Dum i forskallen!

Lyt venligst, kære redaktør, til, hvordan Lone Vestergaard forklarer mit projekt i sit 2003-speciale "& Højholt. Om show, tilblivelse og affirmation i Lars Bukdahls poetiske praksis":

Via sin affirmative praksis, der sætter forskelstænkningens différance som al betydnings konstituerende princip, sættes også den sproglige betydningsproduktion i Bukdahls digt [eller anmeldelse eller aviskommentar] fri fra den ontologiske dikotomi-tænkning. I denne affirmative tænkning sættes forskellene fri, og det er i forlængelse af denne forskelstænkning, Deleuzes forståelse af verden som en proliferende mangfoldighed af forskelle, begivenheder og bevægelser knytter an til en kunstfænomenologi, der sætter sansningen som en ikke subjektkonstituerende instans i spil.
Peter Stein Larsens påpegning af et slægtskab mellem Bukdahl og Højholt er således blevet bekræftet i denne fremstilling og kan yderligere bestemmes til at bestå i en fælles bestræbelse på at frigøre den sproglige udtrykspraksis fra den dikotomisering, som den traditionelle repræsentationstænkning låser sproget fast i. Dekonstruktionen af det traditionelle litteraturbegreb står som en central strategi i Intethedens grimasser, og det er i forlængelse af denne strategi, Bukdahl arbejder med sproget som en affekt af en ureducerbar forskel i "Som et foreløbigt hovedværk"* Sproget transcenderer således ikke sanseoplevelsen, men skaber den.
(...)
Som vi har set i læsningen af "Som et foreløbigt hovedværk"* fungerer syntaksens tidslighed som en udefrakommende kraft, der bryder ind og indefra skaber overgangene mellem det intelligible i læseren, skaber en "syntaksmusik" i læseren, som Bukdahl selv har udtrykt denne overgang i sin læsning af Højholts show-praksis. Vi oplever altså som læsere den virtualitet, der iscenesætter den aktualitet, vi nu er i færd med at blive til i. Det nærvær, som læseren via syntaksens slyngninger træder ind i, er, som Højholt formulerer det ""kun" et nærvær af muligheder, retninger, tilbud, der fremtræder som skrift, resterne af en skriven, et påskud for læseren til at læse - ikke om noget, heller ikke som sig selv. Man kunne sige at læseren i sådanne tekster ikke oplever at læse sig, men at læse sig frem ..." Såvel Højholts poetologiske som Bukdahls poetiske [og kritiske] praksis vidner da om et vitalistisk litteratursyn.

Hvor svært kan det være - at ære!?

*
Som et foreløbigt hovedværk
bløder min næse igen,
ikke lige nu,
men lige om lidt,
lige om lige om lidt,
jeg kan levende forestille mig det,
jeg vil have rejst mig fra stolen
med en fjern idé i mit hoved,
jeg vil i stor stil have
skredet over parketgulvet,
snublet ud på altanen,
hvor jeg intet har at gøre,
men udsynet er frit,
til sommeren
og alle dens brandbiler,
jeg planlægger et blåt
og uendeligt forfatterskab,
skyer stirrer vantro,
træerne ryster på hovedet,
blodet styrter fra min næse,
it's no game,
men jesus, det er sjovt

(fra Næseblod i Sofus City, 1996)