Billedstyrken i dansk poesi er siden i går reduceret med mindst 40 %
Viser opslag med etiketten nekrolog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nekrolog. Vis alle opslag
lørdag den 17. august 2019
fredag den 16. august 2019
Datoer på liv og død -
I al min hast op til avisens deadline i går eftermiddags fik jeg blandet dagene sammen i min nekrolog over Simon Grotrian, det ærgrer mig ikke så lidt i dag:
Grotrians nye bog udkom i går torsdag den 15. august, jeg skrev anmeldelsen af bogen dagen før onsdag den 14., som var min fødselsdag, digteren døde samme aften på Silkeborg Sygehus af en aneurisme.
Her er et afsnit fra nekrologen, der blev klippet mindre til endelige udgave:
Grotrians nye bog udkom i går torsdag den 15. august, jeg skrev anmeldelsen af bogen dagen før onsdag den 14., som var min fødselsdag, digteren døde samme aften på Silkeborg Sygehus af en aneurisme.
Her er et afsnit fra nekrologen, der blev klippet mindre til endelige udgave:
"Alt det vrøvl om Grotrians rekordhøje grad af uforståelighed
(den smukke, smukke hævn over den kliché: Ærkehermetikeren er i dag en de
populæreste, mest menighedsafsungne, moderne salmedigtere). At sidde dér og få
hugget og boret og trukket i sin tand og forsøge at acceptere, at Grotrian, der
bare skulle blive ved at sidde langt, langt borte i Lemming og producere
udødelig poesi UAFBRUDT, vitterligt var død, føltes NØJAGTIGT som blev en
flaskepost smadret mod mine tænder."
torsdag den 15. august 2019
På barken indskrives hvert åndedrag
I stedet for denne lalleglade anmeldelse af Simon Grotrians nye bog, der udkommer i dag, står i morgen i WA Bøger en leddeløs ulykkelig nekrolog at læse, forskrækkeligt nok
-->
Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk
søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende
end egentligt ophøjet
Bøjet i regnbuer
Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit
De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende
stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke
længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller
anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at
det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver
om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste
har været mester for titler som Zar Brügge
og den flamske forvandlinger og Den
korsfæstede budding, bare hedder Digte
(forrige titel, Mit nøgne hjerte fra
sidste år var også enkel, men ikke så enkel).
Fordi hvert eneste
velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en
overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk
sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode)
digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang
hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse
af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig
som en decideret folkelig nyklassiker:
”Vi lever også med
hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne
vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt
frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder
i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens
blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og
runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken
indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som
et lokomotiv, vær din egen nyhed.”
Næseplov/jordbærduft-linjen
er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i
hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner”
ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men
alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig
er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.
Nu jeg har outet mig
selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt
utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil
i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit
kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:
”Derfor rydder du op
i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der
tynges til siderne af vild forsoning”
Regnbuer har altid
været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er
de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige
nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas,
men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:
”regnbuen slår sit
vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt
som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til
at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg
ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”
Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og
gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid”
med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små
stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne
nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig
på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under
fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for,
hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke
til os alle sammen med ikke mindst den:
”Du har spist et
æble indefra.”
lørdag den 18. august 2018
1929-2018 - Nekrolog 58 år for tidligt (yndlingsnekrolog)
- digt fra Benny Andersens debutsamling Den musikalske ål, Borgens Forlag, 1960
NEKROLOG
Vinden kurer hen over søen.
Isen holder.
Vinden tygger på lighterflammen.
Kan ikke får den ned.
Sparker så bladene af fire vintergækker,
kryber i min hvide skjorte på snoren,
tar sig til det sted hvor hodet skulle være
og dør
NEKROLOG
Vinden kurer hen over søen.
Isen holder.
Vinden tygger på lighterflammen.
Kan ikke får den ned.
Sparker så bladene af fire vintergækker,
kryber i min hvide skjorte på snoren,
tar sig til det sted hvor hodet skulle være
og dør
lørdag den 12. november 2016
Anmeldelser sørger bedst - Klaus siger det
Jeg interviewer Klaus Lyngaard i dag klokken 12:30 på en af Bogforums to Gyldendal-scener om hans gode bog Personfølsomme oplysninger, der sagtens kunne have heddet You Want it Darker som Leonard Cohens farvel-plade, som Klaus suverænt, herunder suverænt Lynggaardsk, anmeldte i går som og i stedet for en nekrolog, og selvfølgelig begynder han med sin farfar:
"Min farfar blev tussegammel. De sidste mange år snakkede han mest om at komme op og ligge ved siden af Rigmor, min højtelskede farmor, på kirkegården i Skive. Jeg var ung og dum og forstod egentlig ikke hans higen mod døden, jeg synes på en måde, det var blæret, han var blevet så gammel.
Han var sgu så sej, den gamle. Med hans porcelænspiber, hans cigarer, hans skrå og snus (»Cigaretter er for damer!,« sagde han), med hans veste og lommeure og fint udformede stokke, med hans kinamandsagtige ansigt og uforlignelige stil var han i den grad et fortidslevn, men også bare så virkelig og skøn og statuesk. »Jeg har jo set det hele,« sagde han. »Og nu har de sateme også sat en mand på månen.« Men jo, med to verdenskrige i bagagen plus det løse i form af så vilde teknologiske fremskridt, at det nærmest var, som om Jules Vernes romaner tog form for øjnene af ham, havde den gamle mand set og hørt nok, da han endelig fik fred i 1980, 90 år gammel.
Der kunne man tale om, at en epoke gik under. Vi mistede forbindelsen bagud og har i og for sig drevet rundt på åbent hav siden. På en forpulet tømmerflåde.
Jeg kommer til at tænke på min farfar og det der med at være mæt af dage, når jeg lytter til Leonard Cohens seneste lp, You Want It Darker"
"Min farfar blev tussegammel. De sidste mange år snakkede han mest om at komme op og ligge ved siden af Rigmor, min højtelskede farmor, på kirkegården i Skive. Jeg var ung og dum og forstod egentlig ikke hans higen mod døden, jeg synes på en måde, det var blæret, han var blevet så gammel.
Han var sgu så sej, den gamle. Med hans porcelænspiber, hans cigarer, hans skrå og snus (»Cigaretter er for damer!,« sagde han), med hans veste og lommeure og fint udformede stokke, med hans kinamandsagtige ansigt og uforlignelige stil var han i den grad et fortidslevn, men også bare så virkelig og skøn og statuesk. »Jeg har jo set det hele,« sagde han. »Og nu har de sateme også sat en mand på månen.« Men jo, med to verdenskrige i bagagen plus det løse i form af så vilde teknologiske fremskridt, at det nærmest var, som om Jules Vernes romaner tog form for øjnene af ham, havde den gamle mand set og hørt nok, da han endelig fik fred i 1980, 90 år gammel.
Der kunne man tale om, at en epoke gik under. Vi mistede forbindelsen bagud og har i og for sig drevet rundt på åbent hav siden. På en forpulet tømmerflåde.
Jeg kommer til at tænke på min farfar og det der med at være mæt af dage, når jeg lytter til Leonard Cohens seneste lp, You Want It Darker"
tirsdag den 7. april 2015
Topnekrologen
er selvfølgelig skrevet af ur- og bedstevennen, fra staren af suverænt inhabile Torben Brostrøm, født 1927 (tre digtere er tilbage nu fra generationen, han var generationskritiker for, Jørgen Sonne, født 1925, Benny Andersen, født 1929, og Jess Ørnsbo, født 1932,, må de blive mindst 125 allesammen) i Information, link her, og tre-fire klip, begyndelse, ca. midtvejs og slutning:
Rifbjerg! Sådan lyder et ’digt’ i al enkelhed i Klaus Rifbjergs digtsamling Fædrelandssange (1967), et stednavn, forundret fundet og i selvbevidsthed udråbt. Og navnet kom virkelig tidligt i folkemunde som et udråb, der vakte og stadig vækker mange forskelligartede følelser – af begejstring, glæde, beundring, irritation, forargelse, afsky, men i hvert fald en forundring over den vitalitet, udtryksevne og ubegribeligt stedsevarende udfoldelse i skrift og tale og personlig udstråling.
Rifbjerg! Nu et udråb af chok. Klaus Rifbjerg er her ikke mere. Er det muligt at dette livsoverskud i omgang og nærvær er slut. Denne stemme, der selv let kunne få udråberklang eller bare have sit eget emotionelle eftertryk. Sygdom har slået ham omkuld. Hans højstammede figur kan ikke længere ses, stemmen skal ikke høres ansigt til ansigt, den lysende begavelse er slukket. Livsværket er gjort færdigt på hen ved 60 år med dobbelt så mange bogudgivelser og flere i arkiv ved siden af indsatser i andre medier, film, revy og teater, radio og tv, aviser, tidsskrifter. Han var den første af sin tids digtere, der på den måde tog alle meddelelsesmidler i brug og dermed en vigtig og karakteristisk del af den kulturændring og fornyelse, der fandt sted i Danmark efter krigen. Efterkrig, kaldte han den opsamling af digte, han fik udgivet året efter den humørfyldte og forbavsende debut med Under vejr med mig selv (1956). To titler med tydelig signalværdi, tid og sted og jeg.
De første digte så dagens lys i det legendariske tidsskrift Hvedekorn, hvor jeg arvede den litterære redaktion efter Halfdan Rasmussen, og vi vedtog at holde Hvedekornsfester. Dér fik vi øje på hinanden, han med sin kloge og livsvarigt elskede Inge, der gjorde dem til et fællesbegreb, og festen begyndte at gløde.
Rifbjerg vovede sig gerne ud også i ukendte egne, men fortrinsvis er det erindringen, som er drivkraft i både poesi og prosa og fortrinsvis i forbindelse med den uudtømmelige barndom i huset på Amager, Ingolfs Allé, som hans læsere må kende fra kælder til kvist med barnepigen Agnes, den dominante mor og stilfærdige far, begge lærere, genkendt så mange steder i forfatterskabet. I en samlet form skildret i Huset (2000), som nærmest er en prosaversion af Camouflage og noget nær en nøgle til digtets lyriske montage. Broerne er hjerteklapper til Amagerbrogade, som er ”aorta i min traumatiske kærlighed/ hovedstrømmen blandt mine længslers floder”.
Skal vi tale om Marcel Proust og hans opsporing af den tabte tid? Javel, men det er en anderledes utålmodig-tålmodig konfrontationslængsel og grokraft, der styrer Rifbjerg mod rødderne og mod stederne i hans liv. Hvor Proust samlede sin livsdrift i et storværk af varierede generobringer, og hvor Joyce fik samlet sin længselsfærd i Ulysses, er det muligt at se så godt som hele Rifbjergs punktoplevende, blandede forfatterskab som én Odysseusrejse, en hjemkomst med utallige stationer, og så at sige altid med det skrivende jeg som en mere eller mindre tydelig og aktiv medoplever og identifikator. En satyr, som viser sin bukkefod, en gendigter, en alvidende hersker. Faste personlige motiver og emnekredse støbes i fortælleform, som i den vistnok underkendte trilogi, Esbern, Hovedløs og Rod (2005-08), stykker af det 20. århundredes historie med en vis Kim i hovedrollen, en kunstnerskikkelse med træk af bl.a. Gustaf Munch-Petersen og ham selv.
Leif Panduro fortalte engang, at han tog på arbejdsophold sammen med Klaus Rifbjerg på en jysk kro. Fra naboværelset hørte han, hvordan Klaus straks gik i gang med sit skriveri, der blev ved og ved som serier af geværsalver. Selv sad han lammet og sønderknust og stirrede på det hvide papir. I desperation gav han sig til at hamre endnu hurtigere på to-tre tangenter bare for lydens og konkurrencens skyld.
Sådan har mange måske følt det.
Selv oplevede jeg noget lignende. En kold januarmåned i 1970 sad jeg i et sommerhus i Rørvig og skrev på en bog om Klaus Rifbjerg. Pludselig kom han uanmeldt og bad om husly og ro til at skrive et filmmanuskript. Han logerede i overværelset og gik i gang fra den årle morgen, højtlydende ved skrivemaskinen. Jeg, som er en langsom starter, sad og stirrede på alle Rifbjerg-bøgerne, der lå på bordet, og da jeg endelig var kommet i gang, ville han ud og spise på kro efter at have kredset lidt om mit skriveri. Dagen efter kom folk i bil fra Danmarks Radio med lamper og champagne for at interviewe ham efter nyheden om, at han havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Vi fik kort besøg af vores koner og gik på kro. Efter et par dage i samme taktart tog han hjem med sit færdige manuskript og gik videre med sit forfatterskab, som jeg møjsommeligt prøvede at indhente.
– Sådan skulle man altid have det! sagde han.
Og det havde han.
Rifbjerg! Et sted og en mand, varigt hjemmehørende på Danmarkskortet, egentlig en fædrelandssanger, kærlig-kritisk, mangfoldigt prisbelønnet, kendt og oversat i mange lande, skal ikke mere røre hjerterne og tangenterne.
Rifbjerg! Sådan lyder et ’digt’ i al enkelhed i Klaus Rifbjergs digtsamling Fædrelandssange (1967), et stednavn, forundret fundet og i selvbevidsthed udråbt. Og navnet kom virkelig tidligt i folkemunde som et udråb, der vakte og stadig vækker mange forskelligartede følelser – af begejstring, glæde, beundring, irritation, forargelse, afsky, men i hvert fald en forundring over den vitalitet, udtryksevne og ubegribeligt stedsevarende udfoldelse i skrift og tale og personlig udstråling.
Rifbjerg! Nu et udråb af chok. Klaus Rifbjerg er her ikke mere. Er det muligt at dette livsoverskud i omgang og nærvær er slut. Denne stemme, der selv let kunne få udråberklang eller bare have sit eget emotionelle eftertryk. Sygdom har slået ham omkuld. Hans højstammede figur kan ikke længere ses, stemmen skal ikke høres ansigt til ansigt, den lysende begavelse er slukket. Livsværket er gjort færdigt på hen ved 60 år med dobbelt så mange bogudgivelser og flere i arkiv ved siden af indsatser i andre medier, film, revy og teater, radio og tv, aviser, tidsskrifter. Han var den første af sin tids digtere, der på den måde tog alle meddelelsesmidler i brug og dermed en vigtig og karakteristisk del af den kulturændring og fornyelse, der fandt sted i Danmark efter krigen. Efterkrig, kaldte han den opsamling af digte, han fik udgivet året efter den humørfyldte og forbavsende debut med Under vejr med mig selv (1956). To titler med tydelig signalværdi, tid og sted og jeg.
De første digte så dagens lys i det legendariske tidsskrift Hvedekorn, hvor jeg arvede den litterære redaktion efter Halfdan Rasmussen, og vi vedtog at holde Hvedekornsfester. Dér fik vi øje på hinanden, han med sin kloge og livsvarigt elskede Inge, der gjorde dem til et fællesbegreb, og festen begyndte at gløde.
Rifbjerg vovede sig gerne ud også i ukendte egne, men fortrinsvis er det erindringen, som er drivkraft i både poesi og prosa og fortrinsvis i forbindelse med den uudtømmelige barndom i huset på Amager, Ingolfs Allé, som hans læsere må kende fra kælder til kvist med barnepigen Agnes, den dominante mor og stilfærdige far, begge lærere, genkendt så mange steder i forfatterskabet. I en samlet form skildret i Huset (2000), som nærmest er en prosaversion af Camouflage og noget nær en nøgle til digtets lyriske montage. Broerne er hjerteklapper til Amagerbrogade, som er ”aorta i min traumatiske kærlighed/ hovedstrømmen blandt mine længslers floder”.
Skal vi tale om Marcel Proust og hans opsporing af den tabte tid? Javel, men det er en anderledes utålmodig-tålmodig konfrontationslængsel og grokraft, der styrer Rifbjerg mod rødderne og mod stederne i hans liv. Hvor Proust samlede sin livsdrift i et storværk af varierede generobringer, og hvor Joyce fik samlet sin længselsfærd i Ulysses, er det muligt at se så godt som hele Rifbjergs punktoplevende, blandede forfatterskab som én Odysseusrejse, en hjemkomst med utallige stationer, og så at sige altid med det skrivende jeg som en mere eller mindre tydelig og aktiv medoplever og identifikator. En satyr, som viser sin bukkefod, en gendigter, en alvidende hersker. Faste personlige motiver og emnekredse støbes i fortælleform, som i den vistnok underkendte trilogi, Esbern, Hovedløs og Rod (2005-08), stykker af det 20. århundredes historie med en vis Kim i hovedrollen, en kunstnerskikkelse med træk af bl.a. Gustaf Munch-Petersen og ham selv.
Leif Panduro fortalte engang, at han tog på arbejdsophold sammen med Klaus Rifbjerg på en jysk kro. Fra naboværelset hørte han, hvordan Klaus straks gik i gang med sit skriveri, der blev ved og ved som serier af geværsalver. Selv sad han lammet og sønderknust og stirrede på det hvide papir. I desperation gav han sig til at hamre endnu hurtigere på to-tre tangenter bare for lydens og konkurrencens skyld.
Sådan har mange måske følt det.
Selv oplevede jeg noget lignende. En kold januarmåned i 1970 sad jeg i et sommerhus i Rørvig og skrev på en bog om Klaus Rifbjerg. Pludselig kom han uanmeldt og bad om husly og ro til at skrive et filmmanuskript. Han logerede i overværelset og gik i gang fra den årle morgen, højtlydende ved skrivemaskinen. Jeg, som er en langsom starter, sad og stirrede på alle Rifbjerg-bøgerne, der lå på bordet, og da jeg endelig var kommet i gang, ville han ud og spise på kro efter at have kredset lidt om mit skriveri. Dagen efter kom folk i bil fra Danmarks Radio med lamper og champagne for at interviewe ham efter nyheden om, at han havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Vi fik kort besøg af vores koner og gik på kro. Efter et par dage i samme taktart tog han hjem med sit færdige manuskript og gik videre med sit forfatterskab, som jeg møjsommeligt prøvede at indhente.
– Sådan skulle man altid have det! sagde han.
Og det havde han.
Rifbjerg! Et sted og en mand, varigt hjemmehørende på Danmarkskortet, egentlig en fædrelandssanger, kærlig-kritisk, mangfoldigt prisbelønnet, kendt og oversat i mange lande, skal ikke mere røre hjerterne og tangenterne.
søndag den 5. april 2015
Den bedste hævn er helt ærligt skamrosende mindeord
Rifbjerg var fantastisk til at fornærme
(TV2-LINK)
83 år gammel men aldrig forældet - stemmen i dansk litteratur, der
ifølge lyrikanmelder på Weekendavisen, Lars Bukdahl, tog det danske
sprog og sparkede det ind i det 20'ende århundrede.
- Han er jo en af de helt store i dansk litteratur. Det kan man også
være, hvis man kun udgiver en lille bitte digtsamling, hvis den bare er
god nok - men Klaus Rifbjerg var også en stemme, der aldrig holdt mund.
Så han var både en af de stærkeste forfattere, vi har haft - men han var
også en af de synligste og mest højlydte, siger Lars Bukdahl.Og Rifbjerg har arbejdet på at være synlig til det sidste - han holdt aldrig op med at skrive.
9. april 2015 udkommer Rifbjergs helt nye novellesamling 'Besat' på forlaget Gyldendal - en række af fortællinger, der alle foregår under eller har tråde til besættelsestiden.
- Det vilde er at have siddet her i weekenden og skulle anmelde ham til næste uges avis - og opleve ham så vild og livfuld som nogensinde, siger Lars Bukdahl.
- Det er det, der har været så uretfærdigt overfor alle de andre forfattere. For ikke bare havde han den der ekstreme produktivitet. Niveauet var der også - i hvert fald i hver tredje eller fjerde bog - men det er også en god statistik, når han næsten udgav lige så mange gange om året, siger Lars Bukdahl.
- Han er en af dem, der har betydet aller mest. Hvis man skal lave noget, der ligner en overdrivelse, men ikke er det, så var det ham, der gjorde dansk litteratur moderne. Der omkring 1960, hvor det stadigvæk var sådan lidt lilleputagtigt, og dansk posi var små rimede digte, der handlede om gråvejr og melankoli. Han tog det danske sprog og sparkede det ind i det 20'ende århundrede, siger Lars Bukdahl.
Men selvom Klaus Rifbjerg var stemmen, der aldrig holdt mund - så er Bukdahl ikke overbevist om, at de yngre danske forfattere i dag læser ham lige så meget, som hans forfatterskab fortjener.
- Jeg tror, de læser man for lidt, fordi han blev den der dinosaurus, en mammut, der stod og brølede i baggrunden. Men de skulle tage og læse ham nu, mener Lars Bukdahl og anbefaler gennembrudsværkerne fra 60'erne som 'Konfrontation', 'Og andre historier' - men også bare at gå på jagt i Rifbjergs omfattende produktion, omfatter op mod 170 romaner, digtsamlinger og novellesamlinger.
- Selv i de svageste af hans bøger er der de 30 linjer, den ene side, der bare står og gløder, siger Lars Bukdahl.
Og som samfundsdebattør var Rifbjerg ikke mindre skarp.
- Han var fantastisk til at være ond, til at fornærme. Han kunne i den grad få sagt nogle grovheder, så de stod og blomstrede og folk ikke kunne komme over det, siger Lars Bukdahl.
- Han lød som ingen andre. Der kommer et hul, som ingen andre kan udfylde.
Se hele interviewet med Lars Bukdahl over denne artikel.
Abonner på:
Opslag (Atom)
