Er jeg ikke, er jeg slet ikke, er jeg heller ikke

Jeg talte i dag med min redaktør om at skrive en Blæksprutte om relativistiske kvalitetskriterier (og adjektiver) i krimianmeldelser, og vendte hjem og læste hendes anmeldelse af Leif Davidsens nye "spændingsroman", der slutter med relativering i tredje potens, hvis ikke fjerde:

Så er man krimifan, Davidsenfan, eller blot interesseret i Rusland, er der ingen grund til at holde sig tilbage. Den nye krimi er er på niveau med Davidsens bedste. For eksempel Limes billede, Den Serbiske Danske og Den Russsiske Sangerinde (sjovt at titelordene skrives med stort, som om de i virkeligheden er engelske eller amerikanske ...). Faktisk overgår den endda sidstnævnte.

Tre, nej fire gode grunde til at holde sig tilbage (for krimifans, Davidsensfans, Ruslandsinteresserede, på niveau med Davidsens bedste) - det gør jeg sgu!

Og så på vej til Holstebro

Leif Davidsen på forsiden af Ud & Se udtalende:'
"Egentlig interesser jeg mig ikke for mord!"
Det gør jeg heller ikke, og jeg interesserer mig slet ikke for Leif Davidsen, men tænk nu, hvis hans bøger havde en lige så original og nyskabende form som hans kranium i silhuet dér på forsiden.
Men jeg interesserer mig for Rasmus Nikolajsen, der har skrevet en drømme-novelle til bladet, der er næsten er lige så original og nyskabende som Leif Davidsens kranium, en slags middelalderromantisk/ hyrdedigterisk sci-fi-idyl kaldet "Den store stentrappe", som jeg bliver nødt til at læse mindst en gang til for at trippe og stene præcist på, her et centratl tekststed:
"Lucy dansede ned ad trappen, trin for trin, som rindende vand, og var efterhånden kommet uden for hørevidde, da Archibald lavmælt, om med en fremmed stemme, sagde: "Måske er det drømmene, der skal beskyttes mod os'. Archibald standsede et øjeblik for at lade denne tanke, , der var slået ned i ham som en ufo, ja medmindre den da var opstået i ham, ad uransagelige veje, som en helt ny gasart i havbunden, falde på plads, så han i det mindste fik mulighed for at glemme den, mens Lucy dansede yderligere et par trin ned.

Gæt a Leif!

Ifølge (fusionerede?) L & R og Bog & Idés allestedsnærværende annoncer, med uhyggeligt airbrushet forfatterportræt, er spændings- og novelleforfatteren Leif Davidsen

Danmarks bedste forfatter

Og jeg som troede det var krimiforfatter og eks-politidirektør Hanne Bech Hansen!?

Hjerteoppumpning 2

De fremturer, Politiken, med deres uforholdsmæssige hjertegivning i markeret skeptiske anmeldelser af genrelitteratur. I dag gælder det Leif Davidsens nye roman Min broders vogter, om hvilken det i Sophie Engeberg Sonnes anmeldelse bl.a. hedder:

(...) den seneste omgang 'krimiunderholdning møder historieundervisning' fra storsælgeren Leif Davidsen (...) romanens rejse (...) er imponerende i sit omfang - og en lille smule udmattende. (...) Man må tage det gode med det onde, når det kommer til Davidsen. Det er nemlig de samme ting, der gør hans romankunst så levende og læsevenlig, der gør 'Min broders vogter' lidt trættende. (...) Somme tider tipper tonen mod det ophobet vidensformidlende – der går historietime i fortællingen, og Davidsen har en tendens til at blive lidt pedantisk i sin viden.
Grundighed er en dyd, men den overdrevne detaljerigdom truer enkelte steder med at blive en hæmsko for læsningen af de 464 tætskrevne sider.

Og tik - tik- tik- tik så får bogen fire hjerter! Sonnes anmeldelse er ikke så sønderknusende som Bo Taos af Hammmer'ne, men med de citerede klare, flere gange gentagne forbehold burde man ikke komme op på mere end tre hjerter (taget på ordet var Bo Taos anmeldelse til en eller to hjerter). Og jeg vil vove at påstå, at hvis det i stedet havde været en anmeldelse af en digtsamling eller anden boglig smalhed, så ville en karakterstik af bogen som udmattende, trættende, ophobet vidensformidlende, pedantisk etc. aldeles have umuliggjort en karaktergivning på fire hjerter. Fordi generelitteratur (angiveligt, vi er nogle der er uenige, for den gode genrelitteraturs skyld!) ikke skal kvalificere sig litterært, trækker en kritik af dens litterære kvaliteter ikke fra i bedømmelsen, tværtimod, Men det virkelig urimelige er jo, at hos både Bo Tao og Sophie Sonne er kritikken (også) en kritik af bøgernes genre-performance eller -funktionalitet: Davidsen har (som sædvanlig, jeg har læst en håndfuld) skrevet en roman, der er åndssvagt leksikalsk tung i røven, og det er sgu da et større og mere centralt problem, når genren er historisk spændingsroman end hvis genren fx bare var historisk roman, eftersom en historisk spændingsroman skal forestille være en historisk roman, der er spændende. En spændingsroman, der ikke er spændende, er nu ikke bare bedre end en digtsamling, der ikke er poetisk, men automatisk top-hjertelig rigtig, rigtig god! That ain't right!