Søren Vinterberg om Kick-Ass 2, som jeg derfor helst gerne vil se (og fordi Jim Carrey er med - jeg må også få fat på den dér tryllekunstner-film med ham og Steve Carrell, der aldrig kom i biografen):
Både Aaron Taylor-Johnson og Cloë Grace Moretz har faktisk udstråling, og Jim Carrey leverer en meget præcis præstation som leder af vigilante-ligaen, komplet i kampuniform og med schæferhunden Eisenhower ved sin side. Alligevel lyder denne art high school comedy møder ’Watchmen’ light mere målbevidst og begavet, end resultatet er. For selvironien i hele figurgalleriet er jo glemt ved næste begravelse af en af de ’gode’, og man kan ikke just sige, at filmens slutappel til modig selvtægt og massakrer med ’moralen’ på sin egen side er noget fuldgyldigt svar på en USA-virkelighed, der i forvejen byder på rigelig kombination af størrelserne high school og horror.
Og når netop det bliver en rimelig målestok, er det, fordi filmen lader, som
om den vil noget mere end bare at underholde. Mikset bliver kikset, fordi filmen ikke skelner skarpere mellem selvforsvar og
selvtægt end hele USA’s gamle frontier-tænkning. Og den dobbeltmoral – fordømmelsen af den vold, filmen lever af – er så
påtrængende, at det gør ondt.
Kim Skotte om Spies og Glistrup, som jeg derfor endnu mere gerne vil se:
Men var Glistrup den elskelige original og det passionerede menneske, Boe
fremstiller ham som? Og som menigmand klukker så modigt over i de udvalgte
arkivklip? Jeg husker det anderledes. Jeg husker Glistrup som en politisk figur, der var inderlig forhadt af de
fleste, fordi de følte, han hånede dem, når han fortalte folk, at de var
idioter, hvis de gjorde deres pligt og betalte skat til samfundet.
Da han senere lagde grundstenen til det politisk sanktionerede fremmedhad i det moderne Danmark blev han – diplomatisk udtrykt – ikke mindre omstridt. (...) Spies læser Jung og taler med Nietzsche i munden om et samfund, der har mistet sansen for forskellen på de stærke og de svage. Glistrup på sin side hvæser »Velkommen til middelmådigheden«, da han føler sig svigtet af Spies og kort tid efter stifter Fremskridtspartiet. Giver dette antydede fællesskab om overmennesketænkning mening?
Ikke så forfærdelig meget, synes jeg. Den ene film om ’Spies &
Glistrup’ er en fest. Den anden er kun halvt til hest. Måske fordi venskabet som præmis etablerer en grundlæggende skævhed i filmens
sandhedsværdi. Filmens fortælling er, at ’Spies &
Glistrup’ var to excentrikere, som udfordrede janteloven og
middelmådigheden, og at danskerne elskede dem for det. I tilfældet Spies er det et langt stykke af vejen korrekt. I tilfældet
Glistrup er det en idyllisk banalisering og et udtryk for dramaturgisk og
historisk ønsketænkning.
Betænkelige meninger og personer er nu engang mere og bedre underholdende end betænksomme personer og meninger.
