Jeg fik lige forvrøvlet et ord i min WA-annmeldelse af Jens Smærups Refleksioner, og redaktør og korrekturlæser tog det desværre for gode varer - ulempen ved udstrakt kreativ licens!
Der stod:
"Smærups ubehag ved opblæsthed forbliver en væsentlig årsag til det
stilistiske og syntaktiske særkende, der er hans døddrømomstændelighed,
hans forbeholds-og relativiserings-virtuositet: Jysk som ekstremsport."
Og der skulle naturligvis have stået:
"Smærups ubehag ved opblæsthed forbliver en væsentlig årsag til det
stilistiske og syntaktiske særkende, der er hans dødsdromomstændelighed,
hans forbeholds-og relativiserings-virtuositet: Jysk som ekstremsport."
Viser opslag med etiketten Jens Smærup Sørensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jens Smærup Sørensen. Vis alle opslag
lørdag den 28. oktober 2017
fredag den 31. marts 2017
Smærup, Thylejren
Den anekdotiske afslutning på min anmeldelse af Erik Skyum-Nielsens og Jens Smærup Sørensens glimrende samtalebog Et græsstrå i vinden i WA Bøger i dag ikke nåede ikke med i avisen:
-->
- her er den fulde version fra bogen:
"Seniorfiguren Ole Sarvig udgjorde så en ærkemodernistisk inkarnation af et halvmytisk tænkende menneske, som var fantastisk spændende at have med. Han havde det mærkværdige ved sig, at han ikke opfattede omverdenen som de fleste andre mennesker. Alt var for ham et indre teater, hvor man optrådte som mere eller mindre mytiske figurer, på en næsten middelalderlig måde, men fuldstændig på den moderne verdens betingelser.
For eksempel identificerede han mig med Thylejren, som jo også lå heroppe i nærheden, Jeg havde langt hår og skæg i 70'erne, så han tænkte vel, at det nok godt kunne passe, at jeg boede dér, men brevene nåede nu alligevel frem til mig. Vi havde et fænomenalt dygtigt postvæsen dengang.
Ja. 'Julemanden, Grønland' eller 'Smærup, Thylejren', det kunne vel komme ud på ét. Den var ikke gået i dag.
Jeg både sagde og skrev til ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk. Jeg blev ved med at få breve via Thylejren."
-->
"Vi kan lige nå
en litterær anekdote på falderebet: Den gamle digter Ole Sarvig, der sendte
alle breve til Smærup samme forkerte sted hen: ”Jeg både sagde og skrev til
ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk, Jeg blev
ved med at få breve via Thylejren.”"
- her er den fulde version fra bogen:
"Seniorfiguren Ole Sarvig udgjorde så en ærkemodernistisk inkarnation af et halvmytisk tænkende menneske, som var fantastisk spændende at have med. Han havde det mærkværdige ved sig, at han ikke opfattede omverdenen som de fleste andre mennesker. Alt var for ham et indre teater, hvor man optrådte som mere eller mindre mytiske figurer, på en næsten middelalderlig måde, men fuldstændig på den moderne verdens betingelser.
For eksempel identificerede han mig med Thylejren, som jo også lå heroppe i nærheden, Jeg havde langt hår og skæg i 70'erne, så han tænkte vel, at det nok godt kunne passe, at jeg boede dér, men brevene nåede nu alligevel frem til mig. Vi havde et fænomenalt dygtigt postvæsen dengang.
Ja. 'Julemanden, Grønland' eller 'Smærup, Thylejren', det kunne vel komme ud på ét. Den var ikke gået i dag.
Jeg både sagde og skrev til ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk. Jeg blev ved med at få breve via Thylejren."
lørdag den 26. november 2016
Sådan som det nu engang er muligt for sådan en brillans
Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):
"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."
"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."
mandag den 30. maj 2016
Kosmos er et gøremål - Smærup 70
Du siger, og jeg kan ikke mindes, at du har brugt ordet før, at det er et gøremål at gå en tur, uden at vide, at den store prosa-mester Jens Smærup Sørensen fylder 70 år i dag, og at han i 1973 udgav en bog på Arena, der hedder Gøremål, der er uden genrebetegnelse, ergo er titlen genrebetegnelsen selvfølgelig - jeg rev bog ud af reolen og viste dig den, og nu er du gået med det mål at gøre dit gøremål, og jeg sidder ved skrivebordet med bogen slået op foran mig, på side 9 står der, og det bliver så mit TILLYKKE:
Svært at få øje på meningen kun de mange muntre oplevelser til at kredse om troen på døden
Svært at få øje på meningen kun de mange muntre oplevelser til at kredse om troen på døden
Som i ugevis lyser solen foran før den pludselig falder fra hinanden og det må dog endnu være sket for år tilbage. Jo der er endnu flere år tilbage og hele tiden sker der noget. Mennesket har sit fartøj og kan altid se hvad klokken er. Men så standser selv jorden tvivlrådig op, som de andre planeter mindre end et øjeblik hvorefter de fortsætter, af vanens magt, de kører deres dørtræk omkring næsten ingenting, som på flugt fra en storm af ildflager. Samtidig griber mennesket til sin puls, det regner efter og klør sig i håndfladen. Det kontrollerer afstanden og den er som den plejer cirka, apparaterne fungerer og det spekulerer over betydningen af det sære syn dér foran nu. Det er nu planeterne stikker af til hver sit verdenshjørne. der er ikke andet at gøre, de må afsted i i hver sit tempo og jorden er måske på vej væk og måske kommer den imøde. Mennesket kommer ingen vegne så for øjeblikket kan det ikke eksistere når det naturligvis bare er der. Det kan endnu vare mange år før der sker noget. Mennesket kommer beklageligvis død hjem fra sin lange rejse. 
torsdag den 27. august 2015
(limfjord)litteraturens vandbærer
Lonni Krause blogger henført om den rigtignok (og takket være hovedpersonerne, ikke mediatoren)) perlende vellykkede, kloge og kukkede samtale mellem Jens Smærup Sørensen og Signe Gjessing på Louisiana Literature i søndags:
"Det jeg troede var falsk og forstillet viser sig at være ægte guld. Eller sølv. Ja, sølv er det nok mest, sølv, krystal, stjernestøv og himmelstof. Dette spæde menneske, der klingede krystalinsk og imødekommende ved siden af en stor klog og tålmodig elefant, betog mig, og gjorde mig meget rørt. Signe Gjessing flugtede med stjernehimlen – og så ved højlys dag!"
Krause har desuden knipset dette meget vellignende foto, hvor jeg giver Smærup et glas vand (som han aldrig drak af ...!), det er sådan det er og skal være:
"Det jeg troede var falsk og forstillet viser sig at være ægte guld. Eller sølv. Ja, sølv er det nok mest, sølv, krystal, stjernestøv og himmelstof. Dette spæde menneske, der klingede krystalinsk og imødekommende ved siden af en stor klog og tålmodig elefant, betog mig, og gjorde mig meget rørt. Signe Gjessing flugtede med stjernehimlen – og så ved højlys dag!"
Krause har desuden knipset dette meget vellignende foto, hvor jeg giver Smærup et glas vand (som han aldrig drak af ...!), det er sådan det er og skal være:
mandag den 24. august 2015
Svinets blik
(fra 2. korrekturen på Jens Smærup Sørensens nye roman, Feriebørn, som ikke så mange andre end jeg, Signe Gjessing og velsagtens Johannes Riis endnu har læst - udkommer henne i oktober engang)
Anderledes med svinet (end med hesten og koen LB), og det gælder so og orne, galt, pattegris og polt. De ser én. At jeg aldrig er kommet i tvivl om dét, kan godt have lidt at gøre med at i deres øjne i størrelse og indretning - lille sort pupil, gråblå iris, hvidligt fremtrædende hornhinde - minder om de fleste menneskers her på egnen, og at jeg derfor uden videre identificerer deres bevægelse i retning af mit ansigt med et opmærksomt blik på mig. Men noget muligvis ubeskriveligt mere i dette blik har igen og igen fortalt mig, at det ud over at spejle mit ydre uvilkårligt også aftegnede et billede af grisens eget sjæleliv, sådan som det netop ved synet af mig måtte røre sig.
Et ærligt og nøgternt billede, vil jeg sige. Uden enhver overdreven indladende eller familiær omklamring. Hos enkelte måske en gang imellem med et anstrøg af halvt fraværende hovmod, men altid uden det svageste spor af nogen tilbageholdt mistro eller rest af alle tænkelige bebrejdelser og hengemt nag.
Grisen ser som oftest roligt afventende på dig, som på et hver gang nyt bekendtskab den godt tør forvente sig noget interessant og gensidigt udbytterigt af. Bedre er den så heller ikke end at den kan glemme alt om dét, når den virkelig trænger til noget at æde, og man efter dens fornemmelse har været alt for længe om at dukke op med noget foder. Den sætter i samme øjeblik man omsider åbner døren - og den lader nu al individualitet gå op i et totalt idiotisk artsfællesskab - hundredefoldigt sætter den alle furiøse kræfter ind på at forvandle den lige før ganske døsigt fordragelige svinesti til et smerteligt skrigende, hylende og hvinende inferno.
Anderledes med svinet (end med hesten og koen LB), og det gælder so og orne, galt, pattegris og polt. De ser én. At jeg aldrig er kommet i tvivl om dét, kan godt have lidt at gøre med at i deres øjne i størrelse og indretning - lille sort pupil, gråblå iris, hvidligt fremtrædende hornhinde - minder om de fleste menneskers her på egnen, og at jeg derfor uden videre identificerer deres bevægelse i retning af mit ansigt med et opmærksomt blik på mig. Men noget muligvis ubeskriveligt mere i dette blik har igen og igen fortalt mig, at det ud over at spejle mit ydre uvilkårligt også aftegnede et billede af grisens eget sjæleliv, sådan som det netop ved synet af mig måtte røre sig.
Et ærligt og nøgternt billede, vil jeg sige. Uden enhver overdreven indladende eller familiær omklamring. Hos enkelte måske en gang imellem med et anstrøg af halvt fraværende hovmod, men altid uden det svageste spor af nogen tilbageholdt mistro eller rest af alle tænkelige bebrejdelser og hengemt nag.
Grisen ser som oftest roligt afventende på dig, som på et hver gang nyt bekendtskab den godt tør forvente sig noget interessant og gensidigt udbytterigt af. Bedre er den så heller ikke end at den kan glemme alt om dét, når den virkelig trænger til noget at æde, og man efter dens fornemmelse har været alt for længe om at dukke op med noget foder. Den sætter i samme øjeblik man omsider åbner døren - og den lader nu al individualitet gå op i et totalt idiotisk artsfællesskab - hundredefoldigt sætter den alle furiøse kræfter ind på at forvandle den lige før ganske døsigt fordragelige svinesti til et smerteligt skrigende, hylende og hvinende inferno.
søndag den 23. august 2015
Staun vs. Ranum (Næsby)
| Staun
Stavn
|
|
|---|---|
| Farstrup Kirke | Rejseladen ved Waar |
 |
 |
 |
|
| Turist- og fiskerhytter i Staun | |
| Overblik | |
| Land: |  Danmark |
| Region: | Region Nordjylland |
| Kommune: | Aalborg Kommune |
| Sogn: | Farstrup Sogn |
| Postnr.: | 9240 Nibe |
| Demografi | |
| Staun landsby: | 88(2008) |
| Kommunen: | 197.426(2010) |
| - Areal: | 1.143,99 km² |
| Tidszone: | UTC +1 |
Staun (eller Stavn) er en landsby i det nordlige Himmerland med 88 indbyggere (2008), beliggende 19 km øst for Løgstør, 14 km vest for Nibe og 35 km vest for Aalborg. Landsbyen hører til Aalborg Kommune og ligger i Region Nordjylland.
Staun hører til Farstrup Sogn. Farstrup Kirke ligger i Farstrup 4 km sydvest for Staun. Landsbyen har et vandværk og en borgerforening. Den tidligere skole bærer årstallet 1905, det gamle forsamlingshus er nu beboelse, og der har været frysehus i landsbyen.
Staun ligger 400 m fra Limfjorden. Her har været landingsplads og fiskerleje, og der er stadig et bådelaug. Inden Finanskrisen arbejdede en projektgruppe på at få anlagt en marina ud for landingspladsen, men det er foreløbig ikke blevet til noget. Vandrere og cyklister tilbydes natophold i kommunale hytter tæt på fjorden.[1]
Waar Hovedgård, der ligger 3 km mod vest og er opført i slutningen af 1500-tallet, drev en indbringende færgefart mellem Staun og Attrup i Han Herred. Uden for gårdens mure findes stadig den rejselade, hvor de rejsende kunne overnatte, mens de ventede på færgen.
Firmaet ecoBETA A/S (tidligere Lykkebo miljø & design), der producerer 2-skyls teknologi til eftermontering i wc-cisterner samt vandreducerende vandhaneindsatser og brusere, har sin administrations- og udviklingsafdeling i Staun.[2]
vs.
| Ranum | |
|---|---|
| Overblik | |
| Land: | Danmark |
| Region: | Region Nordjylland |
| Kommune: | Vesthimmerlands Kommune |
| Sogn: | Ranum Sogn |
| Postnr.: | 9681 Ranum |
| Demografi | |
| Ranum by: | 1.025[1](2015) |
| Kommunen: | 37.399[1](2015) |
| - Areal: | 771,8 km² |
| Tidszone: | UTC +1 |
| Hjemmeside: | www.vesthimmerland.dk |
Ranum er en by i det vestlige Himmerland med 1.025 indbyggere (2015)[1], og den femtestørste i kommunen. Byen ligger i Region Nordjylland og hører til Vesthimmerlands Kommune.
Få kilometer mod vest ligger Limfjorden og færgestedet Rønbjerg, hvorfra der er færge til Livø. Byen er beliggende i Ranum Sogn.
Ranum er som så mange andre mindre byer ramt af udviklingen. Ranum var engang en handelsby pga. Ranum Seminarium og de mange "seminarister", der boede i byen. Da læreruddannelsen ophørte i 1980'erne ramtes hele byen af tilbagegang. Siden hen kom andre uddannelser til i seminariets bygninger, herunder en pædagoguddannelse, men med et langt mindre antal studerende. Efter år 2000 kom der igen nye aktiviteter til, i form af en efterskole.
Ved byen ligger den smukt genoprettede Vilsted Sø med nyopførte shelters og kanohavn.
(Ranum Sogn er et sogn i Himmerland. Indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Slet Herred (Ålborg Amt). I Ranum Sogn findes flg. autoriserede stednavne:
- Liv Tap (areal)
- Livø (areal, ejerlav)
- Næsby (bebyggelse, ejerlav)
- Næsby Dale (areal)
- Ranum (bebyggelse, ejerlav)
- Rønbjerg (bebyggelse, ejerlav)
- Tinghøj (areal)
- Østergårds Mark (bebyggelse)
- Åle (bebyggelse))
Jeg tænker de taler et par timer eller tre om Limfjorden
- og himlen over, ikke mindst:
Lousiana Literature
Koncertsalen
klokken 12 i dag søndag
samtale mellem Jens Smærup Sørensen
og
Signe Gjessing
blandet sig i så lidt som muligt af mig, LB
- Signe på museet i fredags
Lousiana Literature
Koncertsalen
klokken 12 i dag søndag
samtale mellem Jens Smærup Sørensen
og
Signe Gjessing
blandet sig i så lidt som muligt af mig, LB
- Signe på museet i fredags
lørdag den 22. august 2015
søndag den 14. september 2014
What Have You Said?
- fra interview med Henrik Have i Berlingske, ved Morten Beiter, 2006:
Når man når denne alder, begynder man at miste venner, som er ældre end én selv, og som man altså ikke længere har som samtalepartnere. Det gør, at mit bagland hele tiden svinder ind og min mentale og intellektuelle ensomhed vokser, og det smitter uundgåeligt af på min kunst, både den visuelle og den lyriske. jeg er blevet mere uforsonlig, mere og mere en Jeronimus-type, som ikke kan falde til ro. Heldigvis er den unge lyrikergeneration begyndt at knytte sig til mig, og mig til dem, og det er en guds gave, må jeg sige. For jeg har det ikke satans godt med min egen generation, hvad enten det er malere eller forfattere. Der er faktisk kun én tilbage, som betyder noget for mig, og det er digteren Peter Laugesen. De andre er jeg kun overbærende over for, for jeg synes simpelthen ikke, at de er gode nok. Mange af dem skriver på noget, de tror er en kunstnerrolle, ud fra at de har et budskab og et publikum. Det har jeg gud være lovet aldrig nogen sinde bildt mig ind, at jeg havde. Når folk begynder at tale deres "målgrupper" siger jeg, at jeg kun skriver til bogkasser, og at mine bøger trives bedst i skumle sidegader i kælderbutikker. Og det er ikke engang løgn.
