fredag den 25. januar 2013

SIN helt egen sorte URkæde

Der er klart for få genuine særlinge i dansk litteratur, og fhv. embedsmand Georg Ursin, født 1934, der netop har stillet lakskoene elegant nekrolog i Politiken af BoTao Michaëlis (har endnu ikke link)), var absolut en ægte særling, i sine i alt 6 romaner, som jeg alle anmeldte i WA (de 4 i 2 dobbeltanmeldelser) en stærkt ustadig særling med sin kancellistilige/stilløse, dunkelt/skrumlet gotiske/gordiske. centraleuropæiske/centraladministrative thrillers/tørvetriller, men stadigvæk fuldgyldigt mærkelig - de 3 bedste, mest vellykket Ursinske romaner er debuten Chenlein  (fast pensionist-snuser) & Schmidt, 2005, og Chenleins dobbeltgænger, 2008, og Mord på museet, 2009 her er min WA-anmeldelse af de to sidstnævnte:

GEORG GEARKNIRK Pligtskyldigt fortsætter Georg Ursin sin distræt mareredne underminering af krimi-genren, i sandhed fortjenstfuld sabotage

Arkivskuffens kviksand

Georg Ursin: Chenleins dobbeltgænger. 209 sider, 199 kr. People’sPress
Georg Ursin: Mord på museet. 210 sider, 199 kr. People’sPress
 

af Lars Bukdahl  

Måske Pia Juul skulle have kaldt sin roman Mordet på Halland for en kriminalroman, og så bare have skiftet navn, til fx Franciska Sonor, og vigtigere endnu: skiftet biografi, til en 78-årig pensioneret eskimolog og krimi-debutant, så ville Juulskheden hverken positivt eller negativt have kommet i karambolage med kriminalistikken.

  Se bare til såkaldte Georg Ursin, angiveligt født 1934 og angiveligt tidligere embedsmand i det danske embedsmandsapparat, og i hvert fald som sådan, Georg Ursin, født 1934, tidligere embedsmand, forfatter til 5 kritikerroste, mildest talt utraditionelle krimier 2005-2009 på forlaget med det forpligtende navn People’sPress.

  Hvad angår folkeligheden, så fortalte min frisør Yvonne, fra CutHouse på Peter Bangs Vej, at hun sengeliggende efter et uheldigt fald havde fået sig en veritabel læse-raptus, og i slipstrømmen på utallige bind med svenske krimidronninger, der hedder Kamilla, sad hun pludselig med Ursins seneste værk, Mord på museet, der ikke bare, som den skulle, betegnede sig som ”krimi”, men også direkte havde ”Mord” i titlen, og UNDREDE sig! Men undrede sig godt og gladelig, fortalte hun mig, og det var hun aldrig kommet til, hvis der ikke havde stået ”Krimi!” på forsiden. Fuldstændig ligesom dengang i 70’erne, hvor Svend Åge Madsen formummet som Marianne Kainsdatter solgte tusinder af eksemplarer af sin Lademann-udgivne krimi Blodet på mine hænder.

  Hovedperson er som sædvanlig den pensionerede og selvbestaltede snuser Victor Chenlein, der mistænker et mord begået på et mindre, uanseeligt museum, han nyligt har besøgt, for ikke at være, hvad det giver sig ud for. Chenlein begynder at hænge ud på museet og får snart nys om både flokken af kustoders sinistre fortid og de muligvis blodige ritualer, der findes sted foran en vis oldgræsk mosaik forestillende en dæmonisk kentaur-familie.

  Der er på allersidste side, henkastet refereret til som ”et rygte”, et fikst og vaskeægte twist, der binder flere - om end langt fra alle – sider af plottet sammen, og som enhver professionel thrillersnedker, fra Dan Brown og nedefter, ville have givet sig rigtig god tid at udfolde. Og sikke også en bumpet og kroget vej ad hvilken; næsten konsekvent nedprioriteres gedigen action og målrettet opklaring til fordel for idiosynkratiske iagttagelser og irrelevante, rent stemningsskabende beskrivelser. Bevidst eller ubevidst har Ursin ingen sans for plot-økonomi overhovedet.

  Hvortil kommer dette mere klodsede end virtuose, knirkende altmodische mæle, som jeg altså aldrig lærer at elske, men med tiden er kommet til at så godt som respektere – i takt med at romanernes fiktioner er blevet stadig mere drømmelogisk mareridtsagtige, kulminerende i sidste års forholdsvis strømlinede Chenleins dobbeltgænger (ikke annmeldt i WA), hvor Chenlein kommer i en styg og eksakt dobbeltgængers vold; bestjålet sin identitet ender vor helt både i fængsel og som ejer af en stor villa, hvis tjenestefolk, ligesom kustoderne i Mord på museet, har hver deres sinistre fortid. Den roman-labyrint er pågående, skræmmende intrikat.

   Og igen langt mere vellykket som ”En Georg Ursin roman” – som der står i stedet for forfatternavnet på begge bøger – end som ”krimi” eller thriller eller spændingsroman. Snarere end opfinderen af kriminalnovellen og detektiven Dupin, er Ursin inspireret af den Edgar Allan Poe, der skrev psykologisk gotik som ”Husets Ushers fald” og akkurat dobbeltgænger-historien ”William Wilson”.

  For alvor forløsende kunne det være, hvis Ursin åbnede op for den vrantne humor, der kun glimtvist lader sig skimte i romanerne. Eller også ville det blive helt vildt katastrofalt! For måske faktisk det er pinedød nødvendigt for En Georg Ursin Roman at være lige så uhjælpeligt, usuverænt stedt i sit kringlede morads som En Georg Ursin Hovedperson. Og En Weekendavisen Anmelder. Og En Peter Bangs Vej Frisør. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar