De hemmelige benspænd 1 & 2

Min samvittighed (og du) byder mig at afsløre 2 anmeldelsers skjulte benspænd, nu den sidste af dem omsider er kommet i avisen.

Det er fordi, da Anna Libak fik nyt job og havde 4 uger tilbage som redaktør af Weekendavisen Bøger, gav jeg hende 4 ønsker, 1 pr. uge.

1. ønske var en anmeldelse kun i hovedsætninger. Det blev så tilfældigvis - men jeg ville nok ikke have udsat en bog, jeg decideret ikke brød om, for eksperimentet (uden at afsløre det) - anmeldelsen af Katrine Marie Guldagers digtsamling Et sted i verden - jeg snød så meget jeg kunne uden at snyde, masser af indskud, men ingen deciderede xtrasætninger, indskudte, bi- eller relativ-, mellem punktummer. Her begyndelsen:

Jeg kan ikke anmelde Katrine Marie Guldagers nye digtsamling retfærdigt. Jeg er for sentimentalt glad for hendes to seneste, 13 og 19 år gamle digtsamlinger, Styrt, 1995, og Ankomst, Husumgade, 2001, og deres turbulente og rasende firkanter. Digtene i den nye bog, ligner digte, højremargen-flossede en halv til tre kvart side lange, og ligner digtene i debutbogen Dagene skifter hænder,1994, og ligner måske mest - og lyder nu da også som - digtene i Søren Ulrik Thomsens bestseller Rystet spejl.

   I min anmeldelse i sin tid af debutbogen kunne jeg godt hører ekkoer af både Thomsen og især Henrik Nordbrandt. Styrt imidlertid lød, rundt og rundt i vaskemaskinens dødsdrom, som ingen andre end Guldager. Aldrig har jeg følt så generations-broderlig en forbindelse til en bog. Aldrig har jeg været så jaloux på en bog. Den bog burde jeg have skrevet!

  Seks år senere globaliserede og politiserede Guldager sit fart og tempo i Ankomst, Husumgade. Så tudsegammel er den såkaldt ”nye” politiske/etiske digtning. Derpå stod den på prosa atter prosa, noveller og romaner og romanserie, med stadig mindre turbo og stadig mere alviden. Efter sin Kritikerpris-belønnede første novellesamling, København, 2004, udtalte digteren til denne avis:

2. ønske var endnu hårdere og smertfuldere en anmeldelse uden adjektiver (undtagen krimi-anmeldelses-adjektivet spændende), og smart nok havde jeg lige fået fingre i koncept-coole Lydia Davis' Can't and Won't, som ikke burde have noget imod at stå for skud (den bog var jeg så også endnu meget gladere for), og det blev til rigtig mange og tunge substantiveringer selvfølgelig. Begyndelsen medsamt trompet/underrubrik/rubrik:

LYDIA-NETIK Lydia Davis formår at gøre køernes koreografi og vaskemaskinens messen dødspændende

Nekrologers topfart

Lydia Davis: Can’t and Won’t. 289 sider, 190 kr. i Politikens Boghal. Hamish Hamilton

Selvfølgelig er min yndlingstekst i mester-kortprosaisten Lydia Davis’ samling Can’t and Won’t (kan ikke og vil ikke) den, der på dansk ville hedde ”Tingene i husets sprog”, og som begynder sådan her (jeg oversætter halvt, det kan ikke oversættes helt, undtagen måske af James Joyce, der ikke er til rådighed):
  ”Vaskemaskinen centrifugerende: ”Pakistani, Pakistani.”/ Vaskemaskinen agiteret (langsomt): ”Firfighter, firefighter, firefighter, firefighter.”// Tallerkener raslende i opvaskemaskinen: ”Neglected”
  Og sådan fortsætter det gennem ikke færre end seks sider, med stumper af et hus-tings-sprogs-essay i kursiv; dette er de tre slut-notationer:
  ”Fugl: ”Marguerite!”/ Fugl: ”Hey, Frederika!”/ Suppeskål på disken: ”Fabrizio!”.

  Omhuen og præcisionen, med hvilken tingenes sprog er fremlyttet, både imponerer og fryder og foruroliger.

  Som oftest går Davis stik modsat til værks imidlertid, aflytter vaskemaskine- og fuglelydene, der midt inde i sprogets orden signalerer absurditet og følsomhed, paradoksalitet og sammenbrud.
- og så vidt jeg kan overskue, har ingen læsere bidt mærke i, at der var noget lusket på færde i de 2 tekster - bortset fra at en enkelt på FB roste Guldberg-anmeldelsens ekstraordinære koncentration og mårettethed - tilfredsstillende og skuffende nok!

3. ønske var en anmeldelse af en Melodi Grand Prix-bog af Jørgen de Mylius.

4. ønske nåede aldrig at blive formuleret, og jeg vurderer, at det nu er uhjælpeligt for sent.



- en fotograf forsøger at spænde ben for en anden Lars 

The Devil You Know!

Denne nyhed tikkede pludselig ind:

Berlingskes kommende udlandsredaktør er Anna Libak, der kommer fra en stilling som litteraturredaktør og ansvarlig for Weekendavisens bogtillæg gennem de seneste fem år. 

Anna Libak bliver Berlingskes nye udlandsredaktør

Af Tom Jensen 

7. marts 2014, 13:31
 

1. maj tiltræder Anna Libak, som tidligere har været udenrigsredaktør på Weekendavisen og Berlingskes korrespondent i Rusland, i stillingen som udlandsredaktør på Berlingske.

Berlingskes kommende udlandsredaktør er Anna Libak, der kommer fra en stilling som litteraturredaktør og ansvarlig for Weekendavisens bogtillæg gennem de seneste fem år.
Det er dog udenrigsstoffet, der har præget store dele af Anna Libaks hidtidige karriere, som det vil være mange af Berlingskes læsere bekendt. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk og har en sprogofficeruddannelse i russisk fra forsvaret. Hun har i en periode været udenrigsredaktør på Weekendavisen, og hun var Berlingskes korrespondent i Rusland i årene 1999-2003, et job hun i en omskiftelig og dramatisk periode i russisk historie med bl.a. Vladimir Putins tiltræden og krigen i Tjetjenien bestred med stor gennemslagskraft, personlighed og troværdighed. I en grad, så hun i 2003 modtog Den Berlingske Fonds store journalistpris.
Anna Libak har, siden hun forlod Berlingske i 2003, bevaret sit engagement for det internationale, dels på Weekendavisen, dels i foredrag og som kommentator. Hun sidder desuden i bestyrelsen og forretningsudvalget i Udenrigspolitisk Selskab.
Libak tiltræder jobbet som udlandsredaktør 1. maj.

- og så vidt jeg kan forstå, så ingen det komme på WA (undtagen de største sladdertanter), og derfor er der umiddelbart ingen, der står klar til at tage over, OG DET ER MEGET MEGET UHYGGELIGT! Jeg vil hverken nævne navne, jeg kunne håbe på, eller navne, jeg frygter (og som allerede er blevet nævnt, af sladdertanter ....... SÅ UHYGGELIGT!) af frygt for at jinxe på den ene eller den anden led. Anna startede jeg med at slås helt vildt og inderligt med (om først og fremmest parenteser - det var ligesom en rocker (hun er ansvarlig for mit rockerboganmelderi) der skal have fjernet sine bande-tatoveringer), men vi arbejdede os frem til en kantet, men gensidig respektfuld tango af et samarbejde, hvor hun jo så bare til syvende og sidst fører og bestemmer, ærgerligt og rimeligt nok - 3 gode redaktørkvaliteter: Hun er til at stole på, hun husker og bringer (så godt som) alle tekster, hun bliver aldrig fornærmet: man kan rase og himle og besværge så tosset man vil, og nogle gange får man faktisk ret (og måske endda de bøger, man gerne vil anmelde); hun fik ideen til Ib-aprilsnarren og opgraderede Bet-dækningen. Hun er djævlen, jeg kender, og derfor er det meget UUUUUUUUUUUUUUUUUUhyggeligt ikke at vide, hvem der bliver hendes afløser. U!

Bittert kollega-bitcheri

i anledning af dagens WA Bøger, hvor jeg får lov at Blæksprutte-skrælle en lyserød blogbog og bestyre en åletynd citat-kiosk.

Sådan overstår man i en ruf den æstetiske smagsdom i en anmeldelse af en romans meninger (Anna Libak om Kapsar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024):

Bogen er skrevet med stort sprogligt overskud og fantasi. Flere af de kursiverede sidehistorier, der fletter sig ind og ud af hovedteksten, skal jeg sent glemme: Som når tomaten fortæller om, hvordan det føles at blive plukket fra stilken, flået, hældt på dåse og ende sit liv på en pande over kyllingeschnitzler. Men overordnet set bryder jeg mig ikke om bogens budskab. Fordi den ikke bryder sig om mig. Eller om mennesker i det hele taget.

Det er der sgu da så mange fremragende bøger, der ikke gør! Céline & co.!

Og sådan reducerer man i forbifarten en god bog til en dum mening (samme anmeldelse):

Tilfældet vil, at jeg for nylig læste Lone Aburas' Politisk Roman, og her var alle personerne også nogle dumme svin: Ikke fordi de var onde, men fordi de var svin - i betydningen dyr. Vi er hinsides godt og ondt her, for personerne kan tilsyneladende ikke beslutte sig til at handle anderledes: De har ingen fri vilje. Det nye testamente er tilsyneladende byttet ud med Arternes oprindelse.

For nu næsten at at mene det modsatte af min Rasmusssen/Svendsen-blogpost, men også kun næsten: Politisk roman er jegfortalt af en lige så rørende resigneret som ædende (og nydende!) ond person, det gør ret mange forskelle, men først og fremmest gør ordkunsten med hvilken en forskel, der er ubændigt kvalitativ: elektrificeret sortsyn. Tænk, hvis man kun gik ind for kunstværker, der var sympatiske og empatiske og humanistiske.

Sådan gør man sin egen forsnævrede læsning til en fremragende bogs problem (Klaus Rothstein om Bjørn Rasmussens Pynt (som han vistnok rent faktisk godt kan lide)):

Men hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Sådan spurgte anmelderkorpset også sig selv, da Bjørn Rasmussen debuterede med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet ( 2011). Jeg synes nu, at romanens aggressive leg med tidens hårdtprøvede autofiktion var noget trættende, for homosex på rideskolen bliver ikke mere spændende af, at personen og forfatteren hedder det samme: »Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår...« Pynt er en stærk, tvetydig titel, som med spartansk klædelighed er meget mere mystisk og uheldsvanger end den manierede sætning om huden, hylsteret og legemet.

Det sidste først, titlen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er lige præcis det modsatte af manieret: den er omstændeligt og eksakt leksikalsk. Men hvor er dog spartansk klædelighed en trist titel-æstetik, synes I ikke, alle I Smarte pletter mellem fingrene? Videre i teksten: Som anmelderkorps-medlem interesserede virkeligheds-fiktions-skismaet mig altså ikke synderligt, og så vidt jeg kan læse, interesserer det heller ikke forfatteren, i sig selv: den reelle og intenderede energi i bogen genereres ikke af dobbelkontrakts pikanteri, men i den besværgende/fabulerende skrifteksplosion af/fra en måske selvbiografisk urfortælling, den dér "homosex på rideskolen" - og hvor litterært tonedøv skal man lige være for ikke at høre den oprømt vrængende/ironiske/parodiske tone i citatet om "Bjørns pik som blød granit i forsømte røvhuller"?

Christ, kære kolleger! 

Desinteressens tvivlsomme triumf

Jeg erkendte pludselig,

at jo mindre jeg er interesseret i eller har forstand på
(det) den bog, jeg anmelder (handler om),

og/eller jo grundigere afdød (eller morderisk!)
forfatteren (eller emnet) er,

jo mere vellykket bliver min anmeldelse
i redaktørens øjne,

men dumt unægtelig at formulere erkendelsen
dér på redaktørkontoret:

efter i dag at have skrevet 1 rosværdig anmeldelse
af 1 bog om Kierkegaard

fik jeg 1 til bog om Kierkegaard
til anmeldelse, denne gang en roman, ak (uden s) -

både og

plimsollere.

Er jeg ikke, er jeg slet ikke, er jeg heller ikke

Jeg talte i dag med min redaktør om at skrive en Blæksprutte om relativistiske kvalitetskriterier (og adjektiver) i krimianmeldelser, og vendte hjem og læste hendes anmeldelse af Leif Davidsens nye "spændingsroman", der slutter med relativering i tredje potens, hvis ikke fjerde:

Så er man krimifan, Davidsenfan, eller blot interesseret i Rusland, er der ingen grund til at holde sig tilbage. Den nye krimi er er på niveau med Davidsens bedste. For eksempel Limes billede, Den Serbiske Danske og Den Russsiske Sangerinde (sjovt at titelordene skrives med stort, som om de i virkeligheden er engelske eller amerikanske ...). Faktisk overgår den endda sidstnævnte.

Tre, nej fire gode grunde til at holde sig tilbage (for krimifans, Davidsensfans, Ruslandsinteresserede, på niveau med Davidsens bedste) - det gør jeg sgu!

Jeg har skrevet et digt

(3. storhedsvanvid i Niels Franks "Tre former for storhedsvanvid" (eller hvad stykket nu hedder, pludselig bliver jeg usikker))

på bestilling til WA's Bøgers bagside, det skulle rime, og det skulle handle om vejret, og jeg har været seriøst intimideret af opgaven, både før og undervejs og bagefter, men redaktøren har nu godkendt og antaget digtet - og anmeldt det, afmålt, men positivt: "Tak for det fine digt", og jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har fået et stykke poesi anmeldt og/eller vurderet, sådan officielt og forpligtet/forpligtende (dvs. ikke bare i en en ond eller sød blogkommentar), så det er mærkeligt nok i sig selv, og jeg har derudover ingen idé om, hvad jeg selv skal mene om digtet, men der er ikke noget at gøre, det er kommet frelst gennem sikkerhedskontrollen (selvom lommerne var fyldt med parfumeflakoner) og er nu, hektisk og nervøst slentrende, på vej til gaten, og det hedder nemlig "Det tøvende snefnug".

Forkert nummerkvinde

Jeg grubler over, hvordan det kan være, at jeg altid står i elektronikbutikker, Fona, HuMac - og så tit står jeg altså ikke i elektronikbutikker - når min redaktør ringer og (som regel med rette) klager over fejl og vrøvl og vaghed (det er da ikke en ørken i Afrika, det er Sahara!) i mine avistekster!!??

Fino Bandino - nonsensreflex

Ny tendens: Min redaktør taler sort, når hun roser mig (hvis det altså er det, hun gør?), og jo forståeligere min tekst, jo sortere hendes ros ...