I Ringe i aften er der ikke længere nogen dør (fynboer er pessimister)

Hej Daniel og Lars

Desværre, aflyser vi arrangementet på Ringe Bibliotek torsdag d. 1. oktober kl. 19.30 p.g.a. manglende tilslutning.

Håber, vi på et senere tidspunkt kan samarbejde.

De bedste hilsner

 

OPLÆSNING: Mød en Up Coming-digter og en anmelder på Ringe Bibliotek torsdag den 1. oktober

RINGE: Hvordan opstår poesi, og hvordan bliver poeter til? Det forsøger digteren Daniel Dalgaard og anmelderen Lars Bukdahl at svare på torsdag den 1. oktober klokken 19.30 på Ringe Bibliotek, og det er til en helt unik digteraften på Midtfyn. Her vil Dalgaard læse op fra sine to digtsamliner og præsenterer dem, mens Bukdahl, en af rigets fremmeste anmeldere, vil fortælle om lyriktidsskriftet Hvedekorn, som han er redaktør for, og som Dalgaard debuterede i.Daniel Dalgaard har gået på Midtfyns Gymnasium i Ringe, blev uddannet fra Forfatterskolen i 2011. To år senere udgav han sin første digtsamling " Vi er ikke konger", der handler om politik, kunst og forelskelse. I år er han aktuel med " Spejlkamel", og denne samling indeholder digte om blandt andet barndomserindringer, små ydmygelser og social akavethed. Sammen taler de to herrer om, hvor poesien begynder, hvordan poeter opstår og meget mere. Daniel Dalgaard, (født 1987), betegnes, også af Bukdahl, som en ny og stærk stemme i det danske lyriklandskab. Stilen i den nyeste digtsamling er letløbende og talesprogsagtig. Daniel Dalgaard har også en bachelorgrad i Litteraturhistorie fra Århus Universitet. At skrive er ifølge ham et forsøg på at ordne og klassificere, og det var det, der fik ham i gang. Lars Bukdahl, (født1968), er forfatter og poesiredaktør på det litterære tidsskrift Hvedekorn og har anmeldt litteratur på Weekendavisen siden 1996. Han har desuden skrevet digtsamlinger, romaner, monografier og børnebøger. Senest udkom Alfabeter fra Pluto (2008). Bukdahl debuterede selv i Hvedekorn i 1987 med ni digte og har været redaktør siden 2008. Forfatteren fortæller om Hvedekorns " oldgamle" historie og den splinternye nutid. Han kommer ind på det vidunderlige og nervepirrende ved at være og forblive bladet, hvor alle gode digtere, som unge Dalgaard, synes at debutere. Men også om det sindssygt irriterende ved, at Benny Andersen og Yahya Hassan lige netop ikke debuterede i Hvedekorn. Billetter, der kan bestilles på bibliotekets hjemmeside, koster 75 kroner. Nysgerrig Fyn, 50 kroner og stud. 25 kr.

For en præcisere forlagsentusiasme

Jeg ved ikke, hvordan det kører i forlagenes presseafdelinger, men fx i tilfældene Spejlkamel af Daniel Dalgaard og Inden for revet af Pernille Abd-El Dayem, begge anmeldt positivt af mig i WA Bøger (og af Tue Andersen Nexø i Inf) er det godt nok henholdsvis sølle og decideret afskrækkende, hvad der står i pressemeddelelserne.

Om Dalgaards bog står der bare:

Daniel Dalgaard debuterede i 2013 med sin anmelderroste digtsamling Vi er ikke konger. Nu udkommer hans anden digtsamling Spejlkamel

- og så citeres første del af samlingens første digt, hvis første linje har leveret overskrift til pressemeddelelsen - det eneste smarte reklametrick:

Der er absolut stener på i Føtex 

Ingen overskrift til meddelelsen om Abd-El dayems bog, der til gengæld er noget længere:

Pernille Abd-El Dayem debuterer som forfattere med Inden for revet, der i genre betegnes som hjemsøgelser (hvorfor det!? kunne man have spurgt forfatteren om (og det hedder: genrebetegnes, ikke i genre betegnes LB))
Det er en bog om at være elsket og i tvivl om, hvor grænserne for omsorg ligger. Den undersøger på sprogligt og dramatisk plan om brændingen ude over revet fører ind i det stille vand mod kysten, hvor familien og samfundet er, eller ud til udstødelsen på det åbne hav.
Pernille Abd-El Dayem er 29 år, har en bachelor i litteraturvidenskab og er uddannet fra Forfatterskolen i 2012.

Jeg tror ikke, man kan forstille en MERE traurig beskrivelse (flugtende med min og Tues KRITIK af akkurat bogens tunge allegoriske overtekst) af den fine, fine bog (og det kan gerne være forfatteren selv har skriblet den, men det skulle hun i så fald ikke have fået lov til) - kombineret med dukse-cv'et, litvid + forfatterskole + Testrup, ville selv jeg have haft bange anelser om død korrekthed, hvis altså jeg ikke tidligere selv havde læst Pernille-skrift (hun debuterede i Hvedekorn i 2009). Så er det nøgne citat som i Dalsgaard-meddelelsen trods alt en bedre løsning. Men for filen, når nu begge bøger ikke mindst - og modsat så enormt mange andre bøger fra begge forlag - udmærker sig ved deres personlige formsprog, hvorfor så ikke med et par velvalgte, præcise ord (formuleret af bogens redaktør, vil jeg foreslå!) fremhæve det???

Referatabstraktionen i Dayem-melddelelsen står i stærk kontrast til den på en helt anden led ulidelige kækhed (hvis der er noget bogen IKKE er, så er det kæk) indrammende helt korte og derfor ret intetsigende anmeldercitater i Gyldendals Facebook-opdatering om bogen:

FREDAGSFEST for dagens debutant. Aviserne skriver om Pernille Abd-El Dayem og hendes INDEN FOR REVET: »Smuk«. »Talentet er ikke til at tage fejl af. Jeg glæder mig til at følge det her forfatterskab«. »Sansestærk og løfterig debut«. »Der er altså mange gode grunde til at give sig i kast med INDEN FOR REVET. Den bedste er og bliver dog, at Abd-El Dayem ganske enkelt er en af de bedst skrivende debutanter, jeg har læst i flere år«.
Vi kan ikke få armene ned på forlaget, så det er lidt svært at arbejde i dag. Gør som os, bladr løs i den her >> http://bit.ly/indenforrevet 

Rosinante citerer bare løs af min WA-anmeldelse (Tue Nexø i Inf og Tobias Skiveren i JP var lige så pænt glade) - og det kan jeg jo ikke klage over, men også her (eller dér, i pressemeddelelsen) havde det været velgørende med en præcis og forlagssigneret, effektivt tillidsvækkende entusiasme:

"Udsøgt. Daniel Dalgaard jager omhyggeligt gamle ydmygelser gennem snørklede hjernevindinger og finder - heureka! - sin egen stemme" (...) "Konstant forsøger digterjeget med stammen og digressioner og alskens redundans at smyge sig uden om den varme grød, men det er lige præcis dette hurlumhej, der giver digtene deres helt særlige, forfinede og livlige musik af karakterfuldt ævlende inderlighed." skriver Lars Bukdahl om Daniel Dalgaards digtsamling SPEJLKAMEL, der udkommer i dag ‪#‎danieldalgaard‬ ‪#‎spejlkamel‬ ‪#‎digte‬ ‪#‎lyrik‬ ‪#‎udkommeridag‬ ‪#‎samleren‬ ‪#‎rosinanteco‬  

Borttransporterede trompeter

på mine (glade) anmeldelser i dagens WA Bøger af

Pernille Abd-El Dayems Inden for revet

&

Daniel Dalgaards Spejlkamel:

henholdsvis 

--> EM AF NY DAG

&

--> UGAL DÅRE

Julesylte 1: Debutanten Daniel

(denne anmeldelse til WA Bøger fra februar kom aldrig på og er nu endelig dømt ude - af avisen, men selvfølgelig er bloglæserne de bedste læsere)

-->

LØVEKULESKØR Daniel Dalgaard er en talentfuld, ung digter med dynamisk dårlig samvittighed over både talent, fuldskab og ungdom

Rygende bryst

Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. 64 sider, 199 kr. Samleren

Af Lars Bukdahl

På Vallekilde Højskole forleden lørdag holdt Ursula Andkjær Olsen en seriøst speedet, såkaldt Litt-Talk om fyordet patos, som hun havde undgået som pesten i flere år, men nu havde besluttet sig for at tage til nåde, fordi hun havde brug for det som korrektiv til den ironi, der på godt og ondt er vilkåret for alle talende, inklusive digtere. Hvorpå hun akkompagnerede salens afsyngelse af  ”Sorrig og Glæde” på autoritativt klaver.

  I sin livfuldt rundtossede debutsamling Vi er ikke konger forsøger 25-årige Daniel Dalgaard af alle ikke ubetydelige kræfter at springe gennem ironiens ildring og ind i patosens løvegab. Han har nemlig et helt naturligt talent for at sætte ordene i selvdementerende og -jonglerende bevægelse: ”Jeg gik gennem landskabet/ som én fiktion i en anden og drivende våd da jeg var tilbage i huset.”

  Men hele tiden vil han så frygtelig gerne videre til en rå eller fin renfærdighed, gerne af kærlighedsmæssigt art, her fortsættelsen, midt inde i det kæmpestore digt ”Velkomst”: ”meget små brag fra pejsen og jeg sad der/ med et tæppe om mig om dig.” Og så ruller ironiens helvedesmaskine frem igen og tillader sig endda at attakere du’et: ”go komma happy machine komma go/ kom ikke her med dine personlige erfaringer,/ jeg har ingen minutter at give dig.” Men heldigvis parerer patos bidsk brummende: ”men det skal ikke komme an på det,/ kom nu her på græsset og det smukkeste af alt var et dyr”

