Anmeldelsen som kløpind i egen loppebidte hjernebark

Læste dårlig prosabog alt for tidligt mandag morgen og skrev straks efter en dårlig anmeldelse af den, hvilket var som at klø et loppebid, som derpå mirakuløst ikke længere klør: Ah!: Nu har jeg allerede glemt den, bogen - ikke helt anmeldelsen.

Har denne torsdag eftermiddag læst endnu en dårlig prosabog (ikke fra efterårssæsonen), som jeg desværre og heldigvis ikke skal anmelde (men på trods af tilforladelige (og, viste det sig, korrekte) fordomme var nødt til at øjne igennem, noget med noget pris), og derfor bliver loppebidet ved med at klø og klø og klø og klø ... (dog allerede svagere og svagere og svagere og svagere; mere magt har elendigheden trods alt ikke!).

(læste heldigvis Voetmann (igen) og O'Hara(iana) og Sten-Knudsen og Kritik i mellemtiden, god, broget støvkostebuket i hovedet)