rim rimer prosaisk på rim - mens jeg i morges læste følgende passage i Hildegard II (på side 2222221) sneede det massivt udenfor, opdagede jeg bagefter (året er i romanen 1150)
Netop som de er begyndt at håbe på tidligt forår, kommer sneen igen væltende over Rupertsberg- det er kønt med alt det hvide, den lyse himlen og jorden går i et, træerne bøjer deres tunge grene mod jorden. I det snedækkede landskab klamrer bygninger, mennesker og vækster sig til jorden, skrøbelige og forsagte under en uigennemtrængelig himmel. I ugevis ser de ikke solen, skyerne klumper sig sammen i fede striber, som utøjet i sprækkerne [lige dér får snevejret sprogkunstnerisk gnist] Kvinderne gør, hvad de kan for at opretholde dagens vante gang. Det er umuligt at kæmpe sig vej til kapellet, det er tungt at skulle klare uden hverken alter eller præst. I stedet må de bede tidebønnerne og synge salmerne ved spisebordet. Stierne mellem barakken, køkkenhuset og , stalden og hønsehuset må holdes åben. De kan ikke længere komme ned til floden, så de smelter sne og knækker istapper for at få vand. En mågeflok holder til på det åbne stykke mellem barakken og kirkegården [lige dér træder forestillingsevnen i karakter]. De gråhvide fugle spankulerer rundt oven på driverne, de strækker hals og kaster skrig ud af de vidt åbne næb. Kvinderne smider de krummer, de normalt ville give til de fattige, ud til fuglene. Mågerne skriger, selv når sulten er stillet, som at skrige er alt, hvad de kan. De er så lette, at de ikke synker gennem den sprøde skorpe af is, de afsætter spor af deres grimme fødder, frem og tilbage foran barakken., de pikker og skriger og roder forgæves i sneen, de hegnes inde af pludselig sol, de kaster blå skygger ind og ud af hinanden. Kvinderne holder af at se dem i middagsstunden, de yngste giver fuglene navne.
Nøjagtig sådan, billedligt talt, er det også på Vodroffsvej lige nu ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Måske kan det være lige meget, men: Hvorfor "klamrer" husene med mere sig til jorden? Er de ved at flyve væk? I resten af sætningen virker det mere som om, de er tynget ned af vejret og himlen eller sådan noget, ikke at de selv holder fast i jorden.
SvarSletOg hvordan klumper de enkelte skyer sig i striber - som utøj i sprækker, endda! - når der samtidig er et udbrydeligt skydække, der får himmel og jord til at gå i et? Er der to slags skyer på spil her, et lavt, sammenklumpende lag og et lidt højere, altdækkende?
Og "middagsstunden"!?!
Til nexø: Det drejer sig måske om grounding generelt ... (og så kan man da indimellem have brug for at klamre sig til jorden, skulle jeg mene) ... Og vedr. skyerne kan de snildt klumpedumpe sig stribevis sammen, der er nok både tale om lammeskyer og evt. lyserøde skyer, men sådan noget er jo nok for langt ude for pæne litteraturfolk som dig og dine.
SvarSletTil Bukdahl: Den første citerede sætning slutter med, at "træerne bøjer deres tunge gerne mod jorden" ... Har det noget at gøre med Poul Gernes, for så mangler der jo et 's', eller mangler der bare et 'r' i grene, eller citat-taler du gerne igen i tunger??
Nu får jeg ikke læst videre i Marina Ronés Det skete, inden jeg om 10 minutter skal af sted til Kritikerprismøde i Nyhavn, og godt det samme, men hvad jeg mente ned at citere og kommentere Hildegard-citatet, var 1. at det sneede (uset af mig) i virkeligheden, mens jeg læste om at det sneede i romanen, pudsigt nok, og 2. at sammenligningen mellem skyer og utøj i sprækker var umiddelbart sært-sanseligt slående, efter den rigtignok uophidsende snebeskrivelse, der går forud, som jeg så ikke begyndte at eftertjekke sky-logisk og 3. det er sgu fint, kvalificeret prosaisk fundet på - så man ser det for sig - med de måger på sneen vs. nonnerne. Og "middagsstunden" er vel egentlig OK middelalderligt ... Og så UD i den sne. KH
SvarSlet