- fra interview med HH i Peter Seeberg og Hald, 2005, ved Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus:
(...) Mortensen og Smærup repræsenterer noget i dansk litteratur, som jeg overhovedet ikke kan acceptere: den fortællende roman. Men de er sjove mennesker og sjove at være uvenner med. D er også sjove at skændes med. Jeg kan for eksempel sige til dem, at jeg overhovedet ikke gider læse normalprosa. Og jeg ved ikke engang, om det er normalprosa, de laver. Men det har jeg jo altid beskyldt dem for: "I sidder og snyder mig, I prøver at få det her til at se ud, som om det er normalprosa." Og efterhånden som Smærup kommer til at se ligne Henrik Pontoppidan og Henning Mortensen kommer til at ligne Andersen Nexø - eller også er det omvendt - så kan jeg ikke med det. Jeg mener ikke, at den form for litteratur hører hjemme i litteraturen. Jeg synes, det er så højrøvet, at man vil skrive en samtidsroman. Det er ganske utåleligt for mig. Men da jeg gerne vil forsvare deres bøger, så er jeg nødt til at sige: "Alt det dér. det handler om noget helt andet" - nemlig det, der ikke beskrives, en slag socialrealisme på hovedet. En samtidsroman kan jo være udmærket, men den handler udelukkende om, hvad den ikke beskriver. Og hvis du har så meget is i maven og siger: "Okay, jeg læser titusind sider af et eller andet lort" udelukkende ud fra, hvad romanen ikke beskriver, så er den god. Men jeg nægter at tro på, at Smærup og Mortensen tro på, at de kan skrive en samtidsroman. De skriver den du fra, hvad de ikke skriver.
- fra interview med HH i Onkel Danny fortalt, 2003, ved Lars Movin og Steen Møller Rasmussen:
På et tidspunkt, mens han (Dan Turèll) sad og skrev, tænkte jeg: Nu lægger jeg mig ind under skrivebordet. Og det var jo som honning i mine ører ar høre de dér taster ... nej, nu bliver jeg lidt for sentimental ... men det var altså meget smukt at blive lullet i søvn til lyden af skrivemaskinen. Dan sad bare hele natten og skrev. Og jeg ville ikke forstyrre ham. Det var jo lyden af en mand, der arbejdede, og det er stort set ikke noget, jeg sætter højere end arbejde. Et menneske, der gider lette røven, det tager jeg hatten af for.
Når man når denne alder, begynder man at miste venner, som er ældre end én selv, og som man altså ikke længere har som samtalepartnere. Det gør, at mit bagland hele tiden svinder ind og min mentale og intellektuelle ensomhed vokser, og det smitter uundgåeligt af på min kunst, både den visuelle og den lyriske. jeg er blevet mere uforsonlig, mere og mere en Jeronimus-type, som ikke kan falde til ro. Heldigvis er den unge lyrikergeneration begyndt at knytte sig til mig, og mig til dem, og det er en guds gave, må jeg sige. For jeg har det ikke satans godt med min egen generation, hvad enten det er malere eller forfattere. Der er faktisk kun én tilbage, som betyder noget for mig, og det er digteren Peter Laugesen. De andre er jeg kun overbærende over for, for jeg synes simpelthen ikke, at de er gode nok. Mange af dem skriver på noget, de tror er en kunstnerrolle, ud fra at de har et budskab og et publikum. Det har jeg gud være lovet aldrig nogen sinde bildt mig ind, at jeg havde. Når folk begynder at tale deres "målgrupper" siger jeg, at jeg kun skriver til bogkasser, og at mine bøger trives bedst i skumle sidegader i kælderbutikker. Og det er ikke engang løgn.
- fra interview med HH i Peter Seeberg og Hald, 2005, ved Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus:
(...) Mortensen og Smærup repræsenterer noget i dansk litteratur, som jeg overhovedet ikke kan acceptere: den fortællende roman. Men de er sjove mennesker og sjove at være uvenner med. D er også sjove at skændes med. Jeg kan for eksempel sige til dem, at jeg overhovedet ikke gider læse normalprosa. Og jeg ved ikke engang, om det er normalprosa, de laver. Men det har jeg jo altid beskyldt dem for: "I sidder og snyder mig, I prøver at få det her til at se ud, som om det er normalprosa." Og efterhånden som Smærup kommer til at se ligne Henrik Pontoppidan og Henning Mortensen kommer til at ligne Andersen Nexø - eller også er det omvendt - så kan jeg ikke med det. Jeg mener ikke, at den form for litteratur hører hjemme i litteraturen. Jeg synes, det er så højrøvet, at man vil skrive en samtidsroman. Det er ganske utåleligt for mig. Men da jeg gerne vil forsvare deres bøger, så er jeg nødt til at sige: "Alt det dér. det handler om noget helt andet" - nemlig det, der ikke beskrives, en slag socialrealisme på hovedet. En samtidsroman kan jo være udmærket, men den handler udelukkende om, hvad den ikke beskriver. Og hvis du har så meget is i maven og siger: "Okay, jeg læser titusind sider af et eller andet lort" udelukkende ud fra, hvad romanen ikke beskriver, så er den god. Men jeg nægter at tro på, at Smærup og Mortensen tro på, at de kan skrive en samtidsroman. De skriver den du fra, hvad de ikke skriver.
- fra interview med HH i Onkel Danny fortalt, 2003, ved Lars Movin og Steen Møller Rasmussen:
På et tidspunkt, mens han (Dan Turèll) sad og skrev, tænkte jeg: Nu lægger jeg mig ind under skrivebordet. Og det var jo som honning i mine ører ar høre de dér taster ... nej, nu bliver jeg lidt for sentimental ... men det var altså meget smukt at blive lullet i søvn til lyden af skrivemaskinen. Dan sad bare hele natten og skrev. Og jeg ville ikke forstyrre ham. Det var jo lyden af en mand, der arbejdede, og det er stort set ikke noget, jeg sætter højere end arbejde. Et menneske, der gider lette røven, det tager jeg hatten af for.
fredag den 21. december 2012
Ingen ælle bælle, jeg stemmer på ..... .....
Tak for din stemme på Helle Helle.
Mange hilsner,
Bog & idé Online
Mange hilsner,
Bog & idé Online
Og hvis nu hveranden af jer stemmer på Helle og hveranden på Jens Smærup, så er der en chance for, at det bliver en ægte musernes yndling, der vinder afstemningen, for vi er til enhver tid flere end vi tror (det gælder også Weekendavisen Litteraturpris, hvor I som bekendt skal stemme på Sidsel Falsig, Christina Hagen eller Kristian Bang Foss) :
Danskernes Yndlingsforfatter 2012
Så er vi atter klar til kåringen af Danskernes Yndlingsforfatter 2012. Nomineringen foregik på Bogforum 2012 i Bella Center, hvor de besøgene på Bog & idés stand kunne nominere deres personlige favorit. De nominerede er fundet - og nu skal vi have dig til stemmetasterne.
De nominerede i 2012 er :
- Lene Kaaberbøl
- Jussi Adler Olsen
- Elsebeth Egholm
- Anna Grue
- Jens Chr. Grøndahl
- Helle Helle
- Josefine Ottesen
- Jens Smærup
- Christian Jungersen
- Peter Øvig
Her kan du læse mere om forfatterne og afgive din stemme. Du kan stemme til og med d. 15. januar 2013, hvorefter vi tæller stemmerne sammen og finder den heldige vinder.
Blandt stemmedeltagerne trækker vi lod om:
1 gavekort à kr. 5.000
1 gavekort à kr. 2.500
5 gavekort à kr. 500
fredag den 26. oktober 2012
Ariske arier
Danske anmeldelser er ariere, troede jeg René Jean Jensen sagde til sidst til i Kritikersalon med ham og mig og to irriterende kvikke studerende, Malte og Benedicte, om Jens Smærups Hjertet slår og slår til Kamilla Löfströms anmelderihold på KUA, hvor jeg forgæves prøvede at gøre mit defensive forsvar for romanen (og min rent glade anmeldelse jo) offensivt, men faktisk havde han sagt: Danske anmeldelser er arier, hvilket nemlig er lige så korrekt, danske anmeldelser er ariske arier.
tirsdag den 6. september 2011
Kritik er min far
I dag er også en mærkedag, fordi Kritik nr. 200 udkommer, et temanummer om kritik, som jeg regner med at få fingre i senere på dagen (min redaktør fortæller mig, at der flere mulige kommentar-anledninger, herunder et akademisk Kodal-forsvar!?) - forhåbentlig i god tid før receptionen i samme anledning på Gyldendal klokken 16, som jeg planlægger at deltage i, dels på egen vegne, jeg debuterede umindeværdigt som tidsskriftsartikelforfatter i nr. 78, 1987, "Livet i livmoderskibet. Med Bowie og Strunge in outer space" og har siden, med ujævne mellemrum, bidraget flere gange - og er redaktør af et konkurrerende, ikke mindre sejlivet tidsskrift, og dels på familiens vegne: min far, Jørgen K. Bukdahl (1936-1979), var medredaktør af Kritik i to år, 1970-1971, nr. 13-20, i kvartet med Erik A. Nielsen, Peer E. Sørensen og Knud Wentzel afløste han tidsskriftets stiftere Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen.
Her er afslutningen på min fars artikel i det sidste nummer, han redigerede, "Ophævelsen af filosofikum - "ophævelsen" af filosofien":
Forsvaret for den generelle filosofi har det videre sigte at pege på en vigtig sammenhæng mellem 'kritik" og "ren teori", nemlig at kritikken ikke er sit eget formål, dvs. at livet ikke går op i at forholde sig selvstændigt, i evig bevægelse; kritikken er til for befrielsen af udfoldelsesformer, som vi nu engang har og hvis form for liv ikke nødvendigvis er af den kritiske holdnings opbrudskarakter, f.eks. vor i en vis forstand desinteresserede nysgerrighed i alle dens former: Fornøjelsen ved at finde ud af ting og prøve at finde grunde og sammenhænge. Undertrykkelsen, som kritikken sporer og bekæmper, er en undertrykkelse af den slags livsformer. Erkendelsen heraf rejser også det spørgsmål, i hvilket omfang sådanne livsformer må beskyttes mod undertrykkelse ved institutionalisering.
God sagt, far (som jeg altid bare kaldte Jørgen)!
Og her et uddrag, ca. midtvejs, fra min yndlingsartikel i min fars årgange, (24-årige) Jens Smærup Sørensens "Andersen":
Andersen var én af de første overhovedet til at skaffe sig sin écriture. Mens hans første værker ret nøje følger normen sker der ved begyndelsen af eventyrproduktionen en enorm udvikling. Han sprogbrug bliver væsentlig anderledes end samtidens - det véd enhver - og oftest er det forklaret ved at hans eventyr henvender sig til børn og sprogbrugen derfor på den ene eller aden anden måde skulle forholde sig til barnesprog. Men da denne sprogbrug, eller rettere visse træk ved den, i langt den største del af eventyrene er det eneste børn kunne tænkes at interessere sig for, er det nærliggende at lede efter en anden grund. Vi vælger denne: Andersen har bevidst brudt med den gængse sprogbrug for så alene at gå på opdagelse i sproget, og han har gjort det fordi der ikke gaves nogen anden udvej.
Godt redigeret, Jørgen!
Tillykke med de 200, Kritik, forbliv kritisk kritisk!
Her er afslutningen på min fars artikel i det sidste nummer, han redigerede, "Ophævelsen af filosofikum - "ophævelsen" af filosofien":
Forsvaret for den generelle filosofi har det videre sigte at pege på en vigtig sammenhæng mellem 'kritik" og "ren teori", nemlig at kritikken ikke er sit eget formål, dvs. at livet ikke går op i at forholde sig selvstændigt, i evig bevægelse; kritikken er til for befrielsen af udfoldelsesformer, som vi nu engang har og hvis form for liv ikke nødvendigvis er af den kritiske holdnings opbrudskarakter, f.eks. vor i en vis forstand desinteresserede nysgerrighed i alle dens former: Fornøjelsen ved at finde ud af ting og prøve at finde grunde og sammenhænge. Undertrykkelsen, som kritikken sporer og bekæmper, er en undertrykkelse af den slags livsformer. Erkendelsen heraf rejser også det spørgsmål, i hvilket omfang sådanne livsformer må beskyttes mod undertrykkelse ved institutionalisering.
God sagt, far (som jeg altid bare kaldte Jørgen)!
Og her et uddrag, ca. midtvejs, fra min yndlingsartikel i min fars årgange, (24-årige) Jens Smærup Sørensens "Andersen":
Andersen var én af de første overhovedet til at skaffe sig sin écriture. Mens hans første værker ret nøje følger normen sker der ved begyndelsen af eventyrproduktionen en enorm udvikling. Han sprogbrug bliver væsentlig anderledes end samtidens - det véd enhver - og oftest er det forklaret ved at hans eventyr henvender sig til børn og sprogbrugen derfor på den ene eller aden anden måde skulle forholde sig til barnesprog. Men da denne sprogbrug, eller rettere visse træk ved den, i langt den største del af eventyrene er det eneste børn kunne tænkes at interessere sig for, er det nærliggende at lede efter en anden grund. Vi vælger denne: Andersen har bevidst brudt med den gængse sprogbrug for så alene at gå på opdagelse i sproget, og han har gjort det fordi der ikke gaves nogen anden udvej.
Godt redigeret, Jørgen!
Tillykke med de 200, Kritik, forbliv kritisk kritisk!
onsdag den 3. august 2011
Drachmann som Midsommerman
- fra Jens Smærup Sørensen og Franz Ernsts urealiserede filmmanus Lyset over Skagen. 1986 (som jeg visntok ikke har læst, før jeg læste det i formiddags lænet op af skrænten i delvist skygge nede på stranden; fint smerteligt og gedigent anekdotisk går historien sin gang), det er Skt. Hansaften 1902
En mand ses tænde bålet. Flammerne slår op. En stemme begynder på Drachmanns Midsommervise. Følges hurtigt af flere, af alle.
Holger [D] og [fru] Soffi står og synger med. Hun får et hosteanfald i røgen.
SOFFI: Uff da - kom, Holger - vi kan ikke stå her! Kom med mig!
Holger bliver stående, synger heroisk og pivfalsk videre.
SOFFI (rykker i ham): Kom så, Holger! Du må ikke stå i den her røg! - (hoster igen) - Med dit helbred! Du bliver jo syg, du kan jo slet ikke tåle det!
HOLGER (hurtigt mellem to vers): Jeg skal jo!
SOFFI: Skal! Hvad er det du siger?! Vil du dø?
HOLGER (afbryder sin syngen): Det er min plads! Det er jo et billede!
Vi ser i det samme totalbilledet, og derfor også Holger og Soffi i midten af det hele.
En mand ses tænde bålet. Flammerne slår op. En stemme begynder på Drachmanns Midsommervise. Følges hurtigt af flere, af alle.
Holger [D] og [fru] Soffi står og synger med. Hun får et hosteanfald i røgen.
SOFFI: Uff da - kom, Holger - vi kan ikke stå her! Kom med mig!
Holger bliver stående, synger heroisk og pivfalsk videre.
SOFFI (rykker i ham): Kom så, Holger! Du må ikke stå i den her røg! - (hoster igen) - Med dit helbred! Du bliver jo syg, du kan jo slet ikke tåle det!
HOLGER (hurtigt mellem to vers): Jeg skal jo!
SOFFI: Skal! Hvad er det du siger?! Vil du dø?
HOLGER (afbryder sin syngen): Det er min plads! Det er jo et billede!
Vi ser i det samme totalbilledet, og derfor også Holger og Soffi i midten af det hele.
mandag den 6. december 2010
ABSOLUT TOP 2010 (plus bobleplast)
- det er nu der indstilles til priser med alle de kompromiser og udvandinger, forvridninger og fuckups, det medfører, så her er en helt ren, prioriteret liste over de bedste danske skønlitterære bøger (jeg har læst - en håndfuld ulæste har jeg stadig et godt øje til) i 2010, plus en hoben alfabetiske boblere
1. Harald Voetmann: Vågen
2. Pia Juul: Radioteateret
3. Christina Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet
4. Christina Hagen: 71 breve til M
5. Jens Blendstrup: Bombaygryde
6. Jens Smærup Sørensen: PHASE
7. Rasmus Nikolajsen: Socialdemokratisk digt
8. René Jean Jensen: Udvalgte værker (Om april i maj & Jeg har planlagt at dagdrømme)
9. Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri
10. Marianne Larsen: Hvis en morgen en hittevoksen
Boblere (unævnt er de fleste af småforlagenes hypersmalleste udgivelser, dem gemmer jeg til Bukdahls Bet, den kommende vinder af hvilken måske slet ikke er nævnt i posten!?): Bøger af bl.a. Boberg, Bonnén, Dorph/Pasternak, Frank, Grotrian, Hede, Jørgensen (alle de andre), Larsen (Martin), Laugesen, Madsen (Viggo), Strandby Nielsen, Andkjær Olsen, Rifbjerg, Glaz Serup, Smith, Staun, Major Sørensen, Thykier ...
SÆT BASTA FRI!
(Olga Ravns konkurrerende 2010-kanon)
1. Harald Voetmann: Vågen
2. Pia Juul: Radioteateret
3. Christina Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet
4. Christina Hagen: 71 breve til M
5. Jens Blendstrup: Bombaygryde
6. Jens Smærup Sørensen: PHASE
7. Rasmus Nikolajsen: Socialdemokratisk digt
8. René Jean Jensen: Udvalgte værker (Om april i maj & Jeg har planlagt at dagdrømme)
9. Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri
10. Marianne Larsen: Hvis en morgen en hittevoksen
Boblere (unævnt er de fleste af småforlagenes hypersmalleste udgivelser, dem gemmer jeg til Bukdahls Bet, den kommende vinder af hvilken måske slet ikke er nævnt i posten!?): Bøger af bl.a. Boberg, Bonnén, Dorph/Pasternak, Frank, Grotrian, Hede, Jørgensen (alle de andre), Larsen (Martin), Laugesen, Madsen (Viggo), Strandby Nielsen, Andkjær Olsen, Rifbjerg, Glaz Serup, Smith, Staun, Major Sørensen, Thykier ...
SÆT BASTA FRI!
(Olga Ravns konkurrerende 2010-kanon)
tirsdag den 12. oktober 2010
Akut kontrast 2
Frk. Mørke havde alle de karakteregenskaber, et menneske skulle have for at drive sig selv til vanvid. Hendes tanker var som kviksand. Der var ingen fast grund. Bare små tankefødder, der sank længere og længere i, og som desperat kaldte [altså fødderne LB] på den hjerne, der kørte i tomgang. Af og til tænkte Frøken Mørke, at det ville gå over, når hun blev ældre, når hun først blev godt gift og fik børn, men sandheden var for det første, at hun aldrig blev gift, og for det andet, at hun aldrig fik børn. Hendes bekymringer kom aldrig til at slippe hende. I før hun i 1980 begyndte at dyrke yoga.
Frk. Mørke fik ansættelse i tøjmagasin. Tøjmanglen var blevet så udbredt, at Frk Mørke blev ansat til at sy tøj om. Sammen med en gammel skolekammerat, som uddannet skrædder, sad hun i baglokalet og syede.
- fra Ulven, 2010
Han ville have både den empatiske og den analytiske Andy med under sine daglige møder med Fjenden foran supermarkedet. de kunne bare aldrig følge ham hele vejen. De forsvandt som skygger under en tordensky så snart han mærkede de der øjne på sig. De forsvandt i skræk, eller de blev bare væk i en en total koncentration af af hans bevidsthed om sin fysiske tilstedeværelse. En ekstrem og psykotisk påpasselighed med sin krop som var den uafbrudt ved at styrte om, som risikerede han hvert øjeblik at få bukserne fulde af tyndskid eller hoste blod og indvolde ud af skroget.
I det mindste fik han gymnasticeret sit temperament. Og når bølgeskvulpene af de dertil hørende kropsvæsker så igen begyndte at lægge sig, og når han atter en gang var nået helskindet indendørs og havde låst og var dumpet ned i sin stol, og hans hjerteslag sænkede sig til en tung, ligesom hele tiden forsinket rytme, og han blev dødsens træt, ja, så kunne han ikke overkomme andre tanker end denne, at det ikke ville blive ved med at gå. Og han kunne sidde sådan i lang tid, og kun uret kunne sige ham at han efterhånden måtte trænge til sin aftensmad. Han følte hverken sult eller tørst, det blev mange gange sengetid inden han fik fundet noget frem fra køleskabet.
- fra Phase, 2010
Frk. Mørke fik ansættelse i tøjmagasin. Tøjmanglen var blevet så udbredt, at Frk Mørke blev ansat til at sy tøj om. Sammen med en gammel skolekammerat, som uddannet skrædder, sad hun i baglokalet og syede.
- fra Ulven, 2010
Han ville have både den empatiske og den analytiske Andy med under sine daglige møder med Fjenden foran supermarkedet. de kunne bare aldrig følge ham hele vejen. De forsvandt som skygger under en tordensky så snart han mærkede de der øjne på sig. De forsvandt i skræk, eller de blev bare væk i en en total koncentration af af hans bevidsthed om sin fysiske tilstedeværelse. En ekstrem og psykotisk påpasselighed med sin krop som var den uafbrudt ved at styrte om, som risikerede han hvert øjeblik at få bukserne fulde af tyndskid eller hoste blod og indvolde ud af skroget.
I det mindste fik han gymnasticeret sit temperament. Og når bølgeskvulpene af de dertil hørende kropsvæsker så igen begyndte at lægge sig, og når han atter en gang var nået helskindet indendørs og havde låst og var dumpet ned i sin stol, og hans hjerteslag sænkede sig til en tung, ligesom hele tiden forsinket rytme, og han blev dødsens træt, ja, så kunne han ikke overkomme andre tanker end denne, at det ikke ville blive ved med at gå. Og han kunne sidde sådan i lang tid, og kun uret kunne sige ham at han efterhånden måtte trænge til sin aftensmad. Han følte hverken sult eller tørst, det blev mange gange sengetid inden han fik fundet noget frem fra køleskabet.
