Jokum er altså også sjov

Min legepladsbog lige nu er Jokum Rohdes skuespilsamling Midnatsforestilling med 5 store og små spil, og jeg er fattede pludselig at Jokums stadig mere skamløse genre-for-megethed først og fremmest, og på trods (og på grund) af Jokums forgrublethed og auto-fascination først og fremmest - og jo af en stik modsat rute end Lines OG DOG - er så SKIDESJOV, her er hvor jeg lige er kommet til i det fantastiske western-spil, som vi i sin tid også så på scenen, Sidste diligence til Lykkens by:

BORGMESTER POP:
Aha!! Skurk!!

ADAM BLACK:
Far!

CHEYENNE PROUDSTAR:
Er Borgmester Pop din far?

ADAM BLACK:
Ja.

CHEYENNE PROUDSTAR:
Er Olga så din mor?

BORGMESTER POP:
Adams mor er død. For indianeres hånd. Det var siouxerne, der gjorde det. Vi var på vej vestpå, til havet. Vi blev omringet af dem i bjergene. De tvang Adam til at set på.

Det Dirch Passer

Apropos Dirch Passer, så sidder jeg og læser Jokum Rohdes mørkt skønne og overstadige skuepsil-opsamling Midnatsforestilling, og han, DP, er et genkommende hyper-anstrengt ordspil i horror-idyllen Dukkelise, storesøster Lila Lash og lillesøster Dukkelise taler sammen:

Dukkelise:
Skal jeg optræde igen? Men det er jo så længe siden...
Lila Lash:
Og hvor tror du?
Dukkelise:
Vel bare sådan et lille pudseløjerligt sted?
Lila Lash:
Tyrolerhallen. Med ”5 glade Smedesvende” som opvarmning.
Dukkelise:
Det passer ikke.
Lila Lash:
Det DIRCH passer.
Dukkelise: Nej.
(Lila Lash nikker) Dukkelise (begynder at græde):
Åhh, Lila. Så Dirch Passer det virkelig. O, jeg ... elsker dig. Lila Lash:
Og jeg elsker dig, så højt, så højt. 

Lejlighedsforskydning

Jeg gik med barnevogn i snevejr i Amaliegade og tænkte, det er her, Jokum Rohde bor, i en vældig lejlighed, som jeg engang for mange år siden har besøgt, men hvad er det for en lejlighed han bor i? Måske bor han i en ny lejlighed i Amaliegade hver dag, vågner op i en ny lejlighed i Amaliegade hver morgen, lige som i den dér dystopiske si-fi-roman af Svend Åge, Se dagens lys, bortset fra, at det ikke for Jokum er dystopisk, det er sådan det er, og det er simpelthen i orden, at det er sådan det er, og det er heller ikke et vilkår eller et slags vilkår, andre end ham er underlagt, det er bare ham, der hver morgen vågner op i en ny lejlighed, en ny lejlighed i Amaliegade, som han den dag bebor, indtil han lægger sig til at sove,, og det er helt, helt i orden, så spørgsmålet skulle den aften have lydt: I hvilken lejlighed her i Amaliegade bor Jokum denne onsdag?

Modkørende top 5

5 bedste essays i Jokum Rohdes Modkørende:

1. Hauptstrasse 155, 1. sal, David Bowie
(jo, som fastslået før, bare det bedste Bowie-essay nogensinde!)

2. Invader. Ødelæg. Besæt
(må være det bedste Matador-essay nogensinde)

3. Min bedste lærer i skolen døde af sorg
(bedste erindringsessay om tragisk lærerskæbne nogensinde)

4. Nick Cave, shotgun priest
(givetvis - har ikke noget overblik her - det bedste Cave-essay nogensinde)

5. De besatte og de bange - om Freuds essay Det uhyggelige"
(og om ALT muligt andet - bedste essay om alt mulig andet nogensinde)



. og lige en kritisk note, der ikke nåede med i anmeldelsen:

Kunne have været kønt med bare et par heltinder blandt alle heltene ...

Essayist-top 5, nej 6, 7, 8, 9

- altså essayset er jo ligesom novellen (blevet) et dybt ulideligt og håbløst utidigt format, men bortset fra det! efter Jokum Rohdes Modkørende, og hvis vi nu kalder Ursula Andkjærs Krisehæfterne en essaysamling (i krise!) i stedet for en roman, det kan vi sagtens, og kommer i tanke om Christina Hesselholdts En have uden ende (der nøjedes med genrebetegnelsen "prosa" - hendes Camilla-bøger agerer også essayistiske) må listen se sådan her ud:

1. Mikkel Thykier

2. Jokum Rohde

3. Niels Frank

4. Ursula Andkjær Olsen

5. Klaus Lynggaard

6. Christina Hesselholdt 

- okay, vil egentlig også gerne have Per Kirkeby med, og Peter Laugesen, og hey, Vibeke Grønfeldt i Endnu ikke (essayroman) 

Der er hul midt i verden

Jeg formoder, alle fattede interteksten i overskriften til min anmeldelse af kære Jokum Rohdes essaysamling Modkørende på forsiden af WA Bøger i fredags (korresponderende også med Kellerdirch-henvisningen afslutningsvis):

Der er hul midt på scenen:

Dramatisk lidt tjek på Jokum og Line

Forbandet hjemløs værkkategori, dramatik! Ikke så svært (hvis udgivelserne ikke er hyper-små) at få styr på digteres og prosaisters værker, man kan altid tjekke igennem hos biblioteker, men når man vender sig mod de dramatiske, ikke-bogopsamlede værker; DER FOR FANDEN IKKE ER MINDRE LITTERATUR, fra dramatikere, DER FOR FANDEN IKKE ER MINDRE FORFATTERE, der (som alle mulige andre forfattere) ikke har hjemmesider eller opdaterede Wikipedia-sider, som det er tilfældet med mine to yndlingsdramatikere (DVS. TO AF MINE YNDLINGSFORFATTERE BARE), Line Knutzon og Jokum Rohde (hvis dramatik en lang overgang rimelig samtidigt med udgivet af det lille forlag Drama, det bliver de bare ikke længere), så er det (personligt) frustrerende og (principielt) skandløst så besværligt det er at udarbejde en simpel værkliste.

Her er efter flere timers omkringbladren og -klikken mit forslag til en Knutzon-liste og en Rohde-liste over værker fra og med 2004 (da Generationsmaskinen udkom), men de er garanteret ikke komplette (eller korrekte (og helt kokset er det med de dobbelte årstal for teaterpremiere og bogudgivelse), så suppler meget gerne, teatralske blog-læsere: 

-->

Line Knutzon: Guitaristerne, 2006, Måvens og Peder får samtalekøkken, 2006, Måvens og Peder på Herrens Mark, 2007,  Guitaristernes jul, 2008, Hamlet og Romeo og Julie, 2009 Håndværkerne, 2009, Birkehytten, 2010 (ikke i bogform), Gøngehøvdingen, 2010 (ikke i bogform), Viggos problemer med problemerne, 2012,  Juleferie på Nøddebo Præstegård, 2012 (ikke i bogform), Lille Allan og dobbeltgængerskolen, 2013, Lille Allan – den menneskelige antenne, 2012, Det andet hold, 2013 (i Unge spiller teater, 2013), Frit Flet, 2014 (sammen med Naja Marie Aidt og Mette Moestrup), Gruppe 8. 2014 (delvist trykt i Frit Flet), (Shakespeares samlede værker, 2014 (fordanskning) (ikke i bogform)), Danmarkshistorien på halvanden time, 2016 (ikke i bogform), Heksemutter, 2016 (ikke i bogform), Syng dansk, 2017 (ikke i bogform)

-->

--> --> Jokum Rohde: Lövenlandet, 2005, Århundredet, 2005 (ikke i bogform), Thor: Ultima Ragnarok, 2005 (i bogform 2007), Karnevalsmordet, 2006 (ikke i bogform), København – Con Amore, 2006 (sammen med Søren Ulrik Thomsen), Sally-Stina-skriget, 2008 (ikke i bogform), Rød Oresti, 2008 (i bogform 2008), Darwins Testamente, 2008, De tre musketerer, 2010 (ikke i bogform), Manson, 2011, Hvem myrdede Regitze Rio/ Søvngængeren, 2011, Har-har-har De set min kone?, 2012, (ikke i bogform) Robin Hood, 2013 (ikke i bogform), Vinter-UFO, 2015 (e-bog), Djævlen i Karla Strauss, 2015 (ikke i bogform), Kong Arthur, 2016 (ikke i bogform), Trianglen, 2016, Sidste diligence fra Lykkens By, 2016 (ikke i bogform), Dukkelise, 2017 (ikke i bogform) 

Og så har alle de stykker, der ikke er i bogform, at komme det snarligst! Vi har brug for dem! 

- undervejs i listearbejdet faldt jeg over disse 10 leveregler, som Line bidrog med til bladet IN sidste år:

"10 leveregler:

1. Vær forsigtig med at tro, at de regler og gode råd, du synes virker for dig, også virker for andre. Lad dig inspirere af andres liv, men lad dig ikke forføre af andres synspunkter, heller ikke mine. Man kan godt være kritisk uden at være et dumt svin.

2. Snob ikke opad. Snob ikke nedad. Vær dig selv, og vær snobbet med det.

3. Hvis du har rynker og slap hud, er det, fordi du ikke er død som 45-årig. Folk over 45 år taler ustandseligt om deres rynker. Jeg tumler p.t. med en plan om at lave en klinik, hvor jeg fjerner folks rynker ved slet og ret at slå dem ihjel (mod at jeg arver en fjerdedel af, hvad de ejer). Du er velkommen, når jeg åbner, så løser jeg problemet for dig. Med andre ord: Vær nu glad eller bare ligeglad du kan ikke være andet bekendt.

4. Skam dig ikke over et eventuelt manglende sexliv. Lige så mange glæder der er ved at have et sexliv, lige så mange glæder er der ved ikke at have et.

5. Stræb ikke efter at blive den rigeste på kirkegården. Der er i forvejen en benhård mobbekultur blandt døde, og det går særligt ud over dem, der tog de største formuer med sig i graven. De bliver grinet af fra morgen til aften.

6. Elsk teenagere. Tal med dem. Spørg dem om noget. Fortæl dem noget. Vis dem noget. Giv dem noget.

7. Kig på verden. Den laver teater for dig hver dag. Alt lige fra politik, TV Avisen, kongehuset og -aktuelle debatter- til Danske Bank er skuespil, som andre -opfører- for dig i nøje udvalgte kulisser og sirligt udvalgte kostumer med sjuskede manuskripter. De vil så gerne have din opmærksomhed og have dig til at tro på, at de er virkelige. Men det er de ikke. Det er teater. Tro mig. Jeg er selv dramatiker og ved, hvad jeg taler om.

8. Elsk et dyr, hvis du har praktisk mulighed for det. Et dyr hjælper dig til at få øje på alt muligt, du havde glemt og ikke vidste.

9. Uddel ros. Jeg elsker at få ros. Derfor leder jeg altid efter noget at rose andre for. I et snedigt håb om, at de så vil rose mig tilbage. Det er en win-win-situation.

10. Man siger, der er én (kæreste) til alle. Det er der ikke. Jeg bliver altid i dårligt humør, når folk siger det, og jeg siger det aldrig til andre. Hellere leve i et oplyst rum end henslæbe sit liv i en romantisk ørken uden vand."

Lovende vrissenhed

Når anmelderne, som citeret nedenfor, taler patroniserende trash om Jokum Rohdes tekst til stykket Dukkelise på Det Kgl. Teater glæder jeg mig bare endnu meget mere til at være publikum, for jeg ELSKER hans "genrelege" (og den anden dag i Cinemateket indledte han fremragende visningen af Lost Highway - den talk skal straks læseliggøres, kræver jeg, og hvorfor søren bliver Jokum ikke prist som den store kunst-essayist (at skrive om kunst som en kunst), han er, i samme klasse som Thomsen, Frank, Thykier som bedst - pointe: i modsætning til sprog- og traumebekæmpende Burroughs (og Scientology) vil Lynch tvinge nye, friske traumer ind i øjnene (og ørerne) på os, og forresten handler Twin Peaks om kokainmisbrug og Lost Higway om hardcore pornomisbrug):

"Det prisværdige og sjovt bearbejdede alderstema er tekstens papirtynde dramaturgiske alibi, men det må kæmpe hårdt om pladsen med de mange genregimmicks, der kælent kalder på den latter, søstrene også desperat higer efter.De to damer mestrer genrekoderne til perfektion, men formår via Kragerups distinkte iscenesættelse også at åbne for de nænsomme øjeblikke af kærlighed, der kunne forløse dem, men næppe gør, før trangen til opmærksomhed atter sætter teaterhjulet i gang. »Dukkelise« er absolut en ganske underholdende forestilling, men som Rohdes tidligere revitaliseringer af ældre genrer, for eksempel burlesken i »Hvem myrdede Regitze Rio?« og sovekammerfarcen i »Har-Har-Har De set min kone?« er det en ret let lille sag, der tekstligt ikke hæver sig over en tynd kop postmodernistisk genreleg, der er glemt i det sekund, man forlader teatret." (Berlingske)

"DET HELE FREMSTÅR som en løssluppen parafrase over psykogyseren ' Whatever Happened to Baby Jane' fra 1961 med Bette Davis som den gamle sindssyge barneskuespillertyran og Joan Crawford som hendes hævngerrigt rivaliserende og nu hjælpeløse skuespillersøster i det øde hollywoodhus. Men Rohde laver sit eget ' retroteater i teatret' ud af det med hårdt optrukne figurer i sort-syret spil med camp og melodramabæven tilsat altmodisch knirkende vuggevise, ' Sov Dukkelise', og frejdig reklamesang for chokoladeis. Der er en grotesk humor over det, ikke mindst i kraft af at Rohdes detaljemættede ' fyldte' univers kommer op imod instruktøren Elisa Kragerups anderledes rensede, koncentrerede greb. Det giver en spændingsladet dynamik, men det kan ikke skjule, at Rohdes stykke ikke har så meget på hjerte andet end at dyrke sit eget noir-univers - samt levere et ordentligt skud teatersatire over to skuespillerinders bandsatte kamp om at udmanøvrere hinanden og vinde publikums kærlighed, om det så bliver en dyst på perfide anmeldercitater! Søstrenes jalousiopgør når ikke for alvor ned i deres indbyrdes afhængighed i sulten efter kærlighed, og selve gyserdramaet har svært ved samle sig og blive lige så skarpt som den spidse saks, der til slut hugger til." (Politiken)

Umiddelbart minder "Dukkelise" om Jean Genets klassiker "Stuepigerne". To kvinder fanget i et maskeog identitetsspil med fatale konsekvenser. Men i "Stuepigerne" falder maskerne til sidst med dødbringende resultat. Hos Jokum Rohde er det mere beskedent. Rollespillene er sjove, den indlagte uhyggepianist ligeså, mens de knirkende gammeldags ord og legen med et dystert-forfaldent gyser-København vækker fornøjelig genkendelse hos den del af publikum, der kender Rohdes efterhånden mange gotiske komedier. Men mere er der så heller ikke rigtig på spil. Når det virkelig skal gøre ondt, når livsløgnene skal flænses og sandheden pible frem, bliver det bare ferm teaterleg, trods instruktøren Elisa Kragerups glimrende og videredigtende greb om teksten, og Kirsten Olesens og Tina Gylling Mortensens sublime sans for grotesk komik. Her er virkelig to skuespillere, der giver sig med fynd og klem. Vi er underholdt af disse to stakkels livsfrygtende og virkelighedsangste søstre, men det sidste sug, det, der løfter op og forløser, det gemmer teksten ikke på og dermed heller ikke opsætningen." (Jyllands-Posten)

JA! JA JA! JA! JA! JA! Genreleg! Revitalisering! Noir-univers! Teatersatire! Gotisk komedie! Teaterleg!

Jokumuhygge REAL LIFE

Jeg har prøver at glemme det, men det vil ikke lykkes: I mandags stod jeg i Magasins Bogafdeling og skulle have noget tid til at gå inden en aftale og bladrede i en antologi akavet betitlet Mit livs lærer (ikke at forveksle med antologien Min bedste lærer nemlig) og nærmere bestemt i Jokum Rohdes bidrag, for Jokum plejer ikke at bidrage til den slags automat-enquete-antologier og han skriver aldrig noget ligegyldigt (ikke 1 filmforslag (se blogpost nedenfor) fra ham de sidste 14 år (kun 1 fra Line Knutzon), han har vel for længst opgivet det drama), jeg læste kun plukvist, men til sidst i teksten skrev han, at HAN STOD I MAGASINS BOGAFDELING og derfra gik videre til rulletrappen VED FODEN AF HVILKEN HAN SÅ EN NETOP MYRDET UNG PIGE, som imidlertid fortonede sig, da han hypnotiseret transporteredes nedad (beklager at jeg ikke kan citere direkte, men jeg turde virkelig ikke købe bogen): heldigvis skulle jeg op til toppen, hvor jeg heldigvis havde den aftale og heldigvis havde den med dig, men GYS!

Diligencens tyvegods

Ikke glemme Jokum Rohdes kostelige, grotesk meta-forgrublede western-spex Sidste diligence fra Lykkens By, der spillede i Skuespilhuset i forrige uge (og kun i forrige uge, ondsindet nok), instrueret af Anders Lunddorph og med strålende skuespil hele raden rundt, men fremhæves må det manisk pågående skurkepar Niels Ellegaard som Jim Pop og Cecilie Stenspil som Olga Toybear. Her er Jokums programtekst:

"Western er på mange måder en politisk genre, idet hele mytologien handler om at bygge civilisation i ødemarken. Hvilken én vælger man at bygge? En by hvor alt er tilladt? En by med demokrati? En by organiseret af forbrydere, med love skrevet af forbrydere til forbrydere? Og hvad sker der, når en fremmed rider ind i byen, og ikke bryder sig om det han ser?/ I dette sammenstød ligger 9 ud af 10 westernhistorier, og det er derfor vi elsker dem. Vi ser vores eget samfund og os selv som indvider i en form for ekstrem konflikt, en konflikt vi selv føler uafbrudt, men som vi censurerer. i en western-film får vi lov at mødes os selv og vores samfund på ny./ Sidste diligence fra Lykkens By er en western om den by, som Jim Pop og Olga Toybear har bygget. En forbryderisk, racistisk og demokratisk by med lykkelige indbyggere. Byen er besat af frihed og teater. Og en da rider pistolmanden Jonah the Kid til byen. Hans bryder sig ikke om det han ser. de mishandlede indianere, den grænseløse nydelse, det pornografiske teater, den udbredte alkoholisme, det kultiske demokrati. Han beslutter sig for at gøre noget ved det./ Jeg vil ikke afsløre, hvem Jim Pop, Olga Toybear og Lykkens By egentlig bygger på. Men at det er et af de mest ekstreme steder styret af to af de mest vanvittige og skræmmende roller, jeg har skrevet - og jeg har skrevet mange - skal der ikke herske tvivl om. de er udenfor vores vinduer lige nu."

Eksplicitte referencer/bestjålne i Sidste diligence fra Lykkens By:

Implicit:

Bowie Bowie og atter Bowie Bowie

Fin, fin antologi er udkommet, Changes. Tekster om David Bowie, redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch med små og større bidrag af blandt andre Michael Strunge ("Bowie-inspirationer" fra Hvedekorn), Poul Borum (gendigtningen af "We Are the Dead" fra artiklen om poeten Bowie, genopstøvet her på Blogdahl), Jens Unmack, Bisse, Jokum Rohde (samme tekst som i sidste Kritik-nummer, men sgu i sin intense af- og re-mytologisering den bedste danske Bowie-tekst måske EVER), Sigrún Gudbrandsdóttir (der også smart har designet bogen), Klaus Høeck - og også mig, der skriver om "Absolute Beginners" (og om det betydningsfulde refrain-ryk fra "There's no reason to feel all the hard times/ to lay down the hard lines" til "If there's reason to" - for det er der jo!). Jeg vil citere fra Kristian Leths præcise lovprisning af en parallel, sen og ensom hit-sang:

