Marianne Larsen er en poetisk hovedperson

Følgende nyklassiske digt af Marianne Larsen spiller åbenbart en hovedrolle i Kaspar Colling Nielsens nye roman Den danske borgerkrig 2018-2024, der i dag, præmaturt, får 6 hjerter i Politiken af litred. Jes Stein, og som jeg (alligevel) gerne vil læse snarligst:

Engen

engen virker i aften som det egentlige
og det vi snakker om i aften
handler på grund af den
om stængler og rislen og frøer
og insekter og æg og solsorte
og mangel på frygt for arbejdskontrakter
lejekontrakter og andre kontrakter
i aften
lidt borte fra os går børn rundt
med deres voksne ved hånden
det er en eng
der står ganske vist en storby på den

Men ville det så ikke klæde Politiken at ANMELDE Marianne Larsens nye selvfølgelig(t) awesome digtsamling Umulighedsportal, der foreløbig kun er blevet anmeldt (min WA-anmeldelse står i kø på 3. uge) i Berlingske Tidende til 5 stjerner, der burde være 6, af knagen Jørgen Johansen, der begynder sin tiljubling således:

Det er en lykke for det danske sprog, at der findes digtere som Marianne Larsen. Med sin nye bog, »Umulighedsportal«, bevæger hun sig endnu engang ud på en af sine ekspeditioner, hvis mål er de upåagtede lysninger i sproget, hvor drømmene overlever, og ordene bogstavelig talt er til at stole på: »Det lyseste er hvor ordene er til at finde ud af/ ikke at lyve med på.« Marianne Larsen er en slags danmarksmester i aldrig at ligne sig selv og samtidig være umulig at tage fejl af. I digtsamling efter digtsamling har hun mobiliseret sin helt særegne digteriske begavelse på en vedvarende og i en vis forstand paradoksal dialog mellem »Fællessprog« og »Modsætninger«, for at sige det med et par af forfatterskabets tidlige og vigtige titler, og når hun nu lancerer sin »umulighedsportal«, er det totalt i forfatterskabets ånd. Hvert digt i hendes nye samling er et link eller en indgang til en verden, der med ordene i bogens undertitel er oplyst af et »ubestemt engangslys«. Uhåndgribeligheden grænser op til og udfordrer hele tiden den faste orden, systemerne og de fastlagte mønstre.

Og et helt digt fra bogen skal I ikke snydes for, om en anden, nøgnere mark:

Udenfor er de på markarbejde. Faren styrer traktor og harve
på marken efter et slags jordisk mønster. Sønnen på elleve år
står lænet mod traktorskærmen bag traktorsædet, han holder
sig hele tiden tæt ind til faren og følger med i arbejdets gang.
Mens jeg skriver skinner solen gennem vinduet.
Kladdehæftet er fuldt af skygger fra træers grene og blade som
vinden bevæger. det er en levende kladdehæfteside. flimrende
urolig.

Godt klaveret blev opereret ud

Stenede i går på Pilestræde, da jeg låste min cykel, og da jeg låste den på, over en angivelig ros fra BT til ham den ulidelige, megalomane klaverbokser på Købmagergade  på en grim, grim plakat:

BORN WITH A PIANO IN HIS HEART

Det lyder som en meget grum Louis Jensen-fortælling for børn, hvor hovedpersonen bliver født med et mini-klaver i hjertet, som hurtigt opereres ud, og som han som en ung mand så drager ud for at lede efter og måske finder i hænderne på en mini-engel eller hvad ved jeg, for dér holdt min stenen op.

Hjerteoppumpning 2

De fremturer, Politiken, med deres uforholdsmæssige hjertegivning i markeret skeptiske anmeldelser af genrelitteratur. I dag gælder det Leif Davidsens nye roman Min broders vogter, om hvilken det i Sophie Engeberg Sonnes anmeldelse bl.a. hedder:

(...) den seneste omgang 'krimiunderholdning møder historieundervisning' fra storsælgeren Leif Davidsen (...) romanens rejse (...) er imponerende i sit omfang - og en lille smule udmattende. (...) Man må tage det gode med det onde, når det kommer til Davidsen. Det er nemlig de samme ting, der gør hans romankunst så levende og læsevenlig, der gør 'Min broders vogter' lidt trættende. (...) Somme tider tipper tonen mod det ophobet vidensformidlende – der går historietime i fortællingen, og Davidsen har en tendens til at blive lidt pedantisk i sin viden.
Grundighed er en dyd, men den overdrevne detaljerigdom truer enkelte steder med at blive en hæmsko for læsningen af de 464 tætskrevne sider.

Og tik - tik- tik- tik så får bogen fire hjerter! Sonnes anmeldelse er ikke så sønderknusende som Bo Taos af Hammmer'ne, men med de citerede klare, flere gange gentagne forbehold burde man ikke komme op på mere end tre hjerter (taget på ordet var Bo Taos anmeldelse til en eller to hjerter). Og jeg vil vove at påstå, at hvis det i stedet havde været en anmeldelse af en digtsamling eller anden boglig smalhed, så ville en karakterstik af bogen som udmattende, trættende, ophobet vidensformidlende, pedantisk etc. aldeles have umuliggjort en karaktergivning på fire hjerter. Fordi generelitteratur (angiveligt, vi er nogle der er uenige, for den gode genrelitteraturs skyld!) ikke skal kvalificere sig litterært, trækker en kritik af dens litterære kvaliteter ikke fra i bedømmelsen, tværtimod, Men det virkelig urimelige er jo, at hos både Bo Tao og Sophie Sonne er kritikken (også) en kritik af bøgernes genre-performance eller -funktionalitet: Davidsen har (som sædvanlig, jeg har læst en håndfuld) skrevet en roman, der er åndssvagt leksikalsk tung i røven, og det er sgu da et større og mere centralt problem, når genren er historisk spændingsroman end hvis genren fx bare var historisk roman, eftersom en historisk spændingsroman skal forestille være en historisk roman, der er spændende. En spændingsroman, der ikke er spændende, er nu ikke bare bedre end en digtsamling, der ikke er poetisk, men automatisk top-hjertelig rigtig, rigtig god! That ain't right!

i halsen, på læberne, i buxerne

Hjertelighed - hjerteløshed

Folk, der selv have Hjertet i Halsen, paa Læberne, i Buxerne, kort ethvert andet Sted end på rette Sted, forskylde ganske naturligt at sigte Den for Hjerteløshed, just Den, der har Hjertet paa rette Sted.
Efter nemlig forgjeves at have søgt hans Hjerte paa ethvert af de dem bekjendte Steder for Hjertet, forvisses de om, at han intet Hjerte har; han har det nemlig paa rette Sted, og der falder det dem ikke ind at søge det.

- Søren Kierkegaard i Øieblikket nr. 10 , det handler også om forloren dyb(følt/sindig/borende) kunst & kritik vs. overfladeskøjtende æstetisk kunst & kritik fx.