Peter Laugesen, dramatiker for fanden (hårdt impro-potpourri-mix)

Jeg har nyligst med stor fornøjelse tvangslæst det meste af Peter Laugesens store bunke utrykt dramatik som forberedelse til et nu både færdigkorresponderet og gennemtransskriberet mail/diktafon-interview med PL til Arenas kommende udgave af hans store, uopførte Céline-stykke Anarkisten i fandens hus. Mens jeg venter på, det bliver midnat, håndklipper jeg her et hårdt impro-potpourri-mix af min manus-delbunke (minus bogudgivne Artur på Genfærd, Anarkisten og rasende Medea, som Hvedekorn trykker et uddrag af i næste nummer eller næste igen), hvorpå jeg stiller dem op på reolen, manuskripterne, helt langt op, hvor Laugesenværket tårner:

Pin:
Politiske taler dør
med den, der taler dem.
Det er som replikker i en kriminalroman,
når de er sagt, er den, der talte, død.

(Terminalen, 1989)

Calaf:
Hende vil jeg ha'
tra la cha cha cha
hun er bare fin
hun er min kanin

Sikken tragisk krop
hula hip hap hop
nøglen til min død
står i hendes skød

Nok er vejen lang
bongo bing bung bang
men hun var det værd
og den ender her

(Turandot, 1993)

B.O. Gorm:
Ordet kluns har flere betydninger, men lad os i denne samme sammenhæng se bort fra dem, der har med menneskets beklædning at gøre, og koncentrere os om kluns, som man kender det fra værtshuse. Spillet spilles om øl, og det kan i princippet spilles af et ubegrænset antal deltagere. Det er et enkelt spil, og eftersom det spilles på værtshuse om øl er det også et dybsindigt spil. Det handler om indsigt og brændstof. Hvis hundrede mennesker deltager, og den omgang der spilles om altså omfatter hundrede bajere, er det naturligvis dels økonomisk risikabelt og dels, ifølge spillets regler, som jeg nu skal komme til, uhyre indviklet, idet kombinationsmulighederne er så at sige uendelige. I hvert fald astronomiske.

(Jailbird, 1997)

Antigone:
Så kunne du jo bare have sagt nej.

Kreon:
Nej, det kunne jeg ikke bare. Der er nødt til at være nogen, der siger ja. Der er nødt til at være nogen, der prøver at styre skibet gennem stormen. Og det er hullet som en si. Vandet fosser ind alle vegne, det er fyldt med forbrydelser, voldsmænd og idioter. Og det lystrer ikke roret længere. Stormen raser, masten er ved at knække, og alle de slyngler kommer til at krepere sammen, fordi de kun tænker på sig selv, og så tror du, at der er tid til at tælle på knapper? Og spørge sig selv om man nu skal sige "ja" eller "nej". Om man kan holde ud at se sig selv i spejlet bagefter.

Nej!  Man lægger hånden på roret og brøler en ordre og skyder lige ind i flokken på den første der nærmer sig. Nej, det lyder ikke rart, vel? Men den flok, den er bare umenneskelig, ligesom bølgen, der hamrer ned på broen foran dig. Det kan godt være du rammer en, der hjalp dig med noget i går. Men nu har han ikke noget navn længere. Og det har du heller ikke, du, der står og klamrer dig til roret. Det eneste der har et navn, det er skibet og stormen. Og det er det, du ikke vil forstå.

Hun vil bare så gerne have, at jeg skal dømme hende til døden. Det synes hun er en fuldstændig naturlig afslutning. Hun sidder bare helt hovmodigt og sutter på sit lille "nej". Men det gør hele hendes familie jo. Leger. Leger med livet. Hvad fanden er det for en familie!

(Grækerne, 1998)

Neal:
Kom nu, Jack. Du skal ikke lade tøserne lukke munden på dig. Sig noget til Neal.

Jack:
Hvad vil du have, jeg skal sige. Du skal jo selv tale det ind på båndet først, mand. Det du helst vil høre. Selvfølgelig er der et andet bånd. Det fra dengang. Det med floden der rejser sig. Det med de lange tonstunge stammer, der kommer kværnende ned gennem byen oppe fra bjergene. Rambukkeområdet. Det med mig selv.

Neal:
Halløjsa. Hvor kom det fra? Skal bamse nu til at lære farmand om livets højere realiteter. Nu skal far sove lidt. Tag rattet knægt.

(64928, 1998)

PL:
Den kinesiske metode gør som naturen foreslår. Først står manden på sine to ben. Derpå bevæger hans øje sig gennem rummet. En dristig figur, der repræsenteres af løbende ben under et øje, et forenklet billede af et øje og et forenklet billede af løbende ben, men uforglemmelig når man en gang har set det. Til sidst står hesten på sine fire ben.
Tegnbilledet fremkaldes ikke bare lige så godt af disse tre tegn, som af ord, men langt mere levende og konkret. Alle tegn har ben: de er levende.

(Ezra, 2005/2009)

Martin:
De fleste af dem er udøbte børn. Det er kun de allermest fanatiske tågetænkere, der kan forklare, hvad de laver det, men der er også andre. Eller der var. De er sat fri nu. Der er ikke noget dogma, der binder dem. De kan gøre, hvad de vil.

Nicola:
Vil det sige, at de er blevet levende igen? At man kan møde dem på gaden? At de kan skrive i aviserne?

Martin:
Det vil ikke sige noget som helst, din nar. Det betyder ingenting.

Nicola:
Men er det dem, hun taler med?

Martin:
Det ved vi ikke. Måske. Det er den slags, du er nødt til at vide. Hvem er det?

(Babelstorm, 2007)

Overtaci:
Jeg er ude at spadsere. Jeg bliver stukket ned med en dolk. Det er i Ægypten, og stedet hedder Høk. Jeg er datter af landets store diktator. Det er Rusland. Jeg er datter af Stalin, og nu bliver jeg myrdet.

Jorn:
Af Stalin?

Overtaci:
Det ved jeg ikke

Jorn:
Er der sne?

Overtaci:
Det er mørkt

Jorn:
Det er måske mit  billede?

Overtaci:
Dit billede?

Jorn:
Ja, af Stalingrad?

Overtaci:
Hvor ligger Stalingrad?

Jorn:
Det hænger i Silkeborg

Overtaci:
Det er noget du har malet?

Jorn:
Jeg har malet det over mindst tre gange

Overtaci:
Kunne de ikke lide det?

Jorn:
Det kunne ikke lide dem

Overtaci:
Og så slettede du det bare?

Jorn:
Nej, jeg malede det over

Overtaci:
Med sort om natten?

Jorn:
Nej med hvidt, så man kunne se igennem flammerne og de styrtende huse

Overtaci:
Og du kalder det Stalingrad?

Jorn:
Jeg kalder det Modets Gale Latter

(Overtaci, 2009)

Jacob:
(...)  Her er alting i tilblivelse (....)

(Amerikaneren, 2010)