Længe leve den lalleglade brigade (fra arkivet i gårsdagens anledning)

- Tale ved overrækkelsen af Maarum Prisen 1999 til Malk de Koijn

(på vegne af juryen bestående af LB og Helle Helle (foruden Malk havde vi indstillet Lene Henningsen, Pablo Llambìas og Det Brune Punktum (citater af alle fire kandidater stod en rum tid at læse på Maarum-flasker!)!))

af Lars Bukdahl

Det burde ikke være svært at være med på, at Malk de Koijn modtager Maarum Prisen 1999. De tre herrer Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track, der udgør gruppen, opfylder med lethed kravet om at "give nyt liv til glæden og fantasien". På deres første og foreløbigt eneste plade Smash Hit in Aberdeen, der kom på gaden sidste år, rapper de med stort og fræsende overskud det danske sprog, herunder det danske rap-sprog, fuldstændig i sænk og rejser et nyt og skævt og forunderligt univers ovenpå ruinerne.
  Gruppen knalder på med hele to halsbrækkende projekter på én gang, og selv hvis de vidste, hvor svært det litterært set egentlig er, ville de sikkert være ligeglade, så suverænt optræder de. Det ene projekt er det rent sproglige, rap-formelle, som jages til helt nye, både virtuose og opløste yderligheder. Der rimes og ordspilles helt tæt og nådesløst og på kryds og på tværs, mens meningen får lov til at spille andenviolin; ikke sjældent bliver farten så drabeligt høj, at såvel meningen som sproget flosser op og flyver til alle sider; så godt som aldrig får den rap-rytmiske recitation lov til at glide cremelækkert af sted, den sættes uafladeligt kniven for struben af alskens hårde og vilde krumspring.
  Det andet projekt kunne vi med et fint ord kalde det for det kosmoslogiske, det gælder opbygningen eller snarere blot eksistensen af et helt alternativt univers, lokaliteten Langestrand, som der rappes fra og om. Her lever Malk de Koijn side om side med andre artister som rapperne Karate-klanen og blues-sangeren Jerregaard, som alle signerer deres egne sange på pladen. Langestrands venskabsby Aberdeen, det virkelige Aberdeens fiktive tvilling formoder jeg, optræder også en god del. En række særgloser og særstavemåder indgår i Langestranduniverset, og de går alle et absurd skridt videre fra almindeligt rap-slang (som gruppen til overflod også jonglerer med), der er fx nationalspisen ketchtuhl, betegnelsen Smød for skønne ungmøer og det helt igennem mystiske Gülle-light, som jeg endnu ikke har forstået, hvad søren dog egentlig er, er det en person eller endnu en rapgruppe eller et sted eller et euforiserende stof eller hvad? Et problem som peger på noget dybt undergravende ved den kosmologiske praksis, nemlig det forhold, at det aldrig præsenteres, aldrig lægges pædagogisk frem, det er ikke engang rigtig i centrum, det tages bare for givet som en for længst etableret, ren selvfølgelighed.
  Hvilket også skaber en glidende og tit uigennemskuelig overgang mellem den frie nonsens og de indforståede, strengt specifikke langestrandismer, som fx når der i nummeret "Å åå mæio" (et kryptisk udsagn i sig selv, må man sige) breakes down til nonsens således: "siger ting som ingen andre vil sig'/ ligesom hvad som - du ka' buksilahh - og det er kun fordi", kunne det gladelige nonsens-udråb så være Langestrandskode for jeg-tør-slet-ikke-tænke-på-hvad.
  Jeg vil jo som avantgardistisk og posmodernistisk litterat mene, at alt det ikke er det rene pjat, det er det beskidte pjat og uden videre rigtig litteratur og høj poesi; i sin rasende radikalitet, originalitet og konsekvens overgår det nemt langt det meste af, hvad der produceres på den danske lyrikscene for tiden. Malk de Koijn henviser på pladen et par gange til nonsensiske børneremser som Birgitte Birgitte Birgøje, og jeg synes, der er god grund til at sammenligne dem med den engelske forfatter Lewis Carroll og hans klassiske nonsensdigte, såvel det lange epos The Hunting of the Snark som det mindre, næsten totalt fortættede "Jabberwocky", hvor det vrimler med nyord, som etablerer en helt egen verden, første strofe lyder som bekendt sådan her: "Twas brillig, and the slithy toves/ Did gyre and gimble in the wabe:/ All mimsy were the borogaves/ And the mome raths outgrabe." Og I Arne Herløv Petersens glimrende danske oversættelse: "I glummert lys den slæge spæg/ stod gomrende og glim./ I børkens dyb stod mamren fjæg/ og bungrede i skim." Jeg vil også gerne trække Per Højholts tredive år gamle digtbog Turbo frem, der som titlen antyder går ret hurtigt og nøjagtigt som Malk de Koijn bruger den indædte fartgalskab til at fræse sproget op til vilde opløsninger og nye sammenhænge, der går helt på tværs af de trygge niveaudelinger. Her er en fodboldkamp pludselig kommet med i spillet; "gardér så denne stund fra vejle dog ikke helt henry et kryds no more/ se hunde trækker ind langs disse kæbeben mooren kan gå for ih hvor/ lugter der stærkt og konstant i en brandkusses taftfoer og uh salige/ stund med skift fra håndkløvet puddel til center for varden at gå i/ gennem divisioner som ører øjne mund bryster knæ lår mund to to et/ tot to et kryds forwards i kast med citronsommerfugle se". Nu turde jeg ikke, men gad vide, om det ikke godt kan rappes?
  Der er to en halv slags numre på Smash Hit in Aberdeen: Der er de helt løsagtige, improvisationsagtige, der kører ud i alle mulige retninger ud fra rent, undskyld beskidt rablende principper og den gode gamle, pivåbne pralhalsposition, fx "Ørkenstorm" og "Zygo Alpha Disko Beta" (hvilken titel!), og der de mere, om jeg så må sige nummeragtige, der koncentrerer sig om et enkelt motiv, fx numre som "Jagt" og "Lortesangen" - ja platheden og sjofelheden og åndssvagheden er ofte mere end overhængende, men altid sært uskyldig. Til gengæld går disse numre så grundigt i kødet på emnet, at slutresultatet i al sin gennemborende enøjethed ofte fremstår endnu mange gange mere syret og surrealistisk end samtlige kaotiske øvelser. Lidt for sig selv står rolle- og monolognumrene, der er ret nær på at gå op i højere enheder, måske fordi de fiktive italesættere i sig selv er så langt ude, som nu fx den uforglemmelige personage Jim Daggerthuggert (Karateklanen er i parentes bemærket ret godt til at rable af sig i deres kampsportstalerum).
  Jeg vil til slut aflevere et værdigt eksempel på prismodtagernes sprogmesterskab, efterfulgt af en kort dansklæreranalyse - for jeg mener, når pædagogerne ikke har kunnet få Carroll og Højholt ned med nakken, så skal Malk de Koijn nok også klare sig - det drejer sig om følgende udødelige passage fra nummeret "Troppelanding", jeg bliver nok nødt til at læse knoldesparkerlyrisk op:
 "sprak til noget bark i en park/ knark (hvad) er du sindssyg fjolleabae/ jeg har aldrig ku' fordøje det gyulle/ jeg er nede med gülle-light og jeg ved de ka' trylle/ er du øl - er du opppe på beatet og speedet/ Aberdeen ka' aldrig blive defeated/ gammel sukkerknald, kop eller piskeris/ kniv, skål, økse eller nougatis/ ind i en køkkenske med ost som hjul/ (øøøh)/ du får mig ikke til at spise det/ som en lynkrab spiser det/ du ved jeg viser - jeg er ikke ny for det/ skælver, vælter kopper og glas/ køkkenmaskiner og husblas/ for det er knark, hvis du vil ryge lidt/ stærk tobak - Henning/ jeg er ikke ny for det"
  Teksten ved tydeligvis ikke sine levende råd, den forsøger sig i øst og i vest og på Langestrand og i Aberdeen, før køkkensporet kommer skøjtende ud af intet - måske er der lige et første anslag i den mærkværdige forespørgsel: "er du øl" - men ellers oplistes der pludselig bare køkkentøj rimeligt neutralt og uforstyrret (også Turbo snurrer ret meget rundt i et køkken, pudsigt nok), lige indtil det absurde højdepunkt, den grumme sætning: "ind i en køkkenske med ost som hjul". den fås ikke bedre eller værre hos vores p.t. mest uforståelige lyriker Simon Grotrian (som i sin nye bog Porcelænsbreve fx henrevet spørger: "hvad er roser uden fisk"?"). "øøøh" siger teksten i ren befippelse, går i baglås, nægter at spise - og hvad for et langestrandsk dyr er dog en lynkrab? - vælter køkkensagerne væk - og hvilket fedt ord er dog ikke "husblas" - og står til sidst tilbage, hvor det startede, hos den østerlandske tobak, og hos en fantastisk pludselig overskudsperson, Henning (der vistnok popper op et par andre steder på pladen også). Og så står læseren[/lytteren! LB nu] dér med hele det muntre køkken i hænderne, og Henning!, og kan ikke stille noget op med det, og det er jo fint.
  For sådanne uhyggeligt behændige og sindssygt klodsede hexekunster skal Malk de Koijn have deres klækkelige Maarum-pris, så jeg har kun tilbage at citere drengene selv: "det' ligesom en to tre til to en/ spark jeres hænder og klap jeres ben", bede dem indkassere og udråbe et hipt hurra.