Fordoblings-knopskydende kollektivroman - skematiseret

Min yndlings-teksttype i Svend Åge Madsens Fra en anden verden, som udråbt i min anmeldelse af bog i fredagens WA Bøger, og klart nok opfundet af ham selv:

Man starter med 1 kort afsnit om 1 person, går videre til 2 afsnit med parallelle handlingsspor om en person 2 og person 1 og går videre derfra til 4 afsnit om person 2, en person 3 og en person 4 og person 1 osv. med alt andet lige 1 ny person mellem 2 gamle (to nye står ved siden af hinanden næstnæstsidst og næstsidst i 3., 4. 5. og 6. omgang, fordi rækken (åbenbart!) skal ende med person 1), det hele nummereret og med understregninger af afsnittenes hovedpersoner. (og nummeret).

Sådan her er skemaet for "Togogtyvende slæt: Islæt", teksttypens foreløbigt eneste optræden i forfatterskabet og verdenslitteraturen:

1.1. Nape

2.1: Karén, 2.2. Nape

3.1. Karén, 3.2. Ardi, 3.3 Ajy, 3.4. Nape

4.1 Karén, 4.2. Skratduens søn, 4.3. Ardi, 4.4. Minto, 4.5. Ajy, 4.6. Bue, 4.7 Minét, 4. 8. Nape

5,1. Karén, 5.2. Tengri, 5.3. Skratduens søn, 5.4, Herot, 5.5. Ardi, 5.6. May, 5.7., Minto, 5.8. Ben, 5.9. Ajy, 5.10. Romas lillesøster, 5.11. Bue, 5.12. Moa, 5.13. Minét, 5.14. Es, 5.15. Bagge, 5.16. Nape

6.1 Karén, 6.2. Benta, 6.3. Tengri, 6.4. Knækt, 6.5. Skratduens søn, 6.6. Ossum, 6.7. Herot. 6.8. Wandara, 6.9. Ardi, 6.10. Z, 6.11, May , 6.12. Roma, 6.13. Minto, 6.14. Sten, 6.15. Ben, 6.16. Atea, 6.17. Ajy, 6.18. Sejr, 6.19. Romas lillesøster, 6.20. Vikka, 6.21. Bue, 6.22. Pil, 6.23. Moa, 6.24. Staja, 6.25. Minét, 6.26. Anna. 6.27. Es, 6.28. Bea, 6.29. Bagge, 6.30. Salt. 6.31. Dan, 6.32. Nape

Her stopper den fordoblings-knopskydende kollektivroman i Fra en anden verden (lidt ligesom Inger Christensen stopper ved N i Alfabet, men dér ville der dog, langt borte, være en naturlig slutning med Å - det vil der jo ikke her, ud over lige det samlede personantal i den australske koloni, men det kunne man bare fortsætte ud over), fordi den jo kun er et et kapitel, ellers ville der have været 64 afsnit og hovedpersoner i 7. omgang, 128 afsnit og hovedpersoner i 8. omgang, 256 afsnit og hovedpersoner i 9. omgang og 512 afsnit og hovedpersoner i 10. omgang (og så videre).

Stilen i romanen er skrøne-koncis præsens med den særlige excentricitet, at personernes tanker kursiveres (og - som led i sidstedelens sci-fi-plot - af visse til visse overføres). Et helt afsnit:

"6.9. Tiden må være sprunget. Ardi betragter manden der sidder ved siden på bænken. Før var det Ajy. de talte om May, nu er det en mand.
   - Jeg er Z fra Kredsen. Søn af Hlif.
   Den fremmede lægger hånden på hans arm.
   - det drejer sig om Herot, Mays søn. Nogle mener at du er far ...
  Det var Kesia han tænkte på. Hun bragte bud omkring i mørket, HuHa. Hun fortalte at hun blve overfaldet. Man der trængte ind i hende. Ingen troede på hende, det måtte være hendes fantasi. Hvem ville finde på at overfalde Kesia.
  - Hører du, Ardi? Herot er lige blevet bragt op til Bues sygeseng.
  - Det var Horne hun fik.
   - Nej det var Herot May fik.
   Ingen ville tro Kesia. HuHa, der altid havde fantasier. Kun han vidste. Han, Ardi, vidste. For han lå i mørket, ensom. Han ...
  - Hvad siger du? udbyder Z forundret. - Hvad tænker du på? Kesia? Hvad har du dog gjort imod hende?"

