-->
Jeg kan ikke
finde ud af præcist, hvor racistisk eller anti-racistisk den oprindeligt tyske
remse-leg ”Tre små kinesere” er?
Hvis vi tager den uforvrængede ordlyd:
”Tre små kinesere på Højbro Plads/ stod og
spillede på kontrabas/ så kom en betjent/ så, hvad der var hændt/ tre små
kinesere på Højbro Plads”.
Så er der vel ikke noget racistisk i sig selv
ved at lade tre kinesere stå og spille kontrabas, selvom der måske indgår en
stereotyp forestilling om, at kinesere er små – hvilket de jo rent faktisk er:
jeg har stået og tårnet helt vildt i et universitetsauditorium i Shanghai - og
at de derfor må stå ovenpå hinanden for at kunne spille på en kontrabas. Men
måske spiller de på tre kontrabasser! Det ved vi ikke.
Snarere er remsen en udhængning af betjenten
som mere eller mindre bevidst racist: Ville han have været lige så mistænksom,
hvis det havde været tre små danskere, der havde stået og spillet på kontrabas?
Næppe!
Hvad med vokalskiftene: Når man udskifter med
i, kommer remsen til at lyde kliché-kinesisk:
Tri smi kinisiri pi Hijbri Plids.
Men udskifter man med ø kommer den til
gengæld til at lyde som en tyk karikatur på kartoffel-dansk (og Poul Borum –
sådan taler han i Klaus Rifbjergs Marts
1970):
Trø smø kønøsørø pø Højbrø Pløds.
Og pludselig ligner remsen en hyldest til den
globale, babelske rigdom af lyd og de rige forvridninger af et nationalsprog i
munden på fremmede. Jamen, amen!
Den originale tyske sang, "Drei Chinesen mit dem Kontrabass", menes at stamme fra den nordøstlige del af det tidligere tyske sprogområde. I den nuværende tyske version er hovedpersonerne tre kinesere; en forløber (fra 1922) for den nuværende version kendes fra den estiske by Tartu, der på den tid havde et væsentligt tyskbaltisk mindretal.[4]
SvarSletI hovedparten af versionerne fra tiden før 2. verdenskrig er hovedpersonerne derimod japanere (af rytmiske årsager bruges den ældre flertalsform Japanesen).[5] Disse versioner kan føres tilbage til Pommern anno 1909, og i 1913 opstod en version med teksten "Drei Japanesen mit ’nem Bass" i Berlin. Antallet af japanere kunne variere fra område til område; f.eks. er der bevaret en tidlig version fra Schlesien, hvori antallet er ti,[6] og en anden version fra Landkreis Büren i Westfalen, hvori tallet er 20.[7]
I visse egne af Schweiz er teksten med japanerne endnu populær. Fra kantonen Ticino kendes desuden en særlig version, hvori der også indgår en jodler i slutningen, og hvori japanerne ikke sidder med, men uden kontrabas.[8] Årsagen hertil kunne være, at nogle af de ældste versioner slet ikke siger noget om musikinstrumenter, men derimod, at hovedpersonerne sidder på gaden uden "pas" (tysk: "Pass"). Denne detalje kan desuden give teksten en smule mening. Hvorvidt versionerne med de manglende pas er originalversionerne, er dog uvist.
Kontrabassen blev først et fast element omkring 1940. Hidtil havde der i teksten stået "Bass, Bass, Bass" i stedet for, men både rytmisk og metrisk passer "Kontrabass" bedre til sangen. Sangbogen Der Kilometerstein (udgivet i Potsdam 1934 af Gustav Schulten) benyttede stadig "Bass"-gentagelsen, hvorimod der i den senere udgave (udgivet i Mainz 1941 af Ludwig Voggenreiter) stod "Kontrabass".
Af alle de tidligste versioner findes der knap to, som er ens, hvilket er karakteristisk for folkesange. "Drei Chinesen mit dem Kontrabass" har som sangleg gennemgået et væld af modifikationer, så næsten hvert eneste ord har været ændret. Således findes der versioner, hvori kineserne (eller japanerne) sidder, står eller går på gaden, alt imens de enten synger, snakker eller spiller; i nogle versioner er kulissen endda en skov i stedet for en gade.