  Især i nogle helt slanke digte i  bogens første afsnit, der hardcore-eksistentielt bare hedder ”Menneske”, lykkes det Dalgaard at holde sig bævrende og overbevisende patetisk hele vejen igennem, fordi han lige præcist holder sig skæv, men aldrig ironisk skæv, som et mash-up af Morten Nielsen og Beck Hansen. Eller Bæk Hansen, for læg mærke til i denne digthalvdel, hvordan det vandede sprogbillede er på nippet til springe ud i spøjs knopskydning, men uroligt holder sig på vippen:

  ”Vær din synd og/ din skam det/ er at tage sig/ selv på sig/ hvis hvert øjeblik/ er et glimt der/ strækker sig/ til uendelighed/ i sindet har/ du aldrig/ noget at tabe/ og heller/ ikke noget/ at gribe/ med dine hænder/ at kaste/ raseriet tilbage i lungerne/ langt om længe og/ kom og/ læg dig i min lille/ bæk jeg lægger/ gerne bæk til et forsøg/ eller to på at/ indtage min/ menneskelighed/ og dele/ den op/ et stykke til mig/ og et til dig og/ et til flodens/ mund hvor tungen/ sejler/ rundt i sin/ mulighed for/ at sige det højt”

  I denne actionfyldte forhandling mellem ironi og patos glemmer Dalgaard at tage sig i agt for et par tidstypiske tendenser, eller måske rettere: føler, han skal stå ret for dem. Dels antikapitalistiske besværgelser i almindelighed  og mentor Lars Skinnebachs fordring om klimakrisebevidsthed i særdeleshed: ”Det totale sprogs forsvinden når havene kommer”. Dels, mere formelt og mest i afsnittet ”Stemme”, såkaldte sætnings-fragmentarier, tæt spredthed af disparate udsagn: ”Plankerne på rækværket i en dybrød farve, slidte af solen og katten. Hvem taler du til?” Begge dele fungerer, men lige lovlig artigt,

  Daniel Dalgaard ligner flere af sine unge (mandlige) kolleger i sin dobbelthed af op- og POP-rigtighed, men ligner heldigvis mest sig selv i sin blakkede og tillakkede sødme (”hd 114762 b var den første ekstrasolare planet man observerede”):

  ”Dagen går i -/ på planeternes bagsider/ Mars/ og hd 114762 b/ vær min måne/ flyet kommer rullende/ med benene foldet ud/ af fosterstillingen”

Sporløs avis

Ingen tekster af mig i dagens WA, det er jo ikke i orden, og især kunne Daniel Dalgaards debutsamling Vi er ikke konger, der udkommer i dag, have fortjent en anmeldelse, der var anderledes positivt diskuterende end den eneste ene, bogen har fået, nemlig Tue Andersens Nexøs entydigt og ensporede (Skinnebach)epigon-anklage i Information - til gengæld (for total usynlighed) har jeg til anmeldelse fået to lækkert lovende, små romaner (der er ikke noget mere lækkert og lovende end små romaner af forfattere, man nærer tilliden til: fordi de lover rask udsøgthed) af Dennis Gade Kofod, Genfærd, og Peter Adolphsen, År 9 efter Loopet, som jeg næsten ikke kan lade være med at slurpe mig igennem, men hvorfor skulle jeg også lade være, bare fordi de udkommer om henholdsvis fjorten dage og tre uger, jeg kan jo bare læse dem igen (og igen). Her de første 3-4 sci-fi-funky sætninger i År 9:

Naturen har generobret Los Angeles, men det er en natur der er hørt op med at sætte frugt. Da alle dyrene pludselig forsvandt - eller rettere holdt op med at opføre sig som dyr - forsvandt også behovet for slige kulørte og sukkerholdige virkemidler. Der var kun vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen det som naturen altid gjorde: den tilpassede sig.

 To be continued konsekvent og digressivt, forhåbentligt!

Unge mandlige debutanters kastrationsangste intertekst-tic

Jeg læser lige efter hinanden to (totalt talentfulde) unge, mandlige (og poetisk virrende, hvis ikke flaksende) debutanter, der begge navnedropper (Valerie) Solanas, attentatkvinde og forfatter til manifestet for S.C.U.M. (The Society to Cup Up Men), Daniel Dalgaard (Vi er ikke konger, udkommer om to uger: "Du er Solanas lille gople") og Jesper Brygger (den anden af hans to 2012-debutbøger, Snerte klik af kød bag ryggen, i en monografiopremsning), det ligner en sgu da (sakseformet) tanke (jeg har, ligesom Lou Reed (på Songs for Drella - bare mindre øje for øje-agtigt), svært ved at tilgive hende for at skyde Andy og vil ikke nævne hende igen), her Bryggers gode og onde digt:

Men nu er han væk, så gone
han lejer sig ind hos en anden nu
det samlle værelse
rejser fra 3 måneders ubetalt leje
bagtaler dig
han er på et andet værelse
stiller sine planter og krydderurter på altanen
vider dem frem som var det natur
laver spidskålsterrin og runder af
med safransorbet, sorg og urinsex
en halvspist marsbar på narbordet
en monografi over Johannes Jørgensen,
Huey Newton, Bismarck, Solanas
dupper de døendes pander
med en sval vaskeklud
piller kernerne ud af druen
mod ganen.