Kanten går planken ud - NEW MAGAZINE!

 
Nye litteraturtidsskrifter sker! Og det gør mig som redaktør for et urgammelt et helt barnligt overstadig.

Digteren Mikael Jospehsen har udsendt første, imponerende nummer af et nyt lit-skrift, som han kalder uDkAn t med stor D og A (udkant@youmail.dk, 100 kr. pr. stk.). Fra redaktørens forståeligt stolte forord:

"(...) som navnet antyder er vi en anden stemme, en stemme fra udkanten, men ikke en modstemme til det mere etablerede København, vi er en medstemme. Udkant skal forstå på mange måder, vi er også talerør for det anderledes sind, man kan være udkant på mange måder. Vi trykker det fedeste."

Både kendte og ukendte og semi-kendte digtere bidrager med både skidegode og pænt gode og OK gode tekster, det samlede kompagni: 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Marlene Jakobsen

Vagn Remme

Viggo Madsen

Søren Kaare Petersen

Cecilie Lind

Jørgen Waasilefsky

Albert Hytteballe Petersen

Erik Trigger Olesen

Kenneth Krabat

Rune Kjær Rasmussen

Ole Knudsen

Klaus Høeck

Andreas Pedersen

Cindy Lynn Brown

& Mik J himself -

Fra Marstrand-Jørgensens bidrag, den bedste Kunstfond-reklame:

"I alle de år jeg følte mig udenfor, fortalte jeg mig selv, at det ikke betød noget. Da jeg fik mit første legat var jeg ved at græde af glæde og skam. Da jeg fik det tre-årige var jeg bange for, at der var sket en fejl. Jeg ventede på, at de ville ringe mig op og siger: Undskyld, det ikke til dig. Da jeg fik brevet fra Kunstfonden hoppede jeg op og ned og skreg af glæde. Jeg var lige blevet skilt, jeg boede alt for dyr med mine to børn. Min ældste datter var fire år. Er det lige så godt som at få en hund? spurgte hun. Det er meget bedre, svarede jeg."

Og redaktørens perfekt socialpatetiske digt på bagsiden (måske fra hans kommende Gyldendal-digtsamling KNÆK, i hvert fald fra samme digteraptus):

"Jeg tænker på hvordan du har det
nej, jeg tænker på hvordan
jeg har det uden dig
jeg har det godt tak
sygeplejerskerne er søde med nålen
og jeg har fået lange
underbukser på
det er jo blevet vinter og koldt i rygerummet
hvor jeg bygger en galge
af skodder
du skal hænge i
det siger jeg naturligvis ikke til overlægen
så ryger jeg på stue med de farlige
og risikerer strøm gennem mig
og at savle i småkagerne
som kan være beskeder fra intelligent liv på andre
planeter
hvis jeg skal sige noget
så er det
at
dagene da går"

- Kant derudad!

Kom i døren i Ebeltoft på lørdag, please!

(I ?vrigt, s? skal du vide, at billetsalget desv?rre ikke er g?et, som vi havde h?bet. 11 er der solgt, men s? kan der jo komme nogle i d?ren ogs?. Vi har dog besluttet at gennemf?re under alle omst?ndigheder, og s? f?r de, der kommer et super fin oplevelse.)

Bogdag 2015

Glæd dig til en dag for dig, der elsker bøger med forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen og litteraturanmelderen Lars Bukdahl.

Lørdag 3. oktober
10:00 til 15:00
Ebeltoft Bibliotek
225 kr.

Formiddagen byder på et møde med litteraturanmelder Lars Bukdahl. Her fortæller han om at anmelde ny litteratur under overskriften ”Litteraturen som ungdomseleksir. Om anmelderi som afhængighed af nye ord”.
Efter frokosten gives ordet til forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der vil fortælle om sin nye store roman ”Dronningen af Saba og Kong Salomon”. Hør om bogen og det store researcharbejde bag, der bl.a. førte hende på en fantastisk rejse til Etiopien.
Prisen inkluderer kaffe, frokostbuffet og drikkevarer.
Med støtte fra Statens Kunstråd

NB! Arrangementet afholdes i mødelokalet på 1. sal, hvortil der kun er trapper.
Der kan kun købes billet til hele bogdagen

Bestil billet(ter)

Verdens grimmeste litteraturord

må være

sædeskildring -

der var engang, Bo Green Jensen brugte det hele tiden,  måske gør han det stadigvæk, og hvis Klaus Rothstein ikke bruger det, så burde han gøre det, det er sådan nogle bøger, han godt kan lide. Katrine Marie Guldager og Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gang i gang nogle vældige sædeskildring-serier: jeg læste og anmeldte skuffedes ubærligt over første bind af Guldagers serie, hvis fjerde eller femte bind netop er udkommet, men jeg har ikke læst (eller anmeldt) resten; Marstrand-Jørgensen serie, hvis tredje eller fjerde bind (okay, jeg ved godt det er tredje bind, ligesom jeg udmærkt ved, at det nye bind i Guldager-serien er fjerde bind) udkommer om lidt, har jeg ikke læst (eller anmeldt) noget af, men jeg synes jo hele tiden, at jeg bør læse bindene, fordi det er forfattere, som jeg i varierende grad tidligere har gået varmt ind for, men også fordi det er sædeskildringer, og sædeskildringer er nu engang, kan man forstå på Bo Green og Rothstein og litteraturhistorien, de mest vigtige slags værker overhovedet, Buddenbrooks-reglen kan vi kalde det, hvilket jo er en vildt irriterende kanonisk selvfølgelighed, som jeg uden videre er lodret uenig i, og det er nok derfor, jeg igen og igen ikke får læst bindene, og hver gang bliver det også sværere at gide, fordi der bliver stadig flere forudgående bind, som jeg ikke har fået læst, og som jeg kan blive nødt til at læse, før jeg læser det nye, og nu har jeg igen skrevet en gennemgang af sidste års danske skønlitteratur (overskrift: "Statsløs og rasløs") til Nordisk Tidsskrift og igen skammet mig over, at jeg ikke har læst og derfor ikke kan omtale de seneste bind af Guldagers og Marstrand-Jørgensens sædeskildrings-serier, og efter jeg har skammet mig den pligtskyldige lille smule, kan jeg ikke lade være med barnligt at fryde mig, fordi der er noget elementært fedt ved,, at min fortløbende sædeskildring af dansk litteratur igen og igen holder litteraturens sædeskildringer ude, og jo også bare fordi, de hedder sædeskildringer.

Kapitel 4 er mestendels skrevet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Lars Bukdahl: Tyk 70erroman. Forlaget Kejser

KAPITEL 4

IKKE Kapitel 1

Det var IKKE i slutningen af maj, og i Billedhuggerkvarteret i Farring havde folk for længst IKKE taget Havemøblerne og de blomstrede, stribede, knaldgule parasoller frem. Der blev IKKE drukket kaffe og iste og fyraftensdrinks, der blev IKKE grillet og spist aftensmad udendørs, børn spillede IKKE bold og tegnede IKKE med kridt og lærte IKKE at cykle på de jævne veje. Villaerne var IKKE bygget omkring århundredeskiftet af velhavere, der ville slippe for dobbelt husholdninf med sommervilla og i stedet nøjes med en af de solide, pudsede kasser i udkanten af Farring og et landliggerhus ved vandet. I 1975 var de fleste husene IKKE blevet delt i to eler tre lejligheder, nogen udlejede IKKE kælderen til studerende. ingen havde IKKE tjenestefolk længere. Enkle villaer var IKKE lavet, de fleste blev IKKE hurtigt opløst igen, det mest sejlivede var IKKE Kamal. Kvarteret var IKKE domineret børnefamilier, af funktionærer, læger og håndværksmestre, og selv om den gensidige nysgerrighed IKKE var til at overskue, tog kollektivister og naboer () anstød af hinanden. Der skulle IKKE mere end et vajende tibetansk bedeflag, et farvestrålende murmaleri og en afskallet facade til at hidse folk op. Hækken voksede IKKE vildt, man må IKKE skifte fortov eller sig forbi med hænderne først, ukrudt og frø spredtes til de andre haver. Af og til skrev de nærmeste naboer IKKE et brev, hvor de bad folk om at klippe hækken og sørge for at holde græsset nede. Begge parter var IKKE klar over, at det () ville ske. Nogle gange blev kollektivets fester IKKE for larmende, en nkelt gang måtte politiet IKKE rykke ud. Så kom Kamalas beboere IKKE med kage til naboerne dagen efter. Den røg IKKE i skraldespanden, man vidste ALTID, hvad de puttede i den, men det var IKKE tanken, der talte, og den var IKKE god nok.

Gyldendal frafalder tiltalen

1. Gyldendal ‏@Gyldendal 14m

   Sidste chance for at melde dig som anmelder af den nye bog fra Anne Lise Marstand-Jørgensen: http://www.gyldendal.dk/boeger-til-voksne/skoenlitteratur-digte/9788702153385/hvis-sandheden-skal-frem?utm_source=twitter&utm_medium=opslag&utm_campaign=hvis_sandheden_skal_frem …

Nej, det er allerede alt for sent.

Gyldendal tiltaler mig

Gyldendal ‏@Gyldendal 44m

Kunne du tænke dig at anmelde Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog? http://www.gyldendal.dk/boeger-til-voksne/skoenlitteratur-digte/9788702153385/hvis-sandheden-skal-frem …

JA!

Men i avisen sgu da jo!

Og det må jeg ikke.

Minus smagsdom, dobbeltplus referat

Der er en hel masse døvende referat i Klaus Rothsteins anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsmursten Hvad man ikke ved i WA Bøger og meget lidt og slet ikke kvalificeret smagsdom.

Sådan noget refereren her, der gør mig helt grå af læseulyst: 

Da Rachel, som viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden (og til bind to, der udkommer om et år), for mens Eric har planer om at tage til Indien for at realisere sig selv, flytter Flora til byen for at bo hos sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation eskalerer.

Samtlige smagsdomme i anmeldelsen:

vellykket og grum (hvis grumhed i sig selv er en kvalitet, det er det vel ikke) (i underrubrikken)
smidig titel
godt set og prægnant skildret (er (romanens udmøntning af) denne tykke epoke-tematiske under- eller rettere overtekstning: "Alle mennesker tænkte på skyld. der var ofte og bødler og ingenting midtimellem")
ubesværet (flytning af forfatterskabsfokus fra middelalderen til 60-70'erne),
vellykket (psykologisk velfærdsthriller)
som alle (...) kan spejle sig i

HVAD er vellykket HVORDAN og HVOR MEGET? Og er alment spejlingspotentiale virkelig en primær æstetisk kvalitet?

Jeg er stadig ikke overbevist om, at anmelderne VITTERLIG mener, at de 544 sider er værd at spilde min kostbare læsetid på.

Hvad mener DU, Marie?

Tetzlaff i din Politiken-anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens foruroligende kæmpestore slægtsroman(-FØRSTE DEL for fanden)

(ALMJ er en god og glimrende forfatter, jeg har varmt gået ind for halvdelen af hendes romaner og digtsamlinger (herunder halvt ind for (hvert af) de to kæmpestore Hildegard-bind, og kun halvt grundet netop kæmpestorheden(s manglende monstrøsitet, der er plusordet og kvalifikationskravet for kæmpestore romaner)),  men kun kæmpestore digtere bør skrive kæmpestore romaner, og ja, for få kæmpestore digtere skriver kæmpestore romaner, men selv kæmpestore forfattere skal passe på med at skrive kæmpestore slægtsromaner (i flere dele), og efter Jens Smærup faktisk lykkedes med Mørkedage, bør kæmpestore digtere holde sig fra kæmpestore slægtsromaner i mindst 1 slægtled)  

Hvad man ikke ved (hader på halve ordsprogstitler) når du på typisk Politiken-vis krysterisk og opportunistisk udliciterer smagsdommen til et særligt læsersegment, her sædeskildringsfans, I ved hvem I er (ikke mig: jeg kan lide Thorup og Mad Men, men bestemt ikke Krøniken og Kampmann) nægter jeg at tror på, at det fjerde hjerte i de uddelte fire er ærligt ment:

Som læseren måske allerede fornemmer, kan Horn-sagaen i Anne Lise Marstrand-Jørgensens 'Hvad man ikke ved' og næste års annoncerede efterfølger godt blive en arvtager til Christian Kampmanns Gregersen-saga. Der er, trods den nye romans overvejende kvindelige fokus, mange ligheder. Stedvis rinder sågar Kirsten Thorups 'Himmel og helvede' én i hu, ligesom tv-serierne 'Matador' og 'Krøniken' og senest amerikanske 'Mad Men' om smarte reklamemænd og deres henholdsvis frustrerede og dæmoniserede kvinder. Det er inden for dette felt, denne roman utvivlsomt vil finde mange læsere.

Det danske vejr er romanvejr, skriger mågerne

rim rimer prosaisk på rim - mens jeg i morges læste følgende passage i Hildegard II (på side 2222221) sneede det massivt udenfor, opdagede jeg bagefter (året er i romanen 1150)

Netop som de er begyndt at håbe på tidligt forår, kommer sneen igen væltende over Rupertsberg- det er kønt med alt det hvide, den lyse himlen og jorden går i et, træerne bøjer deres tunge grene mod jorden. I det snedækkede landskab klamrer bygninger, mennesker og vækster sig til jorden, skrøbelige og forsagte under en uigennemtrængelig himmel. I ugevis ser de ikke solen, skyerne klumper sig sammen i fede striber, som utøjet i sprækkerne [lige dér får snevejret sprogkunstnerisk gnist] Kvinderne gør, hvad de kan for at opretholde dagens vante gang. Det er umuligt at kæmpe sig vej til kapellet, det er tungt at skulle klare uden hverken alter eller præst. I stedet må de bede tidebønnerne og synge salmerne ved spisebordet. Stierne mellem barakken, køkkenhuset og , stalden og hønsehuset må holdes åben. De kan ikke længere komme ned til floden, så de smelter sne og knækker istapper for at få vand. En mågeflok holder til på det åbne stykke mellem barakken og kirkegården [lige dér træder forestillingsevnen i karakter]. De gråhvide fugle spankulerer rundt oven på driverne, de strækker hals og kaster skrig ud af de vidt åbne næb. Kvinderne smider de krummer, de normalt ville give til de fattige, ud til fuglene. Mågerne skriger, selv når sulten er stillet, som at skrige er alt, hvad de kan. De er så lette, at de ikke synker gennem den sprøde skorpe af is, de afsætter spor af deres grimme fødder, frem og tilbage foran barakken., de pikker og skriger og roder forgæves i sneen, de hegnes inde af pludselig sol, de kaster blå skygger ind og ud af hinanden. Kvinderne holder af at se dem i middagsstunden, de yngste giver fuglene navne.

Nøjagtig sådan, billedligt talt, er det også på Vodroffsvej lige nu ...

Mellem Hildegarder

Færdig med bind I, 30 sider inde i bind II - visionære rugbrød med økologiske kærner, og al respekt for det (selv om jeg, ikke mindst i selve visionerne, savner den også FORMELT udsyrede poet ALMJ fra fx (de visionære karameller i) debutsamlingen Vandring inden ophør (og den formelt eksperimenterende prosaist fra romanen før Hildegardiseringen, Ingen) men jeg kan ikke lade være med (frygtsomt) at forestille mig, hvor KORT og krigerisk brilliant en roman, Harald Voetmann kunne have fået ud af det samme umulige (herunder umuligt bugnende) stof.