mandag den 5. marts 2018

Næstennavnespoileren Nikolaj

Jeg stod (med vuggehjerne) i Dronningesalen i den sorte diamant i forgårs til Clement K's Vidensfestival og læste op af Nikolaj Zeuthens Buemundet guitarfisk for at sammenligne dyrekortene (i almindelighed og titelkortet i særdeleshed) som dynamisk, surreelt hyperreel roman-metafor og -rekvisit med kommoden som blegt bastant novellesymbol i Lone Hørslevs novelle "Kommoden" og kom i tanke om, hvordan romanen , som vi læste sådan cirka samtidig, havde været lige ved at forhindre, at Samuel her i min favn kom til at hedde Samuel, fordi nemlig den hardcore-ynkelige hovedperson tre børn hedder Ask, Sigrid og SAMUEL, og stensikkert har Zeuthen tænkt hårdt og længe for at finde på de allermest typisk klingende frederiksbergske kreativ klasse/mellemlags-barnenavne, og det er jo bare hårdt at se i øjnene, at noget så inderligt bogstaveligt som navngivning er så tungt sociologisk determineret - her optræder navnet første gang, side 14-15:

"Indadtil og i det daglige møde med Nete var knap så nemt at opretholde det maskuline selvbillede. Den neurotiske husmor-figur var her en god del mere reel end end hans kodesensitive retoriske spilfægterier til parfrokosterne lod ane. Svagt og for dem begge trættende spurgte han efterhånden om tilladelse til selv de mindste ting.
  "Hey, Nete," kaldte han nede fra gangen. "De her uldvanter. Asks lyseblå uldvanter. Fingervanterne. Er de gode hvis det regner i morgen?"
  "Hey, Nete," kaldte han fra stuen hvor han netop havde modtaget en sms fra en forælder på skolen. "Bliver det for meget for Sigrid med en legeaftale onsdag?" Eller om aftenen da han som det sidste stod og vaskede madkasserne op: "Samuel vil så gerne have de der müslibarer med på en 10-frugt. Er det okay? Je tænker det måske kan være til om fredagen kun."

Hvordan kan et navn overleve så ætsende inderlig satire? Ved helt dybt og uden videre bare være DET RIGTIGE NAVN fortsat og for altid

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar