onsdag den 5. januar 2011
Mellem Hildegarder
Færdig med bind I, 30 sider inde i bind II - visionære rugbrød med økologiske kærner, og al respekt for det (selv om jeg, ikke mindst i selve visionerne, savner den også FORMELT udsyrede poet ALMJ fra fx (de visionære karameller i) debutsamlingen Vandring inden ophør (og den formelt eksperimenterende prosaist fra romanen før Hildegardiseringen, Ingen) men jeg kan ikke lade være med (frygtsomt) at forestille mig, hvor KORT og krigerisk brilliant en roman, Harald Voetmann kunne have fået ud af det samme umulige (herunder umuligt bugnende) stof.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hildegardiseringen - fint udtryk.
SvarSletHildegardiseringen af den smalle litteratur, gør den samlle litteratur endnu smallere.
Men det er nok ikke alle, der lader sig hildegardisere.
Har ikke læst Hildegard, så min kommentar er hverken en stikpille eller det modstatte til den.
Aner i øvrigt ikke, hvad det modsatte af en stikpille er.
En udtrækspalle?
SvarSletJeg læste med stor irritation "Konventioner" - det var simpelthen en elendig roman. Siden har jeg ikke turde nærme mig ALMJ, selvom jeg har hørt at HG skulle være udemærket...
SvarSletRimelig enig! Marstrand-Jørgensen er i min scrapbog, hvor jeg har anmeldt alle hendes bøger frem til the Hildegards, en hverandengangsforfatter, hver anden gang en fornøjelse, hver anden gang en skuffelse, ca.; anbefalet er (minus Konventioner og 2 digtsamlinger nemlig) debuten Vandring inden ophør, digtene Vi er Vejret, romanen Det vi ved og romanen Ingen - og så, hvis man har tålmodigheden, the Hildegards -
SvarSletJa, hvis Voetmann have skrevet "Hildegard", havde den nok været anderledes. Og hvis Jens Blendstrup havde skrevet "Krig og fred" havde den slet ikke været til at genkende. Er det sådan noget, man lærer på literaturstudiet?
SvarSletNæh, men gid man gjorde! Den slags tankeeksperimenter kan sagtens vække til eftertanke. For hvorfor er det en regel, at historiske romaner skal være så udmattende, samvittighedsfuldt udførligt lange? Det forfriskende ved Vågen og islandske Sjóns Tusmørkeundere er ikke mindst, at de tør være KORTE historiske romaner - hvorved den ikke mindre velresearchede historiske fakticitet føles som et overskud, paradoksalt nok, i stedet for en sur pligt, der pinedød skal være umagen værd.
SvarSlet