tirsdag den 24. oktober 2017

Dobbeltagentens opråb

Amalie Smith har den sjældne erfaring at have gået på 2 kunstneriske uddannelser, Forfatterskolen og Kunstakademiet, og udtaler sig derfor med en særlig vægt og tveægget skarphed om de dumme sammenlægningsplaner:
"Brugte en halv dag på at svare på nogle spørgsmål fra en journalist på Dagbladet Information om sammenlægningen af kunstuddannelserne tirsdag i sidste uge. Nu har jeg rykket og fået besked om, at der ikke bliver brug for mine svar, og det skyldes nok, tænker jeg, at der har været så mange gode stemmer, der har blandet sig i debatten, og at mange af argumenterne imod sammenlægning allerede er blevet fremført flere gange, fordi de er ret indlysende. Nu deler jeg alligevel mine svar her, så de ikke går helt til spilde, og hvis du ikke har fulgt så meget med i debatten eller ikke kan få nok, så læs med, mens vi venter vi på, at kulturministeren skrinlægger sammenlægningsplanerne, OG på at regeringen dropper de vedvarende nedskæringer på hele uddannelsesområdet. At dele gaver ud fra et "økonomisk råderum" og samtidig fastholde 2 % nedskæringer årligt i uddannelsessektoren er simpelthen at pisse fremtiden op ad ryggen. KH Amalie
"Q: Hovedpointen i analysen fra Kulturministeriet er, at man skal have en national institution som kan udstikke en overordnet strategi for kunstuddannelser. Hvad tænker du om det?
A: Jeg tænker, at det er en meget dårlig idé. Rapporten påstår at være svaret på en række vanskeligheder, som kunstuddannelserne i dag står overfor, men det spøjse er, at det er Kulturministeriets egne faldende bevillinger, der er den primære årsag til selvsamme vanskeligheder. Staten skærer i bevillingerne med den ene hånd og bruger det som argument for med den anden at ensrette velfungerende og højt specialiserede skoler og gøre dem klar til yderligere nedskæringer. Mette Bock har ikke taget stilling til rapporten endnu, og hun kan heldigvis nå at lytte til den massive kritik, der er kommet fra fagmiljøerne, men det er for mig at se betænkeligt, at hun har valgt at bestille rapporten hos én enkelt person, der er varm fortaler for en sammenlægning. Som man spørger, får man svar. Rapporten er ikke en nøgtern redegørelse for feltet, men et statsstøttet debatindlæg, der får samtalen om fremtidens kunstuddannelser til at starte i bakgear.
Q: Hvad er dine erfaringer fra forfatterskolen og kunstakademiet?
(ift. kvaliteten af uddannelse, ledelsen, strategien) Mener du, at det giver mening at etablere en national institution?
A: Som studerende på begge skoler har jeg oplevet, hvor forskellig kunstundervisning på højt niveau kan udforme sig, hvor forskelligt kunstskoler kan organiseres og hvor forskellige brancher, de er i dialog med og sender dimittender ud i, og det er med de oplevelser in mente meget svært for mig at forstå, hvordan en sammenlægning skulle kunne hæve niveauet, hverken fagligt eller hvad angår dimittendernes indkomst. Det er skolernes solide faglige forankring, der har gjort dem så forskellige – de er højt specialiserede, og det er netop dét, der gør dem anerkendte og toneangivende i deres respektive brancher. De har et stærkt ry, et “brand” om man vil, også internationalt, hvilket gør det muligt at tiltrække gode kræfter fra hver deres felt, og det kan en sammenlægning risikere at sætte over styr.
Q: I analysen står der, at skolerne skal beholde et udstrakt faglig selvstyre. Det betyder, det er de overordnede linjer og økonomien, der skal topstyres. Den øvrige strategi og kunstneriske faglighed skal blive på skolerne. Hvad tænker du om den løsning?
A: Rapporten efterlyser også et overordnet fællesstrategisk fokus på sektorniveau, som for mig lyder som det modsatte af fagligt selvstyre. Fagligt selvstyre og faglig ledelse hænger sammen. Mens jeg gik på Kunstakademiet, blev skolens styrelseslov lavet om, så det ikke længere var det demokratisk indstiftede skoleråd, der var skolens højeste myndighed, men derimod rektor, som nu blev indsat af et udvalg under kulturministeren, og det er netop dén ændring af styrelsesloven, der i dag gør det mulig at tage beslutninger uden høring eller demokratiske processer på skolerne. Mere centralisering vil kun gøre det demokratiske underskud på institutionerne større og svække forankringen i kunstfagligheden.
Q: Når skolerne får tilskud fra staten har de også meldt sig ind under nogle præmisser, hvor der er nyttetænkning og bureaukrati. Er det ikke fair nok, at der bliver tænkt økonomi, konkurrence, optimering osv. ind i uddannelser?
A: Jo – man får hvad man betaler for. Og når kulturministeriet fortsætter med at skære 2 % om året, får vi dårligere kunstskoler, ikke bedre. De sidste mange års nedskæringer er allerede gået ud over dét, det hele handler om – undervisningstimer og værkstedsfaciliteter. Jeg deler Henrik Sveidahls ønske om mere kunstnerisk forskning, men seriøse ambitioner om en forskerskole eller flere Ph.D.’er på kunstskolerne kræver flere midler tilført, ikke færre, som der lægges op til.
Q: Henrik Sveidahl nævner et eksempel på fagligt samarbejde: Forfatterskolens faglige miljø er – med sine omkring 15 studerende – meget udsat. Derfor vil det være afgørende at samarbejde med andre uddannelser, eksempelvis manuskriptuddannelserne, for at opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen. Har han en pointe i, at der er en fordel ved samarbejde? Bl.a. det her eksempel?
A: Jeg køber ikke præmissen om, at Forfatterskolen er udsat, fordi den er lille og på egen hånd, og dens størrelse har intet med kvaliteten af uddannelsen at gøre, nærmest tværtimod: Det er en eliteuddannelse med stærkt fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, og skolen har forlængst bevist sit værd i form af en strøm af stærke dimittender. Paradoksalt nok er det netop i en superinstitution at dens størrelse kan gøre den udsat, fordi den her vil få svært ved at få varetaget sine interesser. Men det er nærmest absurd med al den snak om udsathed, når skolernes primære trussel er de faldende bevillinger fra Kulturministeriet selv. At skære i uddannelsessektoren har været en del af nødvendighedens politik, som vi har bidt i os i mange år efterhånden, men nu er opsvinget her, og Løkke deler rundhåndet ud fra det såkaldte økonomiske råderum, og så skal vi stadig spare på uddannelse? Det er ikke til at forstå. Hvis kulturministeren, embedsværket og regeringen også fremadrettet vil have kunstuddannelser på højt internationalt niveau, så vil jeg opfordre dem til at styrke skolernes forskelligartede fagmiljøer gennem øget fagligt selvstyre og til at finansiere de mål, de sætter sig. Man kan ikke spare sig til kunstuddannelser på højt internationalt niveau."

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar