Uanarkist

Niels Frank i WA:

"Stidsen er først og fremmest anarkist"

Men hvorfor synes hun så at anarkistisk- skrevet, tænkende - litteratur (lige undtagen når den er skrevet af hendes sen80'er-generationsfæller, se næste blogpost) - er psykisk, identitetsmæssigt, socialt, politisk, filosofisk skadelig og i virkeligheden på en eller anden virkelig underlig facon nyliberalistisk forfærdelig?

Professionelle anarkister

top 3 - danske digtere-udgaven

1. Peter Laugesen

2. Ursula Andkjær Olsen

3. T.S. Høeg

15. Donald J. Trump ‏@realDonaldTrump 3. feb.
Professional anarchists, thugs and paid protesters are proving the point of the millions of people who voted to MAKE AMERICA GREAT AGAIN!
42.522 svar 42.073 retweets 167.170 likes

Testamentarisk sætning med 1 centralglose fra spisekort på italiensk restaurant

Jeg vil begraves i en cigarkasse (i enten naturlig størrelse, som urne, eller overdimensioneret ved Claes Oldenburg, som kiste) - og ja, den minder mig om cigarkassen med frimærker fra mit barndomshjem, som jeg ikke kunne lade være med at arve, selvom jeg aldrig køber firmærkeark - MED KARAMELLÅG!

Teatralske fraklip

fra mit interview med Laugesen i Anarkisten i fandens hus:

... det var en nyoversættelse af sangene til Tiggeroperaen, Dreigroschenoper, og så blev den opsat af, nej, skide nu være med, hvad han hed, men en totalt idiot til en instruktør, som jeg korresponderede med på fax, og som ikke kunne forstå noget som helst. Der optræder fx ”en skabet hund”. Han mente, det var en hund, der skabte sig, og derfor kunne man ikke tale om en skabet hund i en sådan sangtekst. Det var bare et eksempel, og sådan var det hele vejen igennem ...

LARS: Men det har ikke noget at gøre med store og små teatre, at volterne på de små scener har sværere ved at fortabe sig?

PETER: Nej, det har jeg ikke oplevet. På Det Kgl. Teater fungerede det rigtigt godt, da jeg havde oversat Shakespeare’s Love’s Labour’s Lost. Som jeg stadigvæk ikke ved, hvad skal hedde på dansk, så det hedder det så stadigvæk. Man kan ikke oversætte det. Love er jo i det tilfælde ikke romantisk kærlighed, det er den lille gud med buen, som arbejder, og alt det besvær mislykkes hele tiden for ham. Og det kan man sgu ikke rigtig ramme, ikke på så elegant en form som Love’s Labour’s Lost, det er faktisk ret umuligt, tre led og tredobbelt bogstavrim. Det kræver nogle forklaringer. Dengang på Shakespeares tid har det jo været indlysende, hvad det betød, men det er det absolut ikke mere.

Peter & Ferdinand - Back in Black

Smuk, sort monolit (kontra Laugesens hvide, første bøger) Peter Laugesens (og Célines) Anarkisten i fandens hus, netop udkommet på Arena, med efterskrifter ved Erik Exe Christoffersen og Laura Luise Schulz og brevvexling/interview ved mig, præsenterer sig som - indeni finder man den til Det Kgl bestilte, aldrig opførte dokudramatekst, bestående af det ene Laugesen-oversatte, ildfuldt stammende og fræsende Céline-fragment, "fiktion" såvel som breve, efter det andet; gå hjem og vug, Lou Reed og Metallica, dette er den ægte metalmaskinemusik (Laugesens hakkebræt hakkende ovenpå Célines):

(SKIFT: Ferdinand sætter sig ned og roder i sine papirer)

jeg var ved at forklare, hvordan købmandens udfaldne tarme blev fanget i glasur ... dybt nede under den her hvælving ... jeg har ret til at genere folk lidt ... jeg har alderen til det ... sig nu bare ja ... hjælp mig ... sådan ... og det var ikke bare en købmandsbutik ... der var også andre ... resterne af restaurant ... litd længere henne en skræder ... sikke taburetter! ... sikke skabe! ... glaseret alt sammen ... udenfor var der masser af lig ... på havnen, tværs over skinnerne ... men især enkelte lemmer, fanget i asfalt ... glaseret i lim ... men her i grotten, her under glasklokken, havde jeg kun set eet lig ... købmanden ... ingen kreperede rotter eller andre dyr ... og alligevel var lugten så stærk ... der måtte være flere ... jeg kender den slags ... men hvor var de pisåndssvage snothvalpe nu blevet af? ... jeg kunne ikke nogen steder! jeg spørger Lili ... Felipe havde set dem ... de var forsvundet i en ny revne ... allesammen! ... mere glasur ... men der er det jo! ... lige dér! ... liget ... død i fem-seks dage vil jeg mene ... her koldt, så det er ikke gæret ret meget, men det lugter alligevel ... jeg går nærmere ...

- på torsdag klokken 17 er der reception af bogen i MAYHEM, Ragnhildgade 1, med recitation ved både Laugesen og Jens Albinus, kom hid og sortn (og klokken 20.00 er der ØK-oplæsning samme sted ved bl.a. Bjørn Rasmussen og hele 3 Hvedekornsdigtere, Joachim Aa. Sørensen, Rasmus Lund og Marie Melchiorsen)!

Dramatisk Laugesen-top-5

(Jeg har læst stykkerne, det har I ikke (til gengæld har jeg kun SET et af dem, Babelstorm, i Kanonhallen vistnok))

1. Medea

2. Babelstorm

3. Anarkisten i fandens hus

4. Ezra

5. Jailbird

(både Anarkisten og Ezra er drama-dokumentarier, al dialog er allerede-skrevet-tekst, breve, dagbøger, digte, romanfragmenter, men helst breve, af og om hovedpersonerne, her Céline og Pound)

Peter Laugesen, dramatiker for fanden (hårdt impro-potpourri-mix)

Jeg har nyligst med stor fornøjelse tvangslæst det meste af Peter Laugesens store bunke utrykt dramatik som forberedelse til et nu både færdigkorresponderet og gennemtransskriberet mail/diktafon-interview med PL til Arenas kommende udgave af hans store, uopførte Céline-stykke Anarkisten i fandens hus. Mens jeg venter på, det bliver midnat, håndklipper jeg her et hårdt impro-potpourri-mix af min manus-delbunke (minus bogudgivne Artur på Genfærd, Anarkisten og rasende Medea, som Hvedekorn trykker et uddrag af i næste nummer eller næste igen), hvorpå jeg stiller dem op på reolen, manuskripterne, helt langt op, hvor Laugesenværket tårner:

Pin:
Politiske taler dør
med den, der taler dem.
Det er som replikker i en kriminalroman,
når de er sagt, er den, der talte, død.

(Terminalen, 1989)

Calaf:
Hende vil jeg ha'
tra la cha cha cha
hun er bare fin
hun er min kanin

Sikken tragisk krop
hula hip hap hop
nøglen til min død
står i hendes skød

Nok er vejen lang
bongo bing bung bang
men hun var det værd
og den ender her

(Turandot, 1993)

B.O. Gorm:
Ordet kluns har flere betydninger, men lad os i denne samme sammenhæng se bort fra dem, der har med menneskets beklædning at gøre, og koncentrere os om kluns, som man kender det fra værtshuse. Spillet spilles om øl, og det kan i princippet spilles af et ubegrænset antal deltagere. Det er et enkelt spil, og eftersom det spilles på værtshuse om øl er det også et dybsindigt spil. Det handler om indsigt og brændstof. Hvis hundrede mennesker deltager, og den omgang der spilles om altså omfatter hundrede bajere, er det naturligvis dels økonomisk risikabelt og dels, ifølge spillets regler, som jeg nu skal komme til, uhyre indviklet, idet kombinationsmulighederne er så at sige uendelige. I hvert fald astronomiske.

(Jailbird, 1997)

Antigone:
Så kunne du jo bare have sagt nej.

Kreon:
Nej, det kunne jeg ikke bare. Der er nødt til at være nogen, der siger ja. Der er nødt til at være nogen, der prøver at styre skibet gennem stormen. Og det er hullet som en si. Vandet fosser ind alle vegne, det er fyldt med forbrydelser, voldsmænd og idioter. Og det lystrer ikke roret længere. Stormen raser, masten er ved at knække, og alle de slyngler kommer til at krepere sammen, fordi de kun tænker på sig selv, og så tror du, at der er tid til at tælle på knapper? Og spørge sig selv om man nu skal sige "ja" eller "nej". Om man kan holde ud at se sig selv i spejlet bagefter.

Nej!  Man lægger hånden på roret og brøler en ordre og skyder lige ind i flokken på den første der nærmer sig. Nej, det lyder ikke rart, vel? Men den flok, den er bare umenneskelig, ligesom bølgen, der hamrer ned på broen foran dig. Det kan godt være du rammer en, der hjalp dig med noget i går. Men nu har han ikke noget navn længere. Og det har du heller ikke, du, der står og klamrer dig til roret. Det eneste der har et navn, det er skibet og stormen. Og det er det, du ikke vil forstå.

Hun vil bare så gerne have, at jeg skal dømme hende til døden. Det synes hun er en fuldstændig naturlig afslutning. Hun sidder bare helt hovmodigt og sutter på sit lille "nej". Men det gør hele hendes familie jo. Leger. Leger med livet. Hvad fanden er det for en familie!

(Grækerne, 1998)

Neal:
Kom nu, Jack. Du skal ikke lade tøserne lukke munden på dig. Sig noget til Neal.

Jack:
Hvad vil du have, jeg skal sige. Du skal jo selv tale det ind på båndet først, mand. Det du helst vil høre. Selvfølgelig er der et andet bånd. Det fra dengang. Det med floden der rejser sig. Det med de lange tonstunge stammer, der kommer kværnende ned gennem byen oppe fra bjergene. Rambukkeområdet. Det med mig selv.

Neal:
Halløjsa. Hvor kom det fra? Skal bamse nu til at lære farmand om livets højere realiteter. Nu skal far sove lidt. Tag rattet knægt.

(64928, 1998)

PL:
Den kinesiske metode gør som naturen foreslår. Først står manden på sine to ben. Derpå bevæger hans øje sig gennem rummet. En dristig figur, der repræsenteres af løbende ben under et øje, et forenklet billede af et øje og et forenklet billede af løbende ben, men uforglemmelig når man en gang har set det. Til sidst står hesten på sine fire ben.
Tegnbilledet fremkaldes ikke bare lige så godt af disse tre tegn, som af ord, men langt mere levende og konkret. Alle tegn har ben: de er levende.

(Ezra, 2005/2009)

Martin:
De fleste af dem er udøbte børn. Det er kun de allermest fanatiske tågetænkere, der kan forklare, hvad de laver det, men der er også andre. Eller der var. De er sat fri nu. Der er ikke noget dogma, der binder dem. De kan gøre, hvad de vil.

Nicola:
Vil det sige, at de er blevet levende igen? At man kan møde dem på gaden? At de kan skrive i aviserne?

Martin:
Det vil ikke sige noget som helst, din nar. Det betyder ingenting.

Nicola:
Men er det dem, hun taler med?

Martin:
Det ved vi ikke. Måske. Det er den slags, du er nødt til at vide. Hvem er det?

(Babelstorm, 2007)

Overtaci:
Jeg er ude at spadsere. Jeg bliver stukket ned med en dolk. Det er i Ægypten, og stedet hedder Høk. Jeg er datter af landets store diktator. Det er Rusland. Jeg er datter af Stalin, og nu bliver jeg myrdet.

Jorn:
Af Stalin?

Overtaci:
Det ved jeg ikke

Jorn:
Er der sne?

Overtaci:
Det er mørkt

Jorn:
Det er måske mit  billede?

Overtaci:
Dit billede?

Jorn:
Ja, af Stalingrad?

Overtaci:
Hvor ligger Stalingrad?

Jorn:
Det hænger i Silkeborg

Overtaci:
Det er noget du har malet?

Jorn:
Jeg har malet det over mindst tre gange

Overtaci:
Kunne de ikke lide det?

Jorn:
Det kunne ikke lide dem

Overtaci:
Og så slettede du det bare?

Jorn:
Nej, jeg malede det over

Overtaci:
Med sort om natten?

Jorn:
Nej med hvidt, så man kunne se igennem flammerne og de styrtende huse

Overtaci:
Og du kalder det Stalingrad?

Jorn:
Jeg kalder det Modets Gale Latter

(Overtaci, 2009)

Jacob:
(...)  Her er alting i tilblivelse (....)

(Amerikaneren, 2010)