"En gammel mester
Så hvilken sangskriver står tilbage? "Strangers When We Meet" er et godt eksempel. 1. Outside (1995 LB) var det album, hvor Bowie genoptog sit arbejde med Brian Eno, og hvor numrene blev til i studiet - ligesom dengang i Berlin . ved en kollektiv konceptuel udforskning. Hvor Eno skrev roller til musikerne, som de ikke måtte fortælle hinanden om. Nogle fra fremtiden, nogle fra undertrykte folk, nogle fra fiktive kulturer.
  Teksterne blev skrevet og puttet ind i en tilfældighedsmaskine og sat sammen igen. Alt sammen for at fortælle om nogle karakterer Bowie skrev, og som han sang som og om, denne gang forskellige stemmer fra sang til sang, ikke fra plade til plade.
  Pladen er uovertruffen. Tematisk en blanding af Twin Peaks og Se7en. Musikalsk et helt unikt rum. Free-jazz, prog-rock, elektronisk musik og megapop. En kakafonisk og dybt problematisk udforskning af apokalypsen.
  Men. Så vælger Bowie alligevel at skrive "Strangers When We Meet". Det sidste nummer på pladen. Nærmest en eftertanke, virker det som om.*
  Sangen er en perfekt formet kærlighedssang, i stil med "Absolute Beginners" og "Fantastic Voyage". En sang der ikke kan skrives kollektivt, som kræver det håndværk og den rutine, han arbejdede på, dengang han bare gerne ville skrive et hit. Den virker enkel, noteagtig, ubesværet. det er en mester, der arbejder.
  Verset er der næsten ikke. Han mumler næsten teksten, der også er en samling ord mere end et digt. Og så kommer omkvædet med det smukke billede: Vi er fremmede, når vi mødes. En helt enkel omvending af de samme tre akkorder gør pludselig alt dramatisk og smukt. Og så er et gammelt Bowie-trick: I andet vers går hans stemme en oktav op. Og det der før var mumlen, er nu desperat og opgivende på en gang. Tragisk. Og så omkvædet igen."

*Første gang optræder jo faktisk "Strangers When We Meet" på det undervurderede ikke-soundtrack Buddha of Suburbia, 1993 (opvurderes heldigvis i red. Queitschs gennemgang af den komplette discografi); hvis KL har den plade til gode, er han heldig! LB

Jokums 2 skrivemaskiner

(fra interview med Jokum Rohde (hvis nye roman Trianglen, jeg med en vis, ulykkelig skepsis anmeldte i WA Bøger i fredags) i Berlingske ved Jeppe Bangsgaard)

"Jokum Rohde har to elektriske skrivemaskiner.
På den ene, en hvid Canon QS 100, skriver han sin dramatik. Her er »Nero« (1998), »Pinocchios aske (2005), »Darwins testamente« (2008) og hvad de teaterstykker, der har gjort ham til en af vores mest markante dramatikere, ellers hedder, blevet til.Den anden, en støvetblå Olivetti ET Personal 55, tager han frem, når han udøver den del af sit virke, der i dag er mindre kendt: romanerne.»Det var på Olivettien, det lykkedes for mig at skrive første gang som 21-22-årig. Jeg gik på teatervidenskab og havde forsøgt at skrive »Jonas' Bog«, siden jeg var 18,« siger Jokum Rohde om den roman, der blev hans litterære debut og udkom i 1994.Det er også på Olivettien, han har skrevet »Trianglen«, der udkommer onsdag. En roman om kunst og besættelse af kunst - ikke mindst teater. Om at fare vild i livet, om flugt og om at forsøge at finde tilbage igen.
Om sex, tinnitus, David Bowie og Berlin. En bog, der blander drøm og virkelighed, fiktion og selvportræt.Det vender vi tilbage til. Vi begynder ved arnestedet: Skrivemaskinen.
»Man skal være parat, når man skriver på skrivemaskine. Der er kun én vej, og det er frem. Det at arbejde på computer er derimod en underligt postmoderne oplevelse af, at man med en mus hele tiden er lige så meget på side ét som på side ti.Man kan rette løs på side to, fire og fem i stedet for at sige, at man skal nå ned til side 20. Når jeg skriver på skrivemaskine, er jeg ikke nogle andre steder end ved det, jeg er i gang med. Det giver mig mere adrenalin, gør mig mere på. Jeg er kun dér, hvor sproget er nået til. Og så kan jeg bare godt lide lyden af, at der bliver lavet tekst.
Skrivemaskinen bruser. Lyder som et tog.« Men der er et problem ved Olivettien: Den er for langsom, når han skriver dramatik.»
Den kan simpelthen ikke sætte bogstaverne hurtigt nok. Det kan den anden. Dramatik skal skrives i realtid. På den måde bilder jeg mig ind, at jeg kan mærke publikums tilstedeværelse. Jeg forsøger at synkronisere mig selv med oplevelsen af stykket. Jeg tror på, at jeg kan mærke, hvis en scene er ved at gå i stå, fordi jeg forsøger at skrive den lige så hurtigt, som den vil blive spillet.« Den hurtighed gælder ikke Jokum Rohdes prosa.
Eller som han selv siger: »Jeg er den hurtigste dramatiker overhovedet, men prosa tager mig SÅ LANG TID!« »Trianglen« er da også hans første roman i 15 år, og han er gået til og fra den i fem år. Mellem stykker som »Manson« (2011), »Har-har De set min kone?« (2013), Radio 24Syvs julekalender »Djævelen i Karla Strauss« (2015) og »Kong Arthur«, der har premiere i Ulvedalene senere på måneden
.»Som dramatiker er jeg hæmningsløs. Når det gælder min prosa, er jeg hypernervøs.Det burde ikke være sådan, men for mig er det to distinkt forskellige spor. Det er næsten to forskellige identiteter,« siger han.

Lille Jokum i balletten

Næsten aften så vi Don Quijote på Gl. Scene, med uendelige Ida-pirouetter, og lige inden havde jeg siddet og læst denne passage i Jokum Rohdes nye, rodede og (auto-)Rohdeske roman Trianglen, der udkommer i næste uge:

"ABC-teatret stod i skarp kontrast til min barndoms andet teater hvor jeg på ledigaftener kom alene, og hvor jeg, af angst for opera og denne anden type skuespil, tragedien, udelukkende så ballet. Min morfar havde som teaterchef ledige billetter hver aften, så min far satte mig foran teatret til Bournonville, og jeg oplevede her teater som tavshed og uhygge. Selv om dirigenten nikkede op til mig, og jeg var på hilsefod med andre balletfanatikere blandt publikum, var der en særlig form for psykisk fare i salen, når Gamle Scenes lysekrone slukkede i 1970'erne, og eventyret begyndte. Her havde ord ingen plads. Her var det kun musikken, mystikken, ondskaben og så korpsets stumme tale i massescenerierne, en gestik jeg kunne udenad, hvis jeg en dag skulle vågne op uden hørelse og tale og nu var nødt til at gøre mig forståelig alene med hænder og ansigtsudtryk. Sorella Englund, Dinna Bjørn, Lise Jeppesen, Kirsten Simone, disse ballerinaer svævede som dødfænomener foran mine unge øjne, som i en verden uden berøring, kun drøm og længsel. Så var det en lettelse igen at komme inden for synsvidde af skuespillerindekroppe ude på det gamle Frederiksberg og lytte til de seneste eskapader fra teaterchefspigerne, der i håb om replikker var gået den voldelige lystfulde vej fra dansepige til replikskuespillerinde, med den underkastelse det nu krævede."


- Sorella Englund dengang

Og 2 x Iggy:

"Vi gik forbi plakater af Iggy Pops Naughty Little Doggie, og Freddy (ca. = Steen Jørgensen) bemærkede, at Iggy var færdig. Jeg gøs. Hvis Iggy var færdig, var jeg ikke engang blevet født."

Det var han så heller ikke, Iggy!

"Senere hen hørte jeg at hun havde søgt efter mig på teatret, som en ond og forladt ånd der jager rundt i natten efter en sidste dråbe blod. Men den spinkle pige fra en sang af Iggy Pop måtte gå alene hjem med uforrettet tørst."

Ju-hu julekalender III: Jokums

Jokum Rohde har frygtelig gotisk veloplagt skrevet julekalender-gyser til Radio 24syv, alle afsnit kan høres her, men vi nøjes selvfølgelig med 1 pr. dag som en rigtig julekalender, dette er det uimodståelige lytter-pitch ("Marsblokkene" lover forhåbentlig sci-fi-elementer!!??):

En gysende julekalender

Den gysende julekalender "Djævelen i Karla Strauss” handler om hvad der overgår dem der laver aftaler med Prins Satan: For at opnå succes og rigdom solgte den unge skuespillerinde Karla Strauss sig selv til Djævelen. Men da han indkrævede sin gæld, forsvandt hun. Nu gemmer hun sig i Marsblokkene, men Satan ved, hvor hun er. I vinteren, hen i mod jul. Hun kan høre ham hviske i mørket: Karla … Karla Strauss … kom til mig.” 

Med "Djævelen i Karla Strauss” - skrevet af Jokum Rohde og instrueret af Anders Lundorph - får danskerne den længe ventede julekalender for de onde. 

Alle bør lytte med. 

- og dette er holdet bag - Jokum agerer selv - med stor nydende selvfølelse - fortæller (Christiane Rohde er i virkeligheden Jokums mor foruden skuespiller, Steen Jørgensen er ham sangeren og Søren Ulrik Thomsen er ham digteren, venner af JK begge, resten er de skuespillere, de er): 

Skrevet af Jokum Rohde, instrueret af Anders Lundorph og monteret af Helga Prip
Medvirkende

• Henning Jensen
• Niels Ellegaard
• Rikke Lylloff
• Christiane Rohde
• Steen Jørgensen
• Søren Ulrik Thomsen

Dennis! OLivia! JOKum! MIKKEL!

Navnene på årets modtagere af Statens Kunstfonds treårige legat er ankommet. Og sjældent har listen været så favoritspækket:

 DENNIS GADE KOFOD!

OLIVIA NORDENHOF!

JOKUM ROHDE!


MIKKEL THYKIER!



