Lynggaard anbefaler Frankie

Jeg efterlyste nedenfor forfatter-tekst af andre end SUT om Frnak Sinatra, og meget gerne af Klaus Lynggard - jeg brude lige have kigget nærmere, for Lynggaard havde et stort portræt i Information i forgårs, ledsaget af denne, fordi KL har de BEDSTE ører, tillidsvækkende, top 5:

Fem Frank Sinatra-lp'er, der ifølge Klaus Lynggaard burde stå i ethvert hjem

 
In the Wee Small Hours of the Morning (Capitol, 1955)

På den første fuldfede klassiske Sinatra-lp er det torch-sangeren, vi møder i fuldt flor. Forsideillustrationen slår genialt tonen an; her står vor helt lænet op ad en husmur med en dunkelt belyst gade i baggrunden, mens han med en smøg i hånden kigger tomt frem for sig. Han er ensom, så det plasker. Sårbarheden og forladthedsfølelsen er næsten fysisk påtrængende, og enhver, der nogensinde har rimet hjerte med smerte, vil gysende kunne genkende sig selv i de fjorten mesterpræstationer her. Croon, tja, måske, men med en dybde, som en Bing Crosby kun kunne drømme om. Nelson Riddle arrangerer og dirigerer, så ikke et øje er tørt.

Songs for Swingin' Lovers (Capitol, 1956)Igen i selskab med Nelson Riddle møder vi her en helt anden side af Sinatras sanggeni. Eksplosivt udadvendt og gåsehudsfremkaldende målrettet mod dansegulvet er her tale om swing med både ild og messing i røven. At han på forsideillustrationen har løsnet slipset, mens han smilende kigger på et par i varm omfavnelse, var jo i årtiets ånd tegn på den vildeste frigørelse. Igen er materialet i top og sangeren så fuld af overskud, at man som lytter kun kan blive smittet deraf. Der er kun et at tilføje: »Frøken, må jeg bede om den næste dans?«.

Where Are You? (Capitol, 1957)Mine Sinatra-kumpaner vil komme efter mig for at foretrække denne skive frem for Only the Lonely (1958) i kategorien den mest ubodeligt melankolske og gennemgribende sørgelige Sinatra-lp. Det er også en svær beslutning, skal De vide, men jeg har et ganske særligt forhold til dette værk, den første Sinatra-plade, jeg købte for mine surt sammensparede penge. Henover Gordon Jenkins fortryllende impressionistiske strygerarrangementer lider Sinatra sig gennem tolv genistreger om forladthed og håbløshed. På et album fuld af sjælerystende højdepunkter bør dog både »Laura« og »Lonely Town« nu alligevel fremhæves.

The September of My Years (Reprise, 1965)I 1965 blev Frank Sinatra 50 år. Han stod på toppen af sin karriere som sanger, skuespiller, entertainer og såmænd også ikon. Og han trådte ind i sit efterår med en af karrierens mest helstøbte og modne sangcyklusser.Her kredsede han med vemod og varme om den ungdom, der uigenkaldeligt var forbi, den erfaringsbank, han nu kunne trække på, og den afslutning, der kunne skimtes i horisonten. Ak ja, forgængelighed.Igen var det Gordon Jenkins, der tog sig af de smagfuldt meddigtende arrangementer, og resultatet blev lige så smukt, som det er uafrysteligt. Ikke for børn.

Francis Albert Sinatra & Antônio Carlos Jobim (Reprise 1967)Bossa nova var den helt store trend i midttresserne, efter samarbejdet mellem amerikanske Stan Getz og brasilianske João Gilberto (og dennes hustru Astrud) satte ild i hitlisterne. Denne kølige, elegante fusion af brasilianske rytmer og cooljazzens tilbagelænethed lå lige til Sinatras højreben, og hans samarbejde med en af bossaens arkitekter, Antônio Carlos Jobim, er en fryd fra start til slut. De to herrer nærmest slås om at være mest cool på en indtagende bagatel, der med årene har antaget klassikerstatus. Man er simpelthen i så godt selskab fra start til slut, at man glemmer såvel tilværelsens ulidelige lethed som den siddende regering. Stemmen. Igen. Simpelthen!.