Athena roser Cecilie

Den svenske oversættelse, ved Jonas Rasmussen, af Cecilies Mit Barn (som på svensk hedder Mitt Barn) har fået en særdeles positiv anmeldelse i Dagens Nyheter signeret Athena Farrokhzad, det gør glad! Her et uddrag fra og et billede af den gode anmeldelse: 

"I 40:e graviditetsveckan läser jag danska Cecilie Linds ”Mitt Barn”, nyss utkommen på svenska i Jonas Rasmussens följsamma översättning. Det är inte första gången jag ska bli förälder, jag har mina aningar om vad som väntar. Ändå slår dikten mig hårt i de nedre regionerna, som en krystvärk eller en koliknatt. Känslan understryks av att boken består av ett hundratrettio sidor långt flöde, utan vare sig sviter eller andra vilopauser. Lind skriver fram ett lika delar skitigt och upphöjt gränstillstånd där all tid samexisterar. (...) Dikten själv ställer sig inte frågan, den skiter i vilket. Den talar bara, maniskt som nyblivna föräldrar ofta gör, om en av världens mest universella erfarenheter som om den ägde rum för första gången. Och efter hand sipprar världen också in i glimtar, i ett jag som förhåller sig till utsikten att socialen när som helst kan ringa på dörren och vill skydda barnet från våldet i sig själv: ”döden kallar på mig / svälten är så långsam / hjärtstilleståndet till följd av bulimin? fegislösning / kanske en kniv och min vackra handled, men jag törs inte / ett tåg! ett tåg! / alla ska slippa mig, så fort som möjligt / alla ska få ro / särskilt barnet / jag vill inte låta honom växa upp i mitt mörker / jag vållar skada (…) / det måste sluta / varför lät jag mig befruktas?” ”Mitt barn” är en skoningslös och ömhjärtad bok som borde läsas av många. Både av de som lever med barn och de som vill veta något om hur omsorgsarbetet genom sitt radikala beroende utgör samhällsbyggets urscen. I en annan tid skulle den delas ut gratis på barnavårdscentraler, tillsammans med de obligatoriska d-vitamindropparna"

Identitetskarnevalismens overraskende comeback (HVAD sagde jeg!?)

Det er svært for mig at glemme debatten om hvidhedsdebatten på Nordatlantens Brygge for lidt over et år siden; sjældent har jeg mødt så antagonistisk et publikum og med-panel (bortset fra Kamilla Löfström og panelleder Pablo Llambìas, ingen af hvem kom til mit forsvar) og aldrig pga. en LÆSNING af en række forfatterskaber, som jeg begejstret går IND FOR. Min forbrydelse var ikke mine anmeldelser af de pågældende bøger, men at jeg i forlængelse af min polemik mod Athena Farrokhzads anklage mod Yahya Hassan for at gå islamofobernes ærind havde introduceret begrebet eller netop LÆSNINGEN identitetskarnevalisme; mest foragtfuld var akkurat paneldeltager Farrokzhad, der formåede at repræsentere både den undertrykte/ revolutionære, racialiserede Anden og den belæste, indforståede akademiker, der overlegent kunne håne min misforståede brug af Bakhtins karenvalisme-begreb. På første række sad Elisabeth Friis, litteraturlektor i Lund og Kritikredaktør og på alle mulige måder en favorit-person, hvis bidrag til debatten var en kærlighedserklæring til Farrokhzad og en beklagelse af, at Danmark, hvad angår progressiv litteraturteori, stadig lå år efter Sverige.

Lørdag kan jeg så i Information LÆSE et slags Gensyn med hvidhedsdebatten under titlen "Mette Høeg er en hvid mand", hvor selvsamme Elisabeth Friis skriver følgende om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad (hvis Jeg er vred først udkom efter debattens to akter - jeg LÆSTE hendes første bog Find Holger Danske (heller ikke Glaffeys Mor og Busser fandtes dengang, jeg LÆSTE hendes Padder og krybdyr):

" (...) det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad – altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat, som kørte i 2014, og som fik navnet »hvidhedsdebatten«, og som handlede om identitets- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.
Se, hvad angår spørgsmålet om ’identitet’, er det for mig slående, at de forfattere, som jeg lige har nævnt, i deres litterære værker gestalter begrebet ’identitet’ på en flydende, mangesidig måde. Teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ’identitetskerne’. Hos Yahya Hassan tales der – som Niels Lyngsø i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der eksempelvis med en barnestemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ’Trillegårdsdansk’-stemme – og flere til.
I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer, fordi der er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen. I hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemmer: En akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – fuld af noter og henvisninger til adoptionsforskning), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv, der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindeperspektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.
I Athena Farrokhzads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt uden for jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn, som disse ’personaer’ citeres for, er også uhyre forskellige, hvortil kommer, at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder, som jeg’et i hvert fald ikke kan være i familie med: Der citeres for eksempel fra Johannesevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem, er det et jeg, som består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – (...)  Den ’identitet’, som vi møder i teksterne, er altså flydende."

Sikke fornuftigt og skarpt! Men forklar mig venligst, Elisabeth eller nogen, den essentielle, fundamentale FORSKEL på denne læsning af flerstemmighed (endnu en Bakhtinsk term) hos de tre forfattere og så mit begreb om og LÆSNING af identitetskarnevalisme, som jeg forklarede det/den i en kommentar i WA Bøger? - nuanceforskellen i forhold til det karnevalistiske i min læsning har jo at gøre med det SPECIFIKT vrængende/satiriske/parodiske/humoristiske attak i Yahya Hassan, Find Holger Danske, Padder og krybdyr (og Hassan Preislers Brun mands byrde); vi har endda spejlmetaforen til fælles:

 

-->

"For nogle uger siden kom jeg på en Facebook-kommentartråd til at opfinde to ord, som helt fortjent har forfulgt mig siden. Anledningen var den svenske digter Athena Farrokhzads korreksende anmeldelse i Aftonbladet af Yahya Hassans debutbog:

  ”Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter.”

   Bagefter udnævnte jeg i en blogpost to af mine yndlingsforfattere i den yngre generation, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, til skabs-identitetskarnevalister. Fordi de i deres seneste bøger vitalt kløjes i deres identiteter som henholdsvis lesbisk mor og adoptionsbarn fra Korea

  I et ”åbent brev” i Information frabad Glaffey & Langvad sig imidlertid på det bestemteste at blive associeret med mit konstrukt. De forstod identitetskarnevalisme som et normativt, nyliberalt krav til minoriteter om at gøgle lystigt derudad med alle deres kulørte, udskiftelige identiteter. Hvilket sandt nok lyder temmelig trælst.

   MEN SÅDAN ER DEN OVERHOVEDET IKKE,  MIN IDENTITETSKARNEVALISME! NIKKE NIKKE NEJ!

  For det første er den ikke normativ, men deskriptiv, og rent litterært deskriptiv: Jeg har set nogle bøger opføre sig på en særlig måde, som jeg i mangel af et bedre ord har fundet denne klonket uelegante term til at betegne. For det andet er den bestemt ikke lalleglad eller bare lystig, selvom den gerne og helst benytter sig af humor og ironi og sarkasme, den er snarere desperat og anfægtet, stresset og aggressiv.

    Frem for nogen ”essentiel” identitet, lige meget hvor kropsligt forankret og uundslippelig, går identitetskarnevalismen i krig med italesættelserne af identitet, både ens egne og de andres, udstiller dem og vrænger af dem og vender dem på hovedet. Og jo mere uhjælpeligt fanget identitetskarnevalisten er i en givet identitet, jo vildere skal den karnevaliseres naturligvis.

   Der er måske nok en drøm om, at identitetskarnevalismen kan forløses i en attituderelativisme (et ligedannet ord, Hans-Jørgen Nielsen livet igennem led under at have opfundet – i 1967), men den drøm støder hele tiden på muren af cementerede stereotyper; klovnenæsen er ergo en blodtud!

  Yahya Hassan er for rundhyls-rasende til at slippe alt for meget sorg ind i sin sorte bog, men den er der hele tiden, lige om hjørnet i den juleudsmykkede børnehave. 25 år ældre, men ikke mindre identitetskarnevalistiske Hassan Preisler (udklædt som lille sorte Sambo på sin forside) ironiserer fermt over sin identitets-agilitet i autofiktionen Brun mands byrde – ”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet” – men finder også plads til at berette om rå racisme på et aarhusiansk værtshus og - ultimativt sørgmodigt - naturaliseret racisme hos brune børn: den hvide dukke forbliver pænest.

  Både Hassan 1 og 2 erfarer, at der er mange slags brunhed, fra brun kriminel til brun integrationskonsulent, der hver for sig clasher og allierer sig med al muligt andet identitets-skrammel, men det gider de hverken klynke eller teoretisere over. De vil holde karneval i spejlkabinettet, iklæde sig skarpe og blinkende troldsplinter og træde dansen, være den pogo eller lancier."

Er det ikke på tide, at Langvad & Glaffey skriver et nyt, åbent brev, denne gang til Elisabeth (som de givetvis ikke får konfronteret over dåseøllene ved Forfatterskolens sommerfest på fredag) om deres og andre minoritetsforfatteres åh så "flydende 'identitet'", og at bloggeren  idnetitetskarnevalisten opretter en ny blog ved navn 'idnetitet'sflyderen? Just askin'!

(det meget irriterende og misvisende ved, at Mette Høeg (som et af kostbart få citater) citerer indledningen til Glaffey & Langvads åbne brev til mig, er jo, at hun debatmæssigt mere ligner dem end mig; det er hende og dem, der aggressivt generaliserer al specificitet, herunder specifik LÆSNING, helt bort: de er selvoptagede, politiske korrekte, litterært artige, yngre kvinder, jeg er patroniserende, hvid, heteroseksuel, ældre, mandlig, uendelig blind kritiker - læses skal vi under ingen omstændigheder, og da slet ikke nærlæses)

Anerkendelsessygens paradoks 1 & 2

Når Katrine Hornstrup Yde - der sørme har fødselsdag i dag, tillykke dér, filmkritiker i luften og litteraturkritiker på spring - i en klumme i Information skarpt skriver om Ak 24syv-vært René Fredensborg(s optræden i P1):

’Sommergæsten’ er feel good ’kløen på ryggen’-journalistik, der repræsenterer alt det, som Fredensborg siger, at han kritiserer, når han langer ud efter kolleger, der er spændt for eliteinstitutionernes ’PR-vogn’ og som er underlagt den gode smag, som ’Bermuda-firkanten’ – Louisiana, Zentropa, Politiken og Gyldendal – repræsenterer. Imens charmerer han ukritisk vært og publikum med sin jyske no bullshit-facon og lapper anerkendelsen i sig. Krogsgaard udfordrer ikke Fredensborgs (anti)heltefortælling – bortset fra hyggelig prikken til det tilsyneladende paradoks, at han kritiserer selvfedmen og rygklapperiet i den medieby på Roskilde Festival, som han selv står og drikker i. Men det paradoks indrømmer Fredensborg, hvilket er hans strategi og logik: Man skal kritisere indefra. Have magt for at kritisere magten.
Men når Radio24syvs elitekritiske kulturjournalist således bliver hyggepromoveret på elitære P1, så udstiller det begges udfordringer. Fredensborgs handler om anerkendelsessygens paradoks. Når han siger, at han er en antihelt, som vover at gøre andre vrede, så siger han det til en elite af værter, publikum og lyttere, som han snarere håber vil elske ham. Men det tager stadig brodden af hans kritiske, antielitære projekt.

Passer det så ikke på en prik på Athena Farrokhzads optræden i svensk og dansk (HVID) offentlighed, sådan som hun med vanlig revolutionær selvfedme beskriver sin praksis i interviewet i WA Bøger:

Jeg er meget synlig lige nu, men det har jeg ikke tænkt mig at blive ved med at være. Lige nu arbejder jeg inde i magtens hjerte, jeg udkommer på etablerede forlag, jeg skriver for landsdækkende aviser, jeg underviser på Biskop-Arnös forfatterskole og medvirker i programmer på Sveriges Radio. Jeg forsøger dermed at rive magtstrukturerne ned indefra. Det er en strategi, som har sine fordele og sine ulemper. Jeg har ikke noget behov for at blive elsket, og jeg forsøger at agere på en måde, som forhindrer den samtaleform, som er almindelig i offentligheden i dag.