Fornærmet fordummelse

Bjørn Bredal skrev i går i Politiken en anti-stjerne/hjerte-klumme - sympatisk nok! - der begyndte sådan her:

"Politiken holder fanen højt, når det gælder anmeldelser, ikke sandt? Bog-, film-, teater-, tv-, mad-, musikanmeldelser.

Det myldrer. Og Politiken holder debatmøder og bringer kronikker om, hvor vigtigt det er med anmelderi.

Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.

I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket. Dagbladet Information forsøgte sig forleden med et eksperiment: En hel avis med en stor kultursektion, men ikke en eneste anmeldelse. Kan man det? Selvfølgelig kan man det.

Man kan i det hele taget sagtens afskaffe alt muligt i det samfundsmaskineri, som udgør Den Borgerlige Offentlighed, uden at verden ramler lige med det samme.

Men hen ad vejen ramler den nu lidt alligevel, for hvis ikke vi har en kvalificeret offentlig samtale, så kører vi i ring og risikerer til sidst at køre rigtig galt. Det er ikke nok at knevre løs i øst og vest."

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommenterede fornærmet på Facebook:

"Bjørn Bredal langer ud til højre og venstre i Politiken, herunder mod Berlingske, som han påstår vil afskaffe professionelle anmeldelser og lade amatører anmelde i stedet.
Man kan men meget om kulturjournalistikken og kulturkritikken i danske medier, men hvis man skal starte et sted, så er noget af det værste for mig at se skribenter som Bredal, der for at føre en kulturkritisk pointe igennem lyver og skriver mod bedre vidende.
For Bredal må vide, at han skriver noget her, som er løgn. Berlingske vil ikke afskaffe den professionelle anmeldelse og sætte amatører til at anmelde i stedet.
Det er hverken hvad vi har gjort, hvad vi gør eller hvad vi kommer til at gøre. Det er heller ikke hvad Berlingske har sagt, at vi vil gøre.
Altså positionerer Bjørn Bredal sig selv ved hjælp af en falsk anklage mod andre. Det er kulturkritik på et niveau, som gør én umådeligt trist."

Det svarede jeg på:

Lars Bukdahl "Det kan godt være, det i komisk beskeden grad er sket: At amatører har anmeldt (som opgjort i min Kontrovers-klumme i fredagens WA Bøger). Men det var da for søren det, der var planen (og her er Bredals eksakte formulering: "Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket"). Berlingske ville, med jeres egne ord, i højere grad »blive stedet, hvor kulturdebatten brydes og de interessante diskussioner og debatter tages op i værker og kulturelle udgivelser. Men fra den 1. august i et betydeligt mere markant og væsentligt skarpere format med stærke profiler til at anmelde. Fremover vil det nemlig betyde, at en række af avisens kendte debattører rykker ind og bliver anmeldere." Hvad skal og kan det betyde andet end at debatørstatus nu er fyldestgørende kvalifikation til at anmelde hvad som helst. Og hvad er er en novellesamlings-anmeldelse af Eva Selsing og en opera-anmeldelse af Asger Aamund andet end amatøranmeldelser?"

Til hvilket; Tom Jensens svarede:

Tom Jensen  "Nej, det var ikke planen at amatører (dvs folk uden faglig indsigt) skulle anmelde som afløsning for fagligt indsigtsfulde anmeldelser. Vi har et gæsteanmelderkoncept (f.eks. Aamund), men det spiller altid op mod den professionelle anmeldelse. Derudover handler det om at udfordre anmeldelsen som lidt indadvendt genre ved at sætte andre (men fagligt kompetente) stemmer i spil udover de gængse. Det har visse åbenlyst set som en trussel. Og deraf - tror jeg - de falske anklager om at ville afskaffe den kvalificerede samtale om kunst og kultur osv. osv. - vrøvl hele vejen igennem. Er kulturen derimod et område, hvor debatten med fordel kan rase, såvel om konkrete værker som om kulturen i bredere forstand? Ja. Se bare til Weekendavisens bogtillæg. Her finder man ofte det hele - hver uge."

 

Til hvilket jeg svarede:

 

Lars Bukdahl "Faglig indsigt/kompetence, når det gælder kulturanmelderi, er jo ikke lig med, at man har en universitetsgrad i et eller andet og måske endda noget humanistisk, det er lig med opdateret viden om og levende engagement i og - som måske det mest sjældne - forfinet sans for nøjagtig den kunstart, man beskæftiger sig med. Når din debat- og kulturredaktør (i den ovenfor linkede tekst) kvalificerer Eva Selsings licens til at anmelde "Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert" således: "Hun er uddannet filosof med kunsthistoriske studier bag sig og vil med sikkerhed kunne engagere sig vidende i det, hun ser, læser eller lytter til", er det et forsvar for kritisk dilettanteri, som gør mig ret uendeligt trist. "

Til hvilket Tom Jensen ikke svarede noget.

2 tweets om forkerte ord i dag

2. 1. Lars Bukdahl‏ @LarsBukdahl 4 tfor 4 timer siden

   
   

   3. 
      
   4. Lars Bukdahl‏ @LarsBukdahl 4 tfor 4 timer siden
   
   
   Ikke skrive selleri, når man mener gulerødder!

Ikke skrive "fælles løsninger på fælles problemer", når man mener (nok så meget chorizo-)pølsefabrik

Din telefonbeskedspoesi-sangtekstscoda

-->

Meget cool og stolthedsfremkaldende har du, Cecilie, bidraget til Nikolaj Nørlunds nye, fine, fine plade med Copenhagen Phil, Skamskudte fugle, med en poetisk telefonbesked oplæst af skuespiller Danica Curcic som coda til den stærke, kærlighedsmanende sang ”Forrest i skibet”. Det er et meget smukt og slående faktum, at Nørlund både er en af DK’s talentfuldeste og originaleste sangtekstskrivere og en af de allerflittigste til at samarbejde med gode digtere, fra HC Andersen over Michael Strunge og Naja Marie Aidt til Bjørn Rasmussen, Køb pladen eller stream straks, her er den samlede, skønne tekstlighed

"Forrest i skibet

Jeg ser din silhuet skråt bagfra

Da du rejser dig og bevæger dig

Møjsommeligt frem til en position

Forrest i skibet

Og jeg elsker dig, jeg elsker dig

Jeg ser din silhuet skråt bagfra

Da du rejser dig og ser at du venter dig

Inden alt, alt, alt for længe

Og jeg elsker dig, jeg elsker dig

Og det samme gælder for

De tusindvis og atter tusindvis

Af afbrudte øjeblikke og afstumpede sekvenser

Forladte sekunder og fortabte mennesker

Vi fortærer hinanden

Vi efterlader hinanden

Vi forelsker hinanden

Vi forkæler hinanden

Vi husker hinanden

Vi husker

Jeg ser din silhuet skår bagfra

Jeg kender dig på håret og på faconen

Som du står der og spejler dig yderst på perronen

Og jeg elsker dig, jeg elsker dig

Jeg ser på dit ansigt, da du vender dig

At du ikke kan kende mig, at du aldrig har set mig før

Og at du ikke har nogen chance for at forstå mig nu

Men jeg elsker dig, jeg elsker dig

Og det samme gælder for

De tusindvis og atter tusindvis

Af afbrudte øjeblikke og afstumpede sekvenser

Forladte sekunder og fortabte mennesker

Vi fortærer hinanden

Vi efterlader hinanden

Vi forelsker hinanden

Vi forkæler hinanden

Vi husker hinanden

Vi husker

Vi afskediger hinanden

Udsmykker hinanden

Udtrykker hinanden

Udløser hinanden

Og vi efterlader hinanden

Forsagte, fortænkte, forbløffede

Forelskede, forelskede

Forsinkede

Hey du, der er ikke andet jeg kan gøre, end at se efter om dit ansigt findes til mig, et andet sted, måske, hvis jeg stirrer på månen, tilstrækkeligt længe, måske vil dine træk så tone frem i månens lys, og du elsker mig, derfra, fra månen, kan du elske mig, med det lys, så vil jeg bade mig i måneskær, ligge på græsset, afklædt, og knuge mine hænder sammen, hårdt, bide mig i læben og tænke på dig, altid tænke på dig, drømme om dig, altid, altid græde over dig, vi skal aldrig hvile os ind i andres hjerter end hinandens, lov mig det, hvis ikke andet”

Oprindeligere slutning

Allerførst skrev jeg den her slutning på kontroversen, men det gav mere mening med et litterært anmeldelsesobjekt:

"Og nu må den jomfrunalske honeymoon altså være ovre, hvis Berlingske stadig skal fortjene vores snerrende despekt: Send Søren Hviid Pedersen ind til Vega og anmelde The Breeders omsider"

- The Breeders har lige udsendt denne fine i en hver forstand anti-nationalkonservative single:

ANMELD DETTE DIGT, SØREN PIND! NEJ, LAD VÆRE!

Link  til slutningen på min kontrovers i WA Bøger går om det reelle sølle resultat af kulturkritikkens debatificering i Berlingske, der lød sådan her (i min originale formulering, redaktøren flyttede rundt på et indskud og fjernede et 'og' - hvor vover han!):

-->

"Og nu må den jomfrunalske honeymoon altså være ovre, hvis Berlingske stadig skal fortjene vores snerrende despekt: Send minister og blogger og USA-elsker Søren Pind, i en forsvarligt foret konvolut, Henrik Nordbrandts i næste uge udkommende digtsamling, Den store amerikanske hævn. Nej, vent, gør det ikke!"

- jeg havde i skrivende nu endnu ikke selv modtaget og læst Nordbrandts digtsamling, det har jeg nu, og sikke et hårdt splintret rod, men bortset fra det er her det andet af to titeldigte, hårdt og splintret og rodet:

"DEN STORE AMERIKANSKE HÆVN II

Dn Store Amerikanske Hævn, hviskede hun'
til sig selv. Men hvor fik hun det fra?
Og burdeman skamme sig?
Over at være menneske, altså.
Hun var alene med lugten
af røg og nedfaldne æbler
og nøjagtigt lige langt til alle sider
så langt hen på året
at hun ikke kunne se sit eget ansigt
i mosens vand.
Selvmord var en mulighed, men den der Store
Amerikanske Hævn?
Over for den var selv døden vist magtesløs.
Hendes skytsånder
som havde stået i den silende regn
hele sommeren, følte hun
var blevet sure
og nu var de tilmed begyndt at græde.
De ville få hende til at ligne
filmhistoriens mest frastødende person.
jeg gjorde det sgu, råbte hun
jeg sprang sgu.
Så blev jeg Fred Astaire.
Så fortrød jeg
og så brændt som heks. Og så
ned fra asken i en plasticpose
og tilbage til det skur på Lolland
hvor vi altid mødes, når det går galt.
Hvad kunne være mere naturligt?
sagde min mor, vi elskede jo alle den pige.
Strø hende ud under æbletræet.
Nu ved du, det er en drøm
så posen kan du altid bruge en anden gang.
Er det det hele? spurgte jeg
Er det Den Store Amerikanske Hævn?
Ja, det er det, sagde hun. Det er det hele.
Der er ikke andet.
Der er ikke andet."

Ord jeg skulle have brugt HÅNSK i avisen i dag

i stedet for det fade enighed:

"Sam-drægtig-hed, en. ved Samdrægtighed voxe smaa, og ved Usamdrægtighed falde store Ting. Holb.​MTkr.498. et Samfund uden Samdrægtighed. Blich.​(1920).XI. 198. der skulde opkomme Tvedragt og Partier, medens nu den hele Slægt lever i Samdrægtighed og Egalitet ligeoverfor Løftet. Kierk.​V.44. OBloch.​D.²I.29.   det er Mennesker tienligere at trette og tviste, end ligesom umælende Creature at leve udi en brutal Samdrægtighed. Holb.​MTkr.501 (jf. JLange.​Breve.121). "

- og en anden gang - denne gang var der HÅNSK tale om skøn samdrægtighed - skal jeg helt klart stjæle Holbergs vending "brutal samdrægtighed"

Kan han holde sig fra sonet-kokainen

Ville gerne skrive en monografi om Pablo Llambías - vil helt ærligt gerne skrive en monografi om PB! - med denne titel:

Afskutningen på en gymnasial korrespondance

(skulle have optrådt på et gymnasium i morgen tidlig, men havde glemt at spørge om betaling, og det var altså "imponerende sølle" (som jeg skrev tilbage), hvad de syntes, de kunne være bekendt at tilbyde, men jeg havde jo takket ja, så jeg var egentlig frisk nok på at klø på, men så var det pludselig bare ikke sjovt længere, syntes man, når jeg gav mig over betalingen)

"OK! Men morale, helt udenom naivitet, bare helt enkel respekt: Hvis man vil hyre gode folk, så skal de - når man ikke er en lille poesiklub på Nørrebro* - betales ordentligt. KH Lars" 

* men i og for sig også, når man er en en lille poesiklub på Nørrebro, så skal man nemlig huske at søge Kunstfonden jo

Politisk poesi findes!

Eminem til BET-awards (ikke helt den amerikanske Bukdahls Bet) i aftes;

"Fuck that, this is for Colin, ball up a fist
And keep that shit balled like Donald the bitch
"He's gonna get rid of all immigrants"
"He's gonna build that thing up taller than this"
Well, if he does build it, I hope it's rock solid with bricks
'Cause like him in politics, I'm using all of his tricks
'Cause I'm throwing that piece of shit against the wall 'til it sticks
And any fan of mine who's a supporter of his
I'm drawing, in the sand, a line
You're either for or against
And if you can't decide who you like more and you're split
On who you should stand beside
I'll do it for you with this:
"Fuck you!"
The rest of America stand up
We love our military, and we love our country
But we fucking hate Trump"

Ego-nyhederne

Der var den debat om dagbladskritik på Politiken 25. september til hundedyr billetpris - med mig og Kamilla Löffsttröm, og Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Jeppe Brixvold og Mikkel Thykier, med Jes Stein Pedersen som ordstyre. Vi kritikere og rektor Jeppe startede med korte bud på den gode pointe med anmelderi; Jes Stein citerede mig senere i Politiken for disse ord:

»På den ene side er jeg længselsfuld efter kritik, som vil tale om det hele, som er personlig og grænseløs, mens jeg modsat, på avisanmeldelsens vegne, gerne vil barbere ambitionerne helt ned til en minimalistisk fordring til mig selv om bare at nærme mig teksten, fornemme, hvad den kan«

Derefter fik Mikkel Thykier ordet til en lang, indædt opsang, hvorefter han simpelthen og som planlagt forlod arrangementet. På Henrik Majlund Tofts blog er M.T.'s "talepapir" (er det ikke en ministeriel Tamilsag-term?), medsamt partier han sprang over i sin oplæsning, aftrykt - og det handler godt nok meget om mig, navngivet og unavngivet (to af WA-anmeldelserne, disset i starten, af en novellesamling (af Lone Hørslev) og et Rif-efterladenskab, er signeret LB). Jeg kan særligt godt lide følgende uoplæste passage, hvoraf det fremgår, at jeg åbenbart er fucking Georg Brandes, men stadig en værre idiot og et forfærdeligt sjuskehoved og åh så håbløst provinsiel - jeg elsker også dig, Mikkel:

"(Det ville måske gøre det muligt at fremprovokere et kritisk nybrud, nye ting at orientere sig efter, nye måder at vurdere på. Det er noget vi ser alt for sjældent i Danmark. Bukdahl har som den eneste af de tilstedeværende i dag givet et helt selvstændigt bud på hvad der er værd at beskæftige sig med i dansk litteratur(historie). Det er ikke til at tænke på hvordan det ville have set ud uden ham. Der er mange ting at kritisere ham for: overfladiske læsninger, forsimplet værdsættelse af stilistiske nydelser, hastværk, indstillingen: skyd først, tænk bagefter – eller tænk slet ikke. Men lige præcis det at satse alt på, at ens egne præferencer også kan være en opdagelse for andre og at de kan slå enhver stivnet enhed i stykker – hvornår vil vi se det igen? Dengang, i 1990’erne, var der om ikke andet et fantastisk engagement i det han skrev. Det er mange år siden. Ingen andre har siden påtaget at stå for en lige så gennemført revision. I dag er alle igen i hovedtræk rørende enige. Det paradoksale er så, at da Bukdahl iværksatte sit opgør, så alle kunne opleve friheden ved, at der ikke længere var enighed om, hvilke forfattere der var værd at læse, var dansk film og musik for første gang for alvor begyndt at opfatte sig som europæisk, international ligefrem. Bukdahls orientering derimod var altovervejende lukket inden for de nationale grænser. Selv da han var allermest engageret og måtte kæmpe for at løfte litteraturen ud af sine fastlåste stillinger. Det er den stadig, lukket i den nationale historie. En stor mangel.)"

Rørt rimen

på blog
rimer også flok,
spadserestok,
dessertkok,
julesok og
clusterfuck,
ork!
kh eders ærkepjok! 

Er denne kaffe smuk nok?

- tale ved overrækkelsen af debutprisen Munch-Christenssens Kulturlegat til Andreas Pedersen på Vejle Bibliotek

Andreas Pedersens debutbog Fryden er i tredobbelt forstand frydefuld: Læseren frydes i berusende grad over at læse bogen, bogen er fuld af skildringer og påkaldelser og besværgelser af oplevet fryd, og bogen er insisterende, men forløst – fordi læseren faktisk frydes, fordi den beskrevne fryd er faktisk overbevisende frydende – hyldest til fryden som vigtig og meningsfuld og bare skøn og for fed oplevelsesmodus (og det bedste, intrikate pift af et ord: FRYD!).
Andreas har i et interview fortalt om sin epifaniske oplevelse af fryden, der nemlig fremkaldtes eller blev indgivet ham, da han stod ”på en altan i Napoli og betragtede nogle unge drenge i folkedragter, der pludselig begyndte at synge og danse, bevæge sig eksalteret og råbende. Han gik ind i køkkenet og skrev i sin notesbog: »Hjertet kan aldrig standse fryden«.” Med Andreas’ egne ord i interviewet:
” »Skønheden interesserer mig, fordi den sætter kroppe i bevægelse. Ligesom fryden har skønheden det med at lade sig rive med af noget, som man ikke nødvendigvis ved, hvad betyder. Fryden kan vise sig i bevægelser i kroppen, som for eksempel drengene, der danser i Napoli, men fryden kan også være bevægelser i ordene (…) Det er ikke, fordi fryden annullerer al smerte eller med ét løser alt. Fryden er bare det, der binder mennesker og ord sammen i smukke bevægelser. Men fryden er også en del af en kamp mod døden «.”
I bogens første linjer er både synet af drengene og selve køkkennotatet blevet offer for en hård kondensering:
””Fryden”.// Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af altanerne og lyttede til det. / Notater i flok, hen over kroppen som en anden bevidsthed.”
Bogen har ingen genrebetegnelse, men som Politikens lige så befrydede anmelder påpegede, er ”notater i flok” et meget godt bud på den manglende genre, så sandt som bogen indeholder alskens både lyriske og prosaiske formater såvel som stilarter, blandt hvilke man igen og igen møder notatets særlige mix af det henkastede og det eftertænksomme.
Syv sider senere, i det første af tre hvirvlende portrætter af ungdomskolleger, konstaterer digteren, at ”der er punkter for spredning og samling/ som daglejere og sne, skønhed i flok.” Og det er alligevel den bedste genrebetegnelse, fordi den også artikulerer digterens på samme tid beskedne og gigantiske ambition, i den enkelte tekst og i bogen som anti-helhed: Skønhed i flok. Flokken er en flerhed, der uroligt befinder lige præcis mellem spredning og samling, en levende flerhed nemlig, som vrimlende sneflokke og flokke af daglejere. Jævnfør bare den meget dejlige definition i Ordbog over det danske sprog, som er min ikke-pekuniære gave til Andreas i dag:
  ” et ubestemt (i alm. forholdsvis stort) antal af (ting ell. især) levende væsener, der danner en vis samlet helhed (især) ved at befinde sig paa samme sted (staa, færdes, flyve osv. samlet); (især mindre) hob ell. skare (af levende væsener). (ordet er mere dagl. end Hob, Skare (forekommer saaledes ikke i bibelen) og bruges især (mods. Hob, Sværm, Stime olgn.) om hvad der har ell. opfattes som havende en vis individuel selvstændighed, ofte m. bibet. af bevidst sammenslutning, fællesskab, enighed olgn.)”
I får også lige dette Paludan Müller-citat: ”O see den store Flok af brune Daadyr, / Der flyver over Sletten.”
Fryden benævnes ikke frygtelig mange gange i selve brødteksten i forhold til de endnu mere utidige og belastede søskende-ord lykke og skønhed, som Andreas med stor, anti-modernistisk fryd nægter at vrænge af eller ironisere over. Bogen er – ved siden at være lige så skøn og lyksalig som den er frydefuld – også et skønheds- og lykkekatalog og en skønheds- og lykkeguide, dér kan skønhed og lykke findes.  Hos den søde kæreste selvfølgelig, men også, som endnu en fin, omvendt provokation, i samværet med og kærligheden til den helt nære familie, og i familiemedlemmernes egen hverdagspraksis. Om moren hedder det, i reportagen fra sigende nok et bryllup: ”vores mor forsigtigt gående i gruset/men også bare lykkelig”. Og om landmands-faren: ”han bærer noget med sig/ måske dette, at han på sin egen måde, ud fra ideer om/ drift, udvikling, anseelse, tradition/ listen ufuldstændig/ har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig/ er skønheden”.
Nogle af os har ventet længe på, at Andreas omsider debuterede akkurat så talentfuldt, som hans første tekster til overflod lovede, at han ville. I disse linjer fra debutbidraget til Hvedekorn 1, 2010, drømmer han varsomt og frygtsomt om lykken, skønheden, fryden:
”Jeg lover/ mere potentiale./ Vi skal aldrig bo/ i papkasser/ eller se Maldiverne synke. I stedet for burde vi kysse/ med de lykkelige. Jeg lover at jeg ikke/ drømte om grønt græs i nat. Jeg skal nok syre ud./ Undgå skuffelsen. Hvem kan fraskrive sig selv? I stuen derhjemme et stort billede/ med en bedrøvet kvinde. De tydelige penselstrøg. Du kan være smuk, hvis du/ gider. Gider du det? En smule/ ufatteligt. Jeg nægtede og sagde: ingen kan have læber af jordbær.”
Til det svarer debutbogen, seks år senere: Jo, en digter kan godt have læber af jordbær. Det første, betydelige og udødeligt flygtige kys fra disse jordbærlæber præmieres yderst fortjent med Munch Christensens Kulturlegat 2017, tillykke med det, din frydopvækker!

                                          
(foto: Anne-Marie Mai - link til AMM's tale for prismodtager nr. 2, Liv Nimand Duvå HER)

GENSTART Á GO-GO!

-->

HVAD BLOGDAHL ER

Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.

BLOGDAHL OG CITATER

Som værk-indrammet, kritisk og kunstnerisk collage-føljeton benytter Blogdahl sig af en udvidet, kunstnerisk ytringsfrihed. Citater af tekster og billeder sættes i kontekst af såvel omgivende tekst og citatets placering i en citat-komposition (= collage) som bloggens og den enkelte posts indramning. Når det er sagt, skeler citeringen på Blogdahl hårdt til et relevans-kriterium i forhold til bloggens virkefelt og den enkelte posts ærinde. Blogdahl følger efter bedste evne reglerne for god citatskik (Citatet må ikke være længere, end formålet tilsiger. Ophavsmanden skal krediteres ved angivelse af navn. Kilden skal angives. Citatet skal være korrekt).

ANG. BLOGDAHLS TANKEPAUSE

Blogdahl har holdt 2 måneders tænkepause! Det, der skulle tænkes over – og læses og tales med indsigtsfulde mennesker om - var akkurat omgangen med andres tekster og billeder i blogposter. Anledningen var en Facebook-opdatering (der er fjernet på hendes egen profil, men stadig kan læses på min) af Berlingskes debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen, der udtrykte forargelse over en dengang månedgammel blogpost - der som led i den polemiske diskussion af Berlingskes nye anmelderhyrings-politik præsenterede en ny kulturanmelder, Majbriit Maria Nielsen, ved at gengive en Facebook-opdatering, inkl. selfie, om hendes hyring, hendes egne cv’er fra henholdsvis Facebook og hendes blog og et uddrag fra en Berlingske-blogpost; bloguddraget knyttede jeg en kort kritisk kommentar til – og ikke mindst kommentarfeltet under opdateringen, hvor der var en del anklagende/truende snak om blogpostens tyvagtighed, blandt andet fra MMN selv (som jeg dog ikke siden har hørt fra, hverken offentligt eller privat – eller juridisk; hun har desuden endnu ikke skrevet sin første anmeldelse). Jeg skrev selv følgende kommentar i tråden:

”Hej-hej - fra en anden tidszone. Og tak for opmærksomheden til min månedgamle blogpost, som forekommer mig rigeligt voldsom. Posten var/er et led i min polemiske diskussion af den nye anmelder-politik på Berlingske. Majbrit Maria Nielsen er omsider et konkret eksempel på en Berlingske-debattør, der er blevet bedt om at være kulturanmelder. Jeg lavede en lille collage af hendes FB-proklamation af det nye job, hendes CV-præsentationer på FB og Berlingske og et generøst citat fra et debatindlæg, som jeg knyttede tre linjers kritisk kommentar til. Pointen fra min side var ikke latterliggørelse, men en meget ren undren: Hvad kvalificerer denne person til at anmelde teater/film/litteratur/billedkunst i Berlingske? Engagement, viden, sprogligt talent? Jeg er ked af, hvis MMN føler sig krænket på sin person og sin ophavsret af mit citat af FB-tekst og billede, begge dele er nu fjernet. KH”

Kort tid efter gjorde jeg bloggen privat, fordi jeg simpelthen var blevet forskrækket og, tænkte jeg, måske med rette, fordi jeg ikke tidligere med nogen grundighed havde tænkt over bloggens citat-politik. Da et par uger var henrundet, skrev jeg denne opdatering på FB:

”Kære Blogdahl-læsere. Tak fordi I savner bloggen! Den skal nok komme tilbage, og sorry for ikke at have forklaret offentligt, hvorfor den ikke lader sig læse lige nu. Som jeg har skrevet til dem, der har henvendt sig privat, blev jeg - efter en aggressiv Facebooktråd om en månedgammel blogpost, der præsenterede en ny Berlingske-anmelder ved at lade hende præsentere sig selv - omsider konstruktivt paranoid omkring, hvordan jeg omgås copyright, andres tekster og billeder, på min blog og foretrak derfor lige at lade den pausere et øjeblik, mens jeg taler med kloge mennesker og professorer om, hvad der er fornuftigt og lovligt at copypaste af alt det, der er oplysende og skønt og sjovt at copypaste. Ses om lidt på det gamle net! KH”

Nu har jeg talt og tænkt! Og resultatet er, at jeg nok har været for sjusket med især kreditering af billede-citater, men grundlæggende - bloggens koncept- og værkmæssige, kunstneriske og kritiske karakter taget i betragtning - har jeg opført mig rimeligt ordentlig eller ordentligt rimeligt, hvad tekst-citering angår. Hvis vi ser på blogposten, der udløste tankepausen, så indgår den som sagt i en serie af poster, der polemiserer imod Berlingskes nye anmelderhyrings-politik. I posten kommer jeg med et konkret eksempel på en hyret anmelder, som jeg ikke havde hørt om før, og hvis kvalifikationer jeg helt reelt har svært ved at få øje på. Jeg går ikke på løs strandhugst i MMN’s FB-billedarkiv, men nøjes med at citere den åbne opdatering, hvor billede og tekst eksplicit markerer og fejrer anmelder-hyringen, ligesom de to CV’er jo lige præcis er cv’er, selvpræsentationer ord til andet. Blog-uddraget (med tilhørende link) skal dokumentere det manglende skrivetalent og kommenteres kritisk, men tekstnært. Hvis der er satire i blogposten – og det må der gerne være, synes jeg – står det, på klassisk grusomhedsudstillende vis, helt for de umanipulerede tekst- og billede-citaters egen regning; det er ikke chikane at fremvise, hvad meningsmagere offentligt selv har sagt og knipset, forhåbentlig finder MMN selv intet latterligt eller ukvalificerende i opdatering, cv’er og blogpost. I forhold til Blogdahls diskussion af kritik i almindelighed og Berlingskes nye anmelderhyrings-politik i særdeleshed må blogposten og dens citatelementer siges at besidde fuld relevans (ligesom den som selvstændig hybrid-tekst, med overskrift og tekst-kommentar, sagtens retfærdiggør sin signerede eksistens). Men klart nok, når det er MMN så meget imod, at jeg gengiver hendes opdatering, så fjerner jeg den da bare igen, det skal (i dette tilfælde) ikke komme an på det.

Morale: Jeg må ikke sjuske med at citere, jeg skal holde mig vagtsom og bevidst og samvittighedsfuld, når jeg benytter mig af andres ord og billeder. Men så længe citeringen er relevant og – med det dyreste ord heromkring – nødvendig, skal jeg ikke lade være med at citere, så det vil jeg ikke lade være med.

OG LAD SÅ KOMME I GANG MED AT HAVE GANG I DEN – ENDNU EN GANG! 

(foto: dig)