Henrik Dahl skriver et særligt uskønt revisordansk: »Han var en højt estimeret foregangsmand inden for professionaliseringen af det økologiske landbrug, som hun i mange år havde dannet par med.« Ikke just elegant, vel? Eller: »Resten af dagen var gået slag i slag med kontaktsøgende børn og madlavning og oprydning, og der havde ikke været tid til at snakke om den mulige sigtelse for overtrædelse af den milde terrorparagraf«. Det er jo næsten sjovt i al sin klodsethed. Faktisk skraldgrinede jeg mange gange i løbet af de første 30-40 sider. Vantro og næppe, hvor Henrik Dahl vil have mig til det. Som satire er N. T. nemlig bovlam, selvgod og mildest talt forstenet, hvad kønsroller angår, jeg mener, er pointen virkelig, at kvinder er kontrolfreaks med økodiktatoriske tilbøjeligheder og mænd nogle ultra konfliktsky vatpikke, der først i sidste øjeblik finder ud af hvor befriende det kan være at slå konen? Det er sgu nok en metasatire, tænkte jeg, da gassen var gået af morskabsballonen og romanens flad-og fadhed havde sat sig tungt på mig. Måske vil Henrik Dahl teste hvor elendigt han kan skrive og stadig blive inviteret i morgen-tv for at debattere helsefanatisme og økodogmatisme på baggrund af et påskud af en bog? Det vil vise sig.
- René prøver at se lige så superskurk-bad ass ud, som han fra i dag er
Den mand burde søge læge.
SvarSlet