Den gule tale

-->

Bag Ray Bans blinker orkanens øje, eller: Ironien har tics

Ved overrækkelsen af (den ene halvdel af) Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr. til Hassan Preisler for romanen Brun mands byrde på Vejle Bibliotek fredag 27.september 2012

Af Lars Bukdahl

Jeg havde travlt, da jeg i går morges alt for tidligt satte mig til at genlæse Hassan Preislers roman Brun mands byrde som forberedelse til denne tale. Jeg skulle også læse korrektur på et nyt nummer af Hvedekorn og tage stilling til bidragydernes korrekturrettelser, det linjebrud sidder forkert, det ’og’ skal være et ’eller’ osv,, unge poeter er virkelig slemme, og det skal de også være, til at falde i staver i og over deres egne frembringelser.

   Og så var det dejligt at opleve, at romanen forstod mig, eller det er måske for sentimentalt sagt. Lad mig nøjes med at sige, at romanen havde lige så travlt som mig, og at det føltes venligt og velgørende. Både fordi jeg kunne spejle min egen tvangsopspeedethed i den, og fordi travlheden - når den rent formelt administreres så friktionsfrit virtuost og energisk – simpelthen gør bogen hurtigere at læse, uden man nemlig behøver at sjuske med sin læsning: bogen er fast besluttet på at blive læst i en ruf. Man læser den dårligt, hvis man læser den langsomt.

  Akkurat ligesom visse digte af Halfdan Rasmussen og af Per Højholt, fx akkurat det lange et, der hedder Turbo, og modsat en bog, jeg ellers selv har sammenlignet Brun mands byrde med, pga. identitetsmotivet og pga. og’erne, Dan Turèlls Vangede Billeder, der er fortalt og skal læses krønike-drevent, bodega-kværnende. Fartmæssigt vil jeg snarere sammenligne med Hans-Jørgen Nielsens uretfærdigt glemte Den mand der kalder sig Alvard fra 1970, hvor et centralt ord er ”syntaksautostradaerne”. Vrooooom! Som man sagde dengang.

   En lydmand i Charlottenlund har fortalt mig, at Hassan Preisler er den hurtigst oplæsende mand/kvinde, han har optaget, men jeg tror i virkeligheden, at bogen vil læses endnu hurtigere end forfatteren selv gør, uforsvarligt hurtigt, ikke snublende, men jagende, efter de punktummer, der yderst sjældent optræder, som andet end afsnits-afslutning. Så hurtigt her, som om der er bindestreg mellem hvert ord:

  Jeg-skal-til-begravelse-i-Kokkedal-Kirke-og-mor-og-søster-Rebecca-og-jeg-har-gået-den-lange-vej-fra-stationen-til-kirken-og-biler-og-cykler-stopper-og-spørger—om-vi-er-faret-vild-og-om-vi-har-brug-hjælp-også-på-engelsk-og-vi-siger-”nej-tak!”-og-”no-thanks!”-og-da-vi-holder-en-pause-kan-jeg-se-at-vi-er-gamle-os-tre-Mor-har-gråt-hår-og-står-og-vipper-fra-side-til-side-med-stivhed-i-ryggen-og-søster-Rebecca-er-ikke-søster-Rebecca-men-kvinde-med-barn-og-mand-og-grad-fra-universitetet-og-stilling-som-lektor-og-et-alvorligt-udtryk-i-masken-og-vi-går-videre-ad-veje-og-stier-over-marker-og-enge-og-solen-skinner-og-det-er køligt-Mors-veninde-Anita-er-død-af-kræft-og-jeg-har-taget-dagen-fri-og-jeg-siger-”jeg-skal-være-der-for-mor”-men-jeg-tænker-at-jeg-nok-i-virkeligheden-er-taget-til-Kokkedal-fordi-tårer-for-Mads-og-Janne-og-Signe-der-nu-er-i-fyrrerne-ligesom-søster-Rebecca-og-jeg-og-minder-om-barndomslege-med-børnene-Mads-og-Janne-og-Signe-i-en-familie-så-tryg-som-kun-familier-i-Kokkedal-er-det-og-salmer-og-selvvalgte-sange-fra-et-musikanlæg-med-lethed-stikker-en-dag-med-teateradministration-og-da-vi-går-videre-tænker-jeg-pludselig-at-det-egentlig-er-underligt-at-søster-Rebeccas-dreng-er-hvid-som-kridt-når-nu-min-datter-er-sort-som-kul.”

  Det er jo en tekst og en mand, der har det værre end travlt, han og den har decideret stress. Begge, tekst og mand, forsøger lige her at afstresse, med at gå til begravelse sigende nok, men det lykkes i spektakulært ringe grad. Kun HCA er kommet mere stakåndet gennem en landskabsbeskrivelse: ”under taget svalen kvidrer,/ solen synker, og så videre”. Brun mands byrde er en roman, der stresset handler om at være stresset, kunstnerisk kvalificeret stresset handler om at være fortvivlende og euforisk stresset i virkeligheden: hverdagstresset, som med den der – stresset ord! – teateradministration, men fremfor alt eksistensstresset og identitetsstresset, i sin flerdobbelte eksistens og identitet som dansk-pakistansk skuespiller og hygge-nygge-daner og mønstermedlem af den (internationale) kreative klasse og professionel præmieperker og – stedt på aarhusiansk værtshus - uhjælpeligt fejlfarvet. På én gang - og i bogen organiseret som denne overordnet stressede flugt fra den ene Hassan til den anden til den tredje.

  Hjemmesiden forebygstress.dk (stresset domænenavn!) opererer med tre slags stress:

  ”Gentagende eller vedvarende stress  -  Gul stress

  Hvis vi oplevet hyppigt gentagende eller vedvarende akut stress, så vil kroppen mere eller mindre være i en konstant alarmtilstand. Dette påvirker os både fysisk og psykisk, f.eks. vores søvn og vores humør.

  Kronisk (langvarig) stress  -  Rød stress

  Hvis stressen er vedvarende i lang tid, så kommer kroppen og psyken mere og mere ud af balance. Vi begynder at fungere dårligt både fysisk og psykisk.

  Stresssammenbrud  -  Sort stress

  Hvis vi ikke stopper i tide, så siger enten vores krop eller psyke på et tidspunkt stop, vi får et stresssammenbrud, der ofte føre til en sygemelding. I meget alvorlige tilfælde kan stress føre til førtidspension eller i værste fald dødsfald.”

  Det fremgår med al ønskelig tydelighed af bogens omslag, at det er gul (tenderende mod rød) stress, gentagende og vedvarende stress, den og Hassan lider af. Jeg synes, ”mere eller mindre konstant alramtilstand” er så god en opsummering som nogen af fortællertilstand og romanæstetik.

  Det for alvor smukke og prisværdige ved Brun mands byrde er ikke stressens stilistiske brillans – som jo ærlig talt er lidt pervers – men stressens generøsitet: Den travlhed, med hvilken Hassan gennemruller samtlige sine ambivalenser og lirer sine og sin families komplette historier af, med så meget fynd og klem og detaljerigdom som muligt, på sølle 200 sider: det er en turbo-rigdom af en anden verden, som – insisterer og demonstrerer bogen – er og bliver denne verden, inkl. Vejle Bibliotek. Tillykke, Hassan, dit hektiske og herlige hylster, med Munch-Christensens Kulturlegat 2013.