Forsonende elementer i Bog & Idé i Herlev Bymidte 1-2

1. De spiller Gangway i højttalerne

2. Camille Clouds brevkasse er nr. 6 på bestsellerlistehylden

baffled, trumped, tethered, cropped

Hørte R.E.M i køkkenet og hørte Trump blive nævnt i "It's the End of the World As We Know It (And I Feel Fine)" og tænkte, at det er den perfekte profetiske sang (og googlende fandt jeg en minutiøs nærlæsning af teksten som Trump-profeti hele vejen igennem), for det synes virkelig som afslutningen på verden, som vi kender den, og jeg har det faktisk rigtig godt (men ikke derfor!):

"Team by team, reporters baffled, trumped, tethered, cropped
Look at that low plane, fine, then
Uh oh, overflow, population, common group
But it'll do, save yourself, serve yourself.
World serves its own needs, listen to your heart bleed
Tell me with the Rapture and the reverent in the right, right
You vitriolic, patriotic, slam fight, bright light
Feeling pretty psyched

[Chorus]
It's the end of the world as we know it
It's the end of the world as we know it
It's the end of the world as we know it, and I feel fine"

Oplæsningslæsning

Noget af det sværeste er at skrive om oplæsninger - litteraturforsker og digter Martin Glaz Serup gør et bravt og klogt forsøg i en lille artikel på engelsk, "The Poetry Reading", der kan læses via dette link. Martin læser oplæsninger af Vanessa Place og (med nærmest virtuos grundighed) Jacques Roubaud og selvfølgelig Pia "Onkel Hector" Juul:

"Being present in the same room as the reader during the reading allows various other extra-textual markers to affect  understanding of the poem, including the poet’s body, age, gender, way of moving,

way of talking, way of dressing, and the entire impression they make and their attittude. It can be something as simple as a sweeping gesture with the hand, as in Pia Juul’s (at least locally) well-known poem from Sagde jeg, siger jeg [I said, I’m saying (1999) about Uncle Hector, who always did that. Like that. You can’t see how Unc Hector does it when reading the book, but when Juul herself reads the poem aloud a sort of expectant tension always arises around this ‘Like that’. I have both seen her show what Uncle Hector does with his hand, and I have seen her, almost demonstratively, refrain. This tension about the anticipated gesture, which will perhaps never occur, itself constitutes a performative element, which entails that the reading and the author’s physical presence add somethin to the poem not found on the print page; part of the text’s intensity shifts from the printed page, from the text, out into the room, where it creates a presence, a trembling, a bodily rooted liveness,

which also creates a connotative caesura in the poem."

En drom af en drøm er Smærups jysk

Jeg fik lige forvrøvlet et ord i min WA-annmeldelse af Jens Smærups Refleksioner, og redaktør og korrekturlæser tog det desværre for gode varer - ulempen ved udstrakt kreativ licens!

Der stod:

"Smærups ubehag ved opblæsthed forbliver en væsentlig årsag til det stilistiske og syntaktiske særkende, der er hans døddrømomstændelighed, hans forbeholds-og relativiserings-virtuositet: Jysk som ekstremsport."

Og der skulle naturligvis have stået:

"Smærups ubehag ved opblæsthed forbliver en væsentlig årsag til det stilistiske og syntaktiske særkende, der er hans dødsdromomstændelighed, hans forbeholds-og relativiserings-virtuositet: Jysk som ekstremsport."

Korrekte links

Her er links til min Bogholderi-note i fredagens WA Bøger om anmeldelsen af en Young Adut-roman, American Heart, i Kirkus Review, der blev korrigeret, fordi en bog med hvid synsvinkel på brun person altid er problematisk og derfor aldrig kan være fuldt rosværdig.

Forfatteren Laura Moriartys Facebook-profil, hvor begge udgaver af anmeldelsen kan læses

Noten fra Kirkus Review om fjernelsen af den første anmeldelse 

Dobbelt-artikel på slate.com om sagen

Kommentar fra New Yorker om sagen

Artikel fra vulture. com (før sagen om American Heart-anmeldelsen) om "The Toxic Drama on YA Twitter. Young-adult books are being targeted in intense social-media callouts, draggings, and pile-ons — sometimes before anybody’s even read them" med udgangspunkt i kontroversen om YA-fantasy-romanen The Black Witch

Kæmpe blog-angreb på The Black Witch 

Stjerne-anmeldelse af The Black Witch i Kirkus Review
 

Forsvar for stjerne-anmeldelsen i Kirkus Review

Citat fra Vulture-artiklen, ved Kat Rosenfeld:

"Still, the interpretation of Forest’s novel as a 600-page paean to anti-miscegenation seems rare among those who’ve actually read it. On Amazon, where the book is currently rated 4.3 stars out of 5, reviews generally agree that the book is firmly anti-prejudice, and that Elloren’s long slog in the direction of enlightenment is a realistic depiction of the process by which an indoctrinated person begins to expand her worldview. (There, the most common criticism is that the book’s message of tolerance is heavy-handed.) However, just reading a so-called problematic book in order to judge its offensiveness for oneself is considered by many to be beyond the pale.

Author Tristina Wright was one of several who condemned would-be readers of called-out books, while young readers followed suit.
“Imagine being so privileged you care about your own entertainment more than the hurt of marginalized people,” one tweeted, while another declared, “Reading a book specifically because it’s been called out for racism doesn’t make you a champion of independent thought. It makes you racist.”

Mimi, the teen blogger who had once been so excited about The Black Witch, was among those who urged others to avoid the book, writing on her website and Twitter about the emotional pain it had caused her. She still hasn’t read it, and doesn’t plan to; she feels that Sinyard’s review tells her all she needs to know. “I trusted her take on it. She showed pictures from the book, and certain passages in the book, so it’s not like she was making it up,” Mimi says."

Ironi spildt på emeritusser

Imponerende forvrøvlet kronik om Forfatterskolen og ung digtning ved lektor emeritus Thomas Pedersen i Politiken i forgårs - jeg var i AK24syv og diskutere kronikken med kronikøren (efter et herligt skrapt indslag, inkl. grilning af kronikredaktør, om kronikørens forblommede stillingsbetegnelse (det er i statskundskab, han har været lektor)), og jeg kom vist til, i ren frustration over forsludringsgraden, at hidse mig en smule op, link her. Jeg nævnes selv et par gange i kronikken, og det var derfor jeg var blevet inviteret i studiet, og så, formoder jeg, fordi jeg har vis forstand på ny poesi.

Kronikken starter med at demonstrere, hvorfor man skal være varsom med ironi, selv når folk forstår, man er ironisk, forstår de ikke, hvad ironi er:

"Inden for litteraturens verden er der således opstået et establishment omkring Forfatterskolen.

I et debatprogram tidligere på året blev dette erkendt og bekræftet af flere insidere, bl. a. Lars Bukdahl, dansk digtnings selvudnævnte litteraturminister og ordsheik, som dog kun imødekom kritikken halvvejs, idet han forsøgte at værge for sig med sin velkendte selvironi. Men hans argumentation var problematisk: Han argumenterede nemlig i spøgefuld alvor for, at man burde forsyne de litterære produkter med et ' miljømærke', så forbrugerne kan se, om de har at gøre med seriøs litteratur. Et miljømærke? Ordvalget er mildest talt uheldigt, for er der noget, som kendetegner den originale og fornyende digtning, er det som bekendt, at den sprænger miljøer, at den ofte nærmest er miljøløs."

Ja, der findes miljøER, men det har kun på den omvendte måde at gøre med, at bøger dømmes gode, at en hel del af de stærkeste litterære talenter har det med at søge og blive optaget på Forfatterskolen (men der også nogle, der ikke bliver optaget, og som ikke bliver mindre talenter af den grund - fx to af bidragyderne til ny poesi-serien i Ud & Se, Sophia Handler og Jakob Slebsager) og senere hænge ud med de folk, de har gået på skole sammen med. Miljøet i miljømærket, skulle det realiseres, ville være lig med miljøet MIG! 

Og jeg kan heller ikke lade være (ved siden af alt det jeg smider i kachotten i radioudsendelsen) med at anholde formuleringen "Lars Bukdahl har hårdt presset nævnt Simon Grotrian (der NB ikke har gået på ForfatterskolenLB) som en af de nye digtere, som borger for kvalitet."

Jeg føler mig aldrig hårdt presset, når jeg skal nævne "nye" digtere, der borger for kvalitet, jeg gør det hele tiden, frivilligt og af hjertets lyst og kan på stående kontorstol til hver en tid nævne 100 + læseværdige nulevende digtere på Grotrians alder eller yngre, fra Aidt til Ørntoft, hvad er det for noget vrøvl?

750.000 $-overskægget (og -fipskægget)

Der er nogle få afgørende, gode grunde til at være millionær - auktionsreportage fra The Guardian:

"One of Marcel Duchamp’s reproductions of Leonardo Da Vinci’s Mona Lisa, on to which he pencilled a beard and moustache, has sold for €632,500 ($750,000) at Sotheby’s in Paris.
It was part of the sale of a collection of surrealist works owned by American Arthur Brandt, with 110 pieces fetching €3.9 million, including commission.
However, some standout pieces, including a work by Francis Picabia, which was estimated at €700,000, did not find a buyer.
Duchamp’s version of the Mona Lisa was one of nine works in the sale by the French artist, who is seen as the father of conceptual art.
The Mona Lisa works are entitled L.H.O.O.Q, which in French sounds like the phrase “elle a chaud au cul”, roughly translated as “she’s horny”. It had a presale estimate of €400,000 to €600,000.
The version that sold late on Saturday was created in 1964 after the original 1919 so-called “ready made” piece."

Forslag til ny direktør for Gyldendal

(Stig Andersen, over-direktøren for Gyldendal, går på pension og stillingen er nu slået op)

- i prioriteret rækkefølge

1. URSULA ANDKJÆR OLSEN
(fordi hun bare skal være direktør for det hele, så kan hun skrive om natten)

2. HANS OTTO JØRGENSEN

3. ANDERS JØRGEN MOGENSEN

4. MATHIAS KOKHOLM

5. BRD. WOETMANN

6. RASMUS GRAFF

7. JESPER FABRICIUS & ÅSE EG JØRGENSEN

8. GITTE BROENG & LASSE KROG MØLLER

9. ANNE-MARIE MAI

10. ELISABETH FRIIS

Dobbeltagentens opråb

Amalie Smith har den sjældne erfaring at have gået på 2 kunstneriske uddannelser, Forfatterskolen og Kunstakademiet, og udtaler sig derfor med en særlig vægt og tveægget skarphed om de dumme sammenlægningsplaner:

Amalie Smith

"Brugte en halv dag på at svare på nogle spørgsmål fra en journalist på Dagbladet Information om sammenlægningen af kunstuddannelserne tirsdag i sidste uge. Nu har jeg rykket og fået besked om, at der ikke bliver brug for mine svar, og det skyldes nok, tænker jeg, at der har været så mange gode stemmer, der har blandet sig i debatten, og at mange af argumenterne imod sammenlægning allerede er blevet fremført flere gange, fordi de er ret indlysende. Nu deler jeg alligevel mine svar her, så de ikke går helt til spilde, og hvis du ikke har fulgt så meget med i debatten eller ikke kan få nok, så læs med, mens vi venter vi på, at kulturministeren skrinlægger sammenlægningsplanerne, OG på at regeringen dropper de vedvarende nedskæringer på hele uddannelsesområdet. At dele gaver ud fra et "økonomisk råderum" og samtidig fastholde 2 % nedskæringer årligt i uddannelsessektoren er simpelthen at pisse fremtiden op ad ryggen. KH Amalie
"Q: Hovedpointen i analysen fra Kulturministeriet er, at man skal have en national institution som kan udstikke en overordnet strategi for kunstuddannelser. Hvad tænker du om det?
A: Jeg tænker, at det er en meget dårlig idé. Rapporten påstår at være svaret på en række vanskeligheder, som kunstuddannelserne i dag står overfor, men det spøjse er, at det er Kulturministeriets egne faldende bevillinger, der er den primære årsag til selvsamme vanskeligheder. Staten skærer i bevillingerne med den ene hånd og bruger det som argument for med den anden at ensrette velfungerende og højt specialiserede skoler og gøre dem klar til yderligere nedskæringer. Mette Bock har ikke taget stilling til rapporten endnu, og hun kan heldigvis nå at lytte til den massive kritik, der er kommet fra fagmiljøerne, men det er for mig at se betænkeligt, at hun har valgt at bestille rapporten hos én enkelt person, der er varm fortaler for en sammenlægning. Som man spørger, får man svar. Rapporten er ikke en nøgtern redegørelse for feltet, men et statsstøttet debatindlæg, der får samtalen om fremtidens kunstuddannelser til at starte i bakgear.
Q: Hvad er dine erfaringer fra forfatterskolen og kunstakademiet?
(ift. kvaliteten af uddannelse, ledelsen, strategien) Mener du, at det giver mening at etablere en national institution?
A: Som studerende på begge skoler har jeg oplevet, hvor forskellig kunstundervisning på højt niveau kan udforme sig, hvor forskelligt kunstskoler kan organiseres og hvor forskellige brancher, de er i dialog med og sender dimittender ud i, og det er med de oplevelser in mente meget svært for mig at forstå, hvordan en sammenlægning skulle kunne hæve niveauet, hverken fagligt eller hvad angår dimittendernes indkomst. Det er skolernes solide faglige forankring, der har gjort dem så forskellige – de er højt specialiserede, og det er netop dét, der gør dem anerkendte og toneangivende i deres respektive brancher. De har et stærkt ry, et “brand” om man vil, også internationalt, hvilket gør det muligt at tiltrække gode kræfter fra hver deres felt, og det kan en sammenlægning risikere at sætte over styr.
Q: I analysen står der, at skolerne skal beholde et udstrakt faglig selvstyre. Det betyder, det er de overordnede linjer og økonomien, der skal topstyres. Den øvrige strategi og kunstneriske faglighed skal blive på skolerne. Hvad tænker du om den løsning?
A: Rapporten efterlyser også et overordnet fællesstrategisk fokus på sektorniveau, som for mig lyder som det modsatte af fagligt selvstyre. Fagligt selvstyre og faglig ledelse hænger sammen. Mens jeg gik på Kunstakademiet, blev skolens styrelseslov lavet om, så det ikke længere var det demokratisk indstiftede skoleråd, der var skolens højeste myndighed, men derimod rektor, som nu blev indsat af et udvalg under kulturministeren, og det er netop dén ændring af styrelsesloven, der i dag gør det mulig at tage beslutninger uden høring eller demokratiske processer på skolerne. Mere centralisering vil kun gøre det demokratiske underskud på institutionerne større og svække forankringen i kunstfagligheden.
Q: Når skolerne får tilskud fra staten har de også meldt sig ind under nogle præmisser, hvor der er nyttetænkning og bureaukrati. Er det ikke fair nok, at der bliver tænkt økonomi, konkurrence, optimering osv. ind i uddannelser?
A: Jo – man får hvad man betaler for. Og når kulturministeriet fortsætter med at skære 2 % om året, får vi dårligere kunstskoler, ikke bedre. De sidste mange års nedskæringer er allerede gået ud over dét, det hele handler om – undervisningstimer og værkstedsfaciliteter. Jeg deler Henrik Sveidahls ønske om mere kunstnerisk forskning, men seriøse ambitioner om en forskerskole eller flere Ph.D.’er på kunstskolerne kræver flere midler tilført, ikke færre, som der lægges op til.
Q: Henrik Sveidahl nævner et eksempel på fagligt samarbejde: Forfatterskolens faglige miljø er – med sine omkring 15 studerende – meget udsat. Derfor vil det være afgørende at samarbejde med andre uddannelser, eksempelvis manuskriptuddannelserne, for at opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen. Har han en pointe i, at der er en fordel ved samarbejde? Bl.a. det her eksempel?
A: Jeg køber ikke præmissen om, at Forfatterskolen er udsat, fordi den er lille og på egen hånd, og dens størrelse har intet med kvaliteten af uddannelsen at gøre, nærmest tværtimod: Det er en eliteuddannelse med stærkt fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, og skolen har forlængst bevist sit værd i form af en strøm af stærke dimittender. Paradoksalt nok er det netop i en superinstitution at dens størrelse kan gøre den udsat, fordi den her vil få svært ved at få varetaget sine interesser. Men det er nærmest absurd med al den snak om udsathed, når skolernes primære trussel er de faldende bevillinger fra Kulturministeriet selv. At skære i uddannelsessektoren har været en del af nødvendighedens politik, som vi har bidt i os i mange år efterhånden, men nu er opsvinget her, og Løkke deler rundhåndet ud fra det såkaldte økonomiske råderum, og så skal vi stadig spare på uddannelse? Det er ikke til at forstå. Hvis kulturministeren, embedsværket og regeringen også fremadrettet vil have kunstuddannelser på højt internationalt niveau, så vil jeg opfordre dem til at styrke skolernes forskelligartede fagmiljøer gennem øget fagligt selvstyre og til at finansiere de mål, de sætter sig. Man kan ikke spare sig til kunstuddannelser på højt internationalt niveau."

Gabets protest

(for lalleglad en tekst til at være Bogholderi-note i WA Bøger, men hvordan kan man andet end lalle af glæde ved mødet med Space Poetry-publikationer)

-->

Det evigt formatfluktuerende kunsttidsskrift Pist Protta er omsider udkommet med sit nioghalvfjerdsindstyvende nummer, der komplet umuligt lader HVERT BIDRAG have sit eget format (og sin egen papirtype). Temaet er streg og streger, inklusive gamle tekstilmønstre fra Danmark og Peru og en systematisk udsyret ”praktisk kalender, hvor dage og datoer ikke krydser hinanden” af Gunnar Aagaard Andersen fra 1969.

  I samme postombæring udsender forlaget Space Poetry to fredsommeligere udseende publikationer:

  1. Redaktør Jesper Fabricius’ første rene tekstbog, digtsamlingen Æternarkose, der collage-sammenklipper de forskelligste tekster og tekstarter (med hver deres typografi), fra lummer porno til abstrakt kunstteori, der så pludselig bliver abstrakt porno og lummer kunstteori:

  ”søger dobbelthed i alt/ kærtegn på balderne/ Derefter/ endeløse forhandlinger”

  2. Redaktør Jesper Rasmussens skriggule pamflet Fremtidigt Manifest for Kedelig Kunst, der underfundigt, men også helt ærligt, plæderer for kedsommeligheden som strategi:

  ”Den eneste sande form for oprør i nutidens kunst er derfor at være kedelig! Kunsten kan påberåbe sig en sand radikal position ved at insistere på kedelig kunst! Den eneste sikre måde, hvorpå kunsten kan undgå at underlægge sig massemediernes tyranni og omklamring og holde sig immun overfor samme mediers udvanding og forsimpling, er ved at være kedelig.”

  Hvis bare ikke det blad, han og den anden Jesper redigerer, var så forbandet underholdende …

  

- Aagaard Anderen-kalenderen

Eneste egentlige argument for Forfatterskolen, dens selvstændighed og lidenhed

HÅRDT, HASTIGT, UFØLSOMT STJERNE- OG KÄNDIS-KLIP:

2017-1987

Joakim Vilandt, Jonas Eika Rasmussen, Yahya Hassan, Signe Gjessing, Emeli Bergman, Cecilie Lind, Ida Holmegaard, Hannah Lutz, Lea Løppenthin, Josefine Graakjær Nielsen, Martin Bastkjær Christensen, Andreas Pedersen, Caroline Albertine Minor, Pernille Abd-El Dayem, Ursula Scavenius, Bjørn Rasmussen, Daniel Dalgaard, Rasmus Halling Nielsen, Hanne Højgaard Viemose, Josefine Klougart, Morten Chemnitz, Olga Ravn, Olivia Nordenhof, Stine Pilgaard, Amalie Smith,  Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen, Theis Ørntoft, Christel Wiinblad,  Ida Marie Hede, Ina Munch Christensen, Glenn Christian, Katinka My Jones, Maja Lucas, Shadi Angelina Bazeghi, Christina Hagen, Peder Frederik Jensen, Peter-Clement Woetmann, Chresten Forsom, Kristina Nya Glaffey, Henrik Kabell, Sissel Bjergfjord, Anders Abildgaard  Dennis Gade Kofod, Dy Plambeck, Martin Glaz Serup, Morten Søkilde, Jens Jacob Toftegaard, Kristian Bang Foss, Lone Hørslev, Mads Eslund, Maja Lee Langvad, Palle Sigsgaard, Eli I. Lund, Henriette E. Møller, Kristian Leth, Lene Asp, Nina Søs Vinther, Anne-Louise Bosmans, Julia Butschkow, Kasper Thomsen, Ina Merete Schmidt, Majse Aymo-Boot, Harald Voetmann, Jesper Wamsler, Marius Nørup-Nielsen, René Jean Jensen, Thomas Rydahl, Ursula Andkjær Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Mikkel Thykier, Lars Frost, Pejk Malinovski, Tomas Lagermand Lundme, Kim Blæsbjerg, Kristian Ditlev Jensen, Martin Larsen, Peter Højrup, Lars Skinnebach, Peter Adolphsen, Simon Fruelund, Iben Claces,, Katrine Marie Guldager, Thøger Jensen, Claus Beck-Nielsen, Laila Ingrid Rasmussen, Lone Munksgaard Nielsen, Tomas Thøfner, Lene Henningsen, Helle Helle, Janus Kodal, Kirsten Hammann, Mads Brenøe, Morten Søndergaard, Christian Dorph, Christina Hesselholdt, Hans-Erik Larsen, John Bang Jensen, Merete Pryds Helle, Christian Bundegaard, Christian Yde Frostholm, Connie Bork, Solvej Balle

Så tror fanden at alting hænger så kulørt sammen (og ikke)

JEG ER EN ROMAN AF JAN GUILLOU!

(tænke jeg da jeg cyklede forbi den kæmpe reklame i boghandlen på Jægersborg Allé) 

Engle-content

Altså, Treo! Men jeg skal jo være den sidste  (når ikke den første) til at kritisere andre kritikeres negativitet. Og der var 1 positiv linje i hans 3 stjerner-anmeldelse af Cave-koncerten:

"En simpel version af ’Into My Arms’ med publikum på forbavsende flot kor var seancens eneste virkeligt vellykkede indslag."

Og disse irriterende smukke linjer fra den sang var jo klar nok til dig, kære englebestyrer, i en hård Coldplay-lås ((c) Bang Foss) i mine arme :

"[Verse 2]
And I don't believe in the existence of angels
But looking at you I wonder if that's true
But if I did I would summon them together
And ask them to watch over you
To each burn a candle for you
To make bright and clear your path
And to walk, like Christ, in grace and love
And guide you into my arms"

Dobbeltgængerpris

Jeg skrev en en bogholderi-note i fredagens WA Bøger om det ikke ikke umiddelbart gennemskueligt meningsfulde i, at Danske Skønlitterære Forfattere har oprettet en pris, Den svære Toer, der, nøjagtig ligesom Michael Strunge Prisen har gjort siden 2012, præmierer en forfatter for hans/hendes anden skønlitterære udgivelse. Caroline Albertine Minor fik for nogle måneder siden Strunge Prisen for novellesamlingen Velsignelser. Tre forfattere var nomineret til Den svære Toer, Viggo Bjerring, Ida Holmegaard og Caroline Albertine. Og i går blev Den svære Toer så uddelt til - Caroline Albertine Minor. Og tillykke med det til hende! Men hvorfor dog, jury (Lone Aburas, Anne-Mette Riis Rasmussen og Dennis Gade Kofod), understrege overflødigheden så eklatant, når I kunne have peget  på (foreløbigt totalt u-prisbelønnede) Holmegaards frygteligt fine roman Graceland (jeg har ikke læst Bjerrings kortroman QWERTY, det bør jeg gøre snarligst), som jeg er en del mere indtaget i end Velsignelser? Vel fordi juryen simpelthen brød sig mest om Minors bog, hvilket jo er helt fair, det er ikke dem, der har fundet på prisen, men sikke dog til stadighed dumt og meningsløst fundet på.

(jeg sidder selv i juryen for den ene af de to debutantpriser, der findes (NEJ, HOV! RETTELSE - OGSÅ TIL AVISEN!: DER FINDES JO EN 3. DEBUTANTPRIS (som jeg for fanden selv har fået!) DET DANSKE AKADEMIS RENT LYRISKE KLAUS RIFBJERGS DEBUTANTPRIS, der imidlertid senest, i 2016, var blevet en (endda forsinket) toer-pris, da den gik til Theis Ørntoft, 7 år efter hans debut og 2 år efter hans anden bog), Munch-Christensens Kulturlegat, som ikke er fundet på ud af det blå af en forfatterforening, men testamentarisk oprettet af et boghandlerpar i Vejle - og så længe jeg har siddet i juryen (siden 2008-2009), og selvom prisen uddeles til to debutanter hvert år, har vi kun 1 gang haft sammenfald med den anden debutantpris, Bogforums, nemlig i 2014 med Yahya Hassan (vi diskuterede i juryen om han allerede var for prisnedtynget, men lod, sådan som vi bør, den kunstneriske kvalitet og styrke få det sidste ord); 2 Munch-Christensen-prismodtagere har for deres anden bog fået Strunge Prisen, Theis Ørntoft og Caspar Eric)