Dobbeltagentens opråb

Amalie Smith har den sjældne erfaring at have gået på 2 kunstneriske uddannelser, Forfatterskolen og Kunstakademiet, og udtaler sig derfor med en særlig vægt og tveægget skarphed om de dumme sammenlægningsplaner:

Amalie Smith

"Brugte en halv dag på at svare på nogle spørgsmål fra en journalist på Dagbladet Information om sammenlægningen af kunstuddannelserne tirsdag i sidste uge. Nu har jeg rykket og fået besked om, at der ikke bliver brug for mine svar, og det skyldes nok, tænker jeg, at der har været så mange gode stemmer, der har blandet sig i debatten, og at mange af argumenterne imod sammenlægning allerede er blevet fremført flere gange, fordi de er ret indlysende. Nu deler jeg alligevel mine svar her, så de ikke går helt til spilde, og hvis du ikke har fulgt så meget med i debatten eller ikke kan få nok, så læs med, mens vi venter vi på, at kulturministeren skrinlægger sammenlægningsplanerne, OG på at regeringen dropper de vedvarende nedskæringer på hele uddannelsesområdet. At dele gaver ud fra et "økonomisk råderum" og samtidig fastholde 2 % nedskæringer årligt i uddannelsessektoren er simpelthen at pisse fremtiden op ad ryggen. KH Amalie
"Q: Hovedpointen i analysen fra Kulturministeriet er, at man skal have en national institution som kan udstikke en overordnet strategi for kunstuddannelser. Hvad tænker du om det?
A: Jeg tænker, at det er en meget dårlig idé. Rapporten påstår at være svaret på en række vanskeligheder, som kunstuddannelserne i dag står overfor, men det spøjse er, at det er Kulturministeriets egne faldende bevillinger, der er den primære årsag til selvsamme vanskeligheder. Staten skærer i bevillingerne med den ene hånd og bruger det som argument for med den anden at ensrette velfungerende og højt specialiserede skoler og gøre dem klar til yderligere nedskæringer. Mette Bock har ikke taget stilling til rapporten endnu, og hun kan heldigvis nå at lytte til den massive kritik, der er kommet fra fagmiljøerne, men det er for mig at se betænkeligt, at hun har valgt at bestille rapporten hos én enkelt person, der er varm fortaler for en sammenlægning. Som man spørger, får man svar. Rapporten er ikke en nøgtern redegørelse for feltet, men et statsstøttet debatindlæg, der får samtalen om fremtidens kunstuddannelser til at starte i bakgear.
Q: Hvad er dine erfaringer fra forfatterskolen og kunstakademiet?
(ift. kvaliteten af uddannelse, ledelsen, strategien) Mener du, at det giver mening at etablere en national institution?
A: Som studerende på begge skoler har jeg oplevet, hvor forskellig kunstundervisning på højt niveau kan udforme sig, hvor forskelligt kunstskoler kan organiseres og hvor forskellige brancher, de er i dialog med og sender dimittender ud i, og det er med de oplevelser in mente meget svært for mig at forstå, hvordan en sammenlægning skulle kunne hæve niveauet, hverken fagligt eller hvad angår dimittendernes indkomst. Det er skolernes solide faglige forankring, der har gjort dem så forskellige – de er højt specialiserede, og det er netop dét, der gør dem anerkendte og toneangivende i deres respektive brancher. De har et stærkt ry, et “brand” om man vil, også internationalt, hvilket gør det muligt at tiltrække gode kræfter fra hver deres felt, og det kan en sammenlægning risikere at sætte over styr.
Q: I analysen står der, at skolerne skal beholde et udstrakt faglig selvstyre. Det betyder, det er de overordnede linjer og økonomien, der skal topstyres. Den øvrige strategi og kunstneriske faglighed skal blive på skolerne. Hvad tænker du om den løsning?
A: Rapporten efterlyser også et overordnet fællesstrategisk fokus på sektorniveau, som for mig lyder som det modsatte af fagligt selvstyre. Fagligt selvstyre og faglig ledelse hænger sammen. Mens jeg gik på Kunstakademiet, blev skolens styrelseslov lavet om, så det ikke længere var det demokratisk indstiftede skoleråd, der var skolens højeste myndighed, men derimod rektor, som nu blev indsat af et udvalg under kulturministeren, og det er netop dén ændring af styrelsesloven, der i dag gør det mulig at tage beslutninger uden høring eller demokratiske processer på skolerne. Mere centralisering vil kun gøre det demokratiske underskud på institutionerne større og svække forankringen i kunstfagligheden.
Q: Når skolerne får tilskud fra staten har de også meldt sig ind under nogle præmisser, hvor der er nyttetænkning og bureaukrati. Er det ikke fair nok, at der bliver tænkt økonomi, konkurrence, optimering osv. ind i uddannelser?
A: Jo – man får hvad man betaler for. Og når kulturministeriet fortsætter med at skære 2 % om året, får vi dårligere kunstskoler, ikke bedre. De sidste mange års nedskæringer er allerede gået ud over dét, det hele handler om – undervisningstimer og værkstedsfaciliteter. Jeg deler Henrik Sveidahls ønske om mere kunstnerisk forskning, men seriøse ambitioner om en forskerskole eller flere Ph.D.’er på kunstskolerne kræver flere midler tilført, ikke færre, som der lægges op til.
Q: Henrik Sveidahl nævner et eksempel på fagligt samarbejde: Forfatterskolens faglige miljø er – med sine omkring 15 studerende – meget udsat. Derfor vil det være afgørende at samarbejde med andre uddannelser, eksempelvis manuskriptuddannelserne, for at opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen. Har han en pointe i, at der er en fordel ved samarbejde? Bl.a. det her eksempel?
A: Jeg køber ikke præmissen om, at Forfatterskolen er udsat, fordi den er lille og på egen hånd, og dens størrelse har intet med kvaliteten af uddannelsen at gøre, nærmest tværtimod: Det er en eliteuddannelse med stærkt fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, og skolen har forlængst bevist sit værd i form af en strøm af stærke dimittender. Paradoksalt nok er det netop i en superinstitution at dens størrelse kan gøre den udsat, fordi den her vil få svært ved at få varetaget sine interesser. Men det er nærmest absurd med al den snak om udsathed, når skolernes primære trussel er de faldende bevillinger fra Kulturministeriet selv. At skære i uddannelsessektoren har været en del af nødvendighedens politik, som vi har bidt i os i mange år efterhånden, men nu er opsvinget her, og Løkke deler rundhåndet ud fra det såkaldte økonomiske råderum, og så skal vi stadig spare på uddannelse? Det er ikke til at forstå. Hvis kulturministeren, embedsværket og regeringen også fremadrettet vil have kunstuddannelser på højt internationalt niveau, så vil jeg opfordre dem til at styrke skolernes forskelligartede fagmiljøer gennem øget fagligt selvstyre og til at finansiere de mål, de sætter sig. Man kan ikke spare sig til kunstuddannelser på højt internationalt niveau."

HELDIGVIS (men spark under hovedstolen!)

Et markant flertal i Folketinget afviser Mette Bocks plan om sammenlægning af kunstuddannelser

Et flertal i Folketinget afviser en anbefaling fra Kulturministeriet om at samle de kunstneriske uddannelser i én institution. Mette Bock mener, at partierne skal ’klappe hesten’

 

Rektor giver svar på tåbelig tiltale

Forfatterskolerektor Jeppe Brixvold reagerer på den katastrofale kultturministerielle rapport (som jeg kommenterer i dag på bagsiden af WA Bøger):

"SVAR PÅ RAPPORTEN

Kulturministeriets nye rapport, De kunstneriske uddannelser - forslag til en fremtidig organisering, skrevet af rektor for Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Sveidahl, anbefaler at samle de videregående kunstneriske uddannelser i én kunstnerisk uddannelsesinstitution, som bl.a. skulle inkludere Forfatterskolen.
Dette scenarium skulle ifølge rapporten have økonomiske og strategiske fordele, hjælpe uddannelserne til højere kvalitet, større internationalisering, mere “videnopbygning” og klæde dem bedre på til et ”ændret kunst- og kulturforbrug”.
Institutionen ville have ca. 1775 studerende og ville bestå af følgende otte skoler, som “i udgangspunktet skulle beholde deres nuværende navn og profil”:
Den Danske Scenekunstskole, København, Aarhus, Odense, Fredericia, Odsherred (ca. 225 studerende) Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, København, Aarhus, Odense (ca. 245 studerende) Forfatterskolen, København (ca. 15 studerende)
Den Danske Filmskole, København (ca. 95 studerende)
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Frederiksberg (ca. 340 studerende) Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, Aalborg (ca. 400 studerende) Syddansk Musikkonservatorium, Odense, Esbjerg (ca. 260 studerende) Rytmisk Musikkonservatorium, København (ca. 195 studerende)
Det betones i rapportens afslutning, at en sådan national institutions succes ville afhænge af, “om den lykkes med at balancere hensynet til det enkelte kunstområdes behov på den ene side og det samlede områdes behov på den anden side.”
Og det er jo just det springende punkt. Hvad rapporten, for Forfatterskolen at se, ofte overser, er de enkelte kunstarters fagspecifikke forskelle, og det vil i praksis sige de forskellige behov for meget forskellige typer af studerende.
De skabende kunstnere som fx billedkunstnere, filmkunstnere og forfattere fylder ikke meget i rapportens billede af en fremtidig multiinstitution af primært udøvende kunstnere, der igennem institutionens “overordnede strategi” og “fælles retning” skal lære at navigere i det ”ændrede kunst- og kulturforbrug”. Dette er kritisabelt set fra Forfatterskolens side. Men det er også generelt et truende perspektiv for original, skabende kunst i Danmark.

Til baggrund for Sveidahls analyse ligger bl.a. samtaler med otte udenlandske kunstuddannelser, de fleste store og multifaglige. Ikke en eneste af dem har dog en forfatteruddannelse eller beskæftiger sig med litteratur. Rapporten angiver også som baggrund for analysen samtaler med over 30 eksperter og interessenter, hvor man kan tælle mange fra fx den rytmiske musiks verden, men kun én person fra litteraturen, nemlig forfatteren Jan Thielke, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, som har deltaget i ét 2,5-times fællesmøde med fem andre interessenter. Ud fra den manglende research på området kan det ikke undre, at rapportens analyse af udfordringer og fremtidsmuligheder for en uddannelse som Forfatterskolen ofte nærmer sig det rene gætværk.
Rapporten siger fx om den nødvendige internationalisering af kunstuddannelser: “I international sammenhæng er de danske kunstneriske uddannelsesinstitutioner meget små. Det indebærer, at det i visse sammenhænge kan være en udfordring for institutionerne hver for sig at have international gennemslagskraft og indgå i ligeværdigt samarbejde med førende udenlandske uddannelsesinstitutioner, som typisk er markant større og ofte også flerfaglige ... (Der er) flere udfordringer for især de mindste institutioner med at løfte internationaliseringsopgaven til et niveau, der sikrer, at institutionerne kan være med blandt de bedste i verden.”
Her er selve perspektivet på det internationale samarbejde forkert, for os at se. Forfatterskolen har en meget stærk placering blandt fx de nordiske forfatteruddannelser, den regnes ofte som den bedste af dem og har mange ansøgere fra hele Norden, FORDI den er en lille eliteuddannelse og stærkt fagspecifik. Da Gale Burns, vicepræsident for EACWP (European Association of Creative Writing Programmes), besøgte Forfatterskolen i foråret, udtrykte han nærmest misundelse over skolens organisationsform, “A school for writers and RUN by writers,” hvilket fx ikke er tilfældet på det store fag Creative Writing på Kingston University, London, hvor han underviser. Eliteuddannelsen og den stærke fagspecificitet skaber simpelthen gode resultater for de studerende, og det viser sig fx ved, at omkring 70 % af Forfatterskolens dimittender opnår at udgive selvstændigt, hvilket er en meget høj succesrate for skriveuddannelser internationalt set.
Rapporten siger også om den nødvendige “videnopbygning” på en kunstnerisk uddannelse: “Stærke fagmiljøer er kendetegnet ved en stor bredde og dybde i de faglige kompetencer og den viden, de studerende har adgang til. Hvis et fagligt miljø er meget småt med få undervisere tilknyttet, kan det udfordre uddannelsens kvalitet. Det er i særlig grad de små billedkunstakademier og Forfatterskolen, der er kendetegnet ved meget små faglige miljøer.”
Her tager rapporten grundlæggende fejl af Forfatterskolens fagspecifikke situation. Ingen kunstart i Danmark har så stærk en vidensopbygning som litteraturen. Det er her underordnet, hvor stor Forfatterskolen er, vores faglige miljø udvikles ikke i en institutionel osteklokke, men består i det simple faktum, at litteraturen i århundreder igennem poetik, teoretisering, essayistik og samfundsdebat har set det som nødvendigt at reflektere over sig selv og sit samfund, hvilket også gælder i dag. Institutionelt er vores fagfæller her typisk de mange litterære fag på universiteterne, hvor vi jævnligt henter gæsteundervisere, og som vi samarbejder med flere gange årligt. Det såkaldt “tværinstitutionelle videncenter”, som rapporten forestiller sig, at en fremtidig multiinstitution skulle tilføjes som en slags forskningsmæssig overbygning, ville næppe kunne måle sig med det faglige vidensmiljø, som vi i forvejen har.
Og her antydes faktisk et stort problem i rapportens manglende interesse for de enkelte uddannelsers virkelighed – en manglende interesse som ikke lover godt for en eventuel stor, samlet institution. Forfatterskolen er en lille skole, som måske let kan overses blandt konservatoriernes hundredvis af

studerende, men litteraturen som kunstart og kulturarv er ikke af lille betydning i det danske samfund. Den er til stede i danskundervisningen i enhver folkeskoleklasse, i universiteternes videnskab, i godnathistorier og julesalmer, i mediernes værdidebat – hvor forfatterne ofte er de toneangivende stemmer i diskussioner om fx racisme, køn og klimaforandringer – og ikke mindst har litteraturen igennem sine mange former indflydelse på den enkeltes bevidsthed og fantasi, hermed på vores evne til nytænkning og evne til fællesskab. At en rapport, som vil optegne scenarier for fremtidig kunstuddannelse og dermed fremtidig kunst, i så ringe grad medtænker det dynamiske forhold, enhver kunstart har til sin omverden, at den generelt reducerer kunst til at handle om at levere til et ”kunst- og kulturforbrug”, bør faktisk påtales af kulturministeren.
Forfatterskolen har igennem 30 år bidraget substantielt til dansk litteratur igennem de mange markante forfattere, som er dimitteret fra skolen. Vi vil gerne fortsat bidrage til en højnelse af den kunstneriske kvalitet og til kunstnerisk nytænkning. Vi vil også meget gerne fortsat samarbejde tværkunstnerisk med andre kunstneriske uddannelser, et af den nye rapports mest konkrete krav til fremtidige kunstuddannelser. Men vi er overbeviste om, at dette bedst gøres igennem en styrkelse af kernefagligheden og først og fremmest ved at sætte de individuelle studerende, hos os forfatterne, forrest. Det er dem, der er den fremtidige kunstneriske virkelighed, og det er administrationen, der skal indrette sig efter virkeligheden, ikke omvendt. Vores erfaring er, at de studerende på Forfatterskolen først og fremmest søger et frirum til at udvikle deres personlige kunstneriske vision, og at de dernæst søger et kollegialt fællesskab med andre, som har samme interesse. Hvad de derimod IKKE ønsker, er topledelse, “fælles retning” og “overordnet strategi” for en institution med 1700 studerende, tvungne samarbejder, den uundgåeligt øgede bureaukratisering og “kvalitetskontrol”, som en stor institution ville medføre, og de uden tvivl store økonomiske omkostninger, som selve fusioneringen ifølge erfaringer fra udlandet ville medføre.
Vi kunne forestille os disse midler brugt bedre andetsteds, omend måske mindre spektakulært:
Til en større fælles pulje til rejseaktivitet, internationale gæstelærere og internationalt samarbejde for de videregående kunstneriske uddannelser.
Til, for litteraturens talentudviklings vedkommende, årlige puljer til indkøb af ny dansk litteratur til skolebiblioteker og danskundervisning, puljer til forfatterbesøg på skoler og gymnasier.
Til seminarer afholdt af Forfatterskolen, hvor de stadigt flere offentlige og private skrivekurser landet over kunne mødes, diskutere fag, udvikle metoder og opbygge viden.
Blot tre forslag til aktiviteter, som ville være billigere og mindre prangende end en ny, stor centraliseret kunstuddannelse, men som uden tvivl ville have en mere direkte positiv virkning for litteraturen i Danmark og dens internationale kvalitet. 

Jeppe Brixvold, rektor for Forfatterskolen.

2 tweets om forkerte ord i dag

2. 1. Lars Bukdahl‏ @LarsBukdahl 4 tfor 4 timer siden

   
   

   3. 
      
   4. Lars Bukdahl‏ @LarsBukdahl 4 tfor 4 timer siden
   
   
   Ikke skrive selleri, når man mener gulerødder!

Ikke skrive "fælles løsninger på fælles problemer", når man mener (nok så meget chorizo-)pølsefabrik