fredag den 20. september 2013

De, der kan, må

Jeg er jo i udgangspunktet enig med Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, når han i dag i og som et såkaldt "synspunkt" (i forlængelse af Morten Sabroes FB-opdatering nr. 2) kritiserer Weekendavisens Bøgers redaktør for at lade Henrik Dahl anmelde (dansk) skønlitteratur, og det er jeg af to grunde: 1. Der er anmeldere af dansk litteratur NOK på WA Bøger, ofte føles det (på kampen om bøger) som om, der faktisk er for mange, 2. Ingen af Henrik Dahls tidligere skriverier har røbet forstand på eller engagement i dansk skønlitteratur eller talent for at skrive kritisk om det, men det beviser selvfølgelig ikke, at han ikke har forstanden og engagementet og talentet,; nu har han så skrevet x antal anmeldelser uden spor af forstand og engagement og talent, og hvorfor søren så bruge ham? Men Peter Nielsen vrøvler helt væk fra vores initiale enighed:

Det interessante var derimod det efterfølgende indlæg fra Sabroe. Her kritiserede han Weekendavisens litteraturredaktør Anna Libak for at give plads til sociologen Henrik Dahl som anmelder af skønlitterære bøger i avisen. Sabroe var vred over den arrogance, hvormed Dahl let fejer nogle bøger af bordet. Den kritik er jeg enig i, men Sabroe kunne sagtens være gået videre, for det afgørende er ikke bare arrogancen, men hele spørgsmålet om, hvem der har lov til at anmelde skønlitteratur? Må en ikkelitterat, her en sociolog, anmelde skønlitteratur? Forfattere og sociologer arbejder væsensforskelligt med sproget. Min erfaring er, at de dårligste læsere af skønlitteratur er sociologer og filosoffer, for de har et ret skråsikkert forhold til selve det sprog, de betjener sig af, og det er det stik modsatte af det, skønlitteraturen gør. Nu har jeg som sådan ikke noget imod, at folk med anden baggrund end en litterær anmelder skønlitteratur, hvis de vel at mærke har faglig indsigt i litteraturens væsen. Men når man så lægger den oplysning til, at Henrik Dahl for nogle uger siden debuterede som skønlitterær forfatter med sæsonens ringeste anmeldelser og med anklager om overhovedet ikke at kunne skrive en roman til følge, så er det, at mistanken til hans evner til at bedømme andres evner får nyt liv. Når han nu hverken selv kan skrive litteratur eller læse den, hvad laver han så egentlig som anmelder? Tænker på pelikaner måske?.

Filosoffer og sociologer må ikke anmelde skønlitteratur, fordi de har et "skråsikkert" forhold til sproget. Det har ret mange litteraturuddannede nu også, fx Peter Nielsen, akavet, men skråsikkert. Og en kritiker skal vel ikke nødvendigvis have samme forhold til sproget som en forfatter (og som hvilke forfattere? Kirsten Thorup eller Ramus Halling?), bortset fra jeg ikke synes, nogen skrivende bør have et skråsikkert forhold til sproget, og det har de bedste filosoffer og sociologer vel heller ikke? "Faglig indsigt i litteraturens væsen" er en pænt klumpet størrelse. Jeg vil hellere som ovenfor tale om forstand (man har læst en masse bøger), engagement (litteratur er vigtigt for én), talent (for at beskrive og smagsbedømme sin læseoplevelse på skrift) og, som det måske mest sjældne (derfor nævnte jeg det heller ikke som mindstekrav), sans for litteratur, også kaldet litterært gehør. Ingen de kvaliteter behøver man at være uddannet i litteratur for at besidde, ingen af de kvaliteter er filosoffer og sociologer på forhånd udelukket fra at besidde. Men det mest forvrøvlede i synpsunktet er dog, at det skulle diskvalificere en boganmelder, at han selv har skrevet en, angiveligt, dårlig bog (medmindre den fx er decideret ord-til-andet-afskrift). Skal nu Kamilla Löfström være nervøs for Peter Nielsens smagsdom over sin bravt eksperimentelle roman-blog A? Og hvad med den fynske nøgleroman, Mikkel Zangenberg har annonceret, kan den blive fyringsgrund? Og hvad med mig selv? Er min ene stjerne i Berlingske for min seneste bog et problem for mit anmelderi? Kritikere skal kunne skrive kritik, kan de det, er de kritikere, hvad de end ellers også er eller ikke kan finde ud af at være. 

14 kommentarer:

  1. Hej Lars Bukdahl
    Jeg er meget enig med det du skriver her. Helt enig i, at dårlige bøger/kloge sociologer ikke per se er en hindring for god og vedkommende litteraturkritik. Men efterhånden kan man også godt få det indtryk at litteraturen kun er en irriterende gæst i jeres bogtillæg af biografier og griiiiibende beretninger fra 2. Verdenskrig. Lad os se på denne uges tillæg: Interview med Anne Appelbaum, som ved helt vildt meget om totalitarisme. Ih, hvor spændende, klapjagt på kommunister igen, åbne samfund igen, Kina-totalitarisme igen igen igen, rable rable!; En krimi, som anmelderen bruger tid på at fortælle, hvor lang tid det tog ham at læse den, gaaaaaab!; Jacob Ludvigsens erindringer, neeeeej hvor rebelsk at lukke hobbitten i jakkesæt ind i det booooorgerlige litteraturtillæg; et resumé af 'fejden' mellem din og Sabroes facebook-konti (er I selv indblandet, eller er det endnu en hemmelig klausul i facebook-licence-agreement, at Zuckerberg må debattere på jeres vegne?); Enzensbergers essays om Europa, sikkert mildt bistert og underholdende, god smag har han da i det mindste i litteratur, men litteratur som sådan er det jo ikke; og så, på side 5 kommer første roman (krimien fraregnet), men fandme om den roman så ikke handler om besættelsestiden, en eller anden, der melder sig til SS, uha, Europas dyyyyyyystre fortid!! Næste side: ikke en krimi, denne gang, men en 'anti-krimi', ih, hvor dejligt, der skal jo være noget modspil til alle de krimier, lad da endelig den politiske journalist Arne Hardis tale om den; derefter skal vi have bøssesex, for der har jo, uha, endnu ikke i denne uges tillæg været noget om køn eller feminisme; og nu til ugens scooooooop!!: Anne Knudsen, den allerhøjeste helligste chefredactrice som mildt nedkaster skønt svungne ord om to øer, som ved Gud ikke engang findes længere, de er oversvømmet, men en gang for tusind år siden skete der måske noget (lidt som en allegori over litteraturspalterne); videre til den nyslåede erhvervsanmelder Leonora, som hiver lidt ned om danskerne set udefra, uuuuuuhh en kendt ENGLÆNDER skriver om os, hvor spændende, hvor gode er vi til dit og dat, jappe, jappe!; dernæst Ann Mariager, som i sin nye bog causerer om singlelivets glæder; så taler du okay fint og underholdende om hævn med hævn på, og det lyder meget fint og anekdotisk, men stadig ikke specielt litterært; dernæst, romantørstende, kan vi endelig få et lille fix om en mand der lukker sig inde i et rum, og en minimal anmeldelse af Birte Weiss, som mest måber over 40 millioner solgte bøger, populææææært, altså! Og så til Kina igen, lad os da endelig gejle lidt mere om Kina, Kina, Kina, skejser, erhvervsliv, økonomi, boom, arbejdspladser, win-win, coaching! Derefter taler du lidt om Peter Høeg og Jes Bertelsen, og det kan jeg godt godtage, for det har da lidt med litteratur at gøre, men lige efter kommer så en 'varm og rummelig bog om gudstro belyst gennem hverdagserfaringer'(!!!), sikke en teaser! Kun den diametrale modsætning af denne teaser er en teaser: 'kold og snæver ubog om satandyrkelse aflyst udenom spektakulære festerfaringer', så faste indslag med et jævnt hyggeligt anagram og en jævnt jævn tegneserie, før vi som læsere kan få lov til at læse et dobbeltopslags lirumlarum om fejl og mangler i en bog om Karen Blixen. Ikke noget med bøger AF Karen Blixen, som jo sandt for dyden er svedig nok, men fejl i en bog om hende. Ophidsende! Meget ophidsende. Bridge+skak+ugensdigt+tegning af Vegas, og så kan vi slutte af med en beskrivelse af en engelsk feminist, der har vist sin mave og sit uglede hår i Dronningesalen.

    Man kunne altså måske endda mene, at Henrik Dahl passer meget bedre ind i dette tillæg end du selv gør. Alas! Alas!

    SvarSlet
  2. kæft noget sludder troelshughes (vildt navn, by the way!). du kan bare afmelde din avissssss-husk at slippe tasten-ssss!

    SvarSlet
  3. ..det synes jeg er ledt sagt mod filosofferne

    SvarSlet
  4. Jeg er jo i udgangspunktet enig med mig selv, når jeg for en uges tid siden i og som et såkaldt "synspunkt" (i forlængelse af Morten Sabroes FB-opdatering nr. 2) kritiserer Ekkos redaktion for at lade Lars BukDahl anmelde film, og det er jeg af to grunde: 1. Selvom der er meget få danske filmanmeldere med en egentlig ekspertise inden for det, de anmelder - altså, film - må der da for fanden være alternativer, 2. Ingen af Lars BukDahls tidligere skriverier har røbet forstand på eller engagement i film eller talent for at skrive kritisk om det, men det beviser selvfølgelig ikke, at han ikke har forstanden og engagementet og talentet,; nu har han så skrevet x antal anmeldelser uden spor af forstand og engagement og talent, og hvorfor søren så bruge ham?

    ;-)

    SvarSlet
  5. Jeg savnede også min Marianne Larsen-anmeldelse i dagens WA Bøger ...

    Og til ham Lasse og hans stædige kampagne mod mit Ekko-anmelderi - det kunne være meningsfuldt hvis du angreb nogle konkrete anmeldelser (ud over Onkel-anmeldelsen og min blasfemiske bemærkning deri om hurtigspoling) og fandt beviser på min filmiske dumhed.

    Her er i mellemtiden et link til en artikel, jeg skrev for 8 år siden om min yndlingsinstruktør Robert Altman, jeg synes ikke, den er helt dum, men hvad ved jeg:

    http://www.16-9.dk/2006-06/side05_feature2.htm

    SvarSlet
  6. OK. Nu har jeg lige læst din allerede af Morten Sabroe herostratisk berømmede anmeldelse af Sorrentinos La grande bellezza. Jeg noterer mig:

    - Det lader ikke til, at du, inden du så La grande bellezza, havde set en eneste film af Paolo Sorrentino. Han er trods alt de seneste ti års med afstand væsentligste italienske instruktør, og har tidligere lavet fremragende film som The Consequences of Love og Il divo, samt den interessante og katastrofalt mislykkede This Must Be the Place. Du får så indskudt, at du så This Must Be the Place,_efter_du havde set La grande bellezza, men du virker ikke umiddelbart som en anmelder, der kender noget som helst til den kontekst, filmen du skal anmelde indgår i. Derfor kan man jo stadig godt anmelde filmen, men det gør nu engang smagsdommen dét mere uinteressant og ukvalificeret.

