Gentilkrattende outtake

fra min anmeldelse i det nye WA Bøger af de to nye Peter Laugesen-bind, digtsamlingen Morgensange og kunstkritikopsamlingen Billedskrivninger (ved siden af min oprindelige trompet og underrubrik, der lød sådan her: "BILLEDSTRØM. Peter Laugesen er gående og flyvende og pippende stærkt i ny, væver digtsamling og den mest sværtede æggekage af en kunstkritikopsamling" - outtaket begynder med Lana-parentesen): " Både for Peter og Bernhard Severin gælder det, at morgenen og dens lys giver kraft og inspiration til det arbejde i poesiens tjeneste, som hver dag forestår. Laugesens digt har endnu ikke fået sin melodi, og i mangel af Weyse hvem burde komponisten så være, måske Nikolaj Nørlund, der i sin tid satte sød musik til evergreenen “Syner”, sunget af Teitur på pladen Andersens drømme (hvis ikke Lana del Rey, som jeg hører i min høretelefoner lige nu). Ingemann skrev ikke haikuer, det gjorde jævnaldrende Emil Aarestrup næsten, han kaldte dem bare ritorneller - her en morgenhaiku på de akkurat 17 stavelser af Laugesen, thi en digtermorgen er gerne en sen morgen:  

  “god morgen råber solen/ den er stået op sent lige som mig”"

Slagtede darlings og bagte bonusser 12 DAMEBYER B

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

Personer:

Villavejsfruerne

Kvinder i høj fart (hvor elskov foregår på lige strækninger, aldrig i kurver)

De læbeløse åndsbesnakkere - kvinder uden læber hvis tænder ser ud om som de ler hele tiden. Også længere nede, samtidig med at de konstant prøvede at føre teoretiske diskussioner af H.C. Andersens eventyr. Erotisk var det som at elske en åben dør i en færge.

Ambasadør-fruerne - altid nippende til nyheder og drinks, altid elskende for blafrende gardiner, til dæmpet eksotisk musik fra terrassen, altid talende langsomt og tydeligt, ofte endnu mere betonende ting med øjebrynene og kropsmusklerne. Meget blev aldrig udtalt, men det der blev sagt blev altid afleveret med stil. Fælles sympati blev altid tilkendegivet diskret. Jeg blev indlogeret på et luxuriøst hotel, og alle kontakter foregik ved hjælp af konvolutter lydløst afleveret på min dørmåtte af dameben på strømpesokker. (den ene dag en congonesisk frue, den næste en tysk og så videre). Alle i nationaldragter naturligvis. Det var som om vi mødte hinanden bedst som lande eller kontinentplader der støder ind i hinanden og beriger.

Dennegang helt oprevet over en cyste på mit lår forsvandt jeg under et lægebesøg, i en tisseflaske jeg fik besked på at fylde. Ude af mig selv og egentligt ikke i humør ankom jeg til De kemoramte kvinder. Disse afkræftede kvinder. Udstyret med hospitalstøj og kræftesløse hænder der famlede sig frem af byens gelænder. Navne havde de ikke. Mig sendte de kun et blegt smil. Kommer du også her hovedperson? Ja, jeg er jo helten sukkede jeg, bange for hvad der skulle ske. Og angst for om jeg overhovedet kunne give dem noget af min åndsforsnottede kraft. Du skal ikke være bange, trøstede de med de blege kolde hænder. Støt mig hen til Placebo-parken, så finder vi ud af det. Har du også mistet nogen? Ja, jeg mistede min far, han gabte over et sår der ikke kunne hele, svarer jeg blufærdigt. Savner du ham. Ja. Sådan er det, helt. I der bliver tilbage har det sværere end os der tar afsted. Men før vi tar afsted skal vi da feste. Kager ankom på godsvogne. Rødvin blev hamret op af kilder i jorden. Søjler af søde sager og læskende væske. Vi får anti-kvalme midler så vi æder alt. Lad os elske, vi kan altid brække det op igen. Eller holde det nede med kvalmestillende midler. Det var som om at hver dag var den sidste. Fordi der ikke var noget håb undlod vi sjældent at snakke om alt. Stolte var de. Selvom de var syge. Hår var der sjældent noget af. Men indeni dem spirede håbet i store totter. Det går nok, hovedperson, så længe du er her, er jeg her for nogen. Det er godt at være her for nogen. Det er klart at angsten over døden overrumplede dem. Der var nætter hvor vi bare lå tæt. Jeg tilgav dem for deres umulige luner,  for i deres underlige gennemsigtige tilstand kunne jeg se hvad de havde været. Desuden var der mirakuløse øjeblikke hvor de blev raske. Som behørigt blev fejret med gotiske fester under byens enorme scanner hvor stearinlys var anbragt så de dryppede gloende tårer ud over byens kemoramte kvinder. Det fik dem til at håbe. Og snart gik vi hjem i en flok og nød at elske som en rebus af kød og blod og tårer. Behøver jeg sige jeg vendte hjem som en anden mand? I to dage huskede jeg det væsentlige jeg havde været vidne til, så kom jeg i detentionen for at synge aflangt i en irsk pub.

Kvinderne der ikke vidste hvem de var her for

Er vi her for dig, hovedperson. Eller er vi her for en anden? Det er frustrerende at være her for nogen vi ikke ved hvem er. I kan jo være her for jer selv, sagde jeg. For os selv, umuligt. Nej, vi er sat i verden for at være her for nogen. Alle her i byen er sat i verden for det ene formål. Frustrerende timer bliver tilbragt med frustrerende veninder der heller ikke ved hvad de er her for. Se skiltene på gaden, store spørgsmålstegn, og kryptiske opfordringer som ”pladsen hvor ham vi venter på skal stå når han kommer.” Jeg undlod at fortælle dem at jeg kun var her midlertidigt. Og i lang tid så det ud som jeg gav dem en vis mening. Ingen havde noget imod at dele mig, det var så sjældent de fik besøg. Måske fordi de udstrålede så meget tvivl. Til gengæld gjorde de meget ud af sig selv for at fange min opmærksomhed. Strålende makeup. Nærmest stumfilmsagtig smuk på afstand når jeg var i sorthvidt humør. Nogen gik sågar på stylter, skjult i lange slanke kunstige ben. Andre igen bar rundt på store trækonstruktioner der skulle fremhæve deres skygger når de i skumringen stillede sig foran 220 watts projektører i de snævre gader i tvivlens by. Og de helt enkle der bar deres ansigter som jomfru Maria, lidelsesfuldt smukke, men også uendeligt sarte hele tiden på nippet til at gå i tvivlens sø og drukne sig. Jeg ved ikke hvad der har skabt den by. Jeg ved kun jeg endte der en dag jeg lagde mig med influenza af frygt for repressalier i forbindelse med mit køb af et subwoofer-system til mit værkstedsskur.

Mødrenes by

Optaget af formering, elskov som et middel til erobring af liv. Over alt var der skrig og skrål og halvtomme krybber. Æsler hang og åd hø som var det ene bibelske scener. Alle vil have mig her. Jeg er jo hovedpersonen. Helten med hvilken der kan fabrikeres nye helte med faderens og moderens gener. Overalt bliver jeg da også modtaget med en sødmefuld respekt. Altid er de lækre at se på. Aldrig har de for travlt til et spil, eller en leg, altid vil de feste ud med mig til det sidste. Glimtet i deres øjne er forstærket af et neonrør der lyser gennem det hele. Alle har de særligt gule og grønne og blå og brune øjne. Og de kan skifte dem som ved en prisme, hvis det er det der behager mig. Bagefter omformes vores elskovsbriks dog straks til en slidske. Så har helten opfyldt sin mission. Og jeg ser mig selv vandre gennem de døde gader hvor mødrene har fået det de skulle. Frysende sidder jeg på en bænk og venter på at donere mere eller forlade deres by igen.

Kvinderne der havde rejst langt og var trætte. (lav om til nutid)

Jeg kommer lige fra Goa, jeg kommer lige fra Paris. Hele byen var oversået med halvåbne kufferter, og postkort der aldrig var blevet sendt. På deres værelser halvtomme flasker med sprut og parfume. I deres øjne eventyrets glød. Men trætte var de. Og dovne. Har du nogensinde været i Marokko, helt? Næ. Kameler fylder ørkenen. Har du nogensinde været borte fra Danmark mere end en uge? Nej. Jo, i Kandestederne. Kvinderne der havde rejst langt og var trætte lo. Har du nogensinde fodret en abe ved et tempel i Taj Mahal? Nej. Netop derfor er det eksotisk at elske med dig, hovedperson, du er så hjemlig som en stork, eller et rækkehus i Smørum Nedre. Tak, svarede jeg. Tager du ikke lige tandbørsten til mig, jeg orker ikke række ud efter den. I morgen skal vi jo videre igen, hele byen rykkes op med rode og proppes i en rygsæk. Hvad er næste mål? Det er forskelligt, der er nogen der skal til Schweiz og andre der skal til Grønland, sagde kejserinde-fortælleren Grete med det solafblegede hår og ring i næsen. Bliver du aldrig træt af at rejse? Nej sagde hun eventyrligt udmattet, skal vi ikke bare se at få elsket? Hun sendte mig et postkort da hun kom.

Orne-udskriverne

De altid væsentlige damers by (selvhøjtidelige og grå) altid læsende urban – dyrkende livet i nøje afmålte intervaller. Du har nu 3 minutter til at kneppe mig, så skal jeg til møde igen. ”Vent jeg skal lige have min brille på næsen.” Og noget interval-olie i den nedre regioner. Jeg er som en dampmaskine, forstår De. Tørhed får det hele til at gå i stå. Og tid har jeg ikke ti l…

De evigt ungdommelige mødre til svenske ishockey-spillere

(konen kunne også præsenteres i forbigående sætninger som)

Dennegang fallit efter eventyret hvor vi ville flytte på landet

Dennegang akut døende efter uheldig hjerterytme prøvet af ved lægen der nægtede at se noget specielt foruroligende

Dennegang faldende i søvn over et enormt billede af Mogens Lykketoft i MetroXpress

Dennegang rivende gal over noget med skatten kom jeg via et hul i skattelovgivningen ind i cirkulære frøknernes by. Deres liderlighed kunne kun stilles ved at jeg stemplede dem på deres erogene zoner med blæk-inddrevet metal. Efter hor var deres kroppe et virvar af mærkelige adresser på inkasso-kontorer og tvivlsomme IS-selskaber der alle som en havde en negativ egenkapital. Der er en stor forskel på os, sagde Bella, en dame i gult, vi holder bare forskellen for os selv til fyraften. Fordi vi holder vejret er vi i stand til at ligne hinanden, indtil stemplerne og stempelmændene kommer. Jeg var en stempelmand. Og jeg vidste hvad hun talte om. Når de blev ophidsede kunne de antage de mest pragtfulde forvandlinger. Og omvendt. Kun når de skreg den sidste store orgasme, var de sig selv. Jeg stemplede derfor løs. Det var et inferno af lyst og henlagt elskov. Mappe-sex var en anden variant. De anbragte sig på forskellige ringbind som jeg så skulle bære op på andre niveauer, med navne som ”Andersen-Pedersen”, "Fru Bertelsens fotoarkiv.” Og ”gennemsigtighed.” Tunge var de ikke, nærmest som fjer. Udpakkede fyldte de imidlertid noget mere. Men cirkulære frøknerne ejede en sjælden trang til hygge. Pressede som de var fra alle sider i deres hverdag gik de med sikkerhed altid planken ud når de havde fri. Det var det de med egne ord betegnede som vejfest-syndromet. Store munde, afsindig tørst, og umættelig dans under elsparepærer i telt. (bør muligvis flyttes til villavejsfruerne, altid optaget af at luge) Jeg lærte da også at elske dem. Og kom efter nogen tid i lære som stempelmand. Min svendeprøve var et 5-kantet stempel med ordlyden "aktieselskabet løgnagtige mæfikke du trænger til galskab af 2003". Et stempel som jeg senere høstede stor succes med. Ikke mindst hos min favorit Fru Underlag Knudsen, der i den grad blomstrede op under stemplets magiske tryk. Det er turbine-lækkert det du bedriver, stempelmand, gabte hun en morgen før arbejde. Det er heltens rolle, rettede jeg. Og gik i bad med damen for at vaske blækket af.

Dennegang flad efter grillfest

Dennegang helt åndssvag i gult

Dennegang grundlæggende elskelig

Dennegang delvis uudholdelig

Dennegang bræk-vipstjært efter selvbestaltet druktur gennem Horsens

Dennegang helt ude af flippen i nærheden af Kronborg, efter tur med Sveriges-båden

Dennegang ganske enkelt uskyldig, på vej med S-tog til Klampenborg

Dennegang rodløst suttende på bolsje fra det gamle bolsjekogeri

Dennegang efter hun beskyldte mig for nærighed i forbindelse med tur til Vesterhavet og et lejet sommerhus

Dennegang desværre kommet ud af gældsfængsel, grundet noget Hi-fi anlæg der blev for dyrt pga. kobbertråde i højtalerne fra B og W med udgangseffekt på 423

Dennegang fordi jeg blev fyret uden grund

Dennegang fordi jeg frygter fremtiden for efterlønnen, og hvad der skal blive af os alle sammen, i det her forfærdelige samfund af polyfone ringetoner, og alskens hardware

Dennegang bumlende rundt på Vesterbro til indisk middag

Dennegang efter uheldig snak med min kone

Dennegang kastet for svin

Dennegang ydmyget af min kones nye elske,r en Franz K født Ulme

Dennegang lidt ala Jonathan Livingstone Havmåge, i alt fald nedstyrtet i en bil på Blågårds Plads

Dennegang helt ren i sjælen

Dennegang forkølet og på pencilin og urter, lidt ynkelig vraltende ud af Dalgas Boulevard med kager

Dennegang helt slettet af hukommelsen

Dennegang havde vi faktisk sluttet fred

Dennegang helt idyllerisk mens fruen og barnet købte biletter til zoo blev jeg revet væk, til tigerbyen. Hvor damerne boede i 2-værelses med tremmer og bad

Dennegang som en racerbil helt uden for sin kurve, jo det var slemt i går, jeg tør ikke tage hjem. Mine øjne er oversvømmet som Rhinen.

Dennegang ulastelig, nydelig i jakkesæt, håbende på gevinst, en radiobil med slips på.

Dennegang nær død pga leverindtaget hos min kones forældre

Dennegang bare gående over for rødt I tweed-tøj.

Dennegang en efterårsdag (husk sommer forår, vinter – som pejlemærker i bogen)

Dennegang i lære som landmand, op alt for tidligt, må have snublet i noget vådt, havnede i alt fald promte hos nogle sunde damer der hele tiden tækkede tag og angav katte nye bakker med mus…

HVAD SLAGS BYER FINDES DER MERE…?

Slagtede darlings og bagte bonusser 11 - DAMEBYER A

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

Dennegang opsprættet over fodboldkamp i parken. På vej hjem syngende anti-FCK kommer betjent med aflangt boldtræ. Slaget sender mig lige durk til boldtræ-enkernes bolig. Forestil jer en forslået by. Hvor alt er knust af hærgende koner uden anden lyst end hævn. Alt er knust. Alt er ødelagt af lange kampe, efter nederlag. Status er blå øjne. Gerne flere blå øjne i samme lag. Jeg, deres helt, løftet op af et slæng af vrede blondiner. Og hvem er du så min herre? En helt uskyldig helt, svarer jeg. Ingen er uskyldige her, højst lige til at sparke. 7 gange ryger mine skinneben. 8 gange hamrer de min næse ind, og fisker den ud igen med ståltråd. 9'ende gang slæber de af med mig og justerer mig i en kælder. Hvordan fanden kommer jeg ud af det her? Gå i lære som skallesmækker, mand. Alt det erotikpis kan du godt glemme. Vi er til for at slå tænder ind og for at volde hinanden smerte, siger de sidelæns som klovne. Kærlighed er hjul og tortur. Eller når du går fra det ene slæng til det andet. Jeg tør ikke spørge til boldtræ-enkers mænd. Men de har gættet hvad jeg tænker. Vi hamrede dem til Kaukasus, hovedperson. Forstår du hvad vi siger? Til Kaukasus på vinger. Jeg gemmer mig i en altankasse på den ødelagde banegård. Om natten kravler jeg op på en stige og slår månen ind. Men månen er knust for længst. Den sender mig ned i sine ruiner. Der ligger jeg i al dens forladte lys til nogen forbarmer sig og vækker mig på Peter Bangsvej, klokken 4.

Dennegang gæst i et IC-3 tog. Som sædvanligt efter et skænderi med Tove. Togkonduktøren. Hvad søger du? Svigermors by, fabler jeg. Jeg er helten, forstår du. Hovedpersonen. Jeg har hørt om et sted hvor gamle kvinder, svigermødre bor og lever. Konduktøren: Jeg aner ikke hvad du snakker om, kammerat, Hvis det er Viby Sjælland du mener så er der 5 zoner? Nej, svarer jeg. Og rejser mig. Jeg søger for helvede svigermors by. Stedet hvor de hovne ældre svigermødre bor og arbejder i klaser! I samme øjeblik sker det så. Min redning. En omfattende servicevogn, ført af en omfattende servicedame. Kan jeg hjælpe med noget? En øl måske, eller en tur til fremmede lande? Du skal bare krybe ind i dankortbonnen, så fluesmækker jeg dig videre. Og som sagt så gjort. Helten op på stålvognen, og pludselig i byen fuld af strikketøj. Rådhuset aflangt som en vante. Træerne besmykket med batik. Vi hader alle vores døtres udkårne. Står der med batik. Overalt disse små hunde i skødet på varmblodige fornærmede svigermødre. Åh nej, skal det nu være helten. Kunne du ikke have lignet Richard Ragnvald? Og blomster. Og chokolade. Hvor er svigermors trøst. Jeg beklager, siger jeg og sorterer mine tanker for Ricks kaffeerstatning. Jeg er her kun for hor og forståelse. Jaså, svarer de. Det må vi jo tage op til kaffen hos søster Elga, i det lille gule 60erhus, med nedrullede grønne gardiner. Men jeg siger dig, det bliver svært. Søster Elga mistede sin datter til en dragon der var ond og grim og under hendes stand. Er de ikke alle det? Er ikke alle mænd under jeres døtres stand? Er det ikke netop det der er problemet? Jo, siger damen der præsenterer sig som Misse Mums, tidligere oldfrue, og brandalarm, nu fast gænger i Føtex. Jo, alle mænd er vores døtre underlegne. Men når de falder fra, og ægteskabet går op i limningen, så står vi jo klar. Med vrede blikke genner vi jer ind gennem bridgeforhænget til vores hyggelige fællestue. Hvor 2000 gode fruer vil varte dig op med små skænd og pludselige blussende kinder. Og inden du forlader os har vi fremstillet dig en gobelin som du kan tage med dig. Her vil alle eskapader fremgå, akkurat som på det som dronningen har fået.  

Dennegang uddød efter meteorangreb, det var her jeg mødte amfibiedrevne skællede skønheder. Ganske vist 20 meter høje og med skarpe kløer i en amøbeagtig mørk jungle, som ikke blev kaldt by, men område Y. Jeg landede der nødvendigvis som æg, men var meget hurtig til at blive udruget til haletudse. Derfra og til jeg som midaldrende menneskebarn på 4 ben traf den første enorme charme var der ikke langt. Hun - lad os kalde hende Henny -  havde ingen ord. Men lod mig med sine 2 meter brede gribeklør vide at det nok var bedst jeg afsondrede mit sæd i hende. Stående op af en giftig klippe blev jeg far til et af monstrets pæne piger. Fuldt tilfreds nedlagde hun 6 kridttidsflodheste til mig, hvorpå hun inviterede mig indenfor i flokken der bestod af indtil 33 brunstige ur-væsner hvis største skønhed nok var øjnene, i sig selv 3 meter i diameter, men jo altså store og pletvis smukke. Hvor længe jeg boede i område Y henstår for mig i en tåge. Men taler vi om tiden som noget relativt må det have drejet sig om millioner af år, før jeg en kende fortumlet og grønhåret vågnede på arbejdsformidlingen i Ålborg, til en jobsamtale af de svære. Til spørgsmålet om hvad jeg dog forestillede mig med mit liv, lod jeg det sive at jeg længe havde næret et ønske om at blive en vulkan. Til spørgsmålet om hvad jeg forestillede mig i den forbindelse, udtalte jeg at jeg regnede med at sidde og sive lidt på en fabrik før jeg ville eksplodere med et brag under langsomt afsyngning af ordet (udsondring af) Magma. Det blev en dårlig dag på arbejdsformidlingen. Men hvad andet kan man forestille sig når man i millioner af år har været slave for sjældne arters rykvise drifter. 

Dennegang helt tummelumsk efter tur på Gudenø med gamle skolekammerater løb jeg ind i en lomme af siv hvor jeg for vild. Inden længe stødte jeg på en armada af spejderpiger fra spejderlejren Otto. Disse damer. Naturligvis utroligt smukke havde alle sammen fletninger som var bundet sammen i en stor solid solidarisk knude. Som en sælsom fiskerflåde tog de hver aften ud for at indfange særligt mænd der var forsvundet fra deres gamle skolekammerater. Da jeg fortalte dem jeg var helt og hovedpersonen blev de så meget mere glade for mig. De tilbød mig straks med en hånd hele håndfulde af dåsetomater, ky-pærer på glas og primusapparater. Jeg var ikke sen til at vise min glæde ved deres godhed. Under bålsang samme aften byggede jeg indtil fire totempæle af træ som vi fastgjorde hinanden til efter tur og legede doktor. Spejderpigerne var seje og søde. Bagte snobrød i en uendelighed så vi havde noget at spise mellem vores udmagrende moskito-samlejer på nødtørftigt indrettede tømmerflåder. Jeg fik ret hurtigt navnet Riki Tiki Tavis og blev som ene mand i kurven i den grad feteret og elsket højt. Det siger sig selv at hver aften var en erobring af nyt land. Når vi ankom til en hytte i Lemvig og tændte op så man skyggerne af de kære piger mange kilometer borte. Men er jeg ikke for gammel til jer, spurgte jeg Birgitte, en 2 meter høj tidligere beboer i Ribe, jo i princippet, men i vildmarken, under indflydelse af sjælens råbåndsknob, er alle mænd lige. Selv er jeg også for gammel til dig sagde hun, for spejdere er aldrig under 27. De fødes gamle, og rå, selvom de fysisk er blå og friske, en slags ulveunger indeni. Og så hylede vi. Hvergang vi så et dyr hylede vi. Og så tordnede vi. Hvergang vi så lidt regn, deltog vi i stormen. Jeg følte mig længe som en del af flokken. Erotikken var måske ikke den mest avancerede. Men den foregik på et underlag af jord og basal livsglæde. Riki Tiki sagde de til mig en dag. VI har besluttet os til at ofre dig til den øverste spejder. Hvem er det, spurgte jeg. Det er spejderføreren fra Arden-Skørpinge-og-Hobro. Der fulgte nu 4 døgn, hvor jeg som en blind blev gennet frem i mørke. Spejderpigerne stillede sig på en lang lang række og håret (deres hår) var det eneste rækværk jeg havde. Jeg havde længe tænkt at de var mange, men som dagene gik forstod jeg at de måtte være tusinder og atter tusinder. Derfor stod det da også som en skuffelse for mig da jeg nåede frem til den store spejderfører fra Arden-Skørpinge. En lillebite tvær dame med halsklud og dårlig hals insisterede på at jeg skulle underholde hende med historier fra virkeligheden. Hvad skal jeg fortælle di,g sagde jeg. Ting der betyder noget i din hverdag, sagde hun. Jeg er ulykkelig gift, sagde jeg. Jeg bor i et rækkehus der vender ud mod store veje. Mine hænder er ømme af onani. Jeg drømmer for nedrullede gardiner. Jeg spiser vitaminer fordi jeg ikke kan li fisk. Min kone hader mig og kommer sammen med folk der hedder Frank. Mit barn vil ikke kendes ved mig. Jeg bliver hele tiden fyret. Jeg ruster indeni. Jeg er et islandsk sweater-skelet med sammenhængende øjne. Jeg lystrer navnet Kent-mand! Er der mere du vil vide? Spejderføreren fra Arden-Skørpinge lo og hostede feberhedt. Inden jeg ofrer dig skal du spille guitar for min skede. Men jeg kan kun Streets of London, peb jeg. Så spil den sagde spejderføreren dunkelt.

Slagtede darlings, bagte bonusser 10 (DE TABTE BILLEDER, ÅH!)

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

(MODUL med fotos) (f.eks en umbraco-nøgle som er scannet ind, der var også en handske med sand og forskellige søm samt en slibemaskine … de fylder så jeg sender ikke dem i scan)

1.     Ting Jørgen scanner ind.  Fotos + Genstande han lægger på sin kone om natten.

Rørte ved Grete med den her i går (umbraco-nøgle). Det kolde metal mod den varme kvinde.  Jeg var målløs. Måtte holde mig for munden. Denne forfærdelige afstand. Denne krop der rørte min naturligt engang for ikke længe siden. Den lå og duvede mellem hendes bryster.  Leder efter vejen til vores ægteskab. Savner et sprog der ikke ender med skænderier.  Måske kan jeg nå hendes hjerte med den her en dag.

Slagtede darlings, bagte bonusser 9

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

(MODUL - Hjemmegående og hemmelighedsfuld)

Efterladt af hende og Frank M, der angiveligt skulle til et fiskestævne for Marinemateriel-forretningen, pønser jeg naturligvis på hævn. Jeg har taget hendes yndlingsperlekæde ned i min taske for at pantsætte den og lade den forfalske. Således er det min plan når hun kommer tilbage at byde hende på en forsoningsmiddag hvorunder jeg vil tiltvinge mig et kys, hvorved hendes perlekæde skal ramme den kogende hummersuppe og opløses til lim. For pengene der bliver til overs ved pantsætningen vil jeg svire og være længe ude med den fortidspensionerede seminarielektor Heering.
(planen gik ikke som den skulle. Dels ville Karin ikke kysse, og perlekæden viste sig at være af plastik)

Efterladt af hende og Frank M, der i dag med sikkerhed er til et SM-stævne i Horsens, har jeg besluttet at lade hende dræbe af en lejemorder, eller et nedstrygningsinstrument.  Da jeg ikke kan finde lejemordere i telefonbogen har jeg besluttet mit til at ombringe hende med et nedstrygningsinstrument. Da jeg imidlertid ikke ved, hvad der er et nedstrygningsinstrument, har jeg besluttet at ombringe hende ved gift. Men da jeg ved hun sætter pris på smerte, jævnfør hendes SM-forhold til Frank M, og hendes ofte røde baller, vil jeg ikke ombringe hende med gift, men med to velplacerede sætninger sagt lige op i hendes fjæs. Det ene: Din mor er en gammel luder, der stjal dine bedste stunder som barn. Og det andet: Er du ikke blevet lige vel buttet, Karin. Disse sætninger vil med sikkerhed gøre hende kold. For pengene, der kommer ud ved forsikring, vil jeg opsøge grossereren med den pibende stemme og dænge natten til i Madeira.

(planen mislykkedes da jeg begyndte at stamme og hun måtte komme mig til hjælp. Hvad er det du vil sige, Jørgen?)

Efterladt af hende og Frank M og muligvis Frank M´s SM-ven Preben Lysfest og muligvis dennes mentor Doktor H har jeg i fortvivlelse besluttet at hævne mig på hendes to siameserkatte. Jeg vil lukke dem inde i klædeskabet for derved at udploppe deres øjne. Trykket af kjoler er stort og da kattenes øjne i forvejen er enorme og bulne kan det ikke var længe før de punkterer.  Jeg ved godt nok ikke rigtigt hvad jeg vil med den manifestation. Men hvis det kan ødelægge hendes humør vil jeg blive himmelfalden fnisende glad. For pengene, jeg får ud af at sælge historien til internettet - med digi-fotos – vil jeg anskaffe mig en hjemmebar, a la en globus, og trave hele byen rundt med Leif den Lykkelige (tidligere offsetter på BT). Kom så verden, vil vi råbe når vi trækker vores hjemmebar efter os. Gin skal flyde fra vores klirrende klode.

(I stedet for øjne vil jeg proppe penge ind i deres tomme huler. Så hun kan se hun er en luder når hun kommer hjem)

…Det behøver jo ikke at være det store hver gang. Jeg vil derfor nøjes med at svede i hendes seng. For vreden i hendes øjne når hun lugter mig vil jeg kortlægge den indre by i massive mængder af cigarer og dertil fransk Poire med Turbulens-Majoren – en Søren som jeg gik i gymnasiet med og som lige er flyttet til byen

Slagtede darlings, bagte bonusser 8

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

--> (MODUL – Jørgen som detektiv)

Her er foregået et mord. Ingen er ganske vist døde. Men kærligheden mellem Jan og Else er blevet dolket her og slæbt ind i skabet bagved. Endnu er her spor efter kamp. Læg mærke til det væltede bord og de svævende stole.  Læg mærke til den nedsænkede kvinde i forgrunden.  Den forpulede blanding af logik og tiden der pibler. Et eller andet sted er der en klokke der kimer. Og en flod der rinder. Og nogens sko der er efterladt i noget sne. Og 4 frenetiske breve krøllet sammen til en sky. Og 8 drømme der bare er i rummet. Et eller andet sted lugter der virkelig af sommer. Jan og Else kendte hinanden i 4 år. Jan var polyteknisk. Else mere humanistisk. Det var noget med en tilbagevendede tur til Schweiz. Noget med en hytte og fuldkommen ro.  Kærligheden forsvarede sig godt. Til det sidste.  Det var den sorte neger fra Botswana der fandt den for godmodig. Kærligheden. Han brækkede nakken på den og smed den i et isskab.  Ikke mere snak om den sag.

Her har nogen været musestille. Det er helt tydeligt at her har nogen nægtet at sige en lyd. Der er tale om 2 kvinder der har noget at sige hinanden. Men det de havde at sige var så stort at de ikke tude sig det højt. Så derfor har de været stille. Indtil de myrdede hinanden af ren og skær kærlighed (til tavsheden.)

Men her er der atter foregået et mord igen. Denne gang har der været tale om en Jack the Ripper-agtig figur sikkert god nok på bunden, tilsyneladende ansat som fiskeekspert i en forretning for ciklider, men en dag har pumpen eller noget ikke virket og så er raseriet kommet op i ham. Så her er der foregået et mord. Figuren, lad os kalde ham Keld, har druknet ciklide-forretningsejeren. Og gemt ham på bunden af akvariet i et vrag af en plastikfiskekutter.

Her er der foregået et mord. Et mere tyst mord. Men ikke desto mindre et mord. Vi har at gøre med en gammel hestestald hvor nogen, en ung pige er blevet myrdet af en jaloux svensk jockey. Her er der foregået et mord. Der er meget man ikke ved mellem himmel og jord, men jeg ved når der er foregået et mord, her i 1734 – 1735

Her er der foregået en mord i en iskiosk. Et helt utroligt mord hvor mordvåbnet var en nedfrossen cola-is. Den er trængt gennem hjertet på de fire myrdede. Og har bredt sig og blevet til sukker i deres varme hjerter. Så her er der foregået en mord, hvor våbnet var is!

Slagtede darlings, bagte bonusser 7

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

(MODUL - går tur)

Går tur. Ser alle. Ser mænd og kvinder. Ser dem som en bølgende bunke af mennesker der har ting for. Ser dem som de ser mig. Som en del af dem.

Går tur. Nyder at se dem alle sammen. Ved ikke om det er solen, men ser flere kvinder i dag. Ser også mænd, men de er alle sammen ved at lappe cykel. Tænker det er derfor jeg ikke ser så mange mænd. Ser derimod kvinder. Flere end sædvanligt. Tænker at sådan er det.

Går tur ser utroligt mange kvinder. Generelt fordi der er flere kvinder. Prøvede at bekæmpe det lidt ved at opsøge landlige zoner. Men mænd på traktorer er også sjældne på traktorer. Så nu går jeg bare som jeg går.

Går tur. Ser solnedgang med kvinder der låser sig ind i deres biler og kører hjem. Låser mig ind, ser ikke genboer. Ser Karin. En kvinde. Hun er allerede hjemme og meget tydelig en kvinde.

Går tur. Ser kvinder. 10 stk. Måske 20. Overgiver mig går og ser kvinder. Slut.

Går tur. Ser kvinder ligge ned i sommervarmen. Her er så varmt for disse kvinder. De ligger ned. Mange kvinder. Jeg går forbi. Kan kun se kvinder. Så er det sådan. Intet galt i det. I at se kvinder mener jeg.

Går tur. Ser kvinder på stranden. Det er en mærkelig søndag, tænker jeg. De ligger ikke fladt på på deres håndklæder. Det er som om de ligger på noget. Kan ikke få ud af hovedet at de ligger på noget. Hvad skulle kvinder ligge på hvis det ikke var sand de lå på på stranden. Får helt hedetur ved tanken. Går af skovvejen hjem. Skyggefuld.

Går tur. Ser cyklister. Ser piger der cykler. Tænk at kroppe kan bøje sig sådan over noget metal og samtidig komme fremad. Da de holder stille i krydset ser jeg dem tættere på. Kvinder bøjet ind i metal på vej vidre.

Går tur. Ser kvinders gøremål. Ser kvinder kigge på sko i vinduer. Mange kvinder kigger på sko. Jeg kigger på kvinderne der kigger på sko og går vidre. Ser flere kvinder. Ser kvinder bukke sig for deres børn. Ser kvinder der har født hjælpe det de har født med gode gerninger. Går vidre. Ser kvinder gå ind i busser. Ser særligt en der går ind i en bus. En kvinde. Ser bussen køre. Med kvinder. Går hjem. Har set mange kvinder i dag.

Går tur ser kvinder. Foran iskiosk. Går tættere på stiller mig i køen til iskiosken. Er tæt på op til 23 kvinder. Ser bagud. Flere kvinder. Der er en jeg genkender. Det er hende fra bussen. Hun har et armbånd på. Ser frem. Ser tilbage. Nu er hun væk. Den ene jeg genkendte. Køber is. Kører hjem.

 

Går tur. Ser hende. Kvinden fra ishuset. Og bussen. Det er det samme som med kvinderne. Først så jeg alle så så jeg alle kvinder. Så ser færre. Så ser jeg en. Ser en ser hende. Kommer tættere på mig. Men på den anden side. Ser ikke over. Ser heller ikke herover. Kan ikke lade være med at trække vejret og dermed lugte. Fornemmer en duft af kokosolie. Ser hende gå. Går modsat retning. Vil ikke vende mig om. Ser derfor flere kvinder. Anderledes anonyme kvinder. Men kvinder.

Går tur. Køber avis. Læser lidt sænker den. Ser hende. Ser hende sænke sin avis. Max to meter fra mig. Rødmer, vil ikke rødme. Men rødmer. Ser hende. Ser at hun ikke ser mig. Genkender hende. Lugt af kokos. Rød mund med mærkelige skaller på. Har hun strandskaller på læberne. Ser ikke. Vil ikke se går den anden vej. Ved hun også går. Flot flot flot. Sådan går kvinder.

Går tur. Vågnede med hjertebanken. Går derhen hvor kvinden der køber aviser og tager busser går. Går i regnen, ser hende. Ser hende ikke. Det var en anden. Går ned af en parkeringsplads. Ser hende. Ser hende helt tæt på. Ser hende se mig. Ser hende smile. Ser ned på hendes armbånd. Lugter at hun lugter af kokos. Ser hende låse døren, går vidre, vender mig om, ser hende smile. Hun smiler til mig. Ser om der er andre mennesker, det er der ikke. Hun smiler til mig. Mærker hjertet igen. Mærker en blød hånd på min skulder. Mærker så en hånd på den anden skulder. Mærker hænderne der slipper deres tag i mig og halvt drejer mig rundt. Ser det er hende igen. Hun smiler. Hvad er det med det smil. Ser min mund fyldes med snerren. Det er jo en fyføjtøs, Jørgen.

Går tur. Går målrettet efter hende. Ser hende ikke. Ser hende ikke hele dagen. Går for målrettet. Fortryder alt. Hælder alt for meget rucolasalat på Karins mad. Forsvinder ned i kældren forbander mig selv.

Går tur. Går gennem store dele af byen. Sætter mig. Ser duer. Sparker ud efter dem. Knuger et pebermyntebolsje til det bliver helt vådt, lugter til det. Pebermyntelugt i en hånd. Rejser mig går gennem Kongens Have. Ser kvinder. Men andre kvinder. Ser dem derfor næsten ikke. Vil med en bus. Orker ikke gå. Ser hende. Ser hende stå. Løber derhen. Ser hende trippe på det yderste af tæerne. Ser hende række armene ud. Tror jeg skal gribes. Sekunder før. Tårer. Smilet, det ER ALTSÅ strandskaller. Ser hende gribe en anden. Ser hende kramme en anden. Ser den anden vende sig midt i deres krammer. Ser den andens smil. Det er en kvinde. De har begge smil med strandskaller. Tager toget. Forbløffet. Forbløffende lighed mellem 2 kvinder der krammer.

Står op. Låser mig ud. Går tur. Klokken 01:40. Prøver at finde ro. Går tur længere og længere og vidre. Er pludselig i derinde. Går pludselig rundt i byen. Går vidre. Tåget nat. Hører sko der går. Går vidre. Lugter kokos. Ser hende. Ser hende. Går efter hende. Går ud mod Rosenørns Allé og Radiohuset. Ser hende se mig. Ser hende se mig. Går vidre. Skynder mig. Ser hende. Ser hende spidse munden. Ser månen blive tiltrukket af hendes spidse mund. Ser månen oplyse hendes mund alene. Nærmer mig. Nærmer mig. Ved Julius Thomsens Gade. Så er hun væk.

Går tur. Forfølger hende. Lader hende ikke komme væk, forfølger hende. Kan næsten føle kokossveden der perler af hende. Ser hende. Rækker ud. Hun vender sig halvt og forsvinder ind i muren. Jeg tror jeg ser syner. Mærker at muren er svampet. Men mennesker kan da ikke forsvinde ind i mure. Og slet ikke kvinder?

Slagtede darlings, bagte bonusser 6

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

(MODUL - Lynbetragtninger der skulle kastes ind i jeg-form)

Alt er så godt for tiden. Hun glemte bare at kysse mig da hun gik. Det er så små ting. Jeg tænker da næsten heller ikke over det. Vidre i programmet.

Jeg tror næsten aldrig vi har haft det så godt før. Nej, siger hun så. Det er rigtigt dejligt. Dejligt, siger jeg så. Jeg synes mere vi har det godt. Ja, men deri er hun enig.

Var så tæt på Karin i går. At det virkede nærmest fornærmende, da hun rejste sig for at lave kaffe. Sagde dog ikke noget, mennesker har jo forskellige måder at være tæt på.

Havde forberedt en slags hjemmelavet jacuzzi i det gode gamle karbad. Drinkparasoller og gin og tonic. En transistorradio og lidt friske druer. Karin hopper da også i. Hun siger bare ikke så meget.

Føler mig lidt dum pt. Måske er det fordi jeg går hjemme, jeg er så overopmærksom på mig og hende. Jeg skal da vist også snart ha noget at rive i, siger jeg, mens jeg prøver at komme til hende. Kan godt forstå det tænder hende af.

Det var ikke med vilje. Jeg kom til at flytte på en af hendes mors vaser og så faldt den jo på gulvet. I stedet for at fortælle hende det køber idioten en ny. Hvorefter jeg glemmer alt til hun finder den. Så står man der. Man kan lige så godt være ærlig. Først som sidst. Ja jo, jeg ved, Karin.

Pas på med peberet i sovsen, skat. Nogen gange går hun lige til grænsen med sin bedrevidenhed. Hun må da forstå jeg prøver at lære at lave mad på mine egne vilkår.

Det er kun når det går rigtigt galt og vi ikke får snakket det eskalerer.

  

Lå og lo over det med bilturen i 82. Den bil var for ringe, Karin! Jo jo, lo hun. Men den havde været god til børn. Ja, hvis vi havde valgt af få dem, lo jeg. Så var det hun blev lidt stille.

Ingen orange roser åbenbart. Hun ser dem i hvert fald ikke.

Overså simpelthen hendes lille hilsen i går. Kom til at træde på sedlen. Den var åbenbart faldet ned da jeg åbnede vinduet. Jeg så den først da hun havde smidt den ud i skraldespanden. Lidt uheldigt. Men også lidt for sent. Gjorde ikke rigtigt mere ved det. Tror heller ikke hun tænkte mere over det. Det er jo hvad der sker.

Dårlig gave åbenbart jeg havde købt til Karin. Hun blev helt rød forneden. Sådan nogen Olé-trusser, af krast nylon med glimmer på,  hvor der stod Olé foran. Det var jo bare lidt for sjovt.

Det virker (ærlig talt) lidt klodset for tiden. Taler på hende før jeg rører. Er blevet lidt mere usikker på hvad jeg må og ikke må. Hun er også blevet mere pirrelig. Jeg tror dog det er rart for hende at hun ved jeg kommer. Så jeg siger jo bare et eller andet. Selvom det som sagt virker lidt klodset. Vi skal vist ha købt nogen flere Calgon-tabs til opvaskeren og så en hånd på hendes skulder og så lidt efter om til maven.

Havde en mærkelig oplevelse med ellers søde Karin. Ville vække hende nænsomt, tog derfor forsigtigt og lindede på persiennen. Hun rasende. Vender sig om. Om jeg ikke bare kan trække fra som andre mennesker.

Bliver så sur på Karin når hun lister. Hvad med at være her på jorden så man kan høre dig!

Kom til at tænke på at det er ved at være længe siden vi havde sex sidst. Det var ellers lige blevet så heftigt og godt. Jo længere tid der går jo mere svært synes jeg det bliver.

Tænker alt for meget over det med os to. Prøver alt for at ha det som for et par uger siden, men det virker altså akavet.

Så fortæl mig hvilken farve jeg skal vælge for at du kan se dem jeg køber til dig! Gider ikke give hende blomster mer. Hun vil garanteret også hellere have noget røvsygt chokolade.

Havde en god snak med Karin forleden. Vi smed bare hvad vi havde i hænderne og var sammen. Sådan skal det gøres, sagde jeg. Ja, svarede hun. Nogen gange. Om hvad hun mente med det. Ikke noget. Jeg hader når hun siger ting uden at sige dem færdigt. Det er de der faldefærdige badebroer af ord, Karin, som jeg hader! Hvad med at afslutte det du siger! Hun som sædvanligt: Jeg går i bad.

Hvorfor fanden går du i bad hver gang du har siddet og set Colombo med mig. Du kan da ikke blive uren af at se Colombo med mig! Nej nej søde. Fred. Ok.

Hun: Om hvad jeg bildte mig ind at sidde og onanere til andre kvinder. Jeg: Du kan da bare lade være med at komme listende. Vær her på jorden, mand!

Æbletærte er sgu æbletærter, Karin. Det skulle jeg aldrig have sagt.

Jeg hænger ting hvor de skal, basta. Ingenting kan sgu gøres ordentlig pt.

Rakte Karin salten i går. Var lidt kælen, men hun så det åbenbart ikke, men skidt være med det. Det går jo godt ellers.

Kom til at puffe til hende, egentlig uden grund, men hun stod på noget jeg var ved at rydde op. Hun tog det nu pænt. Så lidt såret ud, men gik ikke.

Så har idioten meldt sig til et tegnekursus. En lørdag. Så er det man mukker lidt. Sådan en dag skulle vi jo bare hygge os.

Ville kysse Karin på munden i går. Men af en eller anden grund fik jeg kun kysset kinden. Jeg kunne ikke lade være med at sige det til hende. Det så ud som om hun tog det nært. Nogen gange går vi lidt fejl af hinanden.

Kom hjem med hummer i går. Herlige hummer. Tænkte vi skulle hygge os med lidt hverdags luksus. Da jeg kom hjem var hun ikke hjemme. Så spiste jeg luksus alene.

Det er noget mærkeligt noget med det krammeri. Forleden var det hende der skulle noget, og i dag var det mig der ikke havde rigtig tid. Lysten fejler dog næppe noget.

Gik til hånde med maden til aften. Gad ikke rigtigt lave den alene. Kom med en tallerken, skyllede rucola-salat. Og dryssede det let hen over hendes frikadeller. Kors, hvor blev hun spidsmundet. Hvad er den af, Karin, det er da bare rucola-salat. Du kan vel nok forstå det ikke hører til frikadeller.

Ville hjælpe Karin i dag. Jeg tager fat i kurven for at hjælpe med at bære. Karin med sur mund. Så hold dog op med at forfølge mig. Fandens til udstråling for tiden. Hvad har jeg gjort?

Så koger man æg til frokost. Og hvem sidder bare og læser avisen. Man går sgu da ikke bare ud uden i det mindste at give et lille nøs. Jeg skal love for der er kommet andre boller på suppen (sæk).

 

Fandt en negl af Karins i går, tror jeg sender den til skadedyrslaboratoriet i dag.

Slagtede darlings, bagte bonusser 5

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker) 

(MODUL - Jørgen savner mennesker (faren og moderen men også kærester og tilstande))

Savnede min far i går. Da jeg var barn byggede vi skibe. Så ham stå i havedøren med en pibe. Senere gik han rundt og slog græs og gjorde sig fortjent til hvile. Hej far, råbte jeg.

  

Savnede min far i går. Da jeg var barn sad vi oppe om natten og snakkede. Så ham komme ind med biksemad og sætte sig i sin sorte sofa. Lagde mærke til hvordan armlænet var slidt der hvor han plejede at tromme til radioen. Hej far, råbte jeg.

Savnede min farfar i går. Da jeg var barn blev jeg og min bror sendt til Præstø hver sommer. Så os stå i farfars skur og betragte alle krukkerne med søm og cigarkasserne med cykelgummi. Så ham komme ud af huset og sætte sig i den gule stol, irriteret over at vi havde hugget flasker for at knuse dem i åen. Hej farfar, hviskede jeg brødebetynget.

Savnede noget smerte i går. Da jeg var ung led jeg tit af mange mange smerter. Så dem komme krybende om natten mens jeg lå forkert i nogens arme. Så dem gasse op når jeg var væltet på min knallert. Mærkede dem når jeg gik i stå ved havet for at tænke over det jeg ikke kunne forstå. Hej smerter, råbte jeg, har jeg tid til jer?

Slagtede darlings, bagte bonusser 4

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker (udkommer på fredag))

-->

(MODUL - Jørgen iagttager Anita i forskellige Jørgen-skikkelser med tilhørende sære hjerner)

Iagttager min kone forklædt som VVS mand

Iagttager min kone som vingeskudt fugl i buskads. Prøver at forstå hende som en såret slægtning af en anden race. Har lagt armen om på ryggen og fået Preben Antabus til at komme og binde et snærende næb om min mund. Ser hende komme ud i haven for at plante blomster. Jeg ligger godt gemt bag busk og stakit. Udstøder nogle næbbede lyde, som umærkeligt får hende til at ranke sig. Kommer hun herover eller ignorerer hun en fremmed races kald? Blomsterne i hendes stærke hænder. Der er noget med hænder og neglelak, der omslutter den barske plantes jordkugle. Udstøder et lille nærmest menneskeligt pip. Kommer hun herhen eller vælger hun at hente en spade for at grave blomsten ned? Hun ignorerer mig. Hun ignorerer kontakten med en anden race. Min kone er kun til menneskelige forviklinger, vil jeg notere senere. Nu sætter hun sig til gengæld på hug. Var jeg et menneske og ikke en vingeskudt fugl i budskas, ville jeg så absolut mene, hun holdt sig godt. Der er noget med denne vinkel, der gør min kærlighed til hende stærkere. Måske er det det at min ene arm er kraftesløs og bøjet om på ryggen.

Iagttager min kone som en helt almindelig mand. Prøver at forstå hende som et almindeligt menneske. Ser hende helt tydeligt igennem de kogende kartofler. Er i stand til at føre en samtale med hende nu. Men vælger helt at tie. Dertil er situationen for sjælden og min trang til at sige Frank A for stor. Jeg nøjes med at være her fyrbødermægtig. Hun ser da også på mig med en sjælden interesse. Min mand er tavs, tænker hun. Men hvor har han brede skuldre. Ser på hinanden sådan lidt. Til køkkenet er helt dugget af kartoffelgrydens vand. Så sænker hun paraderne og nærmer sig mig. Skal lige til også at nærme mig hende, så kommer de satans ord flyvende. Går det godt med Frank A?!!!

Iagttager min kone som menneskesøn. Helt nyfødt. Prøver at forstå hende som rene instinkter. Føler efter bryster og næring. Netop nyfødt gennem hendes åbning. Hun undrer sig over min position i vores sofa. Jeg sprogløs. Men i stand til at klynke og iagttage denne skaber af liv. Hun ser i grunden godt ud. Men min tilstand af frisk perbermynteagtig nyfødthed gør mig  ude af stand til at anvende de værdikriterier. Det slår mig, at porno har ødelagt meget mellem os. Havde jeg ikke haft min trang til afluring af Føtex-kataloger, ville jeg måske have set hende mere rent, som et spædbarn, hvis eneste trang var overlevelse. Iagttager min kone som skaffedyr og beskytter af flokkens små. Det var nu hun burde redde mig og se, om jeg skulle skiftes i stedet for at tænde en smøg og zappe videre til ”gør det selv.” Ser hendes lidt forskudt som menneskesønner jo gør det. Med helt åbne øjne og et hoved jeg ikke kan holde oppe. For pokker hvor den sofa trænger til at blive støvsuget, flyver det gennem mig. Men jeg behersker mig og glemmer, som en menneskesøn skal glemme for at lære forfra.  Senere slukker hun dog lyset.

Iagttager min kone som et medlem af Enhedslisten. Tørt, kedeligt, i opposition med ca. 4 procent af stemmerne. Det går ikke godt. Så snart jeg kan stemme, stemmer jeg i protest for at afskaffe hende. Det er alle hendes liberale dyder. Den fremmedfjendske måde hun knipser blomster på. Måden hun via et kys på min kind forsøger at fjerne magten fra mig selv til EU-parlamentet. Føj for satan, kælling.

Iagttager min kone som svensk bondesøn. Prøver at forstå hende som ejer af en rødlig gård med gule marker. Hun melder om manglende indkøb. Jeg bevæger armene som en le. Fuldstændig uforstyrret af hendes ønsker.

Iagttager min kone som afsides stønner. Ringer fra en nyindkøbt mobil og er godt gemt af vejen under presenning, der står så godt til tusmørket. Ser hende løfte røret derinde. Jeg stønner 2 gange og siger så ikke mere. Hun kontant. Er det dig, Jørgen. Jeg tavs stønner mere. Det er ved at være trættende, det her. Er det dig, Jørgen? Ja, det er mig, erkender jeg. Jeg stønner ikke, jeg er bare lidt forpustet efter fodboldkampen, rødmer jeg. Fra min position under presenning.

Iagttager min kone som fjern slægtning fra Amerika. Hvor ser hun dansk ud. Eksotisk dansk som en pakke Lurpaksmør. Er det ikke sådan de danske ser ud? Hvordan så min tip-oldefar ud, der udvandrede? Og min tip-oldemor …? Prøver at forstå hende som mulighed, og investering. Leder efter ord på dansk, jeg ikke ejer. Prøver at finde en dansk måde, jeg kan tiltale hende på. Hun er i gang med tøjstrygning til en fest. Jeg kommer derhen med et lillebitte amerikansk flag og lægger det forsigtigt foran hende. Hvad skal det til for? Jeg spørger dig. hvad skal det til for?! Er det noget du skal have på? No no, I just wanted to show you … my flag. I'm your uncle, you see. Jeg bildte mig bare ind, jeg var en fjern slægtning, Lone. Dum er jeg. Så dum. Jeg bliver aldrig venner med hende på den måde.  

Iagttager min kone som vulkan. Iagttager min kone som en, der er i stand til at flænge alting i stykker med min forfærdelige indmad, for så over hundrede år måske at bygge det hele op igen ligesom den vulkan, jeg så på fjernsynet forleden. Hvad hed den? Karakoa. Prøver at forstå hende som katastrofe, som den der ser sit offer i øjnene. Hun er en ø-gruppe. Hun rækker mig kaffe. Tak, tak. Men hvis du bare vidste. 10 år gamle ægteskab! Om lidt så eksploderer jeg. Og dækker hende med støv.  Jeg ser på hende - trætte kvinde. Trætte, trætte kvinde. Du knokler. Jeg ville ønske jeg kunne tage din i mine arme. Men havvandet trænger ind i min kerne af ild, forstår du, havvandet fosser ind, og jeg går midt over. I 10.000 stykker. Damp og brokker kastes kilometer og atter kilometer op i luften. Du rækker mig kaffe. Du ser det ikke. Før min trykbølge løfter dig højt højt op og ind i en ufremkommelig jungle, hvor du lander som en havareret skib, mens jeg går under. Mens jeg går under med en syden i Stillehavet. Et kort øjeblik ser jeg dig. Før jeg synker. Du er så lille, Thora, set gennem en vulkans optik.  

Iagttager min kone som spøgelseskrabbe. Prøver at forstå min kone som primitivt skjolddyr. Står på en stige i haven og hæver og sænker min hvide klo for at beskytte et minimalt territorium mellem stige og vandkande. Hun optaget af noget vedbend, ser mig ikke. Jeg er i og for sig også ligeglad, for hun er uden for mit territorium. Og farlig fordi hun er større end jeg.   Hold dig væk, markerer jeg med min klo. I en time kæmper jeg med held. I en time er jeg et skjolddyr uden andre forpligtigelser end mit lille rige. Ingenting kan ødelægge min fuldkomne ro. Jeg er et skjolddyr uden andre skjolddyr i en have. Men så kommer katten ud af sin kattelem. Og jeg skriger.

Iagttager min kone som mytoman, som løgner. Kemisk renset for sandheder. Prøver at forstyrre hendes billede af mig for at se, hvor fleksibelt et menneske hun egentligt er, min kone. Fortæller hende historier fra Caribien, hvor jeg boede engang, insisterer på, jeg er en anden, end jeg udgiver mig for, kaster onde sandheder ud om hendes rynken i panden, får hende til at græde fortvivlet for at at trøste hende til lykkelige atomer. Hvad er der med dig, mand, råber hun forfærdet! Ingenting svarer jeg i pagt med min totalt løgnagtige natur. Bortfører hendes smil til en historie om de børn vi skal have, kaprer hendes vrede, da jeg drejer det ind på emnet om mine testikler, der er groet fast og ødelagt af cowboybukser. Fortæller hende jeg ejer et slot i Peru, som jeg har tænkt mig at bringe til Danmark. Hun skeptisk. Og efter 30 vanvittige omskift i min umulige natur, efter 40 vilde historier om Grønland, hvor jeg sad fast i isbjerg i millioner af år, før jeg drev mod Varde, sidder hun med dameblad og ser mig (praktisk taget) ikke. (Min tid som mytoman er dermed til ende. Vurderingen af min kone ligeledes til ende. Var nok også mere optaget af at finde på historier end på at forstå min kone. Ærgerligt nok.)

Iagttager min kone fra taget af skuret, hvor jeg lægger tagpap på. Prøver at forstå hende som modent menneske med pligter. Ser hende gå rundt og gøre rent. Ser hende tømme skraldespanden. Hører hende råbe forslag til en 7-årsplan. Hvordan vi organiserer tæppebankning, trappevask, sexliv og arbejde. Jeg smilende gennem brænderens flamme. Forstår hende godt. Livet er jo i bund og grund et arbejde, er det ikke børn, er det indkøb eller merværdier. Jeg giver ikke meget for sløvhed og tid til det, man ikke ser, sådan som jeg sidder der på hug og er et modent menneske. Fanden skulle da være et barn og ønske sig andet og mer.

Iagttager min kone som væltet havenisse. Prøver at forstå hende som en genstand, der kan rejses op og være dekorativ. Tænker på at fylde hendes mund med Hardol og lade hende stå i haven som en nydelig 40-årig kvinde, på nyvasket græs med mælkebøtter. Tænker på, hvordan det ville være at passere hende med en græsslåmaskine. Hvordan det ville være at føle. hun var af brændt ler. Hvordan det måske ville være at slå på hende og mærke hendes hulhed, og vide, det hele var et spørgsmål om form, og serieproduktioner. Bliver straks stærkt begejstret. Ser hende i alle mulige afskygninger, der findes jo også havenisser, der er nøgne og usædelige, som kan købes på Frederikssundsvej. Ser min kone som en havenisse iført lygte, nissehat, nissenæse og bar røv. Hører hende råbte med sin nissetynde stemme. Indtil jeg sidst på året løfter hende og bærer hende ind i sikkerhed i vores centralt opvarmede lade. Tanken tiltaler mig, det må jeg sige.

Iagttager min kone som en klode. Prøver at sætte mig ind i min kone som et himmelfænomen. Er derfor taget til Skagen med en rutebil for at sidde på et lejet sommerhus og kigge på den mørke stjernenat i retningen København. Forestiller mig hun er Venus, planeten, vi engang troede var så smuk og klar som jorden, men som viste sig at være vild og blodig, da vi fik rumsonder dertil.

Slagtede darlings, bagte bonusser 3

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker (udkommer på fredag))

-->

Åbent brev til Grete, kone gennem 20 år, ”om hvad klimaforandringerne gør ved din mand, Jørgen"

Min elskede

Jeg ved du ikke bryder dig om min stigende skaldethed, men tro mig, min ven, hvis kloden passede bedre på sine ressourcer, ville jeg ikke være skaldet.

Min elskede  

Jeg ved du ikke bryder dig om min brylcreme i de tynde totter, men jeg kæmper for dig og mig og selve kloden, hvor vi føder vore børn, min hang til hentehår, skal ses som en grønlænders forsøg på overlevelse. Jeg vil bede dig betragte mine totter ved øret som en art fangsthytter, et sted hvor mit sidste hår kan holde stand,  som fangere har holdt stand i århundreder, en forholdsregel mod den globale opvarmning.

Min elskede

Jeg ved du ikke bryder dig om min mave. Men som håret er også den et resultat af den globale opvarmning. Sumpgasser har sat en process i gang, som ingen træningsbukser kan holde nede. Jeg vil bede dig se min mave som en art Noas ark, hvorpå dyr og mennesker kan søge ly på den sidste dag

Min elskede 

Forstå mig ret, jeg ville gerne gøre gymnastik, men intet økosystem har godt af denne trampen rundt, lad os derfor ikke stresse denne jord, vi bor på med for megen løben.

Min elskede 

Jeg ved, du ikke bryder dig om min overdrevne udsondring af gasser, i daglig tale kaldet prutter. Men tro mig, jeg arbejder på et system, der skal begrænse mængden af CO2 i sofa.

Min elskede 

Jeg ved, jeg kan virke kølig i samvær med din familie. Men tro mig, også det er en del af min fortvivlede kamp for Antarktis. Taler jeg for meget med din mor, smelter isbjergene prompte.

Min elskede 

Jeg ved, du ikke bryder dig om min sjatpissen, min rent ud sagt utætte tissen, i tide og i utide, ved dag og om natten. Men jeg vil appellere til din kærlighed. Se din mand som et landkort, hvor fastlandssoklen langsomt eroderer, Jeg vil bede dig betragte min inkontinens som en del af et vådområde i Nord Grønland. Engang var dette land en tør og fast klippe, og tro mig, jeg kæmper som en skipper på en Greenpeace-pissebåd for. at det skal blive det igen.

Min elskede 

Jeg ved, du ikke kan lide, jeg kommer fuld hjem og bralrer op klokken 3 om natten. Men tro mig, også det skyldes den globale opvarmning. Forhøjelse af UV-stråling har besværliggjort min kikken på uret. Mine øjnes økosystem og min hjernes tundra forvirres af min branderts temperaturstigning, med op mod 10 procent! På udsatte bodegaer.

Min elskede 

Jeg ved, du godt vil have, jeg giver dig blomster, men tro mig, jeg leder overalt, men finder kun steder med tidselagtig, lav vækst.

Min elskede
Jeg ved, du ikke bryder dig om mit overtræk, mit forbrug, min hang til store ting af guld og pantsætning af vor fælles bryllupsringe til Nøjeregne Charles. Men tro mig, kunne jeg bare hindre den frygtelige proces som menneskeskabte udledninger af anti-oksidanter og deodoranter, ville mit Dankort ikke være så blottet for økonomisk ”sne”, som det er.

Min elskede
Jeg ved, du synes, jeg driver den af. Men jeg vil bede dig se mig som en isflage, engang løsrevet, men altid søgende tilbage mod gode faste rammer. Jeg vil bede dig se mig drive omkring, det er måske ikke noget smukt billede, men på min ryg bærer jeg måger og pingviner, der ellers ville dø.

Min elskede
Jeg ved, du også gerne så, jeg købte mere ind. Men du må tro mig, når jeg siger at den Netto oppe på hjørnet kun er en skygge af sig selv. Sydlandske tilstande hersker i kummefryseren. Bestyreren har spist sit frugt og grønt, og varmen i det ny årtusind har sat en frygtelig evolution i gang hos de unge flaskedrenge, der nærmer sig de tidlige stadier hos fisk, alt imens de spiser Mælkesnitte.

Min elskede 

Jeg ved du gerne så jeg malede huset. Men tidernes ugunst, for mange scootere og biler uden partikel filtre har gjort din mand lidt løs i fugerne. Jeg ville så gerne, men stratosfærens ozonlag over vores hus er i aftagende. Med andre ord: Begyndende hudkræft er grund til, at tagrenden er fuld af blade, ikke jeg.

Min elskede

Jeg ved, du ikke tolererer min jagt på andre kvinder. Men som også håret, og min mave, mine gasser, mit urin, min druk, mit Dankort, mine huslige pligter, er også jagten på damer, mit naive forsøg på at redde væsner, vi snart kun kan se i zoologisk have ellers. Elskede, jeg vil bede dig anskue min sekretær Ulla som en  isbjørn. Jeg ved, du hader, når jeg lægger mig på hende, men tro mig, hvis jeg ikke lagde mig på Ulla, ville hun blive som en kannibal og æde alle de andre isbjørnekvinder. Min elskede, jeg ved, du har svært ved at tro det, men faktisk er min utroskab en art lavarktisk korpulerings-permafrost-redningsforsøg. Jeg bedækker kun fremmede kvinder, fordi de er hvalrosser, sæler, ringsæler og rensdyr.

Min elskede 

Jeg vil bede dig betænke disse ting, før du beslutter dig, om du går fra mig. 

Mange knus og kram din mand, en såret, men hårdt kæmpende, klodeagtig, midaldrende, omend klimaforandringsvillig Jørgen.

Slagtede darlings, bagte bonusser 2

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker (udkommer på fredag))

-->

Grete vågner tidligt. Tidligere end hun plejer.  Hun siger til sig selv, det er fordi hun har drømt. Men det var en kontrolleret opvågning. I den sidste time har hun ikke drømt vildt, men styret. Hun har selv drejet drømmen, som man kan, når man er ved at vågne. Som en lerskulptur af en drøm. Med fine sider af fugtigt ler. Hun er træt. Hun har sovet let hele natten. Der er en hel time til, hun skal være ude af døren. Nu ligger hun og ser på sin mand.  Vækkeuret ville tikke, hvis det ikke havde været digitalt. Et fint lys står ind i soveværelset. Klokken er 6.  Jørgen sover tungt. Hvis det ikke var fordi, hun vidste det, ville hun tro, at alt var som det plejede.  Uret ville ringe og de ville begge fare op og indtage hver deres morgenkåbe og så ville de få dagen til at gå. Sådan er det ikke i dag.  Grete ser på uret. Der er ti minutter til den er 06.10.  Hun spekulerer på, om uret kan mærke, når det skal til at bippe. Om der kommer mærker i et ur der har vækket sine mennesker på det samme tidspunkt år efter år. Om tiden bliver mere skrå de sidste sekunder, inden det skal ringe. Grete har aldrig tænkt over det før. Men det må være som at få ny bil.  Man ser verden gennem en ny rude. Alt det, der før var det samme, bliver pludseligt tydeligt. I en vis forstand er der jo heller ikke sket noget. Det kunne være en forlænget ferie. Det er jo før sket. Hun fører sin sovende hånd hen over hans venstre skulder. De små hår rejser sig i solen. Ellers er der ingen reaktion. Han sover på den karakteristiske Jørgen-måde på maven med armene ned langs siden og ansigtet mellem 2 puder.  Grete har altid syntes, han lignede Grauballemanden når han lå sådan. Grauballemanden ligger også sært, som en sovende mumie, der hvert øjeblik kan vågne og gå på job. Hun læner sig frem på armene og kysser ham på næsen. Det har hun ikke gjort i flere år. Han mumler tilfreds i søvne.  Katten  kradser på døren.  Efter et øjeblik begynder den på sin lyse klagen. Grete gider ikke åbne for den. Den vil alligevel kun ind for at vise sin ende. Det er noget underligt noget med katte. At de kun vil kæle, når de er ved at gå til af ensomhed.  Så kommer deres kælen og kradsen og alt det der. Hun har heller aldrig kunne li den kat. Hun beslutter sig for at stå op. Katten spurter ind, da hun åbner døren. Hun står lidt. Så finder hun kontakten og slukker for uret.  Det er ligesom at slukke for noget meget større.  Et stort maskineri. Kaffe. Det var kaffe hun kom fra.

-->

Det er så underligt med dig, siger Grete en morgen, hvor de betragter et jordegern der sidder på hovedet i et træ. Du har mange sider, jeg aldrig har vidst, du havde

Jeg har jo arbejdet

Ja, men vi har immervæk været sammen i over 20 år så jeg burde da kende dig

Det gør du også

Ja, men ikke helt. Hvad faldt du f.eks for da vi mødtes

Dit hår

Mit hår?

Hvad med mit sind

Det faldt jeg ikke for

Men du må da have elsket mig for den jeg var?

Ja, men jeg kendte dig jo ikke

Nå, nej

Har du lagt mærke til det egern, Grete

Hvorhenne?

Oppe i træet

Ja

Tænk at egern kan kravle på hovedet

Hvad tænker du på

Det er ligesom vampyrer, de kravler gerne rundt på hovedet, når de er i mellemstadiet mellem vampyr og menneske, gud ved om egern kunne sidde sådan, hvis de havde en kappe på? Eller om det er noget der er særligt for vampyrer

Vampyrer findes ikke, Jørgen

Nej, det ved jeg da godt, men det er da en nærliggende tanke at sammenligne de to arter

Det var det, jeg mente, da jeg sagde, du havde sider, jeg ikke kendte

Hvad mener du?

Jo, at du siger sådan noget. Det ville jeg aldrig have troet om dig før

Måske har jeg fået mere tid til at tænke

Ja…

Synes du det er forkert at sige

Ne,j bestemt ikke, det er bare ja det er nok fordi jeg synes det er lidt uhyggeligt

Jamen, jeg kunne sagtens sammenligne det skide egern med en grævling f.eks, bortset fra at grævlinge ikke klatrer på hovedet i træer

Hold nu op, Jørgen.

Med hvad

Med at sige sådan noget sludder

Det er da ikke noget sludder!

Jo det er! Og hvad fanden ligner det at skifte emne midt i et spørgsmål

Jeg skifter ikke emne, jeg elsker dig, Grete

Vi har aldrig fået børn

Nej, men det er jo fordi vi ikke kan

Du kan ikke

Skal vi nu til at have den diskussion igen. Vi har prøvet og prøvet, Grete

Der er sket så meget siden vi prøvede

Vil du da gerne prøve igen?

Det ved jeg ikke, men sådan som du springer på mig hele tiden, kan det da godt være der sker noget…

Det ville være helt i orden

Mener du det?

Ja … prøv at se nu kravler den decideret lodret ned

Hvad?

Egernet, det kravler på hovedet ned af stammen. Hvad tror du der ville ske hvis egernet blev den dominerende art på jorden, Grete.

Aner det ikke. Hvad faldt du for da vi mødtes

Det har jeg jo sagt, dit hår

…

Også dine øjne.

Hvad med mit jeg

Dit jeg?

Ja det jeg er og var

Du var ung.

Vi var begge unge.

Ja og vilde

Jeg var ikke vild.

Jo, du var. Du var et liderligt bæst. Og ved du hvad? Du så skidegodt ud!

Hold nu op, Jørgen.

Det var du da!

Det var du også

Det er man jo, når man lige mødes ikke

Ja, vi kneppede som små egern, der kravler på hovedet ned af hinandens stammer, vraaav!

Så styr dig,  Jørgen, ikke bide mig i øret. Det kilder.

Vampyrkneppere var vi

Altså Jørgen…

Hvad?

Vil du ikke nok holde op med at tale om de der

Vampyrerne?

Ja…

Jo

Godt,  så laver jeg lidt kaffe.

(I den tidlige version hed Anita Grete. Men jeg følte hun var ældre når hun hed Grete)