Anmelderforskydninger og -nyhyringer

Nanna Goul er gået fra Weekendavisen til Information (good luck!)

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er gået fra Politiken til Information

Klaus Lynggaard er gået fra Information til Weekendavisen (velkommen til, storebror Lyn)

Nye (lovende!) anmeldere på Politiken er Benedicte Gui de Thurah Huang og Matthias Dressler-Bredsdorff

Og principielt kan samtlige - undtagen Klaus L (og vel ikke Nanna og Kizaja på én gang!?) - skulle anmelde min bog (og vælge den ikke er umagen værd) ... Gulp! - og min uven karma siger bare: Ha!

Slagterkollegerne fra Pilestræde

Selv er jeg bare begejstret for for Larsen og Ulgilterne og høflig overfor Norèn i WA Bøger, men mine kolleger Klaus Rothstein og Nanna Goul er behørigt og - ser det ud til - helt rimeligt grusomme overfor henholdsvis Kristen Bjørnkjær og Erik Svendsen (hvis jeg skulle have anmeldt den bog, ville min anmeldelse givetvis bare have én lang, uartikuleret biden i luften), Klaus, den rare mand lidt mere underspillet end Nanna, der flabbergasted bare slagter løs:

Ang. Bjørnkjær (der har skrevet om at være embedded journalist på et Mærskskib):

Invitationen fra Mærsks kommunikationsdepartement var et smågenialt spinologisk træk - og gad vide, om ikke man kan sætte en Stockholmssyndrom-diagnose på manden? Måske får han et Mærsk-slips, og det fortjener han, men Kristen Bjørnkjær vinder ingen priser for sin temmelig usaltede og vægelsindede prosa, der består af sætninger uden megen sproglig omsorg, for eksempel: »Så tit det lod sig gøre, benyttede jeg enhver given anledning...« Eller hør bare, hvor uambitiøst sludrende, han skildrer temperaturen i maskinrummet: »Der er varmt, meget varmt, 30 grader. En slående hede som på kongens slot, da Klods Hans red ind på sin gedebuk for at fri til prinsessen, der forklarede den med, at de stegte hanekyllinger og derfor havde lagt ekstra meget brænde i kakkelovnen.« Med eller uden knæk: banalt.

Ang. Svendsen (der har skrevet om ny dansk prosa):

Lad os starte med første kapitel om minimalismen, »Minimalisme som litteratur?«. Her kunne man nok forvente, at Erik Svendsen ville beskrive fællestræk for den danske litterære minimalisme 1990-2010, men det er ikke tilfældet. I stedet skriver han stolpe op og stolpe ned om, hvorledes »den rigtige minimalisme«, der opstod i den amerikanske billedkunst i begyndelsen af 1960erne, er meget forskellig fra det, vi kalder for dansk skønlitterær minimalisme i perioden 1990-2010. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af, at 1960ernes Minimal Art adskiller sig væsentligt fra en litterær minimalisme, der udspiller sig på et andet kontinent 40 år efter? Jo, mener Svendsen, fordi man ikke skal kalde det for noget, som det ikke er. Okay, fair nok - men kan du så ikke bare kalde det noget andet? Nej, det har Svendsen åbenbart hverken fantasi eller lyst til. I stedet skriver han lidt om Helle Helles debutbog, Eksempel på liv, der ifølge Svendsen er den eneste morsomme bog, forfatteren har skrevet (what?!), og Christina Hesselholdts trilogi om Marlon - for så at genoptage kampen mod prædikat-vindmøllen, så læseren aldrig får noget at vide om minimalismen i dansk prosa, for det burde det slet ikke hedde!

De står tydeligvis godt for hug begge to, men det betyder ikke, at mestermand og -kvinde ikke fortjener ros for deres præcise, lystfulde hug.

Blå opdateringsstorm på vid gab

Pludselig 3 glade og glædelige opdateringer fra Den Blå Port på én gang efter et halvt års tavshed (efer denne opdatering 30. oktober: Glæd dig allerede nu til det næste nummer af Den Blå Port som kommer medio december og handler om ARBEJDE - bl.a. med et eksklusivt bidrag af Lars Norén)

1. 

   Den Blå Port

   8 hours ago

   Fra næste nummer består Den Blå Ports redaktion af Signe Gjessing, Nanna Goul, Josefine Klougart og Jonas Rolsted.

    
2. 

   Den Blå Port

   8 hours ago

   Det næste nummer af Den Blå Port handler om FLERSPROGLIGE VÆRKER

    
3. 

   Den Blå Port

   8 hours ago

   I juni kommer omsider Den Blå Ports store nummer om ARBEJDE med bidrag af Tor Nørretranders, Jesper Brygger, Synnøve Søe, Iben Mondrup, Kirsten Thorup, Josefine Klougart, Edy Poppy, Shekufe Tadayoni Heiberg, Lars Norén, Thomas Boberg, Lars Bukdahl, Peder Frederik Jensen og Henrik List.

 - med SG i redaktørstolen kommer næste temanummer formodentlig og forhåbentlig også til at handle om værker skrevet på flere PLANETERS sprog (jeg kom til at skrive PLANTERS - også dem!).

Virkelighed med lidt roman drysset ovenpå

Bare lige en dobbelt irritation, jeg skal have luft for, inden jeg begynder at anmelde de skønne, nye bøger, jeg skal anmelde i dag;, først så jeg i TV2 Lorry-programmet Brunch et interview med kollega og romandebutant Nanna Goul, hvor intervieweren hele tiden ville høre, hvordan NANNA havde haft det ude i den skov, hun engang boede i, og Nanna igen og igen forsøgte at bringe samtalen tilbage til at handle om den ROMAN, Privat skov kaldet, hun har skrevet, hvor hovedpersonen flytter ud i en skov, hvilket viser, hvad der sker, når man rækker autofiktiviteten en lillefinger, den sluger hele mikrofonen!

Så læste jeg i Information et stort interview med en anden romandebutant, Agnete Braad, der lige om lidt udkommer med en roman, hvis titel journalisten sigende nok glemmer at nævne, og hun har sandelig ingen autofiktive hæmninger, hun taler derudad om alt muligt privat ang. sin kendte præste-mor Anne Braads sygdom og død, sin egen parallelle graviditet og fødsel og den efterfølgende arve-retssag, men er også imponerende ærlig omkring, at den primære bevæggrund til at skrive roman ikke har været kunstnerisk ambition:

»Jeg havde et stort ønske om at vende tilbage til min mors død og min datters fødsel. Det drama, de to hændelser var, var blevet væk for mig. Og jeg ønskede, at det skulle fylde mere. Jeg har komponeret mit liv, så det kunne blive en ægte fortælling. Ægte på den måde, at der er meget sandhed i den, men også en ægte fortælling i den forstand, at den er vedkommende og afsluttet og har den orden, som kun fiktionen kan give. Men mest af alt ønskede jeg at sætte fortællingen om min mors død ind i en ramme, der gjorde den stærkere i mit eget liv.«

En selvisk lækkerficering af virkeligheden! Hvis man er utilfreds med, hvordan noget i sit liv har udspillet sig og erindres, så skriver man det ordentligere, mere afsluttet og vedkommende i en roman, som så oven i købet giver den fede identitet: forfatter og muligheden for at tale ud i avisen om det rod af hang-ups (med identificerbar skurk, morens eksmand), som bogen udglatter. Smarty smart! Jeg ved jo ikke, om Agnete Braads roman er en god roman, det kan sagtens være, men sikke en træls måde at tale om den på.

Godt for dem!

Jeg mener jo ikke, at der er noget, jeg ikke kan eller bør anmelde, især ikke noget, der er godt! Lige meget om forfatteren er min bedste ven, min gode digterbekendt og Testrup-kollega eller min gode WA-anmelderkollega og -reserveredaktør (og Lav-bestyrelseskollega) som i tilfældene Jens Blendstrup, der for et par uger udgav sin Berlin-bog og på anden hånd havde teaterpremiere, og Mette Moestrup og Nanna Goul, der begge udgiver bøger i dag, digtsamlingen Dø, løgn, dø, som jeg har læst halvt og læser færdig om et øjeblik, og debutromanen Privat skov, som jeg ikke har læst, men vil læse meget, meget snart - det er jo mit eget forbandede sociale problem (hej, Katrine, HEJ, Katrine!), hvis jeg i en anmeldelse havde store eller små kritiske indvendinger, men jeg ville ikke holde kæft med dem (Mettes forrige bog, nyklassikeren kingsize skrev jeg tre-fire vidt forskellige anmeldelser af). Når jeg nu imidlertid ikke må/skal anmelde nogen af dem, så vil jeg tillade mig bare at glædes UMÅDEHOLDENT over de altovervejende glade anmeldelser de har fået, Jens i Inf (ved Berlin-korrespondenten, godt valg) og JP (4 stjerner) og 5 hjerter- og opslags-spektakulært i Politiken (teaterforestillingen er kun blevet formumlet anmeldt i Politiken(til dog 4 hjerter), hvad sker der for det?), Mette (primært positivt) i Information ved Tue Nexø (hendes gamle Blå Port-medredaktør) og (halvt vrissent, ordspils-skeptisk (jeg HADER ordspils-skepsis)) i Politiken ved Thomas Bredsdorff (i næsten en total spejlvending af Tues anmeldelse) og Nanna i Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad (lige så mestendels positivt som WA) ved (Lav-bestyrelseskollega) Mai Misfeldt og (rimelig rent begejstret) Information ved (Lav-bestyrelseskollega) Kamilla Löfström. Det er gode mennesker, der har skrevet gode bøger (tror jeg i Mettes og Nannas tilfælde tillidsfuldt på!), som har fået gode anmeldelser, og det er da bare så godt!