    - Paolo Sorrentino arbejder i højere grad end de fleste instruktører med et særligt sirligt og gennemkomponeret visuelt udtryk. Faktisk i så høj en grad, at det visuelle udtryk ofte ER filmen, snarere end handlingen og fortællingen er det. Men i din anmeldelse finder jeg ikke et eneste ord om kameraføring, farvebrug, kompositionsmønstre eller klipning. Det der i en roman eller en digtsamling ville svare til selve sproget (i kursiv). I stedet kommer du med indsigelser om dyr (du skriver rigtig meget om dyr) og aspekter ved handlingen, du finder mangelfulde. Noget du altsammen opsummerer som værende "60’er-kunstfilmiske klicheer i almindelighed og italienske, kunstfilmiske klicheer i særdeleshed". Hvad det så end betyder eller henviser til. Det svarer vel til at anholde handlingen og det klichéfulde øre-motiv i Auricula uden at notere sig noget som helst om sproget eller andre specifikt litterære træk ved romanen.

    Vh
    Ham Lasse

    SvarSlet
  7. Kære Lars Bukdahl,

    Jeg synes det er helt rimeligt at kritisere din filmanmelderpraksis, og da specielt set i lyset af din egen tilsyneladende ustoppelige kritik rettet mod dine anmelderkolleger. Så sent som i går anmelder du CEB her på bloggen. Zangenbergs og Rösings anmeldelser forsømmer du ligeledes sjældent at anmelde. Så det er mig ubegribeligt at du finder kritikken af din rumsteren rundt i filmuniverset utidig. Og hvem er jeg? Du kan jo kalde mig 'Hende der'.

    Mvh

    SvarSlet
  8. 'siger du til mit angreb på din konkrete anmeldelse? Giver det mening?

    SvarSlet
  9. Først til hende der:
    Selvfølgelig er det rimeligt at kritisere min filmanmelderpraksis, og jeg har da heller ikke kaldt sådan en kritik utidig - jeg har bare sukket over, at ham Lasse mener, at jeg ikke har forstand på film "overhovedet" og så udbedt mig konkret kritik.

    Og det har jeg så fået! Tak for det, Lasse-ham!

    Kritikken af at jeg ikke har set Sorrentinos tidligere film, før jeg så Den store skønhed, men først bagefter, er det svært at stille noget op med: Var det for sent, at jeg først så Eraserhead i 1990?

    En film er et gesamtkunstwerk, (anti)fortælling/narrativ, dialog/voiceover, skuespil, musik og så al filmiskheden, det, Lasse oplister som "kameraføring, farvebrug, kompositionsmønstre eller klipning." og man kunne sagtens nævne endnu mere (men filmiskheden er vel ikke = sproget i et stykke litteratur, eftersom der jo faktisk er sprog i de fleste spillefilm, ligesom en roman "klipper" sine scener). Derfor er det så besværligt at anmelde film: hvad skal man lægge vægt på hvor meget i forhold til, hvad filmen selv lægger vægt på eller udmærker sig ved? Jeg kunne godt have lagt mere vægt på det filmiske i min skønhed-anmeldelse ud over de hånske bemærkninger om "smukke billeder af den evige, sursøde by (en mystisk mand har nøgler til alle de skønneste steder, dem ser vi så, i laber nattebeslysning …)" - og jeg kunne have uddybet min kritik af filmens "60’er-kunstfilmiske klichéer i almindelighed og italienske, kunstfilmiske klicheer i særdeleshed" i mere teknisk, filmisk retning: opulent, hektisk/dvælende virtuositet, og nævnt navnet Fellini, som jeg åbenbart var for blasert til at nævne, nu alle andre gjorde det. Jeg gjorde noget andet: jeg fokuserede på giraffen og de pinlige ikke-pelikaner som en særlig slags EKSEMPLARISK genre-kliché, der i den grad også er visuel: det magisk-realistiske dyr(e-tableau). I andre anmeldelser kan det "rent" filmiske i højere grad være i centrum eller bare benævnt - citat fra min Moonrise Kingdom-anmeldelse: "Det er altså ikke kun i den håndgjorte detaljerigdom og den stiliserede mise en scene og de sirlige stop-and-go-kamerabevægelser og den minutiøse musikbrug (denne gang især den lige så pilne, engelske komponist Bejnamin Britten), at Wes Anderson i Moonrise Kingdom ligner sig selv, det er overalt." Men det er sikkert rigtigt, at der er en litterær slagside i mine filmanmeldelser; det tror og håber jeg så også er deres styrke som supplerings-anmeldelser (der siger noget andet om en film end de andre anmeldelser, noget andet, som ikke er dumt eller ligegyldigt). Hvad synes du fx, Lasse, om min dialog-vinklede Hal Hartley-anmeldelse i samme Ekko? Er den rent idiotisk og overflødig?

    kh this Lars
    der altså er glad og også også nørdet glad for film, på (apropos Moonrise) spejderære!

    SvarSlet
  10. (1/2)
    Dat Lars

    Tak for et udførligt svar på tiltale. Nu er der jo åbnet op for lidt af en diskussion, der også er lidt af et minefelt, for den handler på alle måder om, hvilke præferencer, man selv som individ har, når det kommer til film. Hvad forstår man, ganske simpelt, ved 'det filmiske'? Og hvad er i det hele taget en 'god film'?

    Jeg interesserer mig lige så meget for (hvad jeg forstår ved) film, som du interesserer dig for, (hvad du forstår ved) litteratur (det her bliver en parallel mellem dit forhold til litteratur og mit forhold til film - det er en ret nem måde at få mine pointer igennem på). Derfor vil vores idéer om, hvad vi forstår ved film, givetvis også kollidere. Ligesom det er klart, at hvad du forstår ved litteratur (for slet ikke at tale om 'god litteratur') er noget ganske andet, end hvad mange andre anmeldere og tilsyneladende litteraturinteresserede forstår ved litteratur. For eksempel er alt det, som Kim Leines bøger udgør og - vigtigst! - som anmeldere, godtfolk osv. vægter i deres hyldester og omtaler af eg. Profeterne i evighedsfjorden ca. det modsatte af, hvad du forstår ved god litteratur. Kim Leine er mainstream på den facon. Det er den store, episke fortælling i et meget alment tilgængeligt sprog, det er det påtaget litterære schwung, og det er den konstante pleasen af litterære aspekter, hvor payoff'et ofte er stort og umiddelbart: narrativet, plottet, karaktererne, suspensen. Og så ikke så meget andet. Det er alt det, du ikke sætter pris på i litteratur (og jeg kan sgu da heller ikke lide Kim Leine, bare lige for the record).

    På samme måde har jeg det med film. Alt, hvad amerikansk film har ført igennem som 'det filmiske' interesserer mig ikke det mindste: den korte, effektive indstilling; den usynlige klipning; billedbeskæringen, der kun har det åbenlyse for øje; musikken, der fortæller mig, hvordan jeg skal indoptage billederne. Det man overordnet set kalder continuity film og som primært har som sit altoverskyggende formål at skabe 'troværdige'/'interessante' karakterer og fortælle 'en god historie'. Coen-brødrene eller Martin Scorsese kunne være et eminent eksempel på denne type film. Mange af de tre herrers film er jo ikke elendige film som sådan, de indeholder bare intet af, hvad jeg forstår ved det filmiske.

    Hvad jeg forstår ved det filmiske er motiver, indstillinger, klipning og kameraføring, der ikke (blot) ønsker at formidle en fortælling, men som i langt højere grad viser verden og filmmediet på en ny og idiosynkratisk facon, og som formidler en vision og et verdenssyn. Ikke i kraft af historien og moralen og temaet, men i kraft af filmsproget. I denne type film ser man ofte lange indstillinger (gerne flere minutter), som gør, at man kan udtømme det billede, man ser, og desuden se en ny mening i det derefter. Man ser (ofte) langt færre klip (frem for alt, klip man bliver opmærksom på, og som ikke har som formål at være usynlige), der skaber en bevidsthed om filmmediet (ligesom når litteratur skaber en bevidsthed om skriften og sproget). Man ser skuespillere, der eksisterer i og med filmen, i det den udfolder sig, frem for at filmen bliver en platform fra hvilken skuespillerne kan 'brænde igennem'.

    SvarSlet
  11. (2/2)

    Hvis jeg skal holde mig til mit indledende spor, så kan man sige, at det er en form for film, der på flere punkter svarer til den 'smalle'/avantgarde/skriftbevidste litteratur, som du selv gør dig til bannerfører for. Problemet er bare, at disse film ikke har nogen som helst plads i den danske filmkritiske offentlighed, hvilket først og fremmest har noget at gøre med, at de meget, meget sjældent får premiere i danske biografer (udover på PIX, hvor man kan se en del af dem). Vi taler om instruktører (og dette er blot nyere instruktører, der har sat den filmkunstneriske dagsorden i de sidste 10-15 år) som Apichatpong Weerasethakul (ham kender vi dog!), Paolo Sorrentino (ham kender vi også!) Abbas Kiarostami, Pedro Costa, Nuri Bilge Ceylan, Hou Hsiao-hsien, Tsai Ming-liang, Valeska Grisebach, Jia Zhang-ke, Lucile Hadzihalilovic, Manoel de Oliveira, Jafar Panahi, Cristi Puiu, Radu Muntean, Corneliu Porumboiu, Lisandro Alonso, Miguel Gomes, Claire Denis, Bruno Dumont, José Luis Guerín, Hong Sang-soo, James Benning, Nikolaus Geyrhalter, Aleksandr Sokurov, Edward Yang, Albert Serra og Shinji Aoyama blot for at nævne et par stykker. For hardcore cineaster er dette uden tvivl mange af de navne, der vil blive nævnt, når man taler om de seneste 10-15 års filmkunst, men for den brede offentlighed (og størsteparten af den danske anmelderstand) er de stort set ukendte (lidt ligesom den litteratur, du godt kan lide, fraset det med anmelderstanden, for litteraturen bliver nu en gang behandlet uendelig meget bedre end filmkunsten i de danske medier). Og det er altså ikke dybt esoteriske kunst-kunstnere, som kun 200 mennesker i verden kender, det er navne, man vil støde på over alt på internettet og i udenlandske filmtidsskrifter, hvor der bliver talt om seriøs filmkunst. Det er instruktører, hvis films kvaliteter - og hvis films filmiskhed - ligger helt, helt andre steder end i de film, der normalt får premiere i Danmark, og at lede efter en konventionelt fortalt historie (eller hvad man ellers får ud af mainstreamfilm) hos Apichatpong er som at lede efter 'den gode, stringente historie med den logiske udvikling og det tydelige plot' i Brixvolds Forbrydelse og fremgang.


    Men i den danske filmoffentlighed bliver filmmediet stort set altid behandlet som visuelle fortællinger og intet andet. Hvis du spørger Christian Monggaard, hvad en god film er for ham, vil han sikkert sige Ringenes Herre, og hvis du spørger Kim Skotte, vil han sikkert sige Babel. Så problemet, Lars, er ikke dine anmeldelser som sådan (i hvert fald ikke i den udstrækning vi sammenligner dem med den gængse danske filmkritik, for i den forstand er de sikkert bedre end de fleste), men at flere af de film, du har anmeldt (eller, i hvert fald de to, jeg har taget fat i, Uncle Boonmee og La grande Bellezza) er filmkunst på en helt anden måde (og på et helt andet plan og niveau), end hvad der ellers normalt kommer i biografen. Ud fra min forståelse af film, that is. Men det er så min påstand, at film, der i deres filmiskhed opererer inden for denne form for forståelse af film også bør anmeldes af anmeldere, der deler den forståelse, for ellers giver det ikke rigtig nogen mening at anmelde dem. Det ville heller ikke give mening at sætte Alt for damernes krimianmelder til at anmelde Forbrydelse og fremgang (det var en hård analogi, men den giver god mening, synes jeg, for det er de forskelle, vi ofte opererer med her).

    Det er uendeligt sjældent, at den type film - eksempelvis et decideret filmhistorisk mesterværk som Uncle Boonme - får premiere i de danske biografer, så når de endelig gør det, irriterer det mig, at de ofte bliver anmeldt af folk, der ingen fornemmelse har for den type film. At det så er stort set samtlige danske anmeldere er bare sørgeligt. Kim Skotte kunne berette om, hvordan han keeeedede sig og var lige ved at falde i søvn i Cannes under visningen af Nuri Bilge Ceylans hovedværk Once Upon a Time in Anatolya, og Ekkos Claus Christensen havde travlt med at afskrive den mæææærkelige thailandske Uncle Boonmee

    SvarSlet
  12. (3/2, sgu!)

    Dette er altså i lige så høj grad en generel kritik af den danske filmkritik, som det er en kritik af dig, men du stiller dig bare meget behændigt i skudlinjen, fordi du altid selv er så kritisk over for anmeldere, anmelderpraksis og forskellige litteratursyn (og i videre forstand kunstsyn). Og fordi du ved så meget om den litteratur, du beskæftiger dig med.

    Og så må man jo selv gøre, hvad man kan for at ændre tingenes tilstand, så til slut vil jeg lige tillade mig at reklamere skamløst for filmtidsskriftet Krystalbilleder, som jer er medredaktør af: www.krystalbilleder.dk

    Alt det bedste,
    Lasse

    SvarSlet
  13. Tak, Lasse!
    For en forbilledlig kommentar(-føljeton)! Med skarp og klar præsentation af optik og kritik - og frem for alt øjenlokkende anbefalinger! Kan I ikke på Krystalbilleder (finde på et bedre navn og) oprette jeres egen netflix-kanal med alle de mærkelige, smukke, langsomme film, som jeg også helst gerne vil se mange flere af; det er derfor, jeg bliver sur på Malick og (den film af) Sorrentino (som alle Politiken-anmelderne NB elskede), fordi de giver plotløshed og langsomhed og kedsommelighed et dårligt, kitschet navn. Jeg har i Ekko begejstret (men ukyndigt) anmeldt canadiske Maddin og græske Lanthimos, men har så også en svaghed for (i mine øjne) (plot)subvervise amerikanske komedier og komikere Jeg ved så ikke, om jeg hellere vil være en mainstream-filmanmelder over gennemsnittet, som du forfremmer mig til, end en ren ignorant. Jeg køber et blad, næste gang jeg ruller mine store øjne hen i Cinemateket. kh Lars

    SvarSlet
  14. Så endte det hele jo godt! Krystalbilleder er et glimrende navn (det er fra Deleuzes pragtfulde filmpoetik), så det løber ingen vegne, og hvem ved, måske åbner vi Krystalflix på et tidspunkt.

    Jeg vil dog lige sige, at jeg ELSKER den seneste Malick (ja, jeg er godt klar over, at jeg er stort set alene der), og det er ca. min favorit af alle hans film. Jeg ved godt, at det bare er mig.

    En lille pointe, jeg ikke fik med før: Jeg kan godt lide, når film ikke er behagelige, når de gør lidt ondt at se, fordi de er (hvad man normalt ville kalde) kedelige og svære at fordøje. Altså, ikke som Triers berømte "sten i skoen" (de skal ikke være chokerende eller grafiske eller ekstreme), men næsten som det modsatte: så stillestående, at man pludselig for øje på noget, man ikke havde kigget efter eller tænker over noget, man ikke ellers ville have tænkt over. I forlængelse af det vil jeg gerne slutte af med at anbefale dig én film fra et af de mange navne, jeg droppede (ikke fordi, det er den bedste, men den interessant, og forestiller mig, du vil kunne lide den): Corneliu Porumboius Police, Adjective. Den er næsten stillestående i sin hyperrealisme, men ekstremt intelligent og interessant. Og bliv endelig ved med at anmelde film for Ekko, hvis det betyder en anmeldelse færre fra Claus Christensen og konsorter.

    Kh
    Lasse

    SvarSlet