Andreas Pedersens debutbog Fryden er i tredobbelt forstand frydefuld: Læseren frydes i berusende grad over at læse bogen, bogen er fuld af skildringer og påkaldelser og besværgelser af oplevet fryd, og bogen er insisterende, men forløst – fordi læseren faktisk frydes, fordi den beskrevne fryd er faktisk overbevisende frydende – hyldest til fryden som vigtig og meningsfuld og bare skøn og for fed oplevelsesmodus (og det bedste, intrikate pift af et ord: FRYD!).
Andreas har i et interview fortalt om sin epifaniske oplevelse af fryden, der nemlig fremkaldtes eller blev indgivet ham, da han stod ”på en altan i Napoli og betragtede nogle unge drenge i folkedragter, der pludselig begyndte at synge og danse, bevæge sig eksalteret og råbende. Han gik ind i køkkenet og skrev i sin notesbog: »Hjertet kan aldrig standse fryden«.” Med Andreas’ egne ord i interviewet:
” »Skønheden interesserer mig, fordi den sætter kroppe i bevægelse. Ligesom fryden har skønheden det med at lade sig rive med af noget, som man ikke nødvendigvis ved, hvad betyder. Fryden kan vise sig i bevægelser i kroppen, som for eksempel drengene, der danser i Napoli, men fryden kan også være bevægelser i ordene (…) Det er ikke, fordi fryden annullerer al smerte eller med ét løser alt. Fryden er bare det, der binder mennesker og ord sammen i smukke bevægelser. Men fryden er også en del af en kamp mod døden «.”
I bogens første linjer er både synet af drengene og selve køkkennotatet blevet offer for en hård kondensering:
””Fryden”.// Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af altanerne og lyttede til det. / Notater i flok, hen over kroppen som en anden bevidsthed.”
Bogen har ingen genrebetegnelse, men som Politikens lige så befrydede anmelder påpegede, er ”notater i flok” et meget godt bud på den manglende genre, så sandt som bogen indeholder alskens både lyriske og prosaiske formater såvel som stilarter, blandt hvilke man igen og igen møder notatets særlige mix af det henkastede og det eftertænksomme.
Syv sider senere, i det første af tre hvirvlende portrætter af ungdomskolleger, konstaterer digteren, at ”der er punkter for spredning og samling/ som daglejere og sne, skønhed i flok.” Og det er alligevel den bedste genrebetegnelse, fordi den også artikulerer digterens på samme tid beskedne og gigantiske ambition, i den enkelte tekst og i bogen som anti-helhed: Skønhed i flok. Flokken er en flerhed, der uroligt befinder lige præcis mellem spredning og samling, en levende flerhed nemlig, som vrimlende sneflokke og flokke af daglejere. Jævnfør bare den meget dejlige definition i Ordbog over det danske sprog, som er min ikke-pekuniære gave til Andreas i dag:
” et ubestemt (i alm. forholdsvis stort) antal af (ting ell. især) levende væsener, der danner en vis samlet helhed (især) ved at befinde sig paa samme sted (staa, færdes, flyve osv. samlet); (især mindre) hob ell. skare (af levende væsener). (ordet er mere dagl. end Hob, Skare (forekommer saaledes ikke i bibelen) og bruges især (mods. Hob, Sværm, Stime olgn.) om hvad der har ell. opfattes som havende en vis individuel selvstændighed, ofte m. bibet. af bevidst sammenslutning, fællesskab, enighed olgn.)”
I får også lige dette Paludan Müller-citat: ”O see den store Flok af brune Daadyr, / Der flyver over Sletten.”
Fryden benævnes ikke frygtelig mange gange i selve brødteksten i forhold til de endnu mere utidige og belastede søskende-ord lykke og skønhed, som Andreas med stor, anti-modernistisk fryd nægter at vrænge af eller ironisere over. Bogen er – ved siden at være lige så skøn og lyksalig som den er frydefuld – også et skønheds- og lykkekatalog og en skønheds- og lykkeguide, dér kan skønhed og lykke findes. Hos den søde kæreste selvfølgelig, men også, som endnu en fin, omvendt provokation, i samværet med og kærligheden til den helt nære familie, og i familiemedlemmernes egen hverdagspraksis. Om moren hedder det, i reportagen fra sigende nok et bryllup: ”vores mor forsigtigt gående i gruset/men også bare lykkelig”. Og om landmands-faren: ”han bærer noget med sig/ måske dette, at han på sin egen måde, ud fra ideer om/ drift, udvikling, anseelse, tradition/ listen ufuldstændig/ har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig/ er skønheden”.
Nogle af os har ventet længe på, at Andreas omsider debuterede akkurat så talentfuldt, som hans første tekster til overflod lovede, at han ville. I disse linjer fra debutbidraget til Hvedekorn 1, 2010, drømmer han varsomt og frygtsomt om lykken, skønheden, fryden:
”Jeg lover/ mere potentiale./ Vi skal aldrig bo/ i papkasser/ eller se Maldiverne synke. I stedet for burde vi kysse/ med de lykkelige. Jeg lover at jeg ikke/ drømte om grønt græs i nat. Jeg skal nok syre ud./ Undgå skuffelsen. Hvem kan fraskrive sig selv? I stuen derhjemme et stort billede/ med en bedrøvet kvinde. De tydelige penselstrøg. Du kan være smuk, hvis du/ gider. Gider du det? En smule/ ufatteligt. Jeg nægtede og sagde: ingen kan have læber af jordbær.”
Til det svarer debutbogen, seks år senere: Jo, en digter kan godt have læber af jordbær. Det første, betydelige og udødeligt flygtige kys fra disse jordbærlæber præmieres yderst fortjent med Munch Christensens Kulturlegat 2017, tillykke med det, din frydopvækker!
(foto: Anne-Marie Mai - link til AMM's tale for prismodtager nr. 2, Liv Nimand Duvå HER)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar