Ironi spildt på emeritusser

Imponerende forvrøvlet kronik om Forfatterskolen og ung digtning ved lektor emeritus Thomas Pedersen i Politiken i forgårs - jeg var i AK24syv og diskutere kronikken med kronikøren (efter et herligt skrapt indslag, inkl. grilning af kronikredaktør, om kronikørens forblommede stillingsbetegnelse (det er i statskundskab, han har været lektor)), og jeg kom vist til, i ren frustration over forsludringsgraden, at hidse mig en smule op, link her. Jeg nævnes selv et par gange i kronikken, og det var derfor jeg var blevet inviteret i studiet, og så, formoder jeg, fordi jeg har vis forstand på ny poesi.

Kronikken starter med at demonstrere, hvorfor man skal være varsom med ironi, selv når folk forstår, man er ironisk, forstår de ikke, hvad ironi er:

"Inden for litteraturens verden er der således opstået et establishment omkring Forfatterskolen.

I et debatprogram tidligere på året blev dette erkendt og bekræftet af flere insidere, bl. a. Lars Bukdahl, dansk digtnings selvudnævnte litteraturminister og ordsheik, som dog kun imødekom kritikken halvvejs, idet han forsøgte at værge for sig med sin velkendte selvironi. Men hans argumentation var problematisk: Han argumenterede nemlig i spøgefuld alvor for, at man burde forsyne de litterære produkter med et ' miljømærke', så forbrugerne kan se, om de har at gøre med seriøs litteratur. Et miljømærke? Ordvalget er mildest talt uheldigt, for er der noget, som kendetegner den originale og fornyende digtning, er det som bekendt, at den sprænger miljøer, at den ofte nærmest er miljøløs."

Ja, der findes miljøER, men det har kun på den omvendte måde at gøre med, at bøger dømmes gode, at en hel del af de stærkeste litterære talenter har det med at søge og blive optaget på Forfatterskolen (men der også nogle, der ikke bliver optaget, og som ikke bliver mindre talenter af den grund - fx to af bidragyderne til ny poesi-serien i Ud & Se, Sophia Handler og Jakob Slebsager) og senere hænge ud med de folk, de har gået på skole sammen med. Miljøet i miljømærket, skulle det realiseres, ville være lig med miljøet MIG! 

Og jeg kan heller ikke lade være (ved siden af alt det jeg smider i kachotten i radioudsendelsen) med at anholde formuleringen "Lars Bukdahl har hårdt presset nævnt Simon Grotrian (der NB ikke har gået på ForfatterskolenLB) som en af de nye digtere, som borger for kvalitet."

Jeg føler mig aldrig hårdt presset, når jeg skal nævne "nye" digtere, der borger for kvalitet, jeg gør det hele tiden, frivilligt og af hjertets lyst og kan på stående kontorstol til hver en tid nævne 100 + læseværdige nulevende digtere på Grotrians alder eller yngre, fra Aidt til Ørntoft, hvad er det for noget vrøvl?