?

Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal Bukdhal

Det kan jo også være, at Athena Farrokhzad bare er irriteret på mig, fordi jeg konsekvent, men ikke bevidst, har stavet hendes navn forkert - i min tagging nemlig også:

Farrkokzhad

i stedet for

Farrokhzad;

det er jo hele elementært og inderligt irriterende, så lad mig make amends ved at stave mig selv med forkert anbragt H cirka lige så mange gange, som jeg det sidste snart halve år har stavet hende forkert:

Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal
Bukdhal

Folkehjemmets Angela Davis forventer forkert

Jeg er ikke ven med svenskeren Athena Farrokhzad, og hun er heller ikke ven med mig; jeg kan forstå, at jeg var halvdelen af årsagen til hun ikke ville diskutere Yahya Hassan i Lund for et par uger siden, og fred være med det, jeg ved godt, jeg er irriterende, og bare fordi jeg gerne diskuterer med folk, jeg finder irriterende, som nu Farrokhzad, behøver andre jo ikke gide diskutere med irriterende mig. Men jeg kan ikke lade være med at læse hende agitprop-poetiske og af hendes mange danske venner rigt likede opdateringer på Facebook, og undre mig over, at alle disse DK-venner sluger hendes firkantede Sorte Panter-Komninistisk Arbejder Parti-retorik råt; er det ikke at drive 70'er-nostalgien og DKU-renæssancen for vidt?

Her er er de to sidste afsnit af et digt tilegnet en ung anti-racistisk aktivist, der er blevet idømt seks et halvt års fængsel for at stikke en nazist i ryggen med en kniv:

Jag vet att rättvisa inte uppnås genom fördelningspolitik/ Men jag vet att om tvåtusentrehundrasextiosex personer skulle ge/ en dag var av sina liv/ kunde vi gemensamt betala det pris/ de nu avkräver dig/ för att ha försvarat oss// Jag vet att det är en omöjlig insamling/ Men jag vet att vi är fler än så/ Och om sex och ett halvt år/ lyder vi kanske inte längre/ under deras lagar

Her er anden del af en tekst henvendt til Europa i anledning af parlamentsvalget: 

När kommer du att bli värdig dina miljoner feminister?/ Europa, varför är dina bibliotek tårfyllda?
Det måste finnas ett annat sätt att avsluta det här på./ Menar du allvar eller är detta något slags dåligt skämt?/ Europa, det är nu vi måste prata om konflikten mellan arbete och kapital./ Hur många decennier ska vi försöka hålla fascismen stången innan du inser att det är socialism eller barbari som gäller?

- det er skingert, ideologisk ævl og virkelig dårlig poesi, sub-Jesper Jensen, sub-Carl Scharnberg, efter min mening, men det synes I så ikke, venner og likere, Mette, Elisabeth, Olga, Caspar & co.?

Endelig er her et udsnit af en tårevædet lovprisning af veninden Maja Lee Langvads Hun er vred 

(der selv viger helt udenom den på samme tid våde og forstenede patos, Farrokhzad formulerer sig med - Langvads vrede-besyngelse er cool og kompleks, usentimental og selvrefleksiv inderlighed; derfor bevæger den og sætter i bevægelse): 

Maja, jag grät över att du sa igår att du i bästa fall skulle få en fin recension i en tidskrift, över att uppgivenheten i att inte förvänta sig något annat än repressalier för den som inte har tigit.

Maja, jag grät över när du sa att transnationell adoption är en konsekvens av globala ekonomiska maktförhållanden, att du kunde säga vad som helst om hur det känns, men att det framför måste upphöra. 

- heldigvis er gråden over ikke at forvente sig andet end repressalier og en enkelt god anmeldelse i et tidsskrift allerede gjort til skamme; masser af store interviews, lutter overstrømmende anmeldelser, heldigvis og helt rimeligt.