert artistportræt er altid også og gerne to tredjedel af vejen et stykke selvbiografi, som smukt og præcist påpeget i Søren Ulrik Thomsens pristale, da KL fik Otto Gelsted-prisen - her er fra Ekstra Bladet for nyligt Mester Klaus' bidrag til den faste spalte "5 plader der ændrede mit liv":

" - Mit barndomshjem var fuldt af musik, for min far elskede hele dynen – klassisk, jazz, folk, blues, verdensmusik. Fordi han var keramiker og hans værksted lå lige ved siden af hvor vi boede, kunne vi høre hans Tandberg-båndoptager køre på fuld styrke hele dagen. Musik til arbejdet, kan du tro! Det er fra ham, jeg har arvet både min samlermani og faste tro på, at musik fungerer godt til det meste. Og så var jeg så heldig at vokse op i 1970'erne, hvor rockmusikken virkelig betød noget. På en måde, det er svært at forestille sig i dag, hvor musik mestendels er noget, man giver væk eller bruger til at sælge konsumvarer.

1. The Beatles: Revolver (1966)
 - Det er svært at forklare yngre medborgere, hvor store The Beatles var i 1960erne. Alle – og jeg mener ALLE – blev nødt til at forholde sig til dem. Jeg elskede dem ubetinget. I 1966 drog den lille familie til USA, hvor vi var i tre måneder, fordi min far skulle undervise derovre. Lp’er var meget billigere end derhjemme og jeg kom hjem med ikke færre end tre Beatles-plader, et svimlende antal. 'Revolver' var spritny på det tidspunkt og absolut den længst ude af dem. Tænk sig at sidde og lave lektier til et nummer som ’Tomorrow Never Knows’!? Det var fucking mindblowing. Det er det stadigvæk. Jeg elsker alt ved den gruppe og hører med glæde og jævne mellemrum deres musik. De er de største i min bog – kun matchet af The Velvet Underground, men det er en anden historie.


2. Bob Dylan: Bringing It All Back Home (1965)
 - En anden plade jeg fik med hjem fra USA var den her. Hvor The Beatles var vildt populære hos de fleste -selv mine forældre synes om dem! - kunne jeg i udstrakt grad have Bob Dylan for mig selv. De fleste brød sig overhovedet ikke om ham. Sådan er det stadigvæk. Det rager mig. Det gider jeg overhovedet ikke diskutere. Han er et geni. Også selvom han har lavet en del lorteplader. Den her plade er så et mesterværk og speciel ved det, at den har en elektrisk side og en akustisk, så begge aspekter af manden folder sig fuldt ud. ’Gates of Eden’? Eat shit, haters. Lp’en her er grunden til, at jeg blev så god til engelsk. Og til at jeg lærte at spille guitar. Sådan da. Og selv begyndte at skrive sange. Og at jeg til hver en tid foretrækker en udtryksfuld vokalist fremfor en teknisk dygtig sanger. Han var og blev mit første og største idol. Det er faktisk fedt, at der er så mange, der ikke kan lide ham. Det skiller fårene fra bukkene.



3. The Doors: Strange Days (1967)
 - Vi læste om hippier og den slags i avisen, men der var nu ikke mange af slagsen ude ved os i forstaden. Før naboens store dreng - han var en 4-5 år ældre end mig - begyndte at røre på sig. Han var den første på vejen med langt hår. Den første der røg hash. Den første der blev smidt ud af Statsskolen af samme grund. Kokkedals ukronede syrekonge. Af en eller anden grund kunne han godt lide mig og lånte mig i sommeren ’68 to lp’er; den første med Country Joe & the Fish og så den her, Doors’ anden skive. Jeg kom helt op at køre. De skiver åbnede så mange døre, at det var helt vildt. De ændrede mit liv på en måde, jeg stadig ikke helt kan overskue. Alt det der med bevidsthedsudvidelse, jeg blev sgu skæv bare af at lytte til dem. For min kammerat Bruno og jeg blev Doors gudebandet. At jeg aldrig så dem live, pisser mig helt vildt af. Vi havde billetter til den koncert, der blev aflyst pga. retssagen mod Jim Morrison! Nå, men The Doors holder hundrede, trods mytologiseringen og det pis. Bare hør musikken, for helvede. Det er magisk, mystisk og dragende, det er lyden af en anden verden, det er døren til både himmel og helvede. Som al god kunst.


4. David Bowie: The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972)
 - Da jeg gik i realen i starten af 1970'erne, var jeg flipper om en hals. Langt hår, denim fra top til tå, ulovlig knallert og tjald i lange baner. Vi hørte Led Zeppelin, Pink Floyd, The Who og Black Sabbath. Guitar var Gud. Vi foragtede glam. Den stødte vores flippersensibilitet. Nå, men så en gang i det herrens år 1974 fik jeg fingre i en single med denne hersens David Bowie, 'Rock’n’Roll Suicide'. Den blæste mig fuldstændig omkuld. Altså fuldstændig. På under tre minutter gennemspillede sangen et drama, jeg ikke anede rockmusik var i stand til at rumme. Jeg blev discipel på stedet. Og måtte bare høre ALT med ham. Inklusiv selvfølgelig lp’en om Ziggy Stardust, hvorfra dette nummer stammede. Gudeagtigt. Mine venner hadede ham. Fuck dem. Han var porten til fremtiden, så smuk og anderledes og så så så fascinerende. Et rumvæsen var landet i forstaden!! 1970'erne havde været uudholdelige uden Bowie, som bare leverede det ene mesterværk efter det andet, årtiet ud. Jeg er stadig så ked af, at han er død.



5. Patti Smith: Horses (1975)
 - Hvorfor begyndte jeg at skrive poesi? Tja, det skyldtes vel Dylan og Bowie. Og da jeg kom på Vesterbro Statskursus i ’74 fik jeg en dansklærer, der hed Jørgen Moestrup, som åbnede den verden for mig. Jeg begyndte at læse lidt planløst, og fandt nogle digtere jeg kunne lide, men jeg elskede stadig mest rockmusik. Kunne man forene de to? Jim Morrison havde på en måde gjort det, men da jeg læste om en ung, amerikansk kvinde ved navn Patti Smith, der både var digter og rocksanger, blev jeg nysgerrig. Ved et tilfælde hørte jeg et nummer med hende nede på Tequila Bar i Farvergade, der jo havde en skidegod dj. Det hed 'Gloria' og starter med linjerne: 'Jesus died for somebody’s sins but not mine …' Wow! Kombinationen af garagerock og modernistisk poesi var så inspirerende, at det stadig giver genlyd i mit baghoved. Og så var blev Patti startskuddet til den punk, som et par år senere kom væltende fra USA og England og omformede hele min generation, inklusiv yours truly. Jeg føler mig så heldig over at have oplevet både 60'erne, 70'erne og 80'erne. Fuck, der var knald på."

Aktuelle Ravne

I næste uge udkommer både Olga Ravns Det hvide hjerte (se blogpost nedenfor for kort præ-ros), der bl.a. "handler om" at være nær en, der er alvorligt syg, og har dette gævt giftige cover ved LA Graphic Design:



og Klaus Lynggaards visdomsknirkende poesi-comeback Personfølsomme oplysninger, der "handler om" at VÆRE alvorligt syg (lykkeligvis blev han rask igen) og har dette nøgternt poetiske cover ved Olgas far, grafikeren og billedkunstneren Peter Ravn (med brug af George Shiras 100 år gamle, ikoniske foto):




- jeg citerede et digt fra Den hvide rose nedenfor, her er et fra Personfølsomme oplysninger

Sporenstregs
Blodig alvor
Smuk som et forkølelsessår

Klaus siger det

Lynggaard, velsagtens Iggy-fan nr. 1 i DK - i Information, anmeldelsens sidste del:

"Og da bandet sætter i med det udødelige Lust for Life-riff. føles det et kort øjeblik som om årtierne ikke er suset forbi som træer uden for et togvindue. Ind til Iggy selv dukker op. Åh, Iggy. Hans ansigt ligner en bjergkæde set fra luften, han slæber det ene ben efter sig og da han efter to numre smider jakken, fremvises en arret, næsten læderet overkrop, der har stået model til mere end de flestes. Jo, han har været hensynsløs over for det korpus, det har jeg bevidnet mange gange. Men da han for nylig i et interview fortalte, at der snart ikke er et sted på ham, der ikke gør ondt, fyldtes jeg af en trang til at beskytte ham. Mod ham selv.
I den lange, stramme to timers seance, der følger, holder den åndsfriske sanger sig nogenlunde i tøjlerne. Han kaster sig ikke ubeskyttet ned i scenegulvet som vi så ham gøre med Stooges i London i 2010, hvor sympatismerter var en del af showet. Og han undlader også at kravle rundt på PA'et med førligheden som indsats. I stedet koncentrerer han sig om at synge, og det gør han fantastisk godt, lyden er god oppe foran, og vi kan uden besvær synge med. Sætlisten er så simpel, at det grænser det geniale: Alle sangene fra det ny Josh Homme-producerede album og (næsten) alle sangene fra The Idiot og Lust for Life. Fraset en uventet udgave af »Repo Man« (skrevet til filmen af samme navn) er det dét! Ikke et eneste nik til Stooges-årene, denne aften handler om solokunstneren Iggy Pop. Vel at mærke, når han er allerbedst.
Det giver et rush uden sidestykke at høre nyklassiske numre som »Sister Midnight«, »Sixteen«, »Mass Production«, »Some Weird Sin«, »Nightclubbing«, »China Girl«, »Passenger«, »Funtime« og »Tonight« fremført så stilsikkert.Ikke mindst fordi orkesteret under ledelse af Josh Homme, der selv spiller en mean guitar, er helt i top. Aftenens helt er Arctic Monkeys-trommeslageren Matt Helders, der trommer så ondt, indædt og præcist, at jeg har lyst til at tage ham med hjem under armen. Fra Hommes eget Queens of the Stone Age medbringes Dean Fertita og Troy Van Leeuwen, der begge mestrer både guitar og keyboards, mens Matt Sweeney holder det hele sammen med et tight primalt basspil. Bedste band (fraset det gendannede Stooges), Iggy har haft siden ' 77! Ikke at Iggy helt kan styre sig.Ud over sublim publikumskontakt, vittige og oplysende monologer mellem numrene samt et nærmest intimiderende nærvær må han lige ud og crowdsurfe en enkelt gang. Min hånd rører Iggy. Yay. Og under bygen af ekstranumre forsvinder han til lyden af en flabet »Fall in Love With Me« ud i salen, og kun følgespotten angiver hvor den diminutive sanger befinder sig. Han er jo en lille lort, ved siden af kæmpen Josh Homme virker han om muligt endnu mindre. Rockens svar på Fy & Bi! Der er ikke et gram fedt på det show som ej heller på Iggys krop, og atter en gang mindes jeg om musikkens kraft, og hvad den kan: Ophæve tid og sted og sætte hele lortet i perspektiv. At to live outside the law you must be honest. Iggy Pop har været min rejsekammerat i 40 år, og hver gang jeg ser ham, tænker jeg på, hvor heldig jeg har været. Efter en sublim »Baby« fortæller Iggy, at han har lånt nogle linjer til sangen fra en bog af den amerikanske forfatter William S.Burroughs, som i sin tid inspirerede ham til at blive musiker. Og dermed søge et alternativ til det givne, finde sit eget sted uden for normalvirkelighedens rammer. Hvordan han fejlede og røg ned i møget og kun møjsommeligt rejste sig igen. Og nu? »I'm an alternative miracle«, som han udbryder med sit lysende smil.
Og det er, præcis hvad du er.

Lynggaard anbefaler Frankie

Jeg efterlyste nedenfor forfatter-tekst af andre end SUT om Frnak Sinatra, og meget gerne af Klaus Lynggard - jeg brude lige have kigget nærmere, for Lynggaard havde et stort portræt i Information i forgårs, ledsaget af denne, fordi KL har de BEDSTE ører, tillidsvækkende, top 5:

Fem Frank Sinatra-lp'er, der ifølge Klaus Lynggaard burde stå i ethvert hjem

 
In the Wee Small Hours of the Morning (Capitol, 1955)

På den første fuldfede klassiske Sinatra-lp er det torch-sangeren, vi møder i fuldt flor. Forsideillustrationen slår genialt tonen an; her står vor helt lænet op ad en husmur med en dunkelt belyst gade i baggrunden, mens han med en smøg i hånden kigger tomt frem for sig. Han er ensom, så det plasker. Sårbarheden og forladthedsfølelsen er næsten fysisk påtrængende, og enhver, der nogensinde har rimet hjerte med smerte, vil gysende kunne genkende sig selv i de fjorten mesterpræstationer her. Croon, tja, måske, men med en dybde, som en Bing Crosby kun kunne drømme om. Nelson Riddle arrangerer og dirigerer, så ikke et øje er tørt.

Songs for Swingin' Lovers (Capitol, 1956)Igen i selskab med Nelson Riddle møder vi her en helt anden side af Sinatras sanggeni. Eksplosivt udadvendt og gåsehudsfremkaldende målrettet mod dansegulvet er her tale om swing med både ild og messing i røven. At han på forsideillustrationen har løsnet slipset, mens han smilende kigger på et par i varm omfavnelse, var jo i årtiets ånd tegn på den vildeste frigørelse. Igen er materialet i top og sangeren så fuld af overskud, at man som lytter kun kan blive smittet deraf. Der er kun et at tilføje: »Frøken, må jeg bede om den næste dans?«.

Where Are You? (Capitol, 1957)Mine Sinatra-kumpaner vil komme efter mig for at foretrække denne skive frem for Only the Lonely (1958) i kategorien den mest ubodeligt melankolske og gennemgribende sørgelige Sinatra-lp. Det er også en svær beslutning, skal De vide, men jeg har et ganske særligt forhold til dette værk, den første Sinatra-plade, jeg købte for mine surt sammensparede penge. Henover Gordon Jenkins fortryllende impressionistiske strygerarrangementer lider Sinatra sig gennem tolv genistreger om forladthed og håbløshed. På et album fuld af sjælerystende højdepunkter bør dog både »Laura« og »Lonely Town« nu alligevel fremhæves.

The September of My Years (Reprise, 1965)I 1965 blev Frank Sinatra 50 år. Han stod på toppen af sin karriere som sanger, skuespiller, entertainer og såmænd også ikon. Og han trådte ind i sit efterår med en af karrierens mest helstøbte og modne sangcyklusser.Her kredsede han med vemod og varme om den ungdom, der uigenkaldeligt var forbi, den erfaringsbank, han nu kunne trække på, og den afslutning, der kunne skimtes i horisonten. Ak ja, forgængelighed.Igen var det Gordon Jenkins, der tog sig af de smagfuldt meddigtende arrangementer, og resultatet blev lige så smukt, som det er uafrysteligt. Ikke for børn.

Francis Albert Sinatra & Antônio Carlos Jobim (Reprise 1967)Bossa nova var den helt store trend i midttresserne, efter samarbejdet mellem amerikanske Stan Getz og brasilianske João Gilberto (og dennes hustru Astrud) satte ild i hitlisterne. Denne kølige, elegante fusion af brasilianske rytmer og cooljazzens tilbagelænethed lå lige til Sinatras højreben, og hans samarbejde med en af bossaens arkitekter, Antônio Carlos Jobim, er en fryd fra start til slut. De to herrer nærmest slås om at være mest cool på en indtagende bagatel, der med årene har antaget klassikerstatus. Man er simpelthen i så godt selskab fra start til slut, at man glemmer såvel tilværelsens ulidelige lethed som den siddende regering. Stemmen. Igen. Simpelthen!.

Det er Dan Turèlls job at skrive den nekrolog

(men Klaus Lynggaard er verdens bedste onkel-vikar, med 1 sølle time til deadline: "Han sang om den menneskelige tilstand på godt og især ondt, om udsatte og desperate skæbner, som i skingert eller uskønt og apatisk toneleje konfronterede sig med tomheden, som i stoffer, sex og udskejelser kort fandt udfrielse fra tilværelsens monotone ondskabsfuldhed, og når Reed sang om kærlighed, hvad han gerne gjorde, var det med al dens tvivl, ambivalens og hele karakter og lige dele tiltrækning og frastødning.")

OG HER SKULLE DER STÅ EN ELLER ANDEN TEKST AF DAN TURÈLL, SOM ER DEN FØRSTE OG STØRSTE OG STÆRKESTE LOU REED-FAN, FRA FX DEN FØRSTE MEDIE-MONTAGE-SAMLING OM LOU OG BURROUGHS OG POUND ELLER HANS KATASTROFALE INTERVIEW ELLER EN AF HANS FORDANSKNINGER ELLER FORORDET, SENT, TIL DEN DÈR FØRSTE LOU-ANTOLOGI ELLER BARE DEN LILLE NOTE I EN AF DE SORTE BØGER OM AT HØRE 'SATELLITE OF LOVE' SOM 'SADO-LIGHT' OF LOVE', MEN ALLE MINE DAN-BØGER LIGGER I EN FLYTTEKASSE, OG JEG VED IKKE HVILKEN OG NU GÅR DET VIRKELIG IKKE LÆNGERE, DE KASSER SKAL TØMMES PÅ DE REOLER, DER (FØRST) SKAL OP LANGS DISSE VÆGGE, SÅ JEG DØGNET RUNDT KAN FINDE ALT OG INTET, SWEET, SWEET NOTHING

Dagens mandige kritikerhåndtryk

Klaus Lynggaard

kærligt knusende

i rask hinanden passerende gang

på Skindergade

(og her et link til Søren Ulrik Thomsens rammende tale for Lynghonningen, som hans ungdomsven T.S. Høeg kalder ham, ved overrækkelsen af Otto Gelsted-prisen -

håndtrykket som det originale link!)!

Min Testrup-dørs Jørgen Leth-film

Perfekt framer min havevendte glasdør arbejdende danske digtere, som de morgendistræt vandrer frem og tilbage i det grønne med bærbare computere under armen:

Pablo
Llambìas

Klaus
Lynggaard

SUT er lutter anekdoter

Disse ugers anekdoteleverandør i WA Bøger er selvfølgelig Søren Ulrik Thomsen, og jeg havde på æresord også gættet, før det blev røbet i fredagens avis, at digterhelten, SUT bliver sammenlignet på Præ-Forfatterskolen af Poul Borum (bare minus religiøsitet - den kom så senere sandelig!) og i anden halvdel af nedenstående kostelige, ikke-før-offentligt-fortalte dobbelt-anekdote møder i selskab med samme Borum, er Ole Sarvig.

Jeg havde jo digterdrømme, men boede på klubværelse og måtte tjene til dagen og vejen, så på et tidspunkt havde jeg job som kassemedarbejder i Irma i Havnegade. Her indtraf min sorteste stund på arbejdsmarkedet, da jeg - iført den fornedrende nylonkittel med firmanavn på brystlommen - en dag måtte ekspedere selveste Poul Borum, der boede i selvsamme hus som supermarkedet. Jeg kan ikke huske, om han genkendte mig, men jeg kan huske min egen beskæmmelse, og jeg ved, at jeg langtfra følte mig som en stor symbolistisk digter ved den lejlighed. Senere passede jeg et job som vicevært ved de klubværelser, hvor jeg boede i Købmagergade. En dag fejede jeg i porten, og hvem kommer forbi? Poul Borum! Sammen med digter XX! Denne gang genkendte Poul mig, og med sin karakteristiske basstemme sagde han: ' Er du blevet gårdmand?' Hvad der ikke føltes så ydmygende, for gårdfejer-jobbet var mere maskulint og passede bedre til min identitet som baggårdseksistens. På det tidspunkt havde jeg ikke kun skrevet digte i Hvedekorn, men også anmeldt en roman af den store digter, som ledsagede Poul Borum. Derfor præsenterede han os for hinanden: ' Det er den unge mand, der har anmeldt dig...' Jeg var helt paf! Det var min store digterhelt, som jeg til min stolthed var blevet sammenlignet med, og som jeg havde anmeldt i Hvedekorn, der dengang også bragte anmeldelser. Nu stod jeg pludselig over for ham på Købmagergade, mens jeg fejede porten. Hvem var den store digter?«

Og den gode, kæmpegrinende ven fra Litteraturvidenskab i den seneste anekdoteklumme, der sendte sine digte til Hvedekorn og Borum med følgende korte følgebrev (og fik dem i); "Kære Polle. Jeg sender fem digte. Er de biologisk nedbrydelige? Hilsen XX" er klart nok Klaus Lynggaard, fra på søndag endnu en gang kær, ugelang kollega på Testrup Højskole kulminerende i DJ-suverænitet fredag aften og nat.

Leder man efter alt det værste, så fortvivl ej!

Jeg bliver så taknemlig for den overbevisende veloplagte, dårlige, dårlige anmeldelse, der effektivt forhindrer mig i at købe et kunstprodukt, jeg gik og havde et halvt godt, halvt mistænksomt øje til, samtidig med at jeg til overflod underholdes ondsindet - dagens eksempel: Klaus Lynggaards blæret blodige anmeldelse i Information af Lou Reeds og Metallicas Lulu, her højdepunkterne, overskriften er "Mennesker mødes og sur musik opstår", ha, ha:

Det er der kommet en skrækkeligt anstrengende og fuldstændig melodiforladt dobbelt-cd ud af, som jeg, når denne anmeldelse er skrevet, givetvis aldrig vil afspille igen. Leder man efter alt det værste ved disse to navne, så fortvivl ej: Det finder De her. I rigt (over)mål.  (...) Yes, it’s that bad. Faktisk lyder det mestendels, som om de to lejre kører hver deres show uden at kere sig stort om samarbejdspartneren. En 70-årig mands anstrengte fremmumlen af en stribe rimeligt uinspirerede tekster, backet op af ekkoet af et metalband, fortabt i 80’erne. Hvor fedt er det? Ikke mindst forlægget taget i betragtning. Jeg kunne til en begyndelse faktisk meget godt lide »Mistress Dread« og »Dragon«, men så blev de bare ved. Og ved. Hvis så bare farfar Reed havde valgt at hænge ud med Sonic Youth i stedet. Nå, men denne tarvelige version af Lulu skal som alle de foregående nok skille vandene og vil sikkert også finde sine fortalere hen ad vejen. Det bliver bare uden mig./ Næ, vil De virkelig gerne høre den heftige historie om Lulu som musik, tillad mig derfor at henvise til Alban Bergs opera i stedet. Den er ganske vist også lidt af en prøvelse, men så selvklart på den fede måde. Prøv at støve versionen med Teresa Stratas som Lulu op, om muligt; De vil ikke fortryde det. Det er ufatteligt, næh uendeligt mere interessant end denne søvndyssende omgang uappetitlig gråmeleret rockbiksemad, der diskes op med her.

Jeg tror på dig, Klaus Slyngelhård!