That black hole is a little blurry - for fanden da, Robin!

Virkelig åndssvagt og meget sørgeligt, at Robin Williams har begået selvmord. Min favorit-Williams var genialt manisk polyfone impro-Robin på Letterman - jeg har brugt hele morgenen på YouTube-klip, både gamle og nye, dette her fra 1993 er eksemplarisk og frygtindgydende virtuost, stemmerne og påfundene er simpelthen ikke til at stoppe, da han når hen til reolen, går han decideret amok; tænk, hvis nogen kunne skrive et digt som Robin Williams var en talkshow-gæst! Så usjovt, han er død!

SIN helt egen sorte URkæde

Der er klart for få genuine særlinge i dansk litteratur, og fhv. embedsmand Georg Ursin, født 1934, der netop har stillet lakskoene elegant nekrolog i Politiken af BoTao Michaëlis (har endnu ikke link)), var absolut en ægte særling, i sine i alt 6 romaner, som jeg alle anmeldte i WA (de 4 i 2 dobbeltanmeldelser) en stærkt ustadig særling med sin kancellistilige/stilløse, dunkelt/skrumlet gotiske/gordiske. centraleuropæiske/centraladministrative thrillers/tørvetriller, men stadigvæk fuldgyldigt mærkelig - de 3 bedste, mest vellykket Ursinske romaner er debuten Chenlein  (fast pensionist-snuser) & Schmidt, 2005, og Chenleins dobbeltgænger, 2008, og Mord på museet, 2009 her er min WA-anmeldelse af de to sidstnævnte:

GEORG GEARKNIRK Pligtskyldigt fortsætter Georg Ursin sin distræt mareredne underminering af krimi-genren, i sandhed fortjenstfuld sabotage

Arkivskuffens kviksand

Georg Ursin: Chenleins dobbeltgænger. 209 sider, 199 kr. People’sPress
Georg Ursin: Mord på museet. 210 sider, 199 kr. People’sPress  

af Lars Bukdahl  

Måske Pia Juul skulle have kaldt sin roman Mordet på Halland for en kriminalroman, og så bare have skiftet navn, til fx Franciska Sonor, og vigtigere endnu: skiftet biografi, til en 78-årig pensioneret eskimolog og krimi-debutant, så ville Juulskheden hverken positivt eller negativt have kommet i karambolage med kriminalistikken.

  Se bare til såkaldte Georg Ursin, angiveligt født 1934 og angiveligt tidligere embedsmand i det danske embedsmandsapparat, og i hvert fald som sådan, Georg Ursin, født 1934, tidligere embedsmand, forfatter til 5 kritikerroste, mildest talt utraditionelle krimier 2005-2009 på forlaget med det forpligtende navn People’sPress.

  Hvad angår folkeligheden, så fortalte min frisør Yvonne, fra CutHouse på Peter Bangs Vej, at hun sengeliggende efter et uheldigt fald havde fået sig en veritabel læse-raptus, og i slipstrømmen på utallige bind med svenske krimidronninger, der hedder Kamilla, sad hun pludselig med Ursins seneste værk, Mord på museet, der ikke bare, som den skulle, betegnede sig som ”krimi”, men også direkte havde ”Mord” i titlen, og UNDREDE sig! Men undrede sig godt og gladelig, fortalte hun mig, og det var hun aldrig kommet til, hvis der ikke havde stået ”Krimi!” på forsiden. Fuldstændig ligesom dengang i 70’erne, hvor Svend Åge Madsen formummet som Marianne Kainsdatter solgte tusinder af eksemplarer af sin Lademann-udgivne krimi Blodet på mine hænder.

  Hovedperson er som sædvanlig den pensionerede og selvbestaltede snuser Victor Chenlein, der mistænker et mord begået på et mindre, uanseeligt museum, han nyligt har besøgt, for ikke at være, hvad det giver sig ud for. Chenlein begynder at hænge ud på museet og får snart nys om både flokken af kustoders sinistre fortid og de muligvis blodige ritualer, der findes sted foran en vis oldgræsk mosaik forestillende en dæmonisk kentaur-familie.

  Der er på allersidste side, henkastet refereret til som ”et rygte”, et fikst og vaskeægte twist, der binder flere - om end langt fra alle – sider af plottet sammen, og som enhver professionel thrillersnedker, fra Dan Brown og nedefter, ville have givet sig rigtig god tid at udfolde. Og sikke også en bumpet og kroget vej ad hvilken; næsten konsekvent nedprioriteres gedigen action og målrettet opklaring til fordel for idiosynkratiske iagttagelser og irrelevante, rent stemningsskabende beskrivelser. Bevidst eller ubevidst har Ursin ingen sans for plot-økonomi overhovedet.

  Hvortil kommer dette mere klodsede end virtuose, knirkende altmodische mæle, som jeg altså aldrig lærer at elske, men med tiden er kommet til at så godt som respektere – i takt med at romanernes fiktioner er blevet stadig mere drømmelogisk mareridtsagtige, kulminerende i sidste års forholdsvis strømlinede Chenleins dobbeltgænger (ikke annmeldt i WA), hvor Chenlein kommer i en styg og eksakt dobbeltgængers vold; bestjålet sin identitet ender vor helt både i fængsel og som ejer af en stor villa, hvis tjenestefolk, ligesom kustoderne i Mord på museet, har hver deres sinistre fortid. Den roman-labyrint er pågående, skræmmende intrikat.

