Hvorfor er sandheden aldrig rar (det synes jeg nogle gange den er)

Overskrift i BT i dag (noget med Henriette Kjær selvfølgelig):

DEN BARSKE SANDHED

Hvorfor er sandheden altid barsk eller brutal eller hård eller grusom?

Når den altså ikke er nøgen, men når den er nøgen, er den jo aldrig skøn eller lækker eller yppig - så er den også barsk og brutal og hård og grusom, fordi den er den skinbarlige sandhed, et skelet af en sandhed, og det synes jeg er ærlig talt er en sølle sandhed!

Jeg foretrækker mine sandheder lykkelige og go-go-dansende.