2 generationer (anti-)anti-jeg-raser

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at dette jeg, jeg, jeg er klæbet fast til mig, følger mig som en skygge. Det er der nu, det er der, når jeg falder i søvn (ikke uden sovepiller), det er der, når jeg vågner. det ser på mig, det smager på mig, det lugter til mig, det vurderer og dømmer mig. Hvem har overdraget dette plagsomme væsen til mig. En fangevogter, som jeg ikke undslipper? Og dog fodrer jeg dette evige jeg, jeg truer det, jeg trøster det og fylder det med behagesyg snak. Det er patetisk og ulideligt, det bor i det spejle, jeg ikke vil se, det bor i sproget, i tanken, i skyggen på væggen. Det er mit navn. Han og jeg, et dobbeltvæsen med de samme datoer, årstal og steder for fødsel og død, alligevel en splittelse, en spænding, en kamp. Eller tænker jeg forkert? Er der kun et eneste jeg, som til gengæld er fuldkommen kaotisk? Eller er der tværtimod et utal af dem, der hver for sig er anderledes end alle de andre?

Henning Mortensen (maskeret som Victor Seemann) i Slottet ved Det Liguriske Hav (udkommer på fredag, og yes, I kan glæde jer)

Mens værtinden betragtede de dybe sortblå og lilla mærker på Bjørns krop, som hun ikke kunne se, fordi de var dækket af gips, forklarede luderen: Han er syg af homoseksuel kærlighed. Han siger, han har dræbt sin hest, en kugle for panden, han fabler om Jesus Kristus, krigens væsen. Han siger, han er klar, parat, rede til at blive voksen, læs: at frastøde sig ungdomsdrømmen om en rolle som ambitiøs aktivist i kamp mod den kapitalistiske ide om det lykkelige jeg. Det dygtige jeg, det købedygtige jeg, det købte jeg. Det inficerede, det IKERA-ficerede, det producerede, det laminerede jeg. Det kønnede, det kernede, det kernesunde jeg. Det avokado-agtige jeg. det plejede jeg, det pansrede, det strandløve-agtige jeg. Det formfuldendte, det fuldbyrdede, det hele jeg, det jegede jeg. Det er den samme gamle historie. Han kom med halvanden liter gin og 27 hindbærsnitter i en pose, intet andet.

Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (den glade anmeldelse af hvilken burde kunne læses i næste fredags WA Bøger omsider)