   Og igen langt mere vellykket som ”En Georg Ursin roman” – som der står i stedet for forfatternavnet på begge bøger – end som ”krimi” eller thriller eller spændingsroman. Snarere end opfinderen af kriminalnovellen og detektiven Dupin, er Ursin inspireret af den Edgar Allan Poe, der skrev psykologisk gotik som ”Husets Ushers fald” og akkurat dobbeltgænger-historien ”William Wilson”.

  For alvor forløsende kunne det være, hvis Ursin åbnede op for den vrantne humor, der kun glimtvist lader sig skimte i romanerne. Eller også ville det blive helt vildt katastrofalt! For måske faktisk det er pinedød nødvendigt for En Georg Ursin Roman at være lige så uhjælpeligt, usuverænt stedt i sit kringlede morads som En Georg Ursin Hovedperson. Og En Weekendavisen Anmelder. Og En Peter Bangs Vej Frisør. 

Testrupreklamestatusaflæsning

Man plejer at kunne nøjes med at statusaflæse rækkefølgen af navne til et Testrup-ugekursus, sommer eller vinter, og til Tag og læs! til januar er jeg i den lille avisannonce nr. 7 efter Knausgård, Hesselholdt, P. Aa. Brandt, Moestrup, Skyum, Munk Rösing og før Tunedal, H.O. Jørgensen (ikke rimeligt!), Thurah, Major Sørensen (heller ikke rimeligt), Löfström, Voetmann (urimeligt), Hagen (urimeligt - gode digtere vil jeg ikke figurere over, gode kritikere gerne), Friis, Jerslev, Andersen Nexø, Uffe Hansen, hvilket er en af mine bedre placeringer. Men i den sidestore annonce er der også bogstavstørrelsen og - hvad skal man kalde det - linjebefolkningstætheden at tage bestik af; både Knausgård og Hesselholdt får kæmpestort 1 linje hver, hvilket er en fin og rigtig stjernestatus til sidstnævnte, lidt mindre: Brandt og Moestrup (der har kønnede udsagn af Brandt som yndlingsaversion, kønt par ergo), lidt mindre endnu: kritikerparret Skyum og Munk Rösing, noget mindre: Thurah, Tunedal, Jørgensen, større, men mindre end Skyum-linjen: mig, Hansen, Löfström, mindre (end både Thurah- og mig-linjen), Voetmann, Hagen, Major, mindre endnu: Friis, Nexø, René Jean, Jerslev, mindst: Grene Helsted, Abildgaard, Ravn, Eslund, Dorph.

Nå ja, det ser så også ud til at blive yderst lytværdigt, kurset!

Ved en skibsreders rettidige, omhyggelige død

får man en ubændig lyst til at levere noget utidigt sjask, det være hermed gjort.

Ingen bolig i Bo-lig

Å, HR!
Jeg er alt for hudløs af at læse og anmelde Grønfeldt hele morgenen til IKKE at give mig over infoen om at jeg IKKE skal anmelde Bo hr. Hansens første, nye digtbog i 11 ÅR, Død og status, der udkommer i næste uge, og som jeg forlængst har læst, se de helende nyheder nedenfor, der viste sig ikke at være så helende alligevel -
Å, HR!
Og jeg må ikke sige, hvem der i stedet skal anmelde bogen, men det er ikke ham, der i stedet skal anmelde Trisse Gejls nye roman, for det er også mig!
Å, HR!
Men heldigvis skal jeg først anmelde Marianne Larsens nye digtsamling Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale, og det havde også været smerteligt ikke at anmelde den, men trods alt udgiver Marianne en bog om året, så smerten ville ikke have været helt så afgrundsdyb!
Å, HR!
Og vel er dette ikke en anmeldelse af Død og status, for det må det endnu ikke være, men af pur trods vil jeg gerne sige, at jeg i temmelig voldsom grad ikke synes, at det er en dårlig bog, og at jeg ikke finder det umodigt og uimponerende med en sådan mangel på uselvfølgelighed at skrive så ikke ubevægende digte til og om sin afdøde mor, og heller ikke mener, at sekvensen om Bo hr.'s egen afsked med denne jord er den usjoveste bogstaveliggørelse af Forfatterens død, jeg nogensinde har læst!
Å, HR!
Må jeg citere en af bogens nekrologer? Ja, jeg skal! Som om det hjælper! Og den er jeg heller ikke enig i:

MIN NEKROLOG 1
- Inf. tror jeg eller Pol.

Klodset, naiv. Naiviteten var og blev en dårlig undskyldning. Ingen personlighed. Ingen kerne. Ingen sorg. Ingen rytme eller noget på spil. Han boede i limbo, nu går han til de dødes land. Skal han endelig ha' lov til at leve helt dér, eller fortsætter han blot, hvor han slap, med alt for meget alt for lidt, usikkert halsende på sit tykke reb af en line én centimeter over jorden?

Å, HR!

HEALING NEWS!

BO

HR.

HANSEN

ER

KOSTELIGT

DØD -

MEN

KUN

I

SIN

BOG

Bo hr. Hansens forfatterBLINDGYDE på Gyldendal dk

Server Error in '/' Application.

---

Object reference not set to an instance of an object.

Description: An unhandled exception occurred during the execution of the current web request. Please review the stack trace for more information about the error and where it originated in the code.

Exception Details: System.NullReferenceException: Object reference not set to an instance of an object.

Men det vigtige er, at Bo hr. Hansen om tre uger udkommer med sin første digtbog siden nyklassikeren knæk.idiot.eik, 2000, hardcore-betitlet Død og status og af Gy forjættende beskrevet som "Morsomme, pinlige, selvudleverende og triste knækprosadigte om Bo hr. Hansen liv og død". Det er et Herremagasin, jeg glæder mig floromvundent til!