- fra Phase, 2010
fredag den 8. oktober 2010
Alle faser af Phase
Redaktøren meddelte mig på en mail i går, at han havde skåret kraftigt i min anmeldelse af Jens Smærup Sørensens nye, fænomenale roman pga. alle mulige anmeldelsen ligegyldige hensyn - og når jeg varskos på forhånd må det virkelige være slemt, og netop hjemkommet fra Holstebro har jeg psykisk ikke orket at tjekke efter, men her er den komplette version:
SMÆ-RAP Det er en lise at gå til grunde sammen med hovedpersonen, en sjælesyg, men sprogelektrisk dramachef ved navn Andy, i Jens Smærup Sørensens nye, overlegne roman
Undergang som overskud
Jens Smærup Sørensen: Phase. 274 sider, 299 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Jeg bliver altså lige nødt til at ryste mit hoved fri af de håbløse anmeldelser i Jyllands-Posten, tre stjerner ved Jakob Levinsen, og Berlingske Tidende, to stjerner gudhjælpeme ved for fanden Kathrine Lilleør, af Jens Smærup Sørensens splinternye, sort skummende og oprømt virtuose roman Phase; jeg vil slet ikke skæve til hvad af klodset og gråmeleret produkt, der får både fire og fem stjerner i de to dagblade, men hvad med bare en simpel taknemlighed over at se det danske sprog pisket op i så åndssvagt rige og dynamiske volter, det er i da sandhed en fædrelandskærlig gerning, som nok kunne fortjene ros af nationalsindede anmeldere. Her et tilfældigt eksempel og selvstændigt, lille prosadigt på side 71, hvor den, af ikke mindst sig selv, hårdt plagede hovedperson, dramachef på TV Tretten Andy Thomsen, forgæves forsøger at slappe bare en smule af:
”Så gik hun, lukkede døren efter sig, og han lagde sig ned på ryggen. Han strakte sig, men lagde så armene ned langs siden, ville slappe alle muskler, den ene efter den anden, fra fodenden op gennem maven og helt ud i fingrene, rundt om i kæberne. Han ville kunne fornemme at han virkelig kom i kontakt med alle dele af sig, og at enhver diminutiv muskelfiber derpå lå slatten hen. Og han tænkte så på hvornår en enkelt, eller måske flere af dem simultant, og helt af sig selv, ville begynde at røre på sig igen. Hvor længe han kunne blive liggende dér, på det nærmeste livløs, og uden nødvendigvis at tænke på noget andet, uden at tænke på noget som helst. Livløs, uden en tanke, og først da mærkede han sit hjerte, det havde han selvfølgelig glemt, og det slog nu meget tungt. Det gungrede gennem skroget på ham.”
Den måde sætningerne, via indskud og tilføjelser, hele tiden nuancerer sig drastisk og bristefærdigt livfulde – frem til den sidste, pludselig klare og brutale og meget smukke, gennem skroget gungrende sætning. Sådan orkestrerer en mester sin prosa. Og det er da også lige præcis i og med sproget, at romanen undslipper den kliché af en kulturpessimistisk sammenbrudsroman, som Levinsen og Lilleør (nej, hun er meget ør) anklager ham for at have skrevet.
Smærup er om nogen (roman)genrebevidst, og ligesom han i bestselleren Mærkedage fra 2007 pustede nyt liv i slægts- og hjemstavnsromanen, og ligesom han i den oversete kortroman Astrid fra 2004 genopvakte ungdomsromanen, elektrificerer han i Phase den som udgangspunkt lige så dødssyge sammenbrudsroman, og ligesom i Mærkedage og Astrid gør han det ikke ved at styre udenom skabelonerne, men ved at køre lige ind i dem og sætte strøm, overdrevet og overlegent meget strøm, alt, alt for dejligt meget strøm.
For selvfølgelig støder Andy og hans kone Sys på et par tyveknægte en aften, de kommer hjem fra teatret (hvor Andy selvfølgelig i pinlig bevidsthed om et manglende responsum, har været grov overfor en forfatter, C), og selvfølgelig sætter de sig ned og taler med tyvene, og selvfølgelig kommer Andy, der er tidligere soldat, til at brække tyvepigens arm, og selvfølgelig forlader Sys Andy, efter en fest hos malervennen Hans Husum, hvor alt syntes lykkeligt, og selvfølgelig begynder alt så for alvor gå ned ad bakke for Andy, han flytter i en ghetto-lejlighed, udmanøvreres på arbejdet (af forfatteren C selvfølgelig), begynder at drikke, får smadret sin bil, oplever verden som uvirkelig og absurd, selvfølgelig og etc.
Men som beskrevet af den fiktive forfatter Andy, der halvvejs gennem romanen begynder at skrive den, romanen, er det hele én stor, crazy skriftfest, er det hele omsider anledning til en skriftfest, efter han i mange år har haft en professionelt udmarvet omgang med fiktion – allerede på første side meta-konstaterer han, at han som dramachef helt sikkert ikke ville have udsat sine abonnenter ”for så fnidret antydning af en udvikling som straks igen bider sig i halen” som romanens begyndelse: ”Jeg er en almindelig mand. Jeg var en almindelig mand. Jeg er en helt almindelig mand.” (Andy foretrækker at skrive i tredjeperson om sig selv, pga. friheden i distancen, men kan i ekstra paniske/maniske stunder, i beretningen eller skriveprocessen, pludselig bryde ud i jeg).
Andys krøllede bevidsthedsliv skrives op i store og komplekse, til tider vildt store og kompleke ud- og indfoldninger (med samt gerne diverse flashbacks), mens de fleste konkrete konfrontationer med omverdenen afvikles hurtigt og effektivt som temmelig vittige ping-pong-dialoger (hvor kvinderne i Andys verden, den vise kantinedame og den friske sekretær fx, selvbevidst taler sig ud af de klicheer, der af Levinsen tages for pålydende, men som de selv udmærket er klar over, at de, af Andy og Smærup, er castet som). Den vage sci-fi-setting og de mystiske tyverier af Hans Husums malerier er rigtignok, som Erik Skyum-Nielsen i Information skeptisk anfører, røgslør, men fint, glitrende røgslør så sandelig
Mens den eksistentielle og civilisatoriske krise blomstrer og atter blomstrer på Andys kvæstede computerskærm.
onsdag den 29. september 2010
Drøm om uge 40
Af lutter dårlige grunde, se nedenfor,
HÅBER jeg i næste uge at anmelde
Jens Smærup Sørensens roman PHASE
og Henning Mortensens noveller
Albert Colds drømme om dronningen,
som jeg TROR på er mere end gode,
for slet ikke at tale om Storm P.s
Surrealistiske breve, som jeg ikke
tror på er SANDE, før jeg fx tirsdag
eftermiddag står med dem i hånden.
HÅBER jeg i næste uge at anmelde
Jens Smærup Sørensens roman PHASE
og Henning Mortensens noveller
Albert Colds drømme om dronningen,
som jeg TROR på er mere end gode,
for slet ikke at tale om Storm P.s
Surrealistiske breve, som jeg ikke
tror på er SANDE, før jeg fx tirsdag
eftermiddag står med dem i hånden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
