- navnet på amerikansk, kvindelig fodboldspiller ved OL -
og så kan jeg godt lide atletik-kommentatorernes definition af ordet dramatisk, som nemlig for dem betyder snublen, sammenstød, rod, kaos, og særlig bruges om hækkeløb: det er stor mulighed for dramatik i 110 meter hæk for kvinder, fordi de i et væk vil snuble over hækkene og støde ind i hinanden - hvilket de desværre ikke gjorde.
Viser opslag med etiketten drama. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten drama. Vis alle opslag
fredag den 10. august 2012
tirsdag den 6. september 2011
Dramatisk Laugesen-top-5
(Jeg har læst stykkerne, det har I ikke (til gengæld har jeg kun SET et af dem, Babelstorm, i Kanonhallen vistnok))
1. Medea
2. Babelstorm
3. Anarkisten i fandens hus
4. Ezra
5. Jailbird
(både Anarkisten og Ezra er drama-dokumentarier, al dialog er allerede-skrevet-tekst, breve, dagbøger, digte, romanfragmenter, men helst breve, af og om hovedpersonerne, her Céline og Pound)
Peter Laugesen, dramatiker for fanden (hårdt impro-potpourri-mix)
Jeg har nyligst med stor fornøjelse tvangslæst det meste af Peter Laugesens store bunke utrykt dramatik som forberedelse til et nu både færdigkorresponderet og gennemtransskriberet mail/diktafon-interview med PL til Arenas kommende udgave af hans store, uopførte Céline-stykke Anarkisten i fandens hus. Mens jeg venter på, det bliver midnat, håndklipper jeg her et hårdt impro-potpourri-mix af min manus-delbunke (minus bogudgivne Artur på Genfærd, Anarkisten og rasende Medea, som Hvedekorn trykker et uddrag af i næste nummer eller næste igen), hvorpå jeg stiller dem op på reolen, manuskripterne, helt langt op, hvor Laugesenværket tårner:
Pin:
Politiske taler dør
med den, der taler dem.
Det er som replikker i en kriminalroman,
når de er sagt, er den, der talte, død.
(Terminalen, 1989)
Calaf:
Hende vil jeg ha'
tra la cha cha cha
hun er bare fin
hun er min kanin
Sikken tragisk krop
hula hip hap hop
nøglen til min død
står i hendes skød
Nok er vejen lang
bongo bing bung bang
men hun var det værd
og den ender her
(Turandot, 1993)
B.O. Gorm:
Ordet kluns har flere betydninger, men lad os i denne samme sammenhæng se bort fra dem, der har med menneskets beklædning at gøre, og koncentrere os om kluns, som man kender det fra værtshuse. Spillet spilles om øl, og det kan i princippet spilles af et ubegrænset antal deltagere. Det er et enkelt spil, og eftersom det spilles på værtshuse om øl er det også et dybsindigt spil. Det handler om indsigt og brændstof. Hvis hundrede mennesker deltager, og den omgang der spilles om altså omfatter hundrede bajere, er det naturligvis dels økonomisk risikabelt og dels, ifølge spillets regler, som jeg nu skal komme til, uhyre indviklet, idet kombinationsmulighederne er så at sige uendelige. I hvert fald astronomiske.
(Jailbird, 1997)
Antigone:
Så kunne du jo bare have sagt nej.
Kreon:
Nej, det kunne jeg ikke bare. Der er nødt til at være nogen, der siger ja. Der er nødt til at være nogen, der prøver at styre skibet gennem stormen. Og det er hullet som en si. Vandet fosser ind alle vegne, det er fyldt med forbrydelser, voldsmænd og idioter. Og det lystrer ikke roret længere. Stormen raser, masten er ved at knække, og alle de slyngler kommer til at krepere sammen, fordi de kun tænker på sig selv, og så tror du, at der er tid til at tælle på knapper? Og spørge sig selv om man nu skal sige "ja" eller "nej". Om man kan holde ud at se sig selv i spejlet bagefter.
Nej! Man lægger hånden på roret og brøler en ordre og skyder lige ind i flokken på den første der nærmer sig. Nej, det lyder ikke rart, vel? Men den flok, den er bare umenneskelig, ligesom bølgen, der hamrer ned på broen foran dig. Det kan godt være du rammer en, der hjalp dig med noget i går. Men nu har han ikke noget navn længere. Og det har du heller ikke, du, der står og klamrer dig til roret. Det eneste der har et navn, det er skibet og stormen. Og det er det, du ikke vil forstå.
Hun vil bare så gerne have, at jeg skal dømme hende til døden. Det synes hun er en fuldstændig naturlig afslutning. Hun sidder bare helt hovmodigt og sutter på sit lille "nej". Men det gør hele hendes familie jo. Leger. Leger med livet. Hvad fanden er det for en familie!
(Grækerne, 1998)
Neal:
Kom nu, Jack. Du skal ikke lade tøserne lukke munden på dig. Sig noget til Neal.
Jack:
Hvad vil du have, jeg skal sige. Du skal jo selv tale det ind på båndet først, mand. Det du helst vil høre. Selvfølgelig er der et andet bånd. Det fra dengang. Det med floden der rejser sig. Det med de lange tonstunge stammer, der kommer kværnende ned gennem byen oppe fra bjergene. Rambukkeområdet. Det med mig selv.
Neal:
Halløjsa. Hvor kom det fra? Skal bamse nu til at lære farmand om livets højere realiteter. Nu skal far sove lidt. Tag rattet knægt.
(64928, 1998)
PL:
Den kinesiske metode gør som naturen foreslår. Først står manden på sine to ben. Derpå bevæger hans øje sig gennem rummet. En dristig figur, der repræsenteres af løbende ben under et øje, et forenklet billede af et øje og et forenklet billede af løbende ben, men uforglemmelig når man en gang har set det. Til sidst står hesten på sine fire ben.
Tegnbilledet fremkaldes ikke bare lige så godt af disse tre tegn, som af ord, men langt mere levende og konkret. Alle tegn har ben: de er levende.
(Ezra, 2005/2009)
Martin:
De fleste af dem er udøbte børn. Det er kun de allermest fanatiske tågetænkere, der kan forklare, hvad de laver det, men der er også andre. Eller der var. De er sat fri nu. Der er ikke noget dogma, der binder dem. De kan gøre, hvad de vil.
Nicola:
Vil det sige, at de er blevet levende igen? At man kan møde dem på gaden? At de kan skrive i aviserne?
Martin:
Det vil ikke sige noget som helst, din nar. Det betyder ingenting.
Nicola:
Men er det dem, hun taler med?
Martin:
Det ved vi ikke. Måske. Det er den slags, du er nødt til at vide. Hvem er det?
(Babelstorm, 2007)
Overtaci:
Jeg er ude at spadsere. Jeg bliver stukket ned med en dolk. Det er i Ægypten, og stedet hedder Høk. Jeg er datter af landets store diktator. Det er Rusland. Jeg er datter af Stalin, og nu bliver jeg myrdet.
Jorn:
Af Stalin?
Overtaci:
Det ved jeg ikke
Jorn:
Er der sne?
Overtaci:
Det er mørkt
Jorn:
Det er måske mit billede?
Overtaci:
Dit billede?
Jorn:
Ja, af Stalingrad?
Overtaci:
Hvor ligger Stalingrad?
Jorn:
Det hænger i Silkeborg
Overtaci:
Det er noget du har malet?
Jorn:
Jeg har malet det over mindst tre gange
Overtaci:
Kunne de ikke lide det?
Jorn:
Det kunne ikke lide dem
Overtaci:
Og så slettede du det bare?
Jorn:
Nej, jeg malede det over
Overtaci:
Med sort om natten?
Jorn:
Nej med hvidt, så man kunne se igennem flammerne og de styrtende huse
Overtaci:
Og du kalder det Stalingrad?
Jorn:
Jeg kalder det Modets Gale Latter
(Overtaci, 2009)
Jacob:
(...) Her er alting i tilblivelse (....)
(Amerikaneren, 2010)
Pin:
Politiske taler dør
med den, der taler dem.
Det er som replikker i en kriminalroman,
når de er sagt, er den, der talte, død.
(Terminalen, 1989)
Calaf:
Hende vil jeg ha'
tra la cha cha cha
hun er bare fin
hun er min kanin
Sikken tragisk krop
hula hip hap hop
nøglen til min død
står i hendes skød
Nok er vejen lang
bongo bing bung bang
men hun var det værd
og den ender her
(Turandot, 1993)
B.O. Gorm:
Ordet kluns har flere betydninger, men lad os i denne samme sammenhæng se bort fra dem, der har med menneskets beklædning at gøre, og koncentrere os om kluns, som man kender det fra værtshuse. Spillet spilles om øl, og det kan i princippet spilles af et ubegrænset antal deltagere. Det er et enkelt spil, og eftersom det spilles på værtshuse om øl er det også et dybsindigt spil. Det handler om indsigt og brændstof. Hvis hundrede mennesker deltager, og den omgang der spilles om altså omfatter hundrede bajere, er det naturligvis dels økonomisk risikabelt og dels, ifølge spillets regler, som jeg nu skal komme til, uhyre indviklet, idet kombinationsmulighederne er så at sige uendelige. I hvert fald astronomiske.
(Jailbird, 1997)
Antigone:
Så kunne du jo bare have sagt nej.
Kreon:
Nej, det kunne jeg ikke bare. Der er nødt til at være nogen, der siger ja. Der er nødt til at være nogen, der prøver at styre skibet gennem stormen. Og det er hullet som en si. Vandet fosser ind alle vegne, det er fyldt med forbrydelser, voldsmænd og idioter. Og det lystrer ikke roret længere. Stormen raser, masten er ved at knække, og alle de slyngler kommer til at krepere sammen, fordi de kun tænker på sig selv, og så tror du, at der er tid til at tælle på knapper? Og spørge sig selv om man nu skal sige "ja" eller "nej". Om man kan holde ud at se sig selv i spejlet bagefter.
Nej! Man lægger hånden på roret og brøler en ordre og skyder lige ind i flokken på den første der nærmer sig. Nej, det lyder ikke rart, vel? Men den flok, den er bare umenneskelig, ligesom bølgen, der hamrer ned på broen foran dig. Det kan godt være du rammer en, der hjalp dig med noget i går. Men nu har han ikke noget navn længere. Og det har du heller ikke, du, der står og klamrer dig til roret. Det eneste der har et navn, det er skibet og stormen. Og det er det, du ikke vil forstå.
Hun vil bare så gerne have, at jeg skal dømme hende til døden. Det synes hun er en fuldstændig naturlig afslutning. Hun sidder bare helt hovmodigt og sutter på sit lille "nej". Men det gør hele hendes familie jo. Leger. Leger med livet. Hvad fanden er det for en familie!
(Grækerne, 1998)
Neal:
Kom nu, Jack. Du skal ikke lade tøserne lukke munden på dig. Sig noget til Neal.
Jack:
Hvad vil du have, jeg skal sige. Du skal jo selv tale det ind på båndet først, mand. Det du helst vil høre. Selvfølgelig er der et andet bånd. Det fra dengang. Det med floden der rejser sig. Det med de lange tonstunge stammer, der kommer kværnende ned gennem byen oppe fra bjergene. Rambukkeområdet. Det med mig selv.
Neal:
Halløjsa. Hvor kom det fra? Skal bamse nu til at lære farmand om livets højere realiteter. Nu skal far sove lidt. Tag rattet knægt.
(64928, 1998)
PL:
Den kinesiske metode gør som naturen foreslår. Først står manden på sine to ben. Derpå bevæger hans øje sig gennem rummet. En dristig figur, der repræsenteres af løbende ben under et øje, et forenklet billede af et øje og et forenklet billede af løbende ben, men uforglemmelig når man en gang har set det. Til sidst står hesten på sine fire ben.
Tegnbilledet fremkaldes ikke bare lige så godt af disse tre tegn, som af ord, men langt mere levende og konkret. Alle tegn har ben: de er levende.
(Ezra, 2005/2009)
Martin:
De fleste af dem er udøbte børn. Det er kun de allermest fanatiske tågetænkere, der kan forklare, hvad de laver det, men der er også andre. Eller der var. De er sat fri nu. Der er ikke noget dogma, der binder dem. De kan gøre, hvad de vil.
Nicola:
Vil det sige, at de er blevet levende igen? At man kan møde dem på gaden? At de kan skrive i aviserne?
Martin:
Det vil ikke sige noget som helst, din nar. Det betyder ingenting.
Nicola:
Men er det dem, hun taler med?
Martin:
Det ved vi ikke. Måske. Det er den slags, du er nødt til at vide. Hvem er det?
(Babelstorm, 2007)
Overtaci:
Jeg er ude at spadsere. Jeg bliver stukket ned med en dolk. Det er i Ægypten, og stedet hedder Høk. Jeg er datter af landets store diktator. Det er Rusland. Jeg er datter af Stalin, og nu bliver jeg myrdet.
Jorn:
Af Stalin?
Overtaci:
Det ved jeg ikke
Jorn:
Er der sne?
Overtaci:
Det er mørkt
Jorn:
Det er måske mit billede?
Overtaci:
Dit billede?
Jorn:
Ja, af Stalingrad?
Overtaci:
Hvor ligger Stalingrad?
Jorn:
Det hænger i Silkeborg
Overtaci:
Det er noget du har malet?
Jorn:
Jeg har malet det over mindst tre gange
Overtaci:
Kunne de ikke lide det?
Jorn:
Det kunne ikke lide dem
Overtaci:
Og så slettede du det bare?
Jorn:
Nej, jeg malede det over
Overtaci:
Med sort om natten?
Jorn:
Nej med hvidt, så man kunne se igennem flammerne og de styrtende huse
Overtaci:
Og du kalder det Stalingrad?
Jorn:
Jeg kalder det Modets Gale Latter
(Overtaci, 2009)
Jacob:
(...) Her er alting i tilblivelse (....)
(Amerikaneren, 2010)
torsdag den 27. januar 2011
Om ufint
Apropos Information
så fik jeg aldrig skrevet en planlagt blogpost om interviewet med Hanne-Vibeke Holst i Information (men ikke selve bogtillægget, rimeligt nok) sidste fredag, som alle forlængst og forhåbentligt har lykkeligt glemt, så jeg beklager at erindre jer om, at hun fremfører det besynderlige synspunkt, at det er ekskluderende i almindelighed og ekskluderende for KVINDER i særdeleshed at betragte litteratur som et KUNSTNERISK udtryk, hvilket vistnok skal forestille at være et FEMINISTISK synspunkt, her lidt citatsuppe:
»Selvom det folkelige fylder mere i dag, findes der selvfølgelig stadig en finlitterær verden. Vi har det danske akademi, det akademiske miljø, dele af kritikerstanden og så videre, som stadig vil kæmpe for en finere form for litteratur, en mere kunstnerisk [FYORD!] form. Jeg kalder dem de litterære dørvogtere. De betragter stadig litteraturen som en mere eksklusiv kunstart, som er og bør være smal [= kunstnerisk forpligtet og kvalificeret for syv søren]. Og de forsøger at bevare den med næb og kløer [you better believe it!],« siger Hanne-Vibeke Holst. Men det er gammeldags og nedladende ikke at anerkende den såkaldte kvindelige litteratur [det er og bliver til gengæld dybt besynderligt, ikke mindst som erklæret feminist, at definere kvindelitteratur som populær genrelitteratur (og omvendt)], mener hun. For finlitteraturen bliver mindre og mindre interessant, hvis ingen rent faktisk læser den [var Shelleys digte mindre interessante, fordi kun en håndfuld mennesker i hans samtid læste dem, og grunden til at Dickens er fed, er jo heller ikke, at alle samfundsklasser i England læste ham som besatte (modsat NB HVH, der sgu ikke i nogen sociologisk forstand er en folkelig forfatter, sådan som fx X-Factor er et folkeligt tv-program (ja, ja, ja, jeg ser det også, pga. Blachman))]»Finlitteraturen bliver fortrængt til et reservat, som virkelig er et restricted area. Her kan de så gå og bekræfte hinanden i, at de er interessante, og at netop de har fat i kunsten med stort K [det er så rigtigt nok], siger Hanne-Vibeke Holst. »Samtidig buldrer den mere kommercielle mainstreamlitteratur ellers derudaf, uden for reservatet, hvor de mindre fine forfattere kvinderne [!!!] jo ikke rigtig har noget at skulle have sagt. De har ingen indflydelse dér, og det er synd. For det er desværre i reservatet, at meget af magten ligger.« Men er det så ensbetydende med, at kvinderne ikke er i stand til at lave finkulturel litteratur? »Nej, det er nærmere fordi, kvinder i høj grad bliver henvist til at være mainstream. For der er generelt en nedvurdering af kvindelitteraturen, især hvis den handler om det kvindelige rum [Helle Helle Helle Helle Helle!?]. Så er den helt gal. Selvfølgelig er der nogle få kvinder[nogle få? af årets tre kandidater til Kritikerprisen er to ud af tre kvinder, hvilket nærmest ligger under de seneste års gennemsnit, og Pia Juul fik for et øjeblik siden Montana-prisen, Naja Marie Aidt for tre år siden Nordisk Råds Pris] der bliver lukket ind i klubben, ind i smagsdommermiljøet, fordi de skriver i en meget smal litterær tradition [!!!???, den smalle tradition for poesi og romankunst, Shelley, Dickens & co.!!??]. Katrine Marie Guldager [for længst ikke længere smal, heller ikke i kvalitet], Kirsten Hammann [for længst ikke længere smal, kun i kvalitet], eller Kirsten Thorup [en af DK's populæreste romanforfattere, også hos kritikerne, de sidste 30 år, hvilket selvfølgelig må være et kors for tanken for HVH]!? for at nævne nogle. Men generelt er det jo sådan, at kvinder, som skriver bare lidt bredere, bliver henvist til at være mainstream. Og mainstream er ikke et positivt ladet ord i litteraturen [det er det nu egentlig for beklageligt mange (omend kun implicit), men rigtignok ikke hos mig, sagde muskelhunden],« siger Hanne-Vibeke Holst.
Grunden til, at jeg fremturer med det forglemmelige interview, er, at jeg i fredags snuppede en SMAL bog af HVH inde på hylden med anmeldelses-fravalgte bøger (ja, sådan en hylde findes, konspirationsteoretikere), skuespillet Moskva, 7. oktober, og på en time og et kvarter læste de 232 sider (medsamt servilt interview ved min gode WA-kollega Martin Krasnik) - og det bemærkelsesværdige er nu, at HVH skriver endnu mere firkantet og stift og fladt, når hun skriver smalt (og det bliver ikke smallere end dramatik i bogform - spørg bare vores bedste LITTERÆRE dramatikere, Jokum Rohde og Line Knutzon, der så sandelig ikke udkommer på forlaget Gyldendal (fordi de ikke har nogen bestsellere at afpresse med), men på forlaget Drama), end når hun skriver bredt - hendes tjetjenske præsident Tuzarov fx er plattere end nogen skurk i selv tidlige Tintin-hæfter, end i selv Tintin i Sovjet:
TUZAROV: Så skar de svansens hoved af og hængte det op i gasledningen?
MUSA: Sådan har jeg forstår det.
TUZAROV: Efter først at ha' fjollet rundt med det?
MUSA: Det siger de.
TUZAROV: Har de også spillet fodbold med det?
MUSA: Ikke så vidt jeg har hørt.
TUZAROV: Hvorfor gjorde de så ikke det?
MUSA: Fordi de er en forpulet flok bøsserøve, boss. Eller fordi et hoved ikke egner sig særlig godt som bold ...
TUZAROV (bryder ud i larmende latter): Haha, fætter, den var god! De vil hellere trille med Adidas-bolde end med jihadister! Forkælede bøsserøve! de sku' ha' en salve hele bundtet! Men okay, det godt tænkt det med at skære det af og hænge det op. Jeg kan lige se, hvordan kragerne hakker i det. Hug, hug! Så kan de lære det, de skide rebeller!
Elever i 5. klasse skriver bedre!
Jeg er som radikal attituderelativist (og kasserer i spøgelses-Pingklubben) bedøvende ligeglad med, om noget fremtræder som fint eller ufint, så længe det er værd at læse som sprogkunst (i aften har DK's bedste (og eneste?) thrillerforfatter Susanne Staun (what a woman!) chancen for, på min indstilling, at vinde Weekendavisens Litteraturpris (som 2 andre romanskrivende kvinder og 1 lyrisk mand er nomineret til)). Hvad mening giver det fx at kalde Lone Aburas' splinternye roman Den svære toer fin og eksklusiv (og ukvindelig!?), fordi den er under 200 sider lang, ter sig litterært bevidst og benytter sig at meta-effekter, når den i øvrigt er fuldstændigt elementært vittig og velskrevet, kvik og klog og forpulet underholdende ????????????????????
så fik jeg aldrig skrevet en planlagt blogpost om interviewet med Hanne-Vibeke Holst i Information (men ikke selve bogtillægget, rimeligt nok) sidste fredag, som alle forlængst og forhåbentligt har lykkeligt glemt, så jeg beklager at erindre jer om, at hun fremfører det besynderlige synspunkt, at det er ekskluderende i almindelighed og ekskluderende for KVINDER i særdeleshed at betragte litteratur som et KUNSTNERISK udtryk, hvilket vistnok skal forestille at være et FEMINISTISK synspunkt, her lidt citatsuppe:
»Selvom det folkelige fylder mere i dag, findes der selvfølgelig stadig en finlitterær verden. Vi har det danske akademi, det akademiske miljø, dele af kritikerstanden og så videre, som stadig vil kæmpe for en finere form for litteratur, en mere kunstnerisk [FYORD!] form. Jeg kalder dem de litterære dørvogtere. De betragter stadig litteraturen som en mere eksklusiv kunstart, som er og bør være smal [= kunstnerisk forpligtet og kvalificeret for syv søren]. Og de forsøger at bevare den med næb og kløer [you better believe it!],« siger Hanne-Vibeke Holst. Men det er gammeldags og nedladende ikke at anerkende den såkaldte kvindelige litteratur [det er og bliver til gengæld dybt besynderligt, ikke mindst som erklæret feminist, at definere kvindelitteratur som populær genrelitteratur (og omvendt)], mener hun. For finlitteraturen bliver mindre og mindre interessant, hvis ingen rent faktisk læser den [var Shelleys digte mindre interessante, fordi kun en håndfuld mennesker i hans samtid læste dem, og grunden til at Dickens er fed, er jo heller ikke, at alle samfundsklasser i England læste ham som besatte (modsat NB HVH, der sgu ikke i nogen sociologisk forstand er en folkelig forfatter, sådan som fx X-Factor er et folkeligt tv-program (ja, ja, ja, jeg ser det også, pga. Blachman))]»Finlitteraturen bliver fortrængt til et reservat, som virkelig er et restricted area. Her kan de så gå og bekræfte hinanden i, at de er interessante, og at netop de har fat i kunsten med stort K [det er så rigtigt nok], siger Hanne-Vibeke Holst. »Samtidig buldrer den mere kommercielle mainstreamlitteratur ellers derudaf, uden for reservatet, hvor de mindre fine forfattere kvinderne [!!!] jo ikke rigtig har noget at skulle have sagt. De har ingen indflydelse dér, og det er synd. For det er desværre i reservatet, at meget af magten ligger.« Men er det så ensbetydende med, at kvinderne ikke er i stand til at lave finkulturel litteratur? »Nej, det er nærmere fordi, kvinder i høj grad bliver henvist til at være mainstream. For der er generelt en nedvurdering af kvindelitteraturen, især hvis den handler om det kvindelige rum [Helle Helle Helle Helle Helle!?]. Så er den helt gal. Selvfølgelig er der nogle få kvinder[nogle få? af årets tre kandidater til Kritikerprisen er to ud af tre kvinder, hvilket nærmest ligger under de seneste års gennemsnit, og Pia Juul fik for et øjeblik siden Montana-prisen, Naja Marie Aidt for tre år siden Nordisk Råds Pris] der bliver lukket ind i klubben, ind i smagsdommermiljøet, fordi de skriver i en meget smal litterær tradition [!!!???, den smalle tradition for poesi og romankunst, Shelley, Dickens & co.!!??]. Katrine Marie Guldager [for længst ikke længere smal, heller ikke i kvalitet], Kirsten Hammann [for længst ikke længere smal, kun i kvalitet], eller Kirsten Thorup [en af DK's populæreste romanforfattere, også hos kritikerne, de sidste 30 år, hvilket selvfølgelig må være et kors for tanken for HVH]!? for at nævne nogle. Men generelt er det jo sådan, at kvinder, som skriver bare lidt bredere, bliver henvist til at være mainstream. Og mainstream er ikke et positivt ladet ord i litteraturen [det er det nu egentlig for beklageligt mange (omend kun implicit), men rigtignok ikke hos mig, sagde muskelhunden],« siger Hanne-Vibeke Holst.
Grunden til, at jeg fremturer med det forglemmelige interview, er, at jeg i fredags snuppede en SMAL bog af HVH inde på hylden med anmeldelses-fravalgte bøger (ja, sådan en hylde findes, konspirationsteoretikere), skuespillet Moskva, 7. oktober, og på en time og et kvarter læste de 232 sider (medsamt servilt interview ved min gode WA-kollega Martin Krasnik) - og det bemærkelsesværdige er nu, at HVH skriver endnu mere firkantet og stift og fladt, når hun skriver smalt (og det bliver ikke smallere end dramatik i bogform - spørg bare vores bedste LITTERÆRE dramatikere, Jokum Rohde og Line Knutzon, der så sandelig ikke udkommer på forlaget Gyldendal (fordi de ikke har nogen bestsellere at afpresse med), men på forlaget Drama), end når hun skriver bredt - hendes tjetjenske præsident Tuzarov fx er plattere end nogen skurk i selv tidlige Tintin-hæfter, end i selv Tintin i Sovjet:
TUZAROV: Så skar de svansens hoved af og hængte det op i gasledningen?
MUSA: Sådan har jeg forstår det.
TUZAROV: Efter først at ha' fjollet rundt med det?
MUSA: Det siger de.
TUZAROV: Har de også spillet fodbold med det?
MUSA: Ikke så vidt jeg har hørt.
TUZAROV: Hvorfor gjorde de så ikke det?
MUSA: Fordi de er en forpulet flok bøsserøve, boss. Eller fordi et hoved ikke egner sig særlig godt som bold ...
TUZAROV (bryder ud i larmende latter): Haha, fætter, den var god! De vil hellere trille med Adidas-bolde end med jihadister! Forkælede bøsserøve! de sku' ha' en salve hele bundtet! Men okay, det godt tænkt det med at skære det af og hænge det op. Jeg kan lige se, hvordan kragerne hakker i det. Hug, hug! Så kan de lære det, de skide rebeller!
Elever i 5. klasse skriver bedre!
Jeg er som radikal attituderelativist (og kasserer i spøgelses-Pingklubben) bedøvende ligeglad med, om noget fremtræder som fint eller ufint, så længe det er værd at læse som sprogkunst (i aften har DK's bedste (og eneste?) thrillerforfatter Susanne Staun (what a woman!) chancen for, på min indstilling, at vinde Weekendavisens Litteraturpris (som 2 andre romanskrivende kvinder og 1 lyrisk mand er nomineret til)). Hvad mening giver det fx at kalde Lone Aburas' splinternye roman Den svære toer fin og eksklusiv (og ukvindelig!?), fordi den er under 200 sider lang, ter sig litterært bevidst og benytter sig at meta-effekter, når den i øvrigt er fuldstændigt elementært vittig og velskrevet, kvik og klog og forpulet underholdende ????????????????????
Abonner på:
Opslag (Atom)
