Jeg har læst 2 artikler i det nye 25 års-jubilæumsnummer af Standart, den ene af pligt og den anden af lyst.
Artiklen, jeg har læst af pligt, selvom jeg helst havde læst den af lyst, er Thomas Hvid Kromanns og Martin Glaz Serups "Den litterære blog", som jo burde have den allerstørste egocentriske interesse for Blogdahl, især da tre blogs særligt highlightes, Blogdahl, Glaz Serups Kornkammeret og Glaz Serup & co's Promenaden, men netop fordi den ene af forfatterne selv-highlightende er stor-blogger, undrer det mig, at teksten ikke er mere lystfuld, ikke fordi der ikke står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men fordi der står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men ikke begejstret og henført og forjættende. Bedste pointe - men hvorfor ikke SYNGE den ud!?`- er bloggen som tidsskriftsagtigt mulighedsarkiv (men alligevel også en sær fremtidsudkastet musealisering, hvorfor må bloggen ikke være cool og vild nu?):
Der er måske endnu (er alt afgjort? næppe) ikke tale om at nogle danske blogs for alvor og gennem længere tid får et større publikum i tale, men hvilket litterært tidsskrift gør egentlig det i dag? Måske man kan se bloggen som en art tidsskrift. Tidsskrifter har historisk set spillet en vigtig rolle i den litterære offentlighed, fordi man savnede et knudepunkt, der kunne nytte lokale positioner sammen i en større helhed. Endvidere har de ofte fungeret som platforme for teori og praksis ift. nye kunst. og litteraturretninger. Alliegevel har et tidsskift som
'ta (1967-1968) næppe fyldt noget særligt i sin samtid, selvom dets litteraturhistoriske rolle siden har vist sig at være overordentlig vigtig. Som den amerikanske kunsthistoriker Gwen Allen har påpeget, er tidsskrift vigtige som mulighedsarkiver, dvs. som arkiver for det sammensurium af diskurser, der ofte eksisterer i samtiden, men som kunst- og litteraturhistorieskrivningen ofte stryger i en nødvendig, men derfor ikke nødvendigvis rimelig eller repræsentativ kompleksistetsreduktion. Måske blog i fremtiden vil fungere som sådanne mulighedsarkiver og kontrastere eller supplere den herskende litteraturhistorieskrivning, forudsat at Det Kongelige Bibiloteks høstninger af disse hjemmesider vil kunne lokaliseres om et givent antal år.
Vi blogger for måske at blive høstet af det Kgl. Bibliotek!? Næppe!? Og hvorfor ikke bare en enkelt liste over favorit-blogs, hvorfor ikke bare en eller anden liste over litterære blogs lige nu (de blomstrer ivrigt, jf. bare disse
4 nye nævnt på Hvedekorns hjemmeside), hvorfor ikke nævne de to originaleste (flittige) litterære bloggere (hvis PRIMÆRE og fremragende litterære output er blogs) lige nu, Caspar Eric Christensen og Bue P. Peitersen!!??
Nå, men den artikel, jeg læste af lyst, er skrevet af en af mine yndlingsHvedekornsdigtere Lea Løppenthin, der ligesom andre unge skribenter født i Standarts fødeår 1987 (spædbarn! Hvedekorn oprettedes (som Klinte) 1920!) er blevet bedt om at genanmelde en bog, der blev anmeldt i Standarts første årgang, Lea har valgt Morti Vizkis debutroman
Peters revolution, det kan jeg godt forstå, og min største ros af hendes kloge og legesyge og ømme tekst er, at den sagtens kunne være en blogpost (på den blog hun desværre ikke skriver længere), her er slutningen:
Jeg er virkelig ked af, at du er død. Du sejler ikke i luftballon du reder ikke din seng som nogen lille soldat du er et jakkesæt med knæ og skulderpuder i mit værelse. Et kærligt jakkesæt der helt klart hjælper min søvn. Du truer søvnen til at få eget liv. Men du er ikke en varme. Du er din hårde ansigtshud støbt. Måske troede du dine bøger var voodoo-dukker, at hvis mennesker behandlede dem nænsomt, opmærksomt, ville du også mærke det. Kan du mærke det? Du løb den risiko at tage den chance. Du lytter ikke til myrerne, du lyttede til myrerne. Jeg knægtes ved din stemme. Jeg knægtes, bliver knægt og vil ikke være andet. Vi blive knægt med mine venner og veninder. Vil gå med en alvorligt halsklud. Du kan ikke gøre mere skade på dine billeder./ Kærlig hilsen fra mig, Lea/ Odins Tværgade 2012