Kofod og Thykier har ventet PINLIGT længe om at få, og Rohde, som jeg var sikker på havde fået for længst, SKANDALØST længe, men det kan det nye litteraturudvalg, Adolphsen, Hauge, Marstrand-Jørgensen, Hübbe, Koch, jo ikke gøre for; de har jo ikke siddet udvalget før! Og selvfølgelig skulle Nordenhof have det NU, efter lysende og blændende Det nemme og det ensomme. Derudover har den grumme børnebogs-maskine Oscar K (Ole Dalgaard), den påhitsomme klodsmajor Kaspar Colling Nielsen, det cool oversætterpar Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad fået + (garanteret Hans Hauges påfund - og uden at have søgt) den ferme doku-forfatter Peter Øvig Knudsen (hvilket man kunne været blevet lettere irriteret på, hvis det ikke var for favoritspækningen). Hvis jeg skulle komme med en enkelt kritisk bemærkning - og det vil jeg nødigt undlade - skulle det gå på (HOV! kønsfordelingen og) aldersfordelingen, kun en enkelt forfatter under 35 (Nordenhof, født 1988) og det er ikke, som om der ikke står mere eller mindre garvede ynglinge i kø, fx Rasmus Halling Nielsen, Ida Marie Hede, Amalie Smith, Lene Asp - og blandt de 35-40-årige fx Glenn Christian og Sternberg. og blandt de + 40-årige bl.a. Birgit Munch og Iben Mondrup. Men selvfølgelig får de allesammen m-fl. næste år. Jeg tillader mig, nej, KRÆVER at stole hårdt på dette udvalg. 

Manglende ord (men aldrig mangel på hjerter)

Jeg læser i gårs Politiken her til i morgen, fordi jeg i aftes fandt ud af at jeg var med i bogtillæggets faste enquete ORD (altså de har jo ikke interviewet mig, mens jeg sov, jeg vidste godt, det ville komme i, bare ikke hvornår) og så købte jeg en avis i 7-eleven, men jeg kan virkelig ikke læse avis om aftenen, så derfor.

Et par af mine svar nåede ikke med i avisen:

Hvilke ord optager dig for tiden? (simpelthen ord, du er optaget af, eller ord der er på vej; næste udgivelse?

Maskine! Digteren Thomas Helmig: Kære maskine! Fordi jeg skal skrive om Storm P.s Storm P.-maskiner. Kommer lige nu i tanke om, at Machine på Holbergsk (og Adolphsensk) betyder intrige eller komplot – en Storm P.-maskine er en mekanisk komplotkompot.

Giv et eksempel på et rablende ord? 

Rabarberblondine

Giv et eksempel på et stringent ord? 

Strengeinstrumentdirigent

Men hvorfor skal samme avis absolut indeholde en vitalt mættet kronik af Jokum Rohde om Nørrebro og et sitrende tought bagsidedigt af Peter Laugesen, der overskygger og -døver mine ORD totalt, det er ikke retfærdigt, og her er digtet, det er så sandt som det er brændt på:

Hård hud på sjælen
det får man af tv
af at se på alting
som bare en film

Hård hus på ryggen
får man af at ligge
på ryggen og snorke
mens alting brænder

Hård hud på maven
får man af at ligge
på maven og snorke
mens alting brænder

Hård hud på tæerne
får man af at løbe
væk fra det hele
helst før det er sket

Hård hud på fingrene
det får man af at holde
for hårdt om pennen
der undserskriver
dødsdommen

Hård hud til alle
over det hele
så vi kan se
at alting brænder
som film på hinanden
uden at blinke
uden at græde
uden at skælve

HÅRD HUD
HÅRD HUD

- og så giver Mikkel Bruun Zangenberg selvfølgelig 5 hjerter (der var gået hele tre dage siden litteraturredaktør Jes Stein havde givet Erling Jepsen lige så mange hjerter i en anmeldelse, der ikke på trods men på grund af den hysse begejstring slet ikke lød overbevisende) til Martin Glaz Serups Romerske nætter, hvilket er helt i orden, jeg synes også, som det fremgik af min WA-anmeldelse i fredags, at det er en god bog, men hvorfor vil Zangenberg mellem alle  citaterne og referaterne og den grundlæggende midaldrende erfaringssolidaritet (sjovt som Politikens intellektuelle anmeldere, Munk Rösing og Zangenberg, har eksistentiel spejling som primært kvalitetskriterium) ikke fortælle, HVORDAN den er god. Det tætteste, han kommer, er underrubrikken "Godt skramlende digtsuiter om at stå i midtvejs i livet fra Martin Glaz Serup." og denne tidlige sætning (hvor "nætterne" vistnok både står for de konkrete nætter og digtene, men noget metaforisk byggesjusk er og bliver det med nætter inde i en nat): "Nætterne veksler energisk pulserende mellem lykke og tristhed midtvejs i livets lange nat."

Åh, midtvejs i livet og midtvejs i livets lange nat (som NB ikke er MGS's metafor, men MBZ's) - som der står i tillæggets indholdsfortegnelse;

Ord fra: Lars Bukdahl om det grimme ord 'tema'

Køb gårsdagens avis!

Robin Jokumiseret

Hvad er det for en Robin Hood, vi kommer til at møde i Dyrehaven 2013?

I begyndelsen er han en mand uden sag. En blakket helt, som stjæler fra de rige og giver til sig selv. Men han bliver afsløret, fanget og mishandlet. Går invalideret og ydmyget ud i skovene, hvor han møder de fredløse.

Hvilke heltetyper inspirerer dig i arbejdet med Robin?

Moderne heltetyper, som har en stor indre moral, men har fået frataget evnen evnen til at se rent moralsk. Min Robin Hood er en formørket helt, hvis indre kompas er ude af kurs. Som handler i blinde og kæmper for at få det moralske syn tilbage. Han minder om Kiefer Sutherlands Jack Bauer (24 timer): det har jeg taget med over i Dyrehaven, fordi det er en vigtig problemstilling for dannelsen af den menneskelige karakter. Også vores egen.

(interview i Det Kgl.s programavis)

Det er så fedt, at mine yndlingsdramatikere (ud over Jess Ø), Jokum Rohde og Line Knutzon, har taget på sig (for at betale huslejen) at jokum- og lineficere klassikerne, Ivanhoe, Ragnarok, Robin Hood, vs. Romeo og Julie, Gøngehøvdingen, Nøddebo Præstegård, således at SAMTLIGE betydelige fiktive/mytiske genfærd til sidst er enten jokumsk eller linesk bugtalte og omsider lader sig høre i mit hørerør.

UFO-NYT fra Jokum

- er det ikke sammensværgelsesPRAKTISK mærkeligt, at Danmarks 2 største dramatikere (under 80 - yes, I remember Jess!) indenfor samme måned begge skriver om UFO'ER! Her et uddrag fra Jokum Rohdes sort krattende og gnistrende "Nørrebronekropolisbesværgelse" fra Booktraders julehæfte (der også indeholder høje højtidstrkster af bl.a. Viggo Madsen, Louis Jensen, Steen Jørgensen, TS Høeg, Lulu og Asger Schnack:

Sat af engang for længe siden i en mulm grå snetung aften af skygger, endeløse godsvogne væk ad Nørrebrohøjbanen, lad mig derfor igen understrege:
  At rum-fremmede er af kød og blod som du og jeg.
  At man ikke kan komme i forbindelse med rum-fremmede gennem ni-til-fem-arbejde, fingertrommen i arabisk ejede guld- og juvelergadebutikker (Al-Kabani, Nørrebrogade 57 th, Al-Amir Guld, Nørrebrogade 249) eller andre former for udskejelser. .
  At rumfremmede ikke står i kontakt med nogen her i Nørrebro, kun Valby. Er man således i telepatisk forbindelse med noget i Nørrebro, det være sig de dødes rige eller morgendagens lottogevinstudtrækningslister, må dette være noget der er ufo-sagen uvedkommende, i hvert fald på denne side af Brønshøj:
  JEG ER EN SATANSLANGE LANG SOM ÅRRÆKKEN AF MIN ALDER, JEG ER EN SKYGGESLUGER DER KOMMER OP FRA BAGGÅRDSKÆLDEREN NÅR DU ER ALENE DERNEDE, JEG ER EN BLODÆDER DER SIVER FRA SLAGTERBLOKKENE PÅ DEN FORKERTE SIDE AF JAGTVEJ, JEG SOVER OG JEG GENFØDES DAG EFTER DAG, MIT HØJRE ØJE BAGEST I NATBUSSEN, MIT VENSTRE ØJE FORREST I DAGBUSSEN, JEG ER EN KROKODILLE DER BEGÅR MIG I VOLD, JEG ER SLIKBUTIKSINDEHAVEREN I HEIMDALSGADE

Ja, du er, Jokum, din åndelige alien!

De er sjovest på Det Kgl.

Hele ensemblet, men måske særligt Tammi Øst som senil tjenestepige, i sommers på Ofelia Beach i Jokum Rohdes radikale sengekantsfarce  Har-har-har De set min kone?

Frem for alt plaget/ironisk brille-plirrende Jens Albinus og som hans søn manisk omkringjagende, lange, lange Peter Plaugborg i går aftes i skuespilhuset i Lulu - giv dog ham Plaugborg en hel, fuldstændig løsagtig FILMkomedie, selvfølgelig skrevet af Line Knutzon og - hvorfor ikke? - instrueret af Søren Fauli , hvor han kan gå Jim Carreysk amok; Albinus har allerede været ekstremistisk sjov på film, når manus altså har været af Lars von Trier, Idioterne, Direktøren for det hele, Erik Nietzsche - de tidlige år (som Niels Malmros-klon!), men det kan selvfølgelig blive vildere endnu! Hvad med et Satyrspil af Gustav Wied instrueret af Simon Staho!?

Jeg så lige en lille klump fjernsyn

Højdepunkt: Jokum Rohde, der i tv!tv!tv! eller hvad det hedder placeret på en rød stol i Zoologisk have forklarede, at pingviner i tv-dyreprogrammer (temaet) opfører sig som beboere i Asterix' gallerlandsby, for en gangs skyld innovativ ekspert-casting.

Lavpunkt: Kulturminister Uffe Elbæk, der ved festivitas for de danske håndboldherrer på Københavns Rådhus talte aarhusiansk (det må jeg godt have aversioner overfor, når jeg kommer derfra) for komplet døve øren om, hvad EM-sejren betyder for vores IDEN'TÈT, bad, bad casting.