Det danske vejr er romanvejr, skriger mågerne

rim rimer prosaisk på rim - mens jeg i morges læste følgende passage i Hildegard II (på side 2222221) sneede det massivt udenfor, opdagede jeg bagefter (året er i romanen 1150)

Netop som de er begyndt at håbe på tidligt forår, kommer sneen igen væltende over Rupertsberg- det er kønt med alt det hvide, den lyse himlen og jorden går i et, træerne bøjer deres tunge grene mod jorden. I det snedækkede landskab klamrer bygninger, mennesker og vækster sig til jorden, skrøbelige og forsagte under en uigennemtrængelig himmel. I ugevis ser de ikke solen, skyerne klumper sig sammen i fede striber, som utøjet i sprækkerne [lige dér får snevejret sprogkunstnerisk gnist] Kvinderne gør, hvad de kan for at opretholde dagens vante gang. Det er umuligt at kæmpe sig vej til kapellet, det er tungt at skulle klare uden hverken alter eller præst. I stedet må de bede tidebønnerne og synge salmerne ved spisebordet. Stierne mellem barakken, køkkenhuset og , stalden og hønsehuset må holdes åben. De kan ikke længere komme ned til floden, så de smelter sne og knækker istapper for at få vand. En mågeflok holder til på det åbne stykke mellem barakken og kirkegården [lige dér træder forestillingsevnen i karakter]. De gråhvide fugle spankulerer rundt oven på driverne, de strækker hals og kaster skrig ud af de vidt åbne næb. Kvinderne smider de krummer, de normalt ville give til de fattige, ud til fuglene. Mågerne skriger, selv når sulten er stillet, som at skrige er alt, hvad de kan. De er så lette, at de ikke synker gennem den sprøde skorpe af is, de afsætter spor af deres grimme fødder, frem og tilbage foran barakken., de pikker og skriger og roder forgæves i sneen, de hegnes inde af pludselig sol, de kaster blå skygger ind og ud af hinanden. Kvinderne holder af at se dem i middagsstunden, de yngste giver fuglene navne.

Nøjagtig sådan, billedligt talt, er det også på Vodroffsvej lige nu ...

Mellem Hildegarder

Færdig med bind I, 30 sider inde i bind II - visionære rugbrød med økologiske kærner, og al respekt for det (selv om jeg, ikke mindst i selve visionerne, savner den også FORMELT udsyrede poet ALMJ fra fx (de visionære karameller i) debutsamlingen Vandring inden ophør (og den formelt eksperimenterende prosaist fra romanen før Hildegardiseringen, Ingen) men jeg kan ikke lade være med (frygtsomt) at forestille mig, hvor KORT og krigerisk brilliant en roman, Harald Voetmann kunne have fået ud af det samme umulige (herunder umuligt bugnende) stof.