Dobbeltagentens opråb

Amalie Smith har den sjældne erfaring at have gået på 2 kunstneriske uddannelser, Forfatterskolen og Kunstakademiet, og udtaler sig derfor med en særlig vægt og tveægget skarphed om de dumme sammenlægningsplaner:

Amalie Smith

"Brugte en halv dag på at svare på nogle spørgsmål fra en journalist på Dagbladet Information om sammenlægningen af kunstuddannelserne tirsdag i sidste uge. Nu har jeg rykket og fået besked om, at der ikke bliver brug for mine svar, og det skyldes nok, tænker jeg, at der har været så mange gode stemmer, der har blandet sig i debatten, og at mange af argumenterne imod sammenlægning allerede er blevet fremført flere gange, fordi de er ret indlysende. Nu deler jeg alligevel mine svar her, så de ikke går helt til spilde, og hvis du ikke har fulgt så meget med i debatten eller ikke kan få nok, så læs med, mens vi venter vi på, at kulturministeren skrinlægger sammenlægningsplanerne, OG på at regeringen dropper de vedvarende nedskæringer på hele uddannelsesområdet. At dele gaver ud fra et "økonomisk råderum" og samtidig fastholde 2 % nedskæringer årligt i uddannelsessektoren er simpelthen at pisse fremtiden op ad ryggen. KH Amalie
"Q: Hovedpointen i analysen fra Kulturministeriet er, at man skal have en national institution som kan udstikke en overordnet strategi for kunstuddannelser. Hvad tænker du om det?
A: Jeg tænker, at det er en meget dårlig idé. Rapporten påstår at være svaret på en række vanskeligheder, som kunstuddannelserne i dag står overfor, men det spøjse er, at det er Kulturministeriets egne faldende bevillinger, der er den primære årsag til selvsamme vanskeligheder. Staten skærer i bevillingerne med den ene hånd og bruger det som argument for med den anden at ensrette velfungerende og højt specialiserede skoler og gøre dem klar til yderligere nedskæringer. Mette Bock har ikke taget stilling til rapporten endnu, og hun kan heldigvis nå at lytte til den massive kritik, der er kommet fra fagmiljøerne, men det er for mig at se betænkeligt, at hun har valgt at bestille rapporten hos én enkelt person, der er varm fortaler for en sammenlægning. Som man spørger, får man svar. Rapporten er ikke en nøgtern redegørelse for feltet, men et statsstøttet debatindlæg, der får samtalen om fremtidens kunstuddannelser til at starte i bakgear.
Q: Hvad er dine erfaringer fra forfatterskolen og kunstakademiet?
(ift. kvaliteten af uddannelse, ledelsen, strategien) Mener du, at det giver mening at etablere en national institution?
A: Som studerende på begge skoler har jeg oplevet, hvor forskellig kunstundervisning på højt niveau kan udforme sig, hvor forskelligt kunstskoler kan organiseres og hvor forskellige brancher, de er i dialog med og sender dimittender ud i, og det er med de oplevelser in mente meget svært for mig at forstå, hvordan en sammenlægning skulle kunne hæve niveauet, hverken fagligt eller hvad angår dimittendernes indkomst. Det er skolernes solide faglige forankring, der har gjort dem så forskellige – de er højt specialiserede, og det er netop dét, der gør dem anerkendte og toneangivende i deres respektive brancher. De har et stærkt ry, et “brand” om man vil, også internationalt, hvilket gør det muligt at tiltrække gode kræfter fra hver deres felt, og det kan en sammenlægning risikere at sætte over styr.
Q: I analysen står der, at skolerne skal beholde et udstrakt faglig selvstyre. Det betyder, det er de overordnede linjer og økonomien, der skal topstyres. Den øvrige strategi og kunstneriske faglighed skal blive på skolerne. Hvad tænker du om den løsning?
A: Rapporten efterlyser også et overordnet fællesstrategisk fokus på sektorniveau, som for mig lyder som det modsatte af fagligt selvstyre. Fagligt selvstyre og faglig ledelse hænger sammen. Mens jeg gik på Kunstakademiet, blev skolens styrelseslov lavet om, så det ikke længere var det demokratisk indstiftede skoleråd, der var skolens højeste myndighed, men derimod rektor, som nu blev indsat af et udvalg under kulturministeren, og det er netop dén ændring af styrelsesloven, der i dag gør det mulig at tage beslutninger uden høring eller demokratiske processer på skolerne. Mere centralisering vil kun gøre det demokratiske underskud på institutionerne større og svække forankringen i kunstfagligheden.
Q: Når skolerne får tilskud fra staten har de også meldt sig ind under nogle præmisser, hvor der er nyttetænkning og bureaukrati. Er det ikke fair nok, at der bliver tænkt økonomi, konkurrence, optimering osv. ind i uddannelser?
A: Jo – man får hvad man betaler for. Og når kulturministeriet fortsætter med at skære 2 % om året, får vi dårligere kunstskoler, ikke bedre. De sidste mange års nedskæringer er allerede gået ud over dét, det hele handler om – undervisningstimer og værkstedsfaciliteter. Jeg deler Henrik Sveidahls ønske om mere kunstnerisk forskning, men seriøse ambitioner om en forskerskole eller flere Ph.D.’er på kunstskolerne kræver flere midler tilført, ikke færre, som der lægges op til.
Q: Henrik Sveidahl nævner et eksempel på fagligt samarbejde: Forfatterskolens faglige miljø er – med sine omkring 15 studerende – meget udsat. Derfor vil det være afgørende at samarbejde med andre uddannelser, eksempelvis manuskriptuddannelserne, for at opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen. Har han en pointe i, at der er en fordel ved samarbejde? Bl.a. det her eksempel?
A: Jeg køber ikke præmissen om, at Forfatterskolen er udsat, fordi den er lille og på egen hånd, og dens størrelse har intet med kvaliteten af uddannelsen at gøre, nærmest tværtimod: Det er en eliteuddannelse med stærkt fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, og skolen har forlængst bevist sit værd i form af en strøm af stærke dimittender. Paradoksalt nok er det netop i en superinstitution at dens størrelse kan gøre den udsat, fordi den her vil få svært ved at få varetaget sine interesser. Men det er nærmest absurd med al den snak om udsathed, når skolernes primære trussel er de faldende bevillinger fra Kulturministeriet selv. At skære i uddannelsessektoren har været en del af nødvendighedens politik, som vi har bidt i os i mange år efterhånden, men nu er opsvinget her, og Løkke deler rundhåndet ud fra det såkaldte økonomiske råderum, og så skal vi stadig spare på uddannelse? Det er ikke til at forstå. Hvis kulturministeren, embedsværket og regeringen også fremadrettet vil have kunstuddannelser på højt internationalt niveau, så vil jeg opfordre dem til at styrke skolernes forskelligartede fagmiljøer gennem øget fagligt selvstyre og til at finansiere de mål, de sætter sig. Man kan ikke spare sig til kunstuddannelser på højt internationalt niveau."

Et manuskript er ikke en bog (og omvendt)

Nærmere bestemt - unævnt af både mig i min kommentar og rektor Jeppe i sin - mener rapportør Sveidahl, at den såkaldte "kritiske masse" på Forfatterskolen er så beskeden, at skolen hellere må slå pjalterne sammen med Filmskolens og Skolen for scenekunsts manuskriptudddannelse:

-->

"Forfatterskolens faglige miljø er dog med sine ca. 15 studerende meget udsat, og det vil være afgørende for at kunne opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen, at samarbejdet med andre kunstneriske uddannelser, herunder fx manuskriptuddannelserne inden for film og scenekunst, prioriteres yderligere for at styrke den kritiske masse på litteraturområdet." 

Filmskolens manuskriptuddannelse er, hvad angår fri, kunstnerisk tekstproduktion, sådan cirka Forfatterskolens antitese (eller antipode).

Her er er Filmskolens egen præsentation af manuskriptforfatteruddannelsen, mine fremhævelser:

"Manuskriptforfatteren er den skrivende part i udviklingen af historier og manuskripter til film og tv-serier. Dette sker i et nært samarbejde med instruktør og producer og med vekslende roller i forhold til hvem, der finder på idéen og er den kunstnerisk styrende kraft.
Filmskolens mål er at uddanne manuskriptforfattere, som har en personlig signatur og en indgående erfaring med manuskriptfagets håndværk og kunstneriske metoder, ikke mindst det nære kreative samarbejde med instruktør og producer.
Derfor skal du som manuskriptforfatter besidde et filmisk skrivetalent. Du skal kunne lide at udvikle idéer i samspil med andre, og du skal særligt have lyst til at lade dig udfordre i samarbejdet med instruktørerne om projektudvikling af både dine og deres idéer.
Manuskriptforfatternes uddannelse retter sig altovervejende mod at udvikle fiktionshistorier for både fiktionsfilm, tv-serier og animationsfilm. En mindre del af undervisningen tager sit udgangspunkt i dokumentariske metoder.
Manuskriptforfatterne deltager i fællesundervisningen i dramaturgi og filmhistorie samt i fælles undervisningsforløb i fiktion.
Derudover undervises manuskriptforfatteren i de grundlæggende forhold for udvikling af karakter, univers, plot, den naturlige historie, scene og sekvens, og filmiske fortælleformer, og får kendskab til de store fortællinger i myterne, litteraturen og det klassiske drama. Og gennem filmanalyser og praktiske øvelser bliver de fortrolige med, hvordan en film ”skrives” tre gange i tilblivelsesprocessen: i manuskriptet, på optagelserne og i klipningen.
Gennem fagundervisning og skriveøvelser gøres manuskriptforfatterne endvidere fortrolige med manuskriptudviklingens forskellige faser, kunsten at rewrite, arbejdet med forskellige teksttyper, udviklingen af historieuniverser til brug for cross media, manuskriptresearch, den filmiske begrebsverden, filmproduktionens forskellige faser, fotografiske og lydmæssige virkemidler, og de lærer at skrive til en given økonomi og produktionsform.
I praktiske øvelser samarbejder manuskriptforfatteren og instruktøren med skuespillere i forbindelse med readings og improvisationer som inspiration for udvikling af karakter- og plot. Og manuskriptforfatterne indgår på øvelsesproduktionerne både som manuskriptforfattere og manuskriptkonsulenter, og i forskellige assistentfunktioner på optagelser og i efterarbejdet.
Du kommer i løbet af uddannelsen til at arbejde med både professionelle skuespillere og med elever fra landets scenekunstskoler. Endvidere kommer du til at samarbejde med bl.a. Production Design-studerende fra designskolen.
Efter uddannelsen er du kvalificeret til at arbejde professionelt som manuskriptforfatter på fiktionsfilm, tv-serier, animationsfilm, computerspil og cross media universer. "

Og nu ser vi helt bort fra de reelle manuskripter til reelle film og tv-serier og kriterierne for udvælgelse af manus-elever (i gamle dage blev kvalificeret LITTERÆRE unge DIGTERE optaget som fx Kirsten Hammann , der bortset fra et par poesivideoer aldrig har lavet film eller skrevet til film (eller blevet filmatiseret), og Bo hr. Hansen, der nu er en af vores flittigste og bedste manusforfattere (men altfor for ofte mere eller mindre selvstændigt formaterende andres bogværker, senest Gud taler ud og Den kæmpestore pære)), men klart nok er skrift-suveræniteten som udgangspunkt absolut detroniseret og reduceret og kompromitteret i manuskriptarbejdet og dermed også -uddannelsen.

Her er som kontrast i al afmægtig korthed - for hvad skal man sige!? - Forfatterskolens formålsparagraf:

"Forfatterskolen har til formål at tilbyde en forfatteruddannelse baseret på litterær, skriveteknisk kunnen, alment kendskab til litteratur, almen æstetisk debat, herunder en dialog med de øvrige kunstarter og erkendelsesområder, introduktion til og arbejde med alle skønlitterære genrer og virkefelter samt praktisk kendskab til forfatteres vilkår og arbejdsforhold."

- og lidt mere ekstensivt, beskrivelsen af undervisningen - man læser elevtekster GRUNDIGT og diskuterer og oplyser om litteratur og relevante sager, og det er - og skal være - det:

"Selve undervisningens indhold kan inddeles i fire hovedpunkter:

• Læsning af elevernes egne tekster. Dette foregår dels i korte sessioner, dels i form af opgaveskrivning og endelig som egentlig manuskriptvejledning af større sammenhængende forløb. Denne del af undervisningen udgør hovedhjørnestenen i skolens arbejde.
• En bredere - både dansk og international - indføring i litteraturhistorien. Herunder periodelæsning, læsning af enkelte forfatterskaber og genrehistorie. Desuden er der undervisning i f.eks. metrik, stilfigurer og fortælleforhold. Sprogfilosofi inddrages også som et vigtigt element.
• Indføring i de andre kunstneriske virkefelter. Her kommer både billedkunst, dramatik, film og musik ind i undervisningen. Herunder også indføring i generelle æstetiske spørgsmål i et filosofisk lys.
• Bred indføring i og erfaring med hensyn til formidling af kunst og kultur. Bl.a. gennem oplæsningsarrangementer, arbejde med tidsskrifter, med elevernes egen afgangsantologi, med øvelser i oversættelsesarbejde, essaystik og reportage.

Undervisningen i praksis

Undervisningen finder sted mandag og tirsdag og er delt op i to moduler, hvor formiddagen går med gennemgang af elevernes egne tekster, mens eftermiddagen bruges til frie forløb ved de faste lærere eller ved særligt indbudte gæstelærere. De to årgange undervises sammen. Resten af ugen er beregnet til forberedelse og ikke mindst til at arbejde med elevernes egne tekster.
Ved formiddagsmodulet bliver elevernes tekster læst i plenum af elever og to lærere. Teksternes karakter, holdbarhed, originalitet, valgslægtskaber osv. bliver sat til diskussion i det åbne forum, hvor træning i tekstanalyse er i centrum. Som optakt til tekstlæsningen præsenterer lærere eller elever på skift enkeltværker eller forfatterskaber, som kunne have særlig betydning for forståelsen og oplevelsen af elevernes tekster.
Eftermiddagene bliver brugt til forløb, der strækker sig over 2-4 uger. Emnerne kan være filosofi, dramatik, værkgennemgang, litterær oversættelse, skriveøvelser, litteraturhistorie og præsentation af forfatterskaber med efterfølgende besøg af forfatteren selv. Disse forløb varetages ofte af særligt indkaldte litterater, kritikere, forfattere eller oversættere."

 Formålet er at eleverne skal skrive mere frit som sig selv, ikke mere funktionelt med/til andre.



(foto forestillende screenwriter Jim Jennewein forelæsende på Vancouver Folm School (taget herfra: https://www.flickr.com/photos/vancouverfilmschool/6277270689/in